Nina Munch-Perrin: "Da jeg var ung, var jeg enormt usikker på mig selv som kvinde"

Når man har været tæt på at miste sin mand og sin mor inden for en kort periode, er en sølle shitstorm over stilethæle en … ja, storm i et glas vand. Som vært på TV Avisen måtte Nina Munch-Perrin i april se sit valg af fodtøj anmeldt i en Politiken-klumme, der satte ild i Facebook og Twitter og skabte en lejr med dem, der mente, Nina Munch-Perrin lignede en, der var på vej på natklub, og en lejr med dem, der mente, at slutshaming ikke hørte hjemme i en af landets største aviser.

– I dag har jeg stiletter på. Ikke kun fordi jeg skulle møde dig, siger Nina, da vi mødes i indre København.

– Jeg elsker en god stilet, men helt lavpraktisk giver det mig faktisk også en bedre holdning. Jeg har tendens til at krumme ryggen og trække skuldrene op. Ud over at det rent rygmæssigt er dumt, så ser det heller ikke særligt imødekommende ud. Det har jeg blandt andet rettet op på ved at gå med hæle, og for mig er stiletten derfor også et arbejdsredskab, som hjælper mig.

– Det har da hele tiden været mit eget ønske, som naturligvis også er godkendt ovenfra. Jeg kunne sikkert gå i flade sko – måske ikke lige en Converse-sneaker – nok nærmere en ballerina, men når jeg skal præsentere TV Avisen eller til et vigtigt møde, så hjælper det mig at have hæl på. Generelt

skal jeg kunne have det på, der er passende for mig, og hvor

jeg kan være mig selv.

Fornemmelsen af at stå ved sig selv, og hvad man selv vil, har været drivkraften bag hovedparten af Ninas karrierevalg. Siden hun droppede ud af socialrådgiveruddannelsen og blev optaget på Journalisthøjskolen, har Nina satset benhårdt på at give den fuld skrue i de job, hun har haft. Og det har ført hende som skrivende journalist på Børsen til opstarten af TV 2 News, og fra at være erhvervskorrespondent i DR til kommunikationschef for Finans Danmark. For så i dag at ende op i stillingen som vært på TV Avisen.

Selv mener Nina, at denne drift kan spores tilbage til hendes barndom. Her blev hun indgydt en evig tro på egne evner, for Ninas forældre lod det aldrig være en mulighed at have ringeagt over for sig selv.

– Som barn følte jeg, at det var fantastisk, når jeg stod ved den, jeg var. Mine forældre har aldrig presset mig, bare jeg havde gjort mig umage og givet den en skalle, så var resultatet altid ok uanset. Det tror jeg har været meget sundt. De har givet mig selvværd, og jeg har aldrig følt mig som en undskyldning for mig selv.

Kernesund fornuft

Selvom Nina blev spækket med selvværd og selvtillid, fra hun var helt lille, manglede hun helt elementære ting fra sin mor, som hun misundte andre piger og kvinder.

– I dag kunne jeg godt have tænkt mig, at min mor havde blandet sig lidt mere i mit liv, end hun gjorde. Da jeg var ung, var jeg enormt usikker på mig selv som kvinde, og op gennem gymnasietiden havde jeg for eksempel ikke en kæreste, og det var egentlig ikke særlig fedt. Så jeg ville gerne have haft flere af hendes input i forhold til kæresteforhold, rollen som kvinde og mor og livets andre store spørgsmål – helt elementære ting.

– Jeg manglede også nogle gange en rettesnor i forhold til at vide, når noget ikke var en god ide. Hvis jeg søgte råd hos min mor, var svaret altid: ”Du skal gøre, som du selv synes”. Bolden blev hele tiden spillet tilbage til mig, og der savnede jeg nogle gange, at min mor gav sin egen mening mere tilkende. Men det var hun enormt påpasselig med.

– Min mor havde selv haft forældre, som blandede sig i alt, hvad hun foretog sig – altså i ALT lige fra tøj til kærester. Det var en opvækst med meget social kontrol, og det fik hende til

at ryge over i den anden grøft, da hun skulle opdrage mig. Jeg måtte selvfølgelig langt fra alt, og jeg var et meget velopdragent barn, tror jeg, men det med at blande sig i sin datters liv, det ville min mor ikke.

