Deres forhold startede med en PINLIG misforståelse: ”Hun troede, det var en date. Jeg, at vi skulle arbejde”
Hvad skal der til for at spille en rolle, alle har en mening om? Kan det være Metoo-materiale at blive kæreste med sin elev, når hun samtidig er arbejdsgiveren? Og hvordan gik det til, at et enkelt afsnit af tv-serien 'Carmen Curlers' satte Nicolai Jørgensens Instagram i brand? Få alle svarene og flere til fra skuespilleren, der er blevet udråbt til fremtidens store navn.
I efteråret 2020 blev Nicolai Jørgensen kontaktet af en gruppe veninder, der gik på den samme teaterhøjskole, som han i sin tid selv havde gået på. De havde fået ham anbefalet som lærer, fordi de gerne ville søge ind på Skuespillerskolen.
Nicolai havde tidligere haft elever, som han havde læst med, og som var kommet ind på skolen, så han sagde ja til at tage en snak med dem hver især, så de kunne finde ud af, om de ville gå videre med soloundervisning hjemme i hans stue.
En af pigerne hed Stine, og over en kop kaffe fik de to talt om, hvordan undervisningen kunne skrues sammen. Mødet var hyggeligt, og da Stine gik ud ad døren og lovede at tænke over det, regnede Nicolai med, at han da nok havde fået sig en elev. Hvad han på daværende tidspunkt ikke vidste var, at Stine tog direkte hen til sine veninder og sagde, at hun på ingen måde kunne tage privattimer hos Nicolai.
"Hun var blevet helt vild med mig, så det ville aldrig fungere."
Nicolai griner højt og lidt genert.
"Men heldigvis sagde hendes veninder, at hvis hun ikke valgte mig som underviser, så ville hun jo aldrig se mig igen. Og så var hun sådan "fuck! Så er jeg jo nødt til at læse hos ham". Og så begyndte hun hos mig."
I dag er Stine og Nicolai kærester, og vi vender tilbage til, hvordan den historie udviklede sig hen over et hjemmebagt surbrød og et par forviklinger. Nicolai er for alvor kommet på nethinden hos mange danskere med sin rolle som den homoseksuelle Frans Lynge i DR tv-serien 'Carmen Curlers', men lige nu er han aktuel på de skrå brædder, hvor han begyndte sin karriere. Han skal spille rollen som Mads Skjern i musicalen 'Matador', der er baseret på Lise Nørgaards populære tv-serie af samme navn.
Hvordan er det at skulle spille en rolle, som nærmest alle danskere har en mening om?
"Uhhh, det er så nervepirrende. Det er utroligt angstprovokerende at pille ved folks historie og folks nostalgi. Mads Skjern er en meget, meget ikonisk karakter, og alle har et forhold til ham. Så man skal virkelig passe på, hvad man gør. Jeg har selvfølgelig lyst til først og fremmest lave mit bud på en Mads Skjern, men jeg vil jo også gerne lave noget genkendeligt og noget, der vækker de følelser og den relation, folk har til 'Matador'."
Hvordan gør man det?
"Ja, hvordan gør man det? Der er jo nogle helt klare ting, som karakteriserer Mads. Hans forhold til Gud, hans afholdenhed og så det drive, han har i forhold til at bevise sig selv. Hans drive gør, at han når langt, men det gør også, at han næsten glemmer, hvor vigtig hans elskede familie er for ham, og hvor meget de omvendt også har brug for ham. Han bliver forblændet af sit magtimperium. Det er de ting, jeg arbejder med i rollen, og som jeg gerne vil have frem på min måde."
Hvornår så du 'Matador' første gang?
"Da jeg var 14-15 år. Dengang fangede serien mig ikke helt, jeg var ikke gammel nok til at forstå, hvad karakterernes kamp er. Men mine forældre så 'Matador', og vi havde en tradition med, at vi så søndagsdrama sammen, og så gik vi i sauna."
I sauna?
Han griner højt.
"Ja. Min mor ville så gerne have en sauna, så fik hun det, og så blev det sådan en hyggelig tradition hjemme hos os med tv-serie og sauna. Jeg prøvede at se 'Matador' igen som 20-21-årig, men droppede det efter 12 afsnit, så det var først, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille Mads Skjern, at jeg fik set serien rigtigt."
Hvad syntes du så om den?
