Nukâka Coster-Waldau: I en periode gjorde jeg mig usynlig

For ikke at blive drillet i skolen gjorde Nukâka Coster-Waldau sig dårligere i timerne. Hun var 12 og lavede bevidste fejl i matematikopgaverne og gjorde alt for ikke at skille sig ud. Måske kom drillerierne af misundelse over, at Nukâkas far var skoleinspektør. Måske handlede det det om, at hun var køn og vellidt. Et hoved højere end de andre børn. I timerne kunne hun sidde med fingeren i vejret konstant, og så kunne hun dansk.

Der var forskel på de dansktalende børn, og dem der kun talte grønlandsk. Sådan var det både dengang og i dag blandt de 1200 indbyggere i den Nordgrønlandske by Uummannaq, hvor hvor hun er vokset op. Og i Nuuk, hvor familien Motzfeldt flyttede til, da Nukâka blev 13 år, og hendes far blev landsstyremedlem. Grønlands svar på minister.

− Allerede i folkeskolen begyndte jeg at undertrykke, hvem jeg var. I en periode gjorde jeg mig usynlig og forsøgte at gå i ét med tapetet. Jeg kunne ikke sige fra. Jeg var bange for den dominerende pige i klassen. Hun truede mig med tæsk, og hvis man ikke blev bange nok, inkluderede hun sine onkler som backup. Hvordan kan man være så bange for et andet barn?

Spørgsmålet absorberes i luften, mens Nukâka Coster-Waldau trækker det ene ben op foran sig på stolen som et forsvar. Støvlerne har hun smidt på gulvet. Vi sidder på Godsbanen i Aarhus, hvor hun spiller stykket "Strømsteder". Bagefter går turen til Teater Grob i København med samme forestilling. Så svarer hun selv. Med skarp kant i stemmen.

− Jeg ved det ikke, men det var jeg. Et barn skal ikke forsøge at lave om på sig selv eller forsøge at undertrykke sine talenter for at indordne sig.

Ved et styrt i skolegården havde hun slået fortænderne løs, og da de voksede fast igen, sad de skævt. Det gjorde det nemt at finde både fejl og øgenavne. Opfindsomheden var ikke større, men Nukâka lukkede resolut munden.

Det der gør ondt

De år i folkeskolen satte sig som et slags mindreværd. Og resulterede i behagesyge. På trods af et trygt og åbent hjem, hvor de fire søskende ofte havde kammerater på besøg. Moderen var altfavnende, og køkkenet altid åbent. Hun bagte snegle og læste højt. Faren var den eksotiske forælder, som tog børnene med på lange hundeslædeture.

− Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg aldrig smiler med tænderne. Det er fra dengang. Jeg gemmer dem og smiler sådan her.

Hun trækker de brede, fyldige læber ud til siderne, og smilet når øjnene. Men aldrig tænderne. Det kan undre, hvordan en kvinde med så mange åbenlyse fortrin, kan være hæmmet af oplevelser, som ligger 35 år tidligere i livet. I et andet liv. De sidste 22 år har hun boet i Danmark, og de sidste 15 har hun været gift med skuespillerkollegaen Nikolaj Coster-Waldau.

Senere rejste han meget og kom hjem med Bob Dylan- og Beatlesplader. De blev stillet i reolen sammen med jazzpladerne og kunstbøgerne. Men der blev ikke talt om misundelsen i skolen, eller om at Nukâka var god nok, som hun var.

− Det sagde man ikke. Eller det gjorde de ikke. Jeg var ikke i tvivl om deres kærlighed. Måske var jeg heller ikke selv god til at sætte ord på det. Det har taget mig mange år at lære ikke at være konfliktsky og at sætte ord på de ting, der gør ondt. Også som voksen og i mit ægteskab. Det er mere kommet ud som frustrationer og raseriudbrud. For mig er det stort, når jeg i dag kan tage en konflikt og snakke om det bagefter. Måske er det en kulturel ting. Grønlændere har generelt svært ved at tale om følelser. Vi er et lattermildt folk, men vi griner os måske ud af smerten i stedet for at tale om den.

I mange år har Nukâka gerne villet være det gode eksempel. Politikerbarnet, der opførte sig pænt, fordi alle kendte hendes familie. Hun indordnede sig ofte efter sine kærester, og hvordan hun troede, de gerne ville have hende til at være. Da hun kom til Danmark, blev hun grønlænderen, som klarede sig godt, nedkæmpede fordomme og samtidig gik med grønlandske smykker for som et flag i stiv kuling at signalere sit ophav.

