Oh Land efter liveshow: ”Det er så massivt ondskabsfuldt”
Efter fredagens udsendelse af X Factor er hadefulde og personrettede kommentarer regnet ned over en af programmets dommere, Oh Land. Nu har hun fået nok og vil den grimme tone til livs.
”Hele Danmark hader dig. Medieluder.”
Med tre år i den varme dommerstol i det populære tv-show X Factor har 35-årige Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, taget en del beslutninger om, hvem der skal hjem, og hvem der er videre mod finalen i den store sangkonkurrence.
I fredags stod hun så igen overfor en stor beslutning, da unge Hiba Chehade og gruppen Neva & Ida var i farezonen og skulle ud i omsang. Her landende beslutningen om, hvem der skulle sendes hjem nemlig hos Oh Land. Hun sendte Hiba hjem – og kort herefter blev diverse kommentarspor om aftenens udsendelse intet mindre end rødglødende.
”Hvor er du bare for sygt et menneske”, ”Fuck, hvor jeg hader dig. Alle hader dig som dommer” og ”Du har brug for hjælp” var blandt det, der kunne findes i kommentarsporet på sangerens sociale medier.
Kommentarerne var dog blot toppen af isbjerget – beskederne i Oh Lands egen indbakke var endnu værre, fortæller hun til TV2.dk.
”Jeg er en voksen kvinde og er vant til at få kommentarer med på vejen. Men det her er så massivt ondskabsfuldt. Man skal være en robot for ikke at lade det sætte rifter i en,” siger Oh Land.
Nok er nok
Det er ikke noget nyt, at Oh Land har modtaget vrede beskeder. For når man er et kendt ansigt, har mange en holdning til én – og det skal de have lov til, understreger sangeren.
Tonen er dog efterhånden blevet så hård, at hun er utryg og nervøs for at tjekke de sociale medier og bevæge sig rundt i byen, idet hun er bange for at få kastet hadefulde gloser efter sig.
”Jeg tør ikke åbne min egen indbakke af frygt for at få min dag ødelagt og min selvtillid nedbrudt. Jeg er bange for beskeder, hvor folk dediceret forsøger at få mig ned med nakken og kører på det personlige,” fortæller hun B.T.
Hun synes derfor, at det er vigtigt at give onlineuniverset et grundigt eftersyn og skabe forståelse for, at det, der sker online, påvirker modtageren samt skabe konsensus om, hvordan man bør opføre sig på nettet.
”Jeg har fået nok nu. Det her er ikke bare maskiner, der kommunikerer. Det er mennesker, der taler med mennesker, og det bliver vi nødt til at huske på,” siger Oh Land.