Nikoline Werdelin: "Mænd spørger mig, hvorfor jeg tegner kvinder så grimt"

Hvordan var det at lave tegneserier til ALT for damerne i 80’erne og 90’erne? 

"For mig var siden i ALT for damerne noget, der kom til mig i kraft af, at jeg allerede tegnede striber til Politiken. Med tegneserien, jeg skabte til ALT for damerne – først Rose og siden Laura og Nugga, kunne jeg tage fat i de kvindelige temaer, der virkede for snævre til en mandlig avis-læser. Krop, menstruation, børn, arbejde, kæresterier og hverdagen. Jeg behøvede ikke at have samme skarphed – der var plads til at være mere rund til ugebladet. Jeg kunne beskrive de ting, der var tæt på mit hjerte og tæt på de ting, jeg løbende oplevede. Tegneserien i avisen var mere kantet, mere tornet."

"Jeg var så heldig, at jeg også måtte lave teater samtidig. Jeg havde mange korte, daglige og ugentlige formater, så i teateret kunne jeg fastholde folk over tid. Men det, der gjorde mig god til at skrive teaterstykker, var måske netop, at jeg var vant til at skrive kort og i skarpe pointer. Jeg var så privilegeret at have mange kreative rum på en gang, og jeg fik så meget energi af at gå ind og ud af de forskellige former."

Hvordan er du blevet så skarp til at fange os kvinder lige på kornet? Jeg føler mig jo både truffet og forstået på én og samme tid...

"Jeg er et billed-menneske, og jeg har tegnet, siden jeg var to år gammel. I et ugeblad har læseren tid til at kigge grundigt på hvert eneste billede. Og du ser meget mere på et billede, end ordene, der følger med, kan beskrive. Lauras topmave, hoftens vrik, kalveknæet, kjolen, der ikke er kommet ordentligt på plads, efter hun har været på toilettet, hånden, hun tager sig til panden med. Min mand læser boblerne først, og så ser han på billedet. Men det er jo tegningen, vi skal kigge på først, og så bliver den bare støttet af boblens ord. Det forstår kvinder. Kvinder har de vildeste øjne. Vi klæder os heller ikke på for de heteroseksuelle mænd, for vi ved, at hvis du bare er kærlig og sjov, så er det dét, de hæfter sig ved. Det er for andre kvinder, at vi klæder os på. Det er der, vi bliver set af de kritiske, analytiske øjne."

"Mit liv består af detaljer, og jeg kan slet ikke lade være med at hæfte mig ved alt. At tegne er at se det særegne hele tiden. Jeg kan sidde i mit vindue og bide mærke i, at ham manden ovre på cafeen har et dykkerur på. Nå, så er det moderne igen. Og hvem er det, han har med? Datteren? Nå nej, det er vist en au pair, sådan som hun løfter den lille op. Det er faktisk lidt besværligt at se så meget, for jeg ser jo også, når min mand lægger en brugt tandstik på bordet, eller jeg ser, at folk cykler for tæt på hinanden, og åh nej … nu går det galt. Men i mødet med kvindelige læsere følte jeg, at denne ekstra opmærksomhed var brugbar. Jeg kunne vise dem diskrepansen mellem det sagte og den sande følelse. Det er i mellemrummet mellem ordet og billedet, at magien sker."

"Rose først, så Laura, og nu Nina, som jeg i dag tegner til Søndag, har alle været sjæleligt beslægtede med mig. De er både dummere end mig, men også klogere og meget mere modige. De har komplekser, som jeg er rejst væk fra, men de tør mere, end jeg nogensinde har gjort. Wow, du styrer for vildt, tænker jeg tit, når de kaster sig ud i en ny idé eller et kostume..."

Latteren åbner for tårerne

Du viste jo den filterløse kvindekrop, inden kropsaktivisme og "body positivity" var almene begreber. Var det bevidst?

