Som nogle børn har det med prinsesser, har forfatter Olga Ravn altid haft det med hekse

Det var en mørk og stormfuld eftermiddag på Vesterbro i København ...

Mens regnen pisker mod cafeens ruder, og blade hvirvler alt andet end sensommerligt rundt på Halmtorvet, lukker forfatter Olga Ravn sine ringebesatte hænder om det varme, høje kaffeglas og fortæller om hekse og heksekunster. Om hverdagsmagi, der virker, og virkelige skrækhistorier om brændende kvinder.

Læs også

“Jeg har været i forskellige ‘hjørner’ af psykiatrien, og for mig er det desværre et utrygt sted”

Om dengang søsterskab og triviel nabosplid kunne tænde bål i hjertet af hovedstaden. Få minutter på cykel fra, hvor vi i dag har søgt ly for elementernes rasen.

Så længe hun kan huske, har Olga Ravn været tryllebundet af hekse, og som voksen har hun spenderet dage og måneder med at granske historiske dokumenter fra nordiske arkiver, podcastet om danske hekseforfølgelser i DR-podcasten 'Onde Anna', stiftet skrive- og litteraturkurset Hekseskolen (der arbejdede med heksebegrebet som modstandsfigur, red.) og skrevet teaterstykket 'HEX' til Det Kongelige Teater.

Og nu har hun med udgivelsesaktuelle 'Voksbarnet' begået en hel roman baseret på virkelige sager om hekseafbrændinger i Aalborg og København i 1600-tallet – gengivet fra et særdeles sælsomt perspektiv, men dét vender vi tilbage til.

“Da jeg fortalte en af mine gamle veninder om 'Voksbarnet', var hendes reaktion: “Så fik du endelig skrevet den bog! Det var jo den, du altid har villet skrive, lige fra jeg først mødte dig.”"

Olga Ravn smiler skævt.

“Sådan som nogle børn har det med prinsesser, havde jeg det med hekse. De var mine superhelte. Det skulle være Hexia de Trick fremfor Andersine. Heksen fremfor Snehvide. Hvem vil være Snehvide? “La-di-da, jeg skal bare reddes af en prins.” Det er da for kedeligt. Heksen var meget mere aktiv og spændende. En af de første bøger, jeg læste selv, var Heksens søster af Phyllis Reynolds Naylor. Jeg stjal den faktisk fra skolebiblioteket – undskyld! – og har den stadig på hylden. Jeg lærte mig selv runer.

Jeg havde et alter på mit værelse, og som 11-årig tog jeg i Det Ukendtes Boghandel og købte den danske heks Dannie Druehylds Håndbog for hekse. Jeg tegnede hekse, og jeg forsøgte at få pigerne i klassen med til at lave en heksesabbat i en park om natten, komplet med en pagt, jeg selv havde skrevet.”

Forfatteren tager en slurk af sin kaffe.

“Hvis jeg skal lave flyverperspektivet, så var jeg et meget videbegærligt og søgende barn, og jeg havde en stærk fornemmelse af, at verden var fuld af hemmeligheder. At alt er levende. Den tanke føler jeg mig stadig meget forbundet med.

Men i modsætning til da jeg var barn, har jeg i dag adskilte underafdelinger af, hvad ordet heks betyder: Der er eventyrheksen, som er et ældgammelt sagnvæsen fra før kristendommens indtog. Der er de virkelige mennesker, som blev slået ihjel, fordi samfundet trak på det første billede af hekse som noget umenneskeligt og ukristeligt. Og så er der i dag en moderne, mere livsstilssøgende type.”

Vil du kalde dig selv for en moderne heks?

“Jeg er meget optaget af ritualer, men jeg vil ikke bruge betegnelsen heks om mig selv. Jeg har det svært ved, at man i dag påkalder sig historiske personer, som har gennemgået noget forfærdeligt, for sin egen selvudviklings skyld.

Læs også

En strikkepind blev Dalia og Jaels redning, da de var spærret inde i kold lejlighed – nu har de skabt særligt fællesskab

Der har klart været en ‘poppet heks’-trend i nyere tid, som til dels er udsprunget af græsrodsbevægelser og oppositionstanker i 70’erne, hvor begrebet efterhånden er blevet kommercialiseret i en sådan grad, at man nu kan købe rensesalvie i Sephora. Der begynder det at tabe al betydning for mig. På den ene side er det dejligt, at interessen ikke er niche, på den anden side er det svært at se virksomheder kapitalisere på den.”

At den konventionelle eventyrheks også er under kommerciel forvandling i disse år, ses ikke mindst hos Disney, hvor bl.a. Tornerose-spinoff-filmen Maleficent med Angelina Jolie udstyrede den tidligere skurk med relaterbare bevæggrunde. Men Olga Ravn håber ikke, at dén tendens tager overhånd:

“Disney arbejder med glansbilleder og er blevet meget opmærksomme på at træde varsomt i forhold til kvindeskildringer. Men ikke nødvendigvis på at fortælle en dybdegående historie. At fjerne onde kvinder fra kulturen ville være at gøre mennesket en bjørnetjeneste. Det er sådan noget ny-puritanisme, som jeg ikke kan holde ud. Skal heksen fra Snehvide også have haft en hård barndom i den nye film (premiere i 2024, red.)? Nej tak. Lad os hellere få en større forståelse for at adskille sagnvæsner og virkelige mennesker, når vi taler om hekse.”

