Fem hjerter til Nattevagten 2: ”Han gør det godt på den onde måde”
Filmen 'Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv' får fem ud af seks hjerter af ALT for damernes filmanmelder. Filmen er instrueret af Ole Bornedal, og den er en efterfølger til Ole Bornedals gennembrudsfilm 'Nattevagten' fra 1994.
Det er nuttet, når Ole Bornedal går i kødet på sit gennembrudsværk, ”Nattevagten”, drysset med retro og masser af indforståede hilsner. Debutfilmen ligger immervæk 29 år tilbage. Men heldigvis dør vi også af rædsel 117 gange undervejs.
Emma (Fanny Leander Bornedal) er lægestuderende og datter af deprimerede Martin (Nikolaj Coster-Waldau) og nu afdøde Kalinka (der i sin tid blev spillet af Sofie Gråbøl). Hun styrtdykker ned i familietraumet, da hun tager sin fars gamle studiejob som nattevagt på Retsmedicinsk Institut. Det skulle hun (nok) ikke have gjort. For ondskaben huserer endnu. Wörmer (Ulf Pilgaard, fy for fanden) er blind, spærret inde … eller er han?
Bornedal holder det stramt og i familien. Hans dygtige datter er snydt ud af næsen på Sofie Gråbøl. Modsat sin forrige og meget episke ”Skyggen i mit øje” med de store armbevægelser (og hurra for det), er han her næsten socialrealistisk: Her er resterne af en familie, skabt i en rædselsnat. Hvad gør det ved deres datter? Hvordan er livet for dem, der overlever? Emmas insisteren på at pille i fortidens sårskorpe er lidt irriterende, men jo nødvendig (og en klassiker i genren).
”Er det klogt at rippe op i fortiden? Muligvis ikke, men når Ole Bornedal både insisterer på at give publikum, hvad de vil have (men som de er bange for at spørge om) og gør det så godt på den onde måde, så gør det ikke noget.”
Gode kræfter som Nina Rask og Alex Høgh Andersen åbner fermt universet op til næste generation, og omtrent hver eneste birolle funkler i den tid, de får.
Filmens flabede, kølige åbning tager først sent en blodig drejning. Æstetisk holder Bornedal sig til lange gange og lysstofrør, der blinker ildevarslende og alt det. En skrabet, 90’er-agtig farveholdning, og ikke et ondt ord om det, når han så effektivt følger op med hilsner og kendte karakterer, der kastes ind i historien, så man lige når at blive glad for at se Kim Bodnias fjæs, inden man dør af skræk igen.
Igen leger Bornedal med musikken som uhyggeskaber. Traumer forplanter sig. Helt konkret. For naturligvis spøger ikke alene fortiden, men fortidens fortid, og den er absolut levende og nederdrægtig.