Løbebog

Ny bog: "Gør løb til en leg"

Mandag skal du løbe10 km., tirsdag står den på fartleg på kortere distance, onsdag er hviledag osv.

Du kender formlen - eller noget der ligner - fra talrige løbebøger. Men det er ikke altid nok at få opremset alle de fysiologiske gevinster ved løb, eller at få sin træning lagt i skema.

Humlen i en alternativ løbebog er, at det skal være en nydelse at løbe, og at du kan lære at elske det, hvis du ikke kun løber for at blive hurtigere eller for at tabe dig.

Mennesket har nemlig altid løbet, og det er en fuldstændig fundamental del af, at vi har overlevet og udviklet os. Vi er nemlig "født til løb" - eller 'Born to run', som den engelske titel lyder på en bog af Christopher McDougall, der er blevet en international bestseller.

Det er ikke svært at forstå, når man læser den. For i reportageform formidler journalist Christopher McDougall sine egne erfaringer med at genopdage glæden ved løb, og hvordan han bliver skadesfri ved at følge skikkene fra en mexicansk indianerstamme, der er suveræne ekstrem- eller ultraløbere på grund af såvel deres fodtøj (ingen stødpuder eller moderne sko), kost (masser af sunde kulhydrater og grønt) samt deres rene og skære glæde ved løb, som integreres i dem fra barnsben med løbelege og fællesskab omkring løb.

"Mange hader at løbe, for de gør det for at få noget andet ud af det. Vi kigger efter ydre belønning og motivation, men kig på børn: de leger bare. De gør det ikke for at tabe sig eller for at opnå noget, og derfor er de gode til det. Fordi de har det sjovt. Mit råd er, at du begynder med at tage dine sko af og husker, hvordan det var at lege som barn. Gør løbe til en leg. Genfind glæden. Det er den manglende ingrediens," siger forfatteren Christopher McDougall i en pressemeddelelse.

Christopher McDougall stiller i høj grad spørgsmålstegn ved industrien omkring løbesko og er fortaler for en løbestil, hvor vi, ligesom på bare fødder, lander mere på forfoden end på hælen, som affjedringen og opbygningen af moderne løbesko muliggør.

Om bogen

FØDT TIL LØB

Af: Christopher McDougall

400 sider, 299,95 kr.

Forlag: Turbulenz