– Omvendt var det også megafedt, for ligegyldigt hvad jeg valgte at gøre, så var der altid fuld opbakning. Og jeg har til gengæld fået nogle input især omkring at stå på egne ben og tro på mig selv med fra min mor, som har hjulpet mig rigtig meget.

I samme sko

Begge Ninas forældre var journalister, og derfor blev samfundets problemer ofte endevendt hen over middagsbordet.

– Hvis TV Avisen kom på, så SKULLE vi se den. Den holder jeg jo stadig af at se, hvilket irriterer min mand grænseløst. Han fatter slet ikke, hvordan jeg kan se tre nyhedsudsendelser på en dag – det er langt ude, mener han, og det kan han måske have en pointe i, siger hun grinende.

Ninas mor, Lone, blev allerede et kendt ansigt, mens Nina endnu var teenager. Hun fik rollen som en af TV Avisens faste studieværter. Det var en eftertragtet rolle, og Nina husker tydeligt, at hendes mor altid påtog sig en kunstig mine, når kameraerne rullede.

– Hendes rolle som vært på TV Avisen var den, hun syntes var mindst fed sammenlignet med de andre jobs, hun havde. Hendes stemme forandrede sig fuldkommen, når hun var på. Og hun blev helt drænet for energi efter at have været på. Normalt havde hun en lidt dyb stemme ligesom mig, men jeg tænker, nogle chefer havde fundet på, at hendes stemme skulle være meget lysere. Nu sad hun jo ned, så der var ingen sko-problematik i hvert fald.

– Jeg nåede aldrig at have en dyb samtale med hende omkring det, men jeg tror, at det pres, der lå på hende som en af de få kvinder i den rolle, var alt for stort. Hun fandt ud af, at hendes psyke ikke duede til det job. Presset mærker jeg også i dag, men nok ikke i lige så høj grad, som min mor mærkede det i 80’erne. Og jeg bilder mig så ind, at jeg netop har den bagage, der gør, at jeg kan stå imod det pres og de mange holdninger, der helt naturligt er.

Mere coach end mor

Nina valgte selv som 21-årig at gå i forældrenes fodspor og søge ind på Journalisthøjskolen. Med sin skrivemaskine i hånden tog hun til optagelsesprøve og kom til alles overraskelse ind i første hug. Også her mødte hun forældrenes og i særlig grad morens opbakning.

– Min mor elskede at give viden fra sig. Og hun kunne snildt finde ud af at tage rette-pinden frem og udpege alle fejlene.

Da Nina selv begyndte at lave tv, blev hendes mor en unik kilde til sparring og læring.

– Jeg startede på TV 2 News i 2006 med at lave TV 2 Finans, og der hjalp min mor mig meget i forhold til værktøjsinput. Hun interesserede sig for at få min stemme – eller rettere sagt pauser, for det arbejder man i dag meget mere med end selve stemmen – og mimik på plads. Hun er den bedste tv-journalistlærer, jeg nogensinde har haft. At være sig selv var det vigtigste. Det er skæbnens ironi, at hun aldrig selv lykkedes med netop det.

Halvvejs inde i interviewet på en bænk ved Skuespillerhuset kommer en mand hen for at hilse på Nina:

”Du er hende tv-værten, ikke? Det gør du altså rigtig godt”. Nina smiler, giver hånd og minder manden om at se aftenens nyheder.

Hvor ofte oplever du, at folk roser dig for dit arbejde?

– Det sker tit, og det er så sødt, pænt og dejligt hver gang. Jeg tager altid imod det med kyshånd.

Og det er måske netop de egenskaber, man forbinder TV-Avis-værten med: overskud, venlighed og overblik. Men på den private front har Nina været ramt af hårde slag, der har tæret på overskuddet.

Tilbageslag

I februar 2014 fik Nina en besked, der på en og samme tid gav hende lyst til at kaste håndklædet i ringen og klemme ballerne sammen for ikke at krakelere. Hendes mor og livslange mentor havde fået konstateret lungecancer. Siden jul havde Nina ikke haft tid til at se sin mor, fordi hun havde haft rygende travlt som erhvervskorrespondent for DR, og derfor ramte meldingen også ekstra hårdt.

– Det var helt forfærdeligt. Ret hurtigt handlede det for mig om at tage et skridt ad gangen.