− Jeg har haft identitetskrise i mange år. Jeg følte, jeg havde en hel nation på mine skuldre, da jeg kom til Danmark. Jeg kæmper stadig nogle gange med bare at være mig. I nogle periode tager jeg misforståelserne og fordommene mere nært end andre. Jeg ved ikke, om du synes, at det er racistisk, men jeg tager det nært på mit folks vegne, når nogen siger, at jeg ikke ligner en rigtig grønlænder. "Jamen, du er jo pæn", siger de. Er grønlændere et meget gyseligt folkefærd? Er "grønlænder" et skældsord?

Hun spærrer de store øjne op, men ikke vredt, mere opgivende. Hun holder en pause, bruger ofte spørgsmålets betoning til at understrege sine pointer. Selvom der end ikke blev diskuteret politik, når hendes far, ministeren, sad med ved spisebordet i Nuuk – han arbejdede meget og var ikke så meget hjemme, er der en værdikriger gemt i skuespilleren. Endelig bryder hun stilheden og tilføjer med et stolt nik:

− Jeg ville aldrig kalde mig dansker, for det er jeg ikke. Jeg kommer hjem, når jeg kommer derop.

LÆS OGSÅ: Lene Maria Christensen: Mit hjerte har vokset sig kæmpestort

Drømmer om at bo i Grønland

At tale med Nukâka om den politiske situation i Grønland i dag er som at råbe op til en linedanser. Hun skal koncentrere sig. Være forsigtig når hun sætter sine fødder, så hun ikke dratter ned. Sådan er det måske bare at være datter af en kendt politiker. Men hun er bekymret for de smertefulde tråde, den danske kolonisering af Grønland, trækker til nutiden. På trods af at øen har haft selvstyre siden 1953.

− Vi skal huske de mange kærlighedsbørn, som er efterkommere af ægteskabet mellem Danmark og Grønland. Problemerne og smerten ulmer på grund af sprogkonflikten lige nu, og nogle grønlændere har følt sig som andenrangsmennesker, der blev set ned på, hvis de ikke kunne dansk. Jeg er heldig, at jeg taler begge sprog. Jeg forstår komplekserne, som gør, at vi insisterer på kun at tale grønlandsk for at skabe lighed, men det er ikke vejen frem, for sprog er åbnende for verden.

Det var den port, hun forsøgte at lirke på klem, da hendes og Nikolajs ældste datter, Filippa, blev født. Nukâka talte udelukkende grønlandsk til hende. Det holdt i halvandet år og ebbede langsomt ud. Det var svært, når pædagogerne i institutionen på Amager ikke forstod sproget. Nikolaj var heller ikke helt tryg i de grønlandske fraser.

− Jeg ville ønske, jeg var blevet ved. Begge mine døtre kan en del grønlandske ord og børnesange, og de er stolte af både at være fra Danmark og Grønland. Vi har snakket om, at det kunne være dejligt at prøve at bo deroppe. Rent arbejdsmæssigt er Nikolaj jo alle mulige steder i verden for at optage film, så om han har base i Danmark eller på Grønland er lige meget.

Miss Universe

Hun var 20 år, da hun kom til Danmark sammen med sin daværende kæreste, som skulle læse til bygningskonstruktør. Selv ville hun spille skuespil og synge. Undersøge sine muligheder og være på bistandshjælp, når det var nødvendigt. Det kunne man dengang. Det var efter, hun vandt en snescooter og titlen som Miss Greenland og blev sendt videre til det store Miss Universe show i L.A.

− Da jeg stillede op, handlede det bare om den snescooter. Jeg havde vel egentlig meget selvtillid på det tidspunkt og sikkert også en "fuck jer"-attitude på overfladen. I Grønland var konkurrencen meget uhøjtidelig, og det var ren sjov og ballade. Da jeg kom til L.A., oplevede jeg, at det var høj status for især pigerne fra de sydamerikanske lande. De var små dronninger.

Det blev til en 19. plads ud af 71 lande, og en nordmand løb med tiaraen. Nukâka sender et flovt grin. Egentlig er skønhedskonkurrencen i 1990 ikke noget, hun vil tale særligt meget om.

− Efterfølgende skammede jeg mig over det i mange år. Man skal ikke konkurrere på sit udseende. Der er ikke nogen, der er pænere end andre. Det er en smagssag.

Det er også derfor, hun ikke vil være for pæn, når ALT for damernes fotograf skal tage billederne til interviewet. Hun vil gerne fremstå lidt androgyn og frem for alt ikke som et glansbillede.

− Mange af os kvinder slås med en masse komplekser. Dem har jeg også selv lidt af. Mange piger føler ikke, at de er pæne nok, dygtige nok, tynde eller tykke nok. Jeg ser piger i svømmehallen, som ikke tør stå under bruseren uden trusser på. Vi skammer os over os selv, fordi vi bliver pyntet så meget i medierne, og det, synes jeg, er så forkert. Hvis vi ser et billede af os selv, hvor vi næsten ikke kan se rynkerne, tænker vi, at det er pænt. Men hvorfor er det pænt? Hvorfor er det pænere, at ens røv virker mindre i et par bukser? Eller at ens bryster ser dobbelt så store ud i en polstret bh? Vi bruger hele livet på at lyve for os selv og andre ved at forsøge at se ud på en anden måde, end vi gør.