Et virkeligt menneske er Voksbarnets hovedrolle Christenze Kruckow, som flygter fra hjemmet på Sydfyn til Aalborg, da en veninde anklager hende for at være heks. I det nordjyske bliver ugifte Christenze del af et tæt kvindefællesskab, men samfundets øjne ser med stor mistro på gruppens ‘aktiviteter’, og snart løber trolddomsrygterne som en steppebrand igennem de brostensbelagte gader. Alt imens Christian 4. ivrigt blåstempler retsforfølgelsen af alle, der måtte dyrke ’trolddom’.

Historien fortælles af Christenzes titulære voksbarn – en hjemmelavet dukke, som Christenze og veninderne bruger til ritualer. Det er en mystisk, magisk og ikke altid helt troværdig fortæller – såvel som nøglen, der låste romanen op for Olga Ravn.

“Jeg vidste, at jeg gerne ville skrive noget inde fra kvindernes verden, for selv om vi har så meget popkultur, der handler om trolddom, så er det sjældent, at perspektivet er hos de mennesker, der rent faktisk blev brændt. Dem, der i sin tid førte protokoller over hekseforfølgelserne, var myndigheder, der vitterligt troede på, at kvinderne var Satans hjælpere. Så at nå kvinderne selv var som at jagte skygger igennem de historiske arkiver.

Jeg kæmpede med at finde den rigtige indgangsvinkel, men så researchede jeg mig frem til, at en af anklagerne mod Christenze var, at hun havde lavet et voksbarn – essentielt en voodoodukke. Da Det Kongelige Teater bad mig om at komme med nogle forslag til, hvordan man kunne arbejde med tekster om hekse til forestillingen 'HEX', skrev jeg halvanden side fortalt af voksbarnet. Det blev også romanens første sider. Dér var endelig en stemme, jeg kunne bruge.

'Voksbarnet' blev en slags medium mellem fortid og nutid, der gjorde mig i stand til at nå kvinderne. Det er lidt upålideligt, så jeg følte, at jeg blev sat fri. Og så har det, som jeg, en dyb længsel efter og forelskelse i de her mennesker.”

Læs også

Mette Kirstine har altid tilstræbt en speciel tilværelse – men nu har hun fået nok

'Voksbarnet' skildrer ofte kvinderne ret tvetydigt – ingens intentioner er sort-hvide. Hvorfor var det vigtigt for dig?

“Det var meget vigtigt, fordi stoffet er så komplekst. Man kan jo finde noget inkriminerende om alle og enhver, hvis man ønsker det. Ingen er rene. Bare fordi kvinderne var uskyldige i de forbrydelser, de blev anklaget for, betyder det ikke, at de alle var uskyldige som mennesker.

Men når det er sagt, så er der ingen – ingen – der fortjener at blive brændt, uanset hvad de har gjort. Det irriterer mig, når man i dag hører nogen sige: “Hvis jeg havde levet dengang, var jeg helt sikkert blevet brændt som heks.” Lad være med at gøre det til noget eksotisk. De anklagede var ikke alle mega-feministiske kloge koner, der kunne noget med urter.

De var helt almindelige mennesker, som levede på et tidspunkt, hvor der skete et skift i samfundet: Christian 4. ville skabe en nationalstat, og folket skulle dresseres. Ikke mere ‘trolddom’, ikke flere vilde fester, ikke flere store guldsmykker og ikke mere sex før ægteskabet. Folks forbindelse til landskaberne, til naturen, blev smidt væk, og kernefamilien kom i fokus. De kristne værdier. Al forskning viser, at det var ret tilfældigt, hvem der blev udpeget som hekse.”

Olga Ravn pauser et øjeblik. Kommer i tanke om noget.

“Den anden dag så jeg Britney Spears dele en story med ordlyden: “Djævlen frister kun dem, der er stærke i troen, for en tyv vil aldrig gå ind i et tomt hus.” Det var præcis det, Christian 4. også troede på: Jo bedre en kristen du er, jo mere modstand vil du møde fra Satan. Så hvis mange hekse er efter dig som konge, er du virkelig udvalgt af Gud. Samtidig gik han selv med en jadeamulet om halsen, der skulle beskytte ham mod nyresten, og fik lagt sit horoskop af Tycho Brahe ... ”

Forfatteren ryster på hovedet.

“Som du måske kan høre, er jeg lidt træt af det heltebillede, vi typisk får serveret af Christian 4. i undervisningen, eller når han dukker op i TV 2’s julekalender (Alletidersjul, red.). Det er et kapitel af vores historie, som vi tror, vi ved en masse om. Men det gør vi ikke.”

