Annette ejer næsten intet og bor i en kuffert: ”Jeg måtte slippe ægteskabet”

Den ene nat sover hun i et sommerhus, den næste i en nedlagt advokatbolig og den tredje hos en fremmed, hun lige har mødt. 

Annette Vester har de seneste tre et halvt år ikke haft en fast adresse. Hun ejer kun en smule tøj, nogle bøger og en dyne; hvad der kan være i to kufferter og et par flyttekasser.

Læs også

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

"Jordisk gods betyder ikke noget for mig i dag, og jeg ejer ingenting. Lykken er ikke at eje en masse ting, men at være sammen med andre mennesker," som hun siger.

Men sådan har det ikke altid været. Annette levede i 40 år ”et stille liv” i Lemvig med hus, arbejde og mand. En dansk gennemsnitstilværelse, hvor man passede haven og snakkede med naboerne. Men det ændrede sig, da hun mødte blomsterkunstneren Johnny Haugaard, som laver store dekorationer og kunstinstallationer med blomster og natur i hovedrollerne – værker, som det kræver mange frivillige hænder at opføre. 

De fleste deltager et par dage eller er med til én udstilling, men allerede efter den første tjans blev det for Annette en livsstil. Nu følger hun blomsterkunstneren fra udstilling til udstilling.

Arbejdsulykken

"Jeg kan simpelthen ikke lade være, det giver mig så meget," siger Annette. 

"Jeg møder nye mennesker, ser nye steder og får nye opgaver. Så gør det ikke noget, at jeg ikke ved, hvor jeg skal sove i morgen. Jeg bekymrer mig ikke; tingene har det med at løse sig."

Når hun en sjælden gang har et par friuger, lejer hun et sommerhus eller bor hos venner og familie.

Som 50-årig fik Annette tilkendt førtidspension. Hun var dengang leder af en grøntafdeling i et supermarked og involveret i en arbejdsulykke, som efterlod hende med piskesmæld og kronisk hovedpine. 

Hun var ”sundhedsvæsenet rundt”, før hendes datter afprøvede biodynamisk kraniosakralterapi på sin mor, hvorefter smerterne forsvandt, og Annette fik det så godt, at hun meldte sig som frivillig på et nærliggende gods, hvor Johnny Haugaard havde en juleudstilling. Efterfølgende spurgte han, om Annette havde lyst til at hjælpe med andre projekter.

"Det var fantastisk at se, hvordan et ungt menneske som Johnny kunne give så mange mennesker en god dag," husker hun. 

"Jeg blev fascineret af alt det, man kan skabe, når man løfter i flok, og der er plads til alle, uanset hvad man kan bidrage med."

Ægteskabet brast

Annette tog hjem og meldte sin daværende mand, at det fællesskab måtte hun være en del af. Så hun rejste af sted med Johnny Haugaard, og efter et års tid måtte hun og ægtemanden erkende, at deres liv efter 36 år sammen havde udviklet sig i så forskellige retninger, at en skilsmisse var uundgåelig.

"Jeg var ikke så meget hjemme, og min mand forstod ikke helt mit valg, så jeg måtte slippe ægteskabet og forfølge det liv, som giver mig så meget glæde," beretter Annette. 

"Vi skiltes som gode venner og ses stadig til fødselsdage og jul."

Annette flyttede ud af det fælles hjem og medbragte blot ti flyttekasser. Resten efterlod hun, og siden har hun reduceret yderligere og ejer i dag ikke mere, end at hun kan have det bag i sin bil.

"Det har været en proces, hvor jeg har skilt mig af med mere og mere. Jeg har ikke et sentimentalt forhold til ting og savner ikke at have et hus og alle tingene i det. Når jeg engang slår mig ned igen, kan jeg altid købe nyt," siger Annette, som har folkeregisteradresse hos sin datter, men ellers bor, hvor Johnnys udstillinger bringer hende hen.

Sidste forår boede hun sammen med andre frivillige i et sommerhus i Blokhus og en lejlighed i Viborg, hvor der blev der sørget for overnatning og spisning i løbet af dagen.

Læs også

Tobias fik hjertestop som 23-årig: "Det første jeg bad om var pære og banan-yoghurt"

"Og ellers spiser jeg noget hurtigt og nemt. Det er selvfølgelig dyrere end at lave mad i sit eget køkken, men jeg har jo ikke udgifter til hus og have," som hun siger.

Ingen alenetid

Til gengæld er Annette omgivet af mennesker hele dagen, og da hun jo til fyraften ikke kan tage hjem til sig selv og lukke døren til verden, har hun fundet andre metoder til at få alenetid.

"Så holder jeg mig lidt for mig selv en dag eller undlader at gå med til aftenspisning. Det lærer man," understreger hun.

Antallet af frivillige varierer fra udstilling til udstilling, og typisk arbejder de frivillige sammen i små grupper, der får en opgave og selv skal finde en løsning.

"Det kræver, at vi bliver enige og er åbne over for hinandens ideer, for ingen bestemmer. Nogle gange kan der gå flere dage, før vi finder løsningen, og det er da ikke altid, at gruppen fungerer lige godt," indrømmer Annette, som gennem årene på landevejene har mødt et hav af mennesker.

Nogle kommer få timer og hjælper, mens andre bruger dage på opgaven. Under arbejdet går snakken, og Annette får mange historier.

"Alle har oplevet noget. Nogen har mistet et barn eller en ægtefælle, andre har en dødelig sygdom og venter på, at døden skal tage dem, men i stedet for at ynke roser vi dem for alligevel at komme og hjælpe til," fortæller hun.

Mormor på farten

Arbejdet har ført Annette omkring i landet, og hun kan ofte låne en seng og en vaskemaskine af andre frivillige, når hun kommer rundt.

"Det er en stor gave at opleve Danmark. På en ferie er man bare på en campingplads og oplever kun de andre campister. Nu kommer jeg rundt, arbejder og bor sammen med frivillige på forskellige steder og lærer dem at kende. Det er virkelig fantastisk," fastslår hun og understreger, at hun er blevet mere rummelig af årene som nomade.

Læs også

Sanni mistede sin mand: ”Selve dødsfaldet var ikke det hårdeste”

"Det er smukt at opleve, hvor meget forskellighed kan gøre. Jeg har lært, at hvis jeg har det svært med et andet menneske, skal jeg vende det mod mig selv og finde ud af hvorfor. Jeg kan måske forundres, men jeg accepterer, at andre er anderledes end mig," forklarer Annette, som har en voksen datter og to børnebørn.

"Min datter har syntes, det var lidt svært, at der ikke er et hus, hvor børnebørnene kan besøge deres mormor, men jeg har ikke mødt et eneste bebrejdende ord, for hun respekterer mit liv og kan se, hvor meget glæde det giver mig," siger Annette, som netop er fyldt 68 år og – selv om hun aldrig er syg eller har skavanker – er klar over, at hendes nomadeliv har en udløbsdato.

"Måske finder jeg et dejligt sted, hvor jeg har lyst til at slå mig ned, og ellers kommer jeg til at flytte lidt rundt og opleve frivillighed andre steder," siger hun. 

"Sådan en rejse kunne være spændende, når min rejse med Johnny slutter."