Hvorfor er det vigtigt for dig at sige det?

− Jeg har været optaget af det i kampen for at forstå mig selv og smide mine komplekser ad h... til. Og så er det blevet styrket, efter jeg har fået døtre i denne udseendefikserede tid. Det er også min egen kamp, og jeg kan blive så vred over det. Hvis folk synes, man har et pænt ydre, bliver man bedømt på det, og nogle tænker: "Det er nemmere for jer, der ser godt ud". Det provokerer mig enormt meget, for nemmere med hvad? På teaterskolen havde vi et soloprojekt, hvor vi skulle danse og udtrykke os på alle mulige måder. Jeg svedte og sprang rundt og havde virkelig koncentreret mig, og så siger læreren: "Jeg glemmer helt at se, hvad du laver, fordi du er så smuk. Du må kæmpe lidt hårdere". Det er enormt uretfærdigt, og hvis man oveni kæmper med en masse mindreværd, kan det blive ret komplekst.

Hun vil ikke skyde sine forældre noget i skoene. De gjorde det bedste, og det, de mente, var rigtigt. Og det er godt nok, fastslår hun. Men hun taler meget med sine egne døtre om samfundets fokus på udseendet og talent. De må ikke tro, at hendes kærlighed afhænger af, om de er kønne eller dygtige.

− Hvis de har det svært med matematik, siger jeg til dem, at de skal gøre deres bedste, men at jeg ikke elsker dem mere af, at deres lærer siger, at de er dygtige. "Du er mit barn, og jeg elsker DIG"!

LÆS OGSÅ: Marie Louise Wille: "Jeg har været så skide moralsk"

Hovedkulds forelskelse

De første år, Nukâka boede i Danmark, sang hun i forskellige jazzbands, men gennembruddet kom, da hun blev vært på DR-showet "Julehilsen til Grønland". Med det fulgte roller i små danse- og teaterforestillinger, og den 17. marts 1997 mødte hun op til de første prøver på radiospillet "Ørnekaldet". Hun kom fem minutter for sent, og da hun med røde kinder trådte ind i lokalet, var der kun én plads tilbage. Ved siden af Nikolaj Coster-Waldau. Stjernen fra

"Nattevagten".

− Det er jo også en måde at få opmærksomhed på, siger hun og griner.

− Jeg vidste godt, hvem han var. Men jeg tænkte, at han ikke skulle tro, at han var lækker. Jeg var ikke som mange andre piger, der syntes, han var lækker eller havde en fantasi omkring ham. Og jeg var også selv ved at komme mig over en kæreste, så mænd fyldte ikke ret meget i mit liv.

Men Nikolaj var ihærdig. For ham var det en hovedkulds forelskelse.

− Han sagde til sine kolleger samme dag, at han havde mødt kvinden, han skulle giftes med. For mig var det ikke bang, som han påstår. Det ved jeg ikke, om jeg har prøvet. Men han var jo sød og charmerende, og da jeg først begyndte at åbne op...

Hun stopper brat. Smiler for sig selv og kommer i tanke om den der første tid, som aldrig rigtigt kommer igen.

− Jeg kan huske, at han aede mig hele tiden. Der var hele tiden en hånd. De første gange, vi sov sammen, vågnede jeg om natten ved, at han strøg mig over ryggen, mens han sov. Det blev jeg meget forelsket i. Han er det modsatte af, hvad jeg er. Han er meget positiv, mens jeg er den bekymrede, følsomme type. Jeg øver mig i at leve i nuet. Jeg kan blive så provokeret af, at han kan se så let på tingene. Det, man forelsker sig i, kan også blive en provokation senere hen.

Hun griner igen. Fniser næsten. Der er kommet en anden blidhed over hende, efter snakken er faldet på Nikolaj. Ikke fordi det er problemfrit. Tværtimod var det næsten en udfordring, at Nikolaj friede efter bare fire måneder.

− Vi har skullet kæmpe nogle kampe, fordi vi kastede os ud i det så hurtigt. Jeg var også forelsket, men når man siger ja til noget så hurtigt, ved man ikke, hvad man går ind til. Selvom det lyder romantisk. Det var en chance, vi tog. Jeg skulle lære at sætte ord på, hvad jeg manglede og havde lyst til, og samtidig skulle vi lære hinanden at kende.

Den dårlige samvittighed

Efter Nukâka og Nikolaj fik deres første datter, ændrede Nukâkas prioriteringer sig. Indtil da havde hun arbejdet meget, og pludselig kom tilbuddene om job heller ikke lige så let.

