Ole Henriksen efter 36 års parforhold: Dette er nøglen
Humor er vigtigt i et parforhold. Det har Ole Henriksen erfaret efter 36 år med den samme mand og en corona lock-down, der har spærret ham og Laurence inde. Det fortæller han i denne uges Hendes Verden.
”Man skal se på sin partner med friske øjne hver dag og aldrig tage hinanden for givet. Man skal overraske hinanden med små gaver eller en getaway i weekenden og så dyrke humoren og være modtagelig, når nogen laver sjov.”
Sådan lyder opfordringen fra hele Danmarks hudplejeekspert, Ole Henriksen, der efter 36 år med den samme mand og en corona lock-down har lært det essentielle ved et langt parforhold; bevar humoren og nysgerrigheden. Det fortæller han i denne uges Hendes Verden.
”Vi var for nyligt spærret inde sammen pga. COVID-19, og det hjalp os, at vi har humor og kunne opføre os som to små legebørn. Tænk, at vi kan det efter 36 år. Vi udførte de job i huset, vi hver især er bedst til. Jeg er bedst til at vaske tøj og gøre rent, mens Laurence er en fantastisk kok. Vi sad hver aften i køkkenet med stearinlys og smukke blomster og spiste lækker mad. Vi gik ture i nabolaget og så en masse tv – mere end normalt. Vi læste og skrev,” siger Ole Henriksen, der til daglig bor og arbejder i Los Angeles.
Et eventyr fra begyndelsen
Selvom der er gået mange år, og Ole Henriksen kalder mødet med Laurence for ”et eventyr fra begyndelsen”, var amerikanske Laurence en smule tilbageholden med at møde den danske hudplejeekspert, fortæller Ole Henriksen.
”Min gode veninde inviterede mig til sit bryllup, hvor Laurence skulle sætte hendes hår, så vi kunne mødes, men han fik kolde fødder og kørte, da han havde sat hendes smukke frisure. Så ingen Laurence! Men så skete der det, at jeg mødte hans boss i bilvasken, hvor jeg har kørt ned med min bil i mange år. Laurences boss spurgte til mit kærlighedsliv, og jeg svarede “I dont have one”. Så foreslog han frokost næste mandag, og dér mødte jeg Laurence, og vi begyndte at date.”
Fire måneder senere flyttede parret sammen – og som bekendt; the rest is history:
”Laurence er en mand med et kæmpe hjerte, og han giver kærlighed og omsorg til sin omverden. Han har den bedste sans for humor, og vi klovner sammen den dag i dag,” lyder det fra Ole Henriksen.
Læs hele interviewet med Ole Henriksen i Hendes Verden her. I interviewet fortæller han også om at blive genkendt, når han er i Danmark, og hvordan mobning fra barndommen har lært ham at værdsætte alenetid.