"Jamen jeg forstår godt, at folk elsker den. Jeg elsker den også, det er et fantastisk stykke dansk historie, og den er meget moderne i sit udtryk. Lise Nørgaard var virkelig skarp, kritisk og elegant, det må man bare sige. 'Matador' er eviggyldig."
Den franske klovn
Nicolai er vokset op i Odense med sin mor, far og to yngre brødre. Han er for tiden ved at forberede et foredrag, han skal holde i sin gamle idrætsforening, og i den forbindelse er han dykket ned i sin barndom, blandt andet via alle de videoer, hans forældre optog dengang i 90’erne.
"Og på alle videobånd karter jeg rundt som fransk klovn, altså. Ind foran kameraet og lave grimasser. Det er nemt nok at se, at der bor en skuespiller i det barn der, selvom mine forældre altid har sagt, at det tænkte de sgu ikke over dengang. Men når de ser mig spille skuespil nu, så siger de: ”Nå ja, men det gjorde du da også altid derhjemme”. Men det var ikke noget, jeg dyrkede. Det begyndte først efter gymnasiet, hvor jeg tog på teaterhøjskole og fandt ud af, at det var vildt sjovt at spille skuespil. Indtil da var det sport, der optog mig."
En ulykke satte imidlertid en stopper for Nicolais sportslige udfoldelser. Som 15-årig brækkede han ryggen under en volleyball-kamp og var delvist lammet i to år. Det var med til at forme hans fantasi og forestillingsverden, at han bare lå og gloede op i loftet, fortæller han, og det lærte ham også noget om at reflektere over livet.
Han kom godt ud på den anden side, fordi han hurtigt fik at vide, at han nok skulle komme sig over det hen ad vejen, og fordi familie og kammerater bakkede op. Da han kom tilbage til en normal hverdag, var han dog så langt bagud rent sportsligt, at det blev lagt helt på hylden.
"Til gengæld fandt jeg så noget andet – skuespillet – som jeg slet ikke vidste, jeg havde brug for eller manglede. I dag kan jeg ikke forestille mig noget, der kunne gøre mig lykkeligere."
End at være skuespiller?
"Ja. I hvert fald indtil videre. Men jeg har også en masse andre ambitioner, og jeg vil også gerne prøve noget nyt på et tidspunkt."
Hvad kunne det være?
"Jeg kan f.eks. godt lide at lave mad, og jeg kunne godt tænke mig på et tidspunkt at ha’ et lille sted, hvor jeg kunne servere noget vin og god mad for andre mennesker. Jeg kan godt lide at nørde helt vildt, og jeg tror, at det næste, jeg vil forære mig selv, er et sommelierkursus. Men altså, indtil videre er det hele jo bare en drøm."
Og meget anderledes end det, du laver?
"Ja. Da jeg kom ind på Teaterskolen, troede jeg, at nu ville jeg være lykkelig med det resten af mit liv. Det troede jeg virkelig. Men efter et halvt års tid blev det jo også hverdag. Der var ikke lykke nok i den bedrift til, at det kunne vare resten af livet. Og livet ville da også være kedeligt, hvis man kun måtte prøve én ting."
Arbejde eller date?
Ægte lykke har Nicolai fundet et helt bestemt sted. Sammen med Stine. For hun mødte jo, på venindernes opfordring, op til undervisning hos ham.
"Anden gang vi mødtes, var det faktisk Stines fødselsdag. Det var under corona, og jeg var begyndt på surdejsbagning som så mange andre, så jeg havde bagt et surdejsbrød til hende, sat nogle flag på og var sådan tillykke-med-fødselsdagen-skal-vi-ikke-lige-ha’-en-ostemad-agtig. Og så tænkte jeg ellers, at vi skulle i gang med at øve hendes tekst.
Af en eller anden grund, som jeg stadig ikke helt har forstået, troede Stine, at det var en date, vi havde gang i, mens jeg jo troede, at vi skulle arbejde. Vi sad længe og snakkede over kaffe og en ostemad, tiden gik, og på et tidspunkt sagde jeg til hende, at nu var der kun 40 minutter af vores to timers øvetid tilbage, så mon ikke vi skulle se at komme i gang? Jeg sagde også, at jeg selvfølgelig ikke ville tage penge for denne session, fordi vi havde snakket så længe. Og så var hun bare sådan, what?
Men hun ville ikke sige noget, så hun hentede sin tekst, som hun slet ikke havde øvet sig på, fordi hun troede, at vi havde en date, men vi fik da arbejdet de sidste 40 minutter. Senere har Stine fortalt, at hun syntes, det var SÅ pinligt alt sammen. Men jeg fattede ingenting på det tidspunkt, så da vi var færdige, sagde jeg tak for i dag, og hun gik."