"For tre år siden spurgte jeg min mand: "Du, er jeg mon feminist?" Jeg er nok lallet afsted i en heldig tid, så jeg ikke har haft brug for at overveje det før. Jeg var freelancer, arbejdede ofte med kvindelige chefer, og på teateret var jeg både ansat og chef, så #MeToo-oplevelser har jeg været forskånet for. Jeg får ofte at vide, at jeg har en "særlig streg", og mænd spørger mig, hvorfor jeg tegner kvinder så grimt. Men jeg føler bare, at jeg tegner naturalistisk. Jeg tegner ikke på en særligt aktivistisk måde, jeg tegner det, som jeg ser. På samme måde, som vi mennesker ikke har en håndskrift med en særlig intention, men en grafolog ville kunne udlede en masse om os ud fra vores skrift."

Var der temaer, der var særligt vigtige at berøre for dig?

"Laura havde en kæreste, der kom og gik i hendes liv. Men hun var også selv med til at åbne og lukke døren. Laura skulle klare det hele selv, og det skulle jeg også dengang i 80'erne. Og hun fik et lille barn, hvad jeg ikke gjorde. Hun var på en måde en bedste ven. Hvis du som jeg er impulsiv og kvajer dig en gang i mellem, så er det godt at åbne det rum, vise det frem og dele det med en ligesindet skare af kvinder. Det kunne jeg med Laura."

"Og så havde jeg det også stramt med, at ALT for damerne på det tidspunkt i tiltagende grad handlede om "Se mit skoskab, og alt var hvidt i hvidt i hvidt. Hvide hjem, hvide børn og hvidt tøj. Det var jo uopnåeligt. Min stribe skulle være modspillet. Ugebladene skubbede på det tidspunkt til rivaliseringen mellem kvinder. Det var før Liza Marklund og Lotta Snickares bog Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden. Jeg ville ikke bidrage til de en-dimensionelle perfektheds-billeder. Jeg ville vise de dage, hvor man har kastet sig på sofaen, mens det regner, og man ikke orker andet end at spise chokolade og pleje sin manglende selvtillid."

Skal kvinder stadig kæmpe for deres plads i komikken?

"Jo mørkere et ærinde – uanset køn – jo mere humor skal det behandles med. Det er personligt og påtrængende for mig. Jeg må behandle de store emner i livet og i verden på en måde, så jeg kan holde mig oprejst og ikke bare lægge mig ned i afmagt. Der er humor den hemmelige ingrediens. Hvis du åbner for latteren, så åbner du også for tårerne – de to følelser bor så tæt på hinanden. Og de forløser. Min mor husker tiltagende dårligere, det er alvorligt og trist, men vi griner virkelig meget af det, når vi er sammen."

Hvem er er bedst til at få dig til at le?

"Min mand Ib. Jeg vågner hver morgen og griner, inden jeg nogensinde kommer ud af sengen. Vi har været sammen i 12,5 år. Jeg begyndte med mine tegneserier i 1984 som 24-årig. Jeg var røget ud af alle skoler, jeg kunne gå på. Jeg blev strittet ud af 9. klasse, jeg røg ud af 2.g. med et 03 i tysk, og siden røg jeg sågar ud af studenterkursus. Jeg blev optaget på Skolen for Brugskunst, men vandt en tegneseriekonkurrence – og så toppede jeg også der. Jeg mødte Ib, da jeg var 26 år. Han var litteraturlærer på Krogerup, og jeg skulle holde et foredrag."

"Da jeg havde mødt ham, tænkte jeg ved mig selv, at det var præcis sådan en mand, jeg selv ville giftes med en dag. Det var naturligvis ikke muligt, for han havde både kone og børn. Der gik 20 år, og så skulle jeg på arbejdsophold på klosteret "San Cataldo", og der så jeg hans navn på deltagerlisten. Mit hjerte sprang i livet på mig, for han skulle være der en hel måned ligesom mig. "Jeg må tage hver dag, som det kommer," sagde han. "Min kone er død, jeg er holdt på med at arbejde, og jeg har skrevet min krimi færdig." Jeg boede i Berlin på det tidspunkt, og han boede her på Frederiksberg. Men jeg vidste bare, at det var ham, jeg skulle have."

Humor er en slags glasur

Hvad er forskellen på mænd og kvinders humor?