Hvorfor tror du, det er sådan?

“Historienedfældningen vægter magtpersoner og økonomi tungest. Der findes regnskaber over, hvad hekseprocesserne kostede – indkøb af stiger og tjære, betaling til bødlen – men kvindernes navne er væk. Jeg kan huske, at jeg hørte lidt om Maren Splids (den mest kendte danske hekseproces i 1641, red.) i skolen, men det var først i 2016, da jeg holdt et kursus om heksebegreber på Hekseskolen, at det gik op for mig, hvor lidt af den danske heksehistorie, der er forsket i.

Der er ikke engang enighed om, hvor mange der blev slået ihjel. Det blev min vej ned i det historiske kaninhul, og jeg er ikke kommet op siden. Det giver et sus, når jeg finder en kilde, der gør noget levende. Jeg skal snart holde foredrag om hekse på Bremen, og jeg overvejer, hvor nørdet, jeg kan tillade mig at gøre det, for det er hele mit liv.”

Læs også

Lotte Svendsen mistede sin kæreste på sin 25-års fødselsdag: Jeg så ham falde ud ad vinduet

I 'Voksbarnet' har Olga Ravn inkluderet en håndfuld virkelige tekster med magiske instruktioner, som hun har fundet i sin research. Og hun påpeger, at vi alle fortsat holder ideerne om hverdagsmagi – også kaldet hvid magi – i live, når vi eksempelvis puster på et sår, springer ned fra en stol nytårsaften eller banker under bordet.

“Men Harry Potter-forestillingerne om magi kan du til gengæld kyle ud ad vinduet,” griner forfatteren.

Du nævnte ritualer tidligere. Hvordan praktiserer du selv ritualer i det daglige? Og virker de?

“Ja, de virker. Men ikke på den måde, at jeg får folk til at svæve, som i filmen 'The Craft', som jeg i øvrigt elskede som barn. For mig er ritualerne et sprog, der kan forbinde os med noget, vi normalt ikke kan tilgå. De virker på den måde, at de laver en forandring inde i mig eller en forandring i dem, jeg laver dem for.

Under prøverne til 'HEX' var der en periode, hvor der skete en masse uheld, og folk havde det svært. Instruktøren spurgte mig, om jeg ville komme og lave et ritual, så en dag efter prøverne samlede vi os alle på scenen, hvor jeg satte et grønt æble frem sammen med nogle søm og en hammer – særligt søm er en ting, der går igen i flere ritualer.

Jeg havde skrevet et digt, som jeg læste op, og efterfølgende gik digtet rundt, så folk kunne skrive deres navn på det. Derefter slog alle et søm i æblet, mens de forestillede sig, at de slog alle de ting, der var gået galt under prøverne ind i æblet. Til sidst kastede vi æblet i havnen. Folk brød vitterligt sammen og græd. Ritualet havde så meget kraft, at jeg selv blev helt overrasket.”

Forfatteren fortæller, at hun baserer alle sine ritualer på originale traditioner og nedskrevne instrukser. Hun har lavet natlige ritualer i Aalborg, hvor kvinderne i Voksbarnet boede – og så har hun gemt en hemmelig, magisk tekst på Marienborg om end hun, med mystikken spillende i kurven af et smil, ikke vil afsløre hvorfor:

“Det var sygt svært, fordi der var vagter over det hele. Den brændte i min lomme. Det ritual gav mig en fysisk forståelse, som jeg kunne bruge i bogen. Jeg har svært ved det løsrevne ‘nu tænder vi bare en røgelsespind’-ritual, hvor man ikke kender historien bag.”

Kan du anbefale et ritual, der giver et lille boost, for uindviede?

“Prøv at sætte dig sammen med en god veninde i totalt mørke, og læg makeup på hinanden. Det er meget intimt, og en ret vild oplevelse.”

Forfatteren smiler gådefuldt. Drejer glasset mellem hænderne.

Netop de stærke venindebånd, der præsenteres i mangen en heksefortælling – virkelige såvel som de fiktive – er centrale for Olga Ravns livslange kærlighed til hekse-multiverset. Når hun som barn dyrkede 90’er-film som 'The Craft', 'Practical Magic' og 'The Crucible', var hendes favoritscener altid dem, hvori kvinderne afholdt ritualer sammen i deres egen lukkede verden. Og da hun skrev 'Voksbarnet', var de personlige relationer evigt nære.

"Den her bog repræsenterer en helt specifik stemning og æstetik, som jeg har haft inde i mig, siden jeg var lille. Et hekserum, hvor tingene ser ud på en bestemt måde. Dufter på en bestemt måde. Men den er også nærmest skrevet til en række af mine veninder og kolleger.”

På bordet mellem os ligger det dugfriske første tryk af romanen og venter på at blive taget op og holdt og set, som voksbarnet, der søger fællesskabets varme.

Olga Ravn sætter sin kaffe og stryger omslaget. Det er noget yderst sårbart ved at udgive sit inderste.

“Jeg håber, at der er flere derude, som vil læse den og mærke en genkendelse.”