Hvordan kom I videre derfra?
"Stine kommenterede på noget, jeg lagde på Instagram, og pludselig gik snakken frem og tilbage. På et tidspunkt kunne vi begge to godt mærke, hvor det var på vej hen. Okay, der er noget kemi her, måske skal vi bare gå ud og drikke en øl. På rigtig en date. And the rest is history."
Han holder en lille pause og smiler.
"Og man kan sige, at Stine lavede en Metoo på mig. Jeg var jo ansat af hende, hun betalte mig for at udføre et stykke arbejde, og så scorede hun mig!"
Han griner højt.
"Aj, det er en joke, men der har faktisk været mange, der har sagt, nå, nå, så du blev lige kæreste med din elev! Men som sagt, jeg fattede intet, og vi afbrød også samarbejdet efter den første rigtige date."
Hvad faldt du for ved Stine?
"Jamen, Stine er det klogeste, sjoveste menneske, som jeg har været så heldig at få til kæreste. Hun er super skarp, super kreativ, super fantasifuld, og så får hun mig virkelig til at grine. Vi har bare sådan en vild kemi sammen, at vi næsten kunne være én person nogle gange. Vores hjerner fungerer ens.
Allerede til vores allerførste møde havde vi faktisk flere øjeblikke, hvor vores øjne mødte, og det bare eksploderede på en eller anden måde. Jeg følte nærmest, at jeg kunne læse hendes tanker. Det var en ret vild oplevelse."
Hvornår gør Stine dig allermest glad?
"Det gør hun, når vi virkelig har tid til at connecte med hinanden. Stine går på dramatikeruddannelsen i Malmø, så hun bor halvdelen af tiden derovre og halvdelen af tiden i den lejlighed, vi har købt sammen i København. Så vi er en del fra hinanden.
Men når vi virkelig har tid sammen, hygger os og forkæler hinanden, gør hun mig allermest glad. Og så har vi det sjovt. Livet er ikke noget ved uden humor, og vi har meget samme humor. Der er ikke grænser for, hvor fjollede vi kan være sammen."
Hvad er dit kærlighedssprog?
"Det er kvalitetstid, fysisk kontakt og det, der hedder tjenester. Som ikke bare er, at man lige støvsuger. Tjenester i denne sammenhæng er noget med at have øje for hinanden i forhold til, hvor man er i sit liv. Noget med at være i kontakt med hinanden, fornemme den andens indre liv og være i stand til at se, hvad den anden har brug for."
Hvad betyder det i jeres forhold, at I har dramatikken til fælles?
"Vi har vildt mange faglige snakke og bruger tit hinanden til at sparre. Og fordi dramatik og skuespilfaget handler om at portrættere nogle livsværdier, mennesker og livssituationer, afføder det også tit nogle dybe og alvorlige snakke."
Store ord
Nicolai er i Berlingske blevet kaldt ”fremtidens store navn i dansk teater”, og det var med en blanding af stolthed, ansvarsfølelse og pres, at han læste den overskrift.
"Lige da jeg så det, fik jeg bare sådan en WHAT-følelse! Og lige bagefter tænkte jeg SHIT, det kan jeg jo ikke leve op til. Men det er virkelig store ord, som jeg er vildt beæret over. Og også lidt skælvende overfor."
Hvis du selv skal sige det, hvad er det så, der gør dig til en god skuespiller?
"Hmmm, jeg tror, det er en blanding af mange ting. For det første arbejder jeg rigtigt, rigtig flittigt. Jeg går meget op i min forberedelse, den er ALTING for mig. Jeg bruger rigtig lang tid på analysedelen af et værk og af den karakter, jeg skal spille.
Når jeg går ind til en rolle, så ved jeg, hvilket uddannelsesniveau vedkommende har, hvad hans IQ er og så videre. Jeg har stillet min karakter en masse spørgsmål, fordi jo bedre, jeg kan svare på dem, jo mere falder karakteren på plads i mig."
Han holder en lille pause.
"Og så tror jeg, at jeg er god til at stå ved min følsomhed også. Eller kontrasterne i følsomhed. Nogle gange kan man se, at et menneske har en reaktion, som det prøver at skjule. Og det er et spændende sted at befinde sig, synes jeg. Mellem det indre og det ydre liv.
