Ny vært og dommer i Vild med dans: Her er de
Når Vild med Dans igen toner frem på skærmen til efteråret, bliver det både med en ny dommer og vært. Se her, hvem det er.
Der har været mange spekulationer om, hvem der skulle afløse Christiane Schaumburg-Müller i værtsrollen på det populære Vild med dans. Men nu afslører TV2, hvem der sammen med Sarah Grünewald skal byde velkommen til hele Danmarks dansegulv, når 19. sæson af programmet starter 9. september.
Det er fem år siden, at showet sidst havde en mandlig vært, men nu sker det altså igen, fortæller TV2. For i den kommende sæson bliver komiker Martin Johannes Larsen en del af værtduoen.
”Det er vildt dejligt, for det giver også mig ny energi, så jeg glæder mig bare helt vildt til det,” fortæller Sarah Grünewald til Ritzau.
Artiklen fortsætter under videoen...
Martin Johannes Larsen er blandt andet kendt for sit arbejde på P3 og DR3, men som den ene halvdel af duoen 'Lidt til lægterne' samt for sine små videoer på Instagram, hvor hele 112.000 følger med.
”Jeg er jo komiker, men jeg har altid tænkt, jeg gerne ville bevæge mig mod en værtsrolle. Derfor er jeg meget glad og stolt over, at TV 2 har valgt at gå med mig. Min allerstørste opgave og indstilling til programmet er at være 100 % mig selv og forhåbentlig lade det smitte af,” fortæller han i en pressemeddelelse.
”Der er selvfølgelig noget at skulle leve op til, for Christiane (Schaumburg-Müller, red.) var og er en fremragende vært, så jeg håber, jeg kan leve op til forventningerne. Jeg bliver givetvis en lidt anderledes vært, men det, tror jeg, kun er godt.”
Ny dommer
Martin Johannes Larsen er dog ikke eneste nye mand på holdet, når tv-programmet spiller op til dans.
Britt Bendixen valgte efter sidste sæson at stoppe efter at havde siddet i dommerpanelet i hele 17 ud af 19 sæsoner. Nu overtages hendes plads af Sonny Fredie-Pedersen.
Sonny Fredie-Pedersen bliver den yngste i dommerpanelet, men det betyder ikke, at han ikke har kompetencerne til at kigge deltagernes dansefærdigheder efter i sømmene.
For foruden at han selv har danset, siden han var helt lille, så har han i de sidste mange år holdt til i Los Angeles, hvor han har drevet sin egen danseskole samt lavet koreografier for de helt store stjerner.
Men nu er han altså for en stund retur i Danmark, hvor han ser frem til at tage dommerrollen på sig:
”Det er en opgave, jeg kommer til at tage med så meget stolthed. Det er på hjemmebane i Danmark, og jeg glæder mig til at kunne sidde hver fredag sammen med danskerne og nyde det, som det hele handler om: At danse,” siger han i en pressemeddelelse.
Se hele dommerholdet her:
Du kan se med, når Vild med dans får premiere på TV2 og TV2 Play fredag d. 9. september kl. 20.