– Min mor arbejdede som kommunikationsrådgiver hos Kræftens Bekæmpelse, da hun fik stillet diagnosen – det er jo næsten tragikomisk. Hun var fuldt beskæftiget og glad for sit arbejde, men hun var belastet af viden og kunne derfor med det samme selv sige: ”Ja, det er jo så den, man dør af”.

Vidste hun selv, at hun var syg, før du fik beskeden?

– Det er et godt spørgsmål. Det tror jeg, hun gjorde, men hun delte det ikke med nogen af os. Det var et show, hun selv kørte – lidt min mor i nøddeskal. Hun hadede at være til besvær, og der var ingen grund til at gøre os bange. Vi vidste ingenting, før hun selv ringede få dage inden konsultationen på hospitalet.

Nina fik klar besked fra hendes egen mor om, at lægerne kun kunne se dette gå én vej, kræften var på terminalstadiet. Fra nu af ville de behandle hendes mor med livsforlængende medicin – der var intet andet at stille op.

– Min mor var selv meget afklaret med, at hun skulle dø. Derfor talte vi meget om hendes død, hvilket var rigtig godt for hele familien at få sat ord på.

Lige efter diagnosen tog Nina, hendes to sønner og ægtemanden David væk fra den kolde danske forårsblæst for at besøge en af Ninas veninder i Dubai. Nina følte, at hun efterlod sin mor midt i alle bivirkningerne fra kemobehandlingen, men lægerne derhjemme havde beroliget Nina med, at det var i orden, at hun tog afsted. Alligevel var hun plaget af dårlig samvittighed.

– Min mor havde det jo så skidt. Vi vidste ikke, om der var en eller seks måneder tilbage af hendes levetid, så det hele var meget diffust. Hendes saltbalance røg pludselig helt fløjten, og det var ret kritisk.

En dag, hvor David var med Julius og Bastian i poolen, fik han pludselig den ide, at han skulle forsøge sig med børnerutsjebanen. Med hovedet først endda.

– Han er ikke klein af statur, der er meget af ham, påpeger Nina lettere ironisk og illustrerer den raketfigur, David formede sig som, da han susede ned i poolen.

Lidt efter dukkede han op til overfladen og kvækkede lidt – uden at skrige. Børnene fjollede stadig rundt. Men noget var helt galt med David, bemærkede Nina.

– Da jeg kom hen til ham, kunne jeg se poolbunden i hans hovedbund som en mosaik-tattoo. Hurtigt fik jeg fat på nogle mennesker, som hjalp mig med at lægge ham ned. Vi ringede efter en ambulance, og han blev pakket ind i, hvad der lignede et mumieoutfit. Min veninde tog sig af børnene, mens vi kørte på hospitalet.

På hospitalet røg David i en scanner. En læge forklarede Nina, at de på røntgen-billederne kunne se, at han havde en fraktur på rygsøjlen, hvilket ikke var et godt tegn.

– Da Dr. Fadel fortalte, at der var sandsynlighed for, at min mand aldrig ville komme til at gå igen eller i værste fald kunne dø, brød jeg sammen. Jeg husker det som fem minutters kaos, hvor jeg gik i total planlægningsmodus: Okay, hvis han ikke kan gå igen, så skal vi til at have en kørestol og indrette hjemmet efter hans behov. Og huslejen, hvordan skulle den betales? Totalt lavpraktisk: Jeg nåede at tænke alle scenarier til ende. Med rystende krop skulle jeg ringe til hans mor i Frankrig og håndtere alle mine egne tanker og hendes bekymring.

Det viste sig at være et såkaldt stabilt brud på en nakkehvirvel, men David skulle ligge bomstille i en hospitalsseng i godt og vel en uge til observation og nye scanninger. Nina kontaktede også sin egen mor for at fortælle om ulykken.

– Jeg husker, at jeg sad på altanen til hotelværelset om aftenen. Børnene var lagt i seng, og jeg talte i telefon med min mor, som var blevet lidt mere stabil, siden vi var taget afsted. I det øjeblik følte jeg, at ulykken med David var Guds straf for, at jeg var taget væk fra min døende mor.

Et stille farvel

Selvom Nina rent mentalt havde forsøgt at forberede sig på, at hendes mor skulle dø, var virkeligheden værre end forventet. I mellemtiden var Lone blevet sendt på hospice, for lægerne havde allerede afsagt deres dom.