Så jeg arbejder meget med, at man har en følelse indeni og en anden udenpå. At der er noget, man prøver at camouflere. Det er meget skrøbeligt og sårbart, og jeg kan godt lide at arbejde med min sårbarhed. Jeg tør godt være i den og stå ved den."
Kender du det fra dig selv også, at du har en følelse indeni og viser noget andet udenpå?
"Ja, det tror jeg, alle gør. Jeg har skullet lære at sige fra i forskellige situationer. Det er jo det, der er så skønt ved børn. De står bare ved alle deres følelser og begynder pludselig at græde, fordi hunden ikke må komme med i skole, og det er jo fantastisk.
Men som voksne har vi lært, at sådan må vi ikke opføre os, og det synes jeg et eller andet sted er vildt problematisk. Selvfølgelig kan voksne mennesker ikke stå og tudbrøle, fordi der ikke er mere kaffe på arbejdet – det går jo ikke – men vi kan også komme til at lægge FOR meget bånd på os selv."
Er der en rolle, du vil fremhæve, som har betydet noget særligt for dig?
"Det mest oplagte er nok at sige Frans Lynge fra 'Carmen Curlers'."
Hvorfor?
"Først og fremmest fordi vi med den rolle og Frans’ fortælling lavede afsnit 6 i første sæson, som er et lille stykke Danmarkshistorie. Indtil da havde vi endnu ikke i dansk tv – i bedste sendetid søndag aften på DR – haft en så udførlig kærlighedshistorie med et par, der er homoseksuelle. I det her tilfælde to homoseksuelle mænd.
Og det var bare rart at være med til at fortælle den historie og blive støttet i det. Og i forhold til, at der har været meget snak om, hvem der kan spille hvad på film og tv, så var det rart at mærke, at det vigtige var, at historien blev fortalt, og ikke hvem der fortalte den."
Hvilke reaktioner fik du på at spille den rolle og det afsnit?
"Det var helt vildt. Min Instagram brændte i flere måneder efterfølgende."
På den gode måde?
"Ja, det var kun kærlighed. Jeg har ikke fået noget negativt på det overhovedet. Jo, jeg læste en Facebookkommentar et eller andet sted, hvor en kvinde spurgte, hvor Carmen Curlers-fabrikken blev af i det afsnit."
Han griner.
"Vi var nemlig slet ikke på fabrikken i det afsnit. Men ellers var 99,9 procent bare kærlighed, kærlighed, kærlighed."
Kærligheden hjemmefra
Netop kærlighed har Nicolai også med sig hjemmefra i spandevis. Da han sidste sommer var til festivalen SVEND Filmdage, lagde han et billede af sin mor og sig selv på Instagram med teksten ”Til SVEND med min bedste backup og største fan” – efterfulgt af tre hjerter.
"Man tænker jo ikke rigtigt over sine forældre, når man vokser op. Men alle mine venner, min kæreste og alle andre kærester, jeg har haft, har altid sagt, at min mor har kærlighed nok til hele verden. I dag kan jeg godt forstå, hvad de mener.
For i min mors bog kan man bare ikke gøre noget forkert. Man kan altid komme til hende, få en kop kaffe og en god snak, og så slutter det altid med, at hun siger noget i retning af: ”Og ved du hvad, du er, som du er, og det er der ikke noget i vejen med”. På samme måde har både hun og min far proppet så meget selvværd ind i mine brødre og mig, da vi var børn, og det er jeg meget taknemmelig over."
Hvordan bakker dine forældre dig op?
"Min mor vil med til alt, hvad jeg laver. Forestillinger og film. Og hun ringer altid, når der er kommet noget nyt ud og siger: ”NEJ, hvor var det godt, Nicolai”. Og så snakker vi lige lidt om det. Min mor er jo slet ikke inde i det faglige, men hun kan tale om det fra en mors synspunkt og fra en forbrugers synspunkt, og det er virkelig dejligt. Hun ser nogle andre ting end folk, der er i faget."
Og hvad med din far?
"Han er også altid med. Min far er et meget genert og stille gemyt med et rigt indre følelsesliv, så det er min mor, der som udgangspunkt står for snakken. Min far har masser af humor, og det er altid sjovt at se, om han griner de samme steder i en film, som jeg gør.
Jeg finder meget inspiration i mine forældre, for de har været sammen, siden de var 17 og 19 år, og de har en helt særlig dynamik, som er spændende for mig både fagligt og personligt."