− Der sker noget ude i branchen. "Hun har lige fået barn, så hende spørger vi ikke". Jeg skulle også lige finde ud af, hvordan det fungerede med at være mor. Jeg blev frustreret: "Hvad skal jeg med min karriere?". Jeg forsøgte at tage Filippa med i studiet, da hun var nyfødt, hvor jeg arbejdede på en plade. Men hun havde kolik og græd meget de første tre måneder, så jeg blev lidt slået omkuld som nybagt mor.

Nukâka søgte ind på Statens Teaterskole og blev optaget som den første grønlænder nogensinde. Hun var stolt, fortæller hun. Men ryster på hovedet af sit næste træk. For hun havde mere at bevise, og på trods af uger med op mod 50 timers undervisning på skolen, valgte hun at få barn nr. to.

− Igen lagde jeg på mig selv, at jeg skulle være et godt eksempel. Jeg havde en mand med udlængsel og gang i karrieren ude i den store verden, og det var hårdt, fordi vi begge to havde brug for, at den anden bakkede op. Set i bakspejlet var det synd for os begge to. Nikolaj var ved at gå ud af sit gode skind, fordi vi ikke bare kunne tage med ham. Jeg følte mig utilstrækkelig, fordi jeg hverken kunne være 100 procent på skolen eller derhjemme. Havde jeg vidst, hvor hårdt det ville være, var jeg nok ikke sprunget ud i det. Jeg blev hård, og det handlede bare om at overleve. Jeg har meget let til tårer, men jeg holdt helt op med at græde.

Familien boede tæt på skolen, så når Nikolaj ikke var på optagelser i udlandet, trillede han forbi med barnevognen ved frokosttid, så Nukâka kunne amme og malke ud.

− Jeg insisterede på, at hun skulle have min mælk. Det var min dårlige samvittighed. Hun skulle ikke have nogen erstatning.

Hvad holdt jer sammen?

− Kærligheden. Men man kan altid spørge sig selv, hvordan det ville have gået, hvis vi ikke havde haft børn. Dér er man tvunget til at kæmpe en ekstra gang. Vi er stolte af, at vi ikke bare stak halen mellem benene, for vi havde masser af chancer for at gøre det. Jeg kan godt forstå, at det er svært, når alt hænger én ud af halsen, og det hele bliver skide praktisk, men man vinder så meget, hvis man giver det nogle ekstra chancer.

Husk kærligheden

Nukâkas to døtre på 12 og 9 år er med til prøverne på forestillingen i Århus. Så da kopperne er tomme, og vi begge har kværnet en banan, begynder hun at skele til telefonen og uret. Pigerne bliver passet hos en kollega, og hun vil helst ikke hente dem for sent. Vi har alle et ideal om, hvilken mor vi gerne vil være, smiler hun. Nikolaj er på promotionturné for den nye sæson af successerien "Game of Thrones". Tidligere på foråret var han aktuel i "Oblivion", hvor han spillede over for Tom Cruise. For os, der er vokset op med "Top Gun", er det ret stort. Men der er ingen misundelse i ægteskabet. Nukâka er ikke bygget af det samme stof, siger hun.

− Jeg har ikke haft samme drøm om at arbejde med de helt store, som Nikolaj har. Når vi har besøgt ham i en skøn lejlighed i Canada, som er sindssygt upersonlig, føler jeg mig ikke hjemme. Jeg må erkende, at jeg er lidt af en tryghedsnarkoman. Jeg kan godt lide vores hus med masser af liv, børn og venner. Jeg har selv været på lange turneer og følte mig amputeret. Jeg fandt ud af, at jeg er mest kreativ, når jeg er tæt på dem, jeg elsker. Der er sket noget ambitionsmæssigt, efter jeg har fået børn. Jeg er stadig ambitiøs, men højeste prioritet er, at min familie trives. Jeg er stolt af, at vi har nogle utroligt glade børn. Så gør vi da noget rigtigt. Men nogle gange kommer der reaktioner på, at han er meget væk. For kort tid siden græd vi alle fire, da han skulle rejse.

Hun hiver støvlerne på og tjekker mobilen en sidste gang. Tilføjer, at det havde været en hektisk periode. Så sætter hun sig helt ude på stolekanten, klar til at fare ud af døren. Men hun har lige en sidste pointe.

− Nogle gange kan jeg blive bekymret for, når vi er så meget væk fra hinanden. Om det er nok, at vi elsker hinanden højt. Kan vi overleve som par på det? Derfor aftaler jeg med min mand, at vi skal skrive søde sms'er og mails, når vi er langt fra hinanden. Vi skal synliggøre kærligheden. Det kan jeg overleve på.

LÆS OGSÅ: Caroline Henderson: "Jeg tror, at jeg skal dø"