– Til sidst viste sygdommen sig fra sin mest grusomme side. Jeg kom ud om aftenen på hospice, og der havde hun det fandeme ikke godt, men hun var så glad for at se mig.

– Hun ville ikke mere. Lægerne sagde, at hendes tid endnu ikke var kommet. Jeg satte mig på sengekanten og fortalte min mor, at lægerne mente, at hun ville vågne igen dagen efter. Så tog hun min hånd og sagde, at det håbede hun sandelig ikke – hun ville virkelig ikke mere.

Nina holder en lille pause og tørrer tårerne væk fra kinderne. Heldigvis døde moderen alligevel så i løbet af natten. Som om hun selv havde besluttet, at nu var nu.

– Da jeg stod i momentet, var det hele meget uvirkeligt. Døden kan man nok aldrig forberede sig på, hvor end man gerne vil. Jeg følte mig så ensom, da hun døde, for hun havde altid været den person, jeg kunne opsøge, hvis jeg fik behov for pingpong. Også selvom hun var en hård kritiker og ofte bare spillede bolden tilbage, men det lærte jeg at sætte pris på.

Hvad har din mor betydet for din opfattelse af dig selv?

– Der er ingen tvivl om, at min mor altid var god til at få mig til at føle, at jeg var god, som jeg var. At jeg ikke behøvede at lave om på mig selv. Jeg har ikke brug for likes, hvis vi skal bruge den terminologi, men selvfølgelig ønsker jeg, at folk kan lide det, jeg laver. Der er forskel. Og jeg har ikke valgt jobbet som vært for at få personlig anerkendelse dagligt. Jeg havde haft en lige så fin dag, hvis ham manden ikke var kommet forbi os tidligere og havde rost mig for mit arbejde, selv om det da var dejligt.

Survival-modus

Ninas forældre er ud af en generation, som ikke fortrak en mine, hvis der blev røget smøger indendørs, og askebægeret blev fyldt i løbet af en dag. Ninas mor måtte tage konsekvensen for snart fem år siden. I dag sidder Ninas far i en lignende situation – med en kræftdiagnose.

– Han er fortrænger-typen. Jeg kan godt mærke, han er syg, men det kommer bag på ham selv, at han er syg. Han har hele tiden troet, at han kunne gå gennem livet uden skrammer. Han har røget som en skorsten, ligesom min mor gjorde: ”Jeg ryger så meget, jeg nu kan nå”, som han plejede at sige. Nu er han holdt op. Bedre sent end aldrig.

Hvordan håndterer du nu din fars situation?

– Lige nu er jeg i mit survival-modus, ligesom jeg var med min mor. Jeg er sammen med resten af familien blevet en form for projektleder for hans kræftforløb, for det har han virkelig brug for, nu hvor han er syg. Men situationen er heldigvis en anden end med min mor. Jeg er sikker på, han bliver rask igen. Hans krop tager næsten uforskammet godt imod behandlingen, især når man ved, hvordan andre kan reagere på kemoterapi, siger Nina smilende.

Der er en særlig pondus over Nina. De udfordringer, hun støder på, svækker hende ikke.

Så da snakken om habilitetsproblemer i sin tid opstod i medierne i forbindelse med hendes jobskifte fra Finans Danmark til vært på TV Avisen, holdt hun selvfølgelig hovedet koldt. Endnu en gang.

– Med alt det, jeg står for, så vil jeg ikke være nervøs for, at der kommer til at opstå kasketforvirring. Og det er mine chefer åbenbart heller ikke – så havde de nok fundet en anden til jobbet. Hvis der på et tidspunkt skulle være en kritisk historie omkring mit tidligere job, så sætter man jo en anden på opgaven.

– Afbrækket i den finansielle sektor har givet mig helt vildt meget. Jeg ser skarpere og er blevet endnu bedre til at favne mange nuancer og komplekst stof. Det har givet mig forståelse for journalistik på en ny måde og for direktionsgange, beslutningsprocesser og ledelse ikke mindst. Jeg er blevet mere robust.

Hvor ser du dig selv om 10 år?

– Jeg kan da snildt se mig selv blive siddende i tv-studiet. Nu har jeg givet hånd på en langtidsrelation med TV Avisen, for det er et job, jeg investerer utroligt meget i. Når man først har taget det skridt, så holder man ikke bare op igen. Det er dumt at gøre for en toårig periode, så det holder jeg selvfølgelig fast i – også med mine stiletter på.