Sanni mistede sin mand: ”Selve dødsfaldet var ikke det hårdeste”
Det gør forfærdeligt ondt at miste sin livsledsager, uanset om tabet kommer pludseligt eller efter et langstrakt forløb. Her kan du møde Sanni, som mistede sin mand til Alzheimer.
Der gik syv år, fra jeg opdagede, at der var noget galt, til Hans døde. Det var et meget, meget langt forløb. De første tre år var de hårdeste: Fra jeg fik mistanke, og til han fik Alzheimer-diagnosen.
Hans blev opereret i hjertet i 2015, og herefter begyndte jeg at mærke det. Han begyndte at mangle ord, og jeg opdagede på en rejse, at han ikke længere var særligt god til engelsk.
Hans praktiske kunnen forsvandt; han kunne ikke længere binde sine snørebånd eller sætte bæltet i sine bukser. Han fik svært ved at skrive og købte forkerte ting i supermarkedet eller glemte halvdelen. Han begyndte at køre dårligt bil. Det var hårdt, for jeg sad på nåle hele tiden. Når vi var hos andre, overkompenserede jeg, så alt virkede normalt.
I september 2017 kom vi til en neurolog. Jeg spurgte: ”Kan det være Alzheimers?” Min mand kiggede på mig, som om jeg var sindssyg. Lægen slog det også hen. ”Det er nok bare på grund af hjerteoperationen,” fik vi flere gange at vide. Tre år efter de første tegn fik vi endelig anbefalet en god neurolog, som sendte ham til Rigshospitalet. I starten troede de ikke på Alzheimers, men i foråret 2019 fik han diagnosen. Fordi han var ”ung” og hjerteopereret, havde de overset det.
Efter diagnosen havde vi et godt år. Han fik medicin, der virkede i starten. Men i slutningen af 2020 blev det hårdere og hårdere. Han havde svært ved alting. Jeg gik på arbejde, og han begyndte at have svært ved at styre sin urin og afføring, så jeg vidste ikke, hvad jeg kom hjem til. Jeg vaskede tøj. Jeg vaskede ham. Jeg tørrede ham bagi. Jeg børstede tænder på ham.
At sende min mand på plejehjem er den sværeste beslutning, jeg har taget i mit liv. Jeg var hele tiden bange for den dag. Jeg var fyldt med sorg, skyldfølelse og tvivl. Burde jeg ikke klare det lidt længere? Men jeg havde ikke tid til noget, heller ikke mine tre børnebørn. Han stod op om natten, så jeg sov ikke. Til sidst kunne jeg ikke tage ud af huset alene. Det var hårdt. Og der var en vanvittig sorg forbundet med det. Hvor var den mand, jeg havde elsket? Han var reduceret til én, der ikke kunne noget. Jeg mistede og mistede. Og jeg var så træt.
Vi fik pladsen på plejehjemmet, og jeg fortalte ham det. Han sagde: ”Så vandt du!” Da begyndte jeg at græde, for jeg havde absolut ikke vundet noget. Så græd han også. Og derefter begyndte vi at tale om, hvordan vi skulle indrette hans lejlighed.
Plejehjemmet blev en lettelse, selv om jeg tit kørte derfra med tungt hjerte. Men jeg fik lidt af mit liv tilbage. Han levede kun et halvt år derefter. Han blev ved med at kunne kende os, men hans sprog blev dårligere. Han blev ramt af en infektion, en måned før han døde, og så gik det ned ad bakke. Vi fik et fint forløb, hvor jeg og vores døtre var hos ham i fire dage. Vi græd, vi grinede, vi tog et glas rødvin og var bare sammen.
Da han døde, var det en lettelse, for jeg fik et roligere liv. Jeg skulle ikke både på arbejde hver dag og ud på et plejehjem fire gange om ugen. Men der kom også en stor sorg. Og det nager mig, at vi ikke er to. Vi var sammen i 45 år.
Jeg savner ham, og jeg savner vores liv. For eksempel at vi kører sydpå. Da jeg for nylig havde mit barnebarn på ferie i sommerhuset, blev jeg så ked af det på Hans’ vegne over, at han ikke oplever det. Jeg savner den, han var før sygdommen. Hvorfor går han ikke rundt og ordner noget ude i haven og er glad?
Selve dødsfaldet var ikke det hårdeste. Det allerhårdeste var årene op til, at han fik diagnosen. Efter hans død har jeg gået hos en psykolog, og jeg har haft kolossal opbakning fra mit arbejde. Min familie og mine børn har betydet meget, og jeg har valgt at tale om tabet. Og så har jeg været god til at gøre nye ting. Når jeg nu ikke kan komme på bilferie med ham til Italien, så tager jeg af sted på grupperejser eller opsøger nye oplevelser på anden vis.