"Mænd griner by proxy. Der skal være en genstand, de griner af. I min mands vennegruppe er det af quizzer og drillerier og selvironiske historier om fordøjelsen. Vi kvinder har mere en bølge af humor, der går gennem rummet. En endorfinbølge, vi går ind i sammen. Latterbølger. Der er ikke noget mere morsomt end at være sammen med veninder, der slår håret tilbage og lader barmen bølge af bare grin. Jeg er hørehæmmet og har ofte ikke hørt pointen på den historie, der har udløst latteren, men så griner jeg bare af stemningen eller det, som jeg tror er pointen. Når min gode veninde og jeg strikker sammen, kan vi også grine over emner, vi lige så godt kunne græde over."

Det er vel også sådan, mange af os har det med dine striber og tekster?

"Jeg skriver, som jeg tegner. Jeg fletter lys og mørke sammen – det giver mig latter og fryd. Jeg modtog Holberg-medaljen, og jeg kan godt se, hvordan jeg er beslægtet med den gamle mester: det, jeg tegner og skriver, er aldrig KUN for sjov. Jeg er blevet spurgt, om humor er den glasur, jeg bruger for at få andre til at sluge den bitre pille. Sådan har jeg slet ikke tænkt det. Og hvis det er tilfældet, så er glasuren mere tiltænkt mig selv end andre."

"Jeg har lige skrevet bogen Hvordan man redder en lemming om fem mennesker, der bor på Frederiksberg. Frederiksberg Have er billedet på, at under personernes liv er der en jord, der er under forandring. Klimakampen er vores nye verdenskrig, og den ligger som en konstant summen under vores hverdag. Glem alt om misundelse og smålighed, appelsinhud og den der nye trøje, du vil have. Jeg vil undersøge, hvordan man er menneske et privilegeret sted som Frederiksberg, når vi samtidig oplever en irreversibel og altomfattende forandring af den klode, vi bebor. Jeg tænker ikke over, hvad der er vigtigt at sætte på dagsordenen nu, men jeg skriver og tegner om det, som jeg er optaget af. Og når jeg er heldig, rammer jeg tidsånden."

Hvad vil du gerne rykke ved?

"Det er fuldstændig påtrængende, at vi hele tiden husker på, at vi alle er natur og en del af naturen – vi er forbundne med den og afhængige af den, og det er naivt at tro, at alt, hvad der er menneskeskabt, er noget, vi har brug for. At tro man er finere end sin hund eller mere værd end en elefant – det er "human supremacy" og en slags racisme. Vores ødelæggelser er realiteter, vi må forholde os til – både med alvor og humor. Tegningerne er en landsby, jeg har skabt, hvor jeg kan mødes med nogen og bearbejde mørket og frygten."

Om Nikoline Werdelin, 61 år

• Tegneserietegner, brevkasseredaktør, dramatiker og forfatter.
• Tegnede Rose og Laura og Nugga i ALT for damerne i perioden 1984-2006.
• Gift med lektor og forfatter Ib Lucas og bor med ham og hunden Teddy på Frederiksberg.

ALT for damerne fylder 75 år!

Hurra! ALT for damerne kan i år fejre 75-års jubilæum, og dét skal fejres med masser af fest og nostalgi – men mest af alt med søstersind.

For hvis der er noget, ALT for damerne kan og vil i dag, så er det at bakke op om vores medsøstre og hylde de kvinder, der styrker og løfter andre kvinder.

I 2021 har vi stadig brug for at stå sammen om at forbedre kvinders vilkår – og meget har heldigvis ændret sig, siden ALT for damerne blev sat i verden tilbage i 1946.

Dengang handlede artiklerne i bladet mest om, hvordan man kunne være den bedste kone og husmor. En tur i arkivet vidner om, at bladet til enhver tid har været et kvindelivs-spejl, og selv om noget indhold i dag virker helt skørt, så er det tydeligt, at ALT for damerne altid har haft til hensigt at være på kvindernes side, og i dag bærer vi med stolthed de værdier om søstersind, der er vævet ind i ALT for damernes historie.

Her kan du dykke ned i al vores jubilæumsindhold og komme med på en tidsrejse i de forgangne årtier – måske du genkender dig selv, din mor og din mormor undervejs...