Oplev flagermusenes verden: ”De er vores venner”

"At forsøge at vække en flagermus fra dens vintersøvn er som at prøve at vække en teenager."

Lars Rigborg griner lidt i sit gråhvide skæg. Han er guide i Thingbæk Kalkminer, som ligger smukt her i Rebilds efterårsklædte skove. Sammen med sin kollega Anette Bruun Hansen har han gået mange kilometer i de underjordiske gange, som for snart 100 år siden var en driftig kalkmine i Himmerland.

Nu er minerne en del af Rebildcentret, hvor man kan tilbringe interessante timer i udstillingerne om jordens tilblivelse, betydningen af vand og om kalk og kridt.

I dag er vi her for at høre om – og forhåbentlig se – flagermus. Det er nemlig her i oktober, at de vender hjem til minerne for at sove vintersøvn. Af samme grund lukker minerne fra november for besøgende, for selvom de små flyvere sover tungt, skal de have ro.

"Det er vores mission at fortælle om flagermusene og deres forunderlige liv," erklærer Lars Rigborg.

Han har sat sig så grundigt ind i flagermusenes liv og levned, at det virker, som om intet spørgsmål lades ubesvaret.

"Det er skønt at fortælle folk noget, som de ikke ved. Det pleaser mit ego," tilføjer han med et lunt grin.

Vi har bevæget os ind i de fugtige gange, hvor der engang var minedrift for at lede efter flagermus og blive klogere på det lille dyr, som mange forbinder med uhygge, hvilket er uretfærdigt, mener Anette.

"Flagermusene er vores venner. Vi bliver lidt provokerede, når folk siger: ”Flagermus; Uh. Åh!” Så skal vi have dem omvendt."

Vågner for at parre sig

Der er en rungende stilhed hernede i minegangene, som har en konstant temperatur på syv-otte grader. Det er forudsætningen for en god, lang vinterlur, som flagermus fra Rold Skov i de her uger lægger an til landing i.

Deres kropstemperatur falder til omgivelsernes, og deres stofskifte nedsættes til blot en procent af det normale. De er vitterlig i dvale, og bliver de vækket – ja, så koster det energi svarende til flere ugers dvale. Derfor skal man ikke forstyrre en overvintrende flagermus, medmindre der er en god grund.

"De vågner nogle gange i løbet af vinteren for at parre sig. Det er jo nemmere for hannerne, når hunnerne sover... Ja, jeg behøver vist ikke sige mere," afbryder Lars sig selv med en munter klang i stemmen.

Selvom hannerne på den måde er snu, så er hunnerne indrettet til det: Mens de er i dvale, har de nemlig slet ikke energi til at blive gravide, så de gemmer sæden i skeden til foråret kommer, og de får ægløsning.

"De hanner, der ikke har fået afleveret det, de skulle, venter på hunnerne, når de flyver ud af minerne til foråret. De kan lugte, om hunnerne er befrugtede, og hvis de ikke er – ja, så får hannen en ekstra chance," forklarer Lars.

3.000 på en nat

Flagermus får som regel en unge i juni, og så hænger ungerne ud sammen med deres mor, indtil de selv kan gå på vingerne i august. Det er kun i vinterhalvåret, at man kan se flagermus her i minerne, hvor omkring 600 overvintrer. De er så små, at det er en god ide at medbringe en lygte, for de putter sig gerne i revner og sprækker.

"Vi kigger lige herind," siger Anette, der går med en stor lygte i hånden.

Som den erfarne guide hun er, ved hun, hvor hun skal lede efter de små dyr, der i dansk udgave har et vingefang på cirka 20 centimeter.

Anette går forrest ind i en mindre minegang, hvor der ganske rigtigt hænger en flagermus to-tre meter over jorden. Den bevæger sig ikke, og Anette fortæller, at den har været her længe, og at den derfor er faldet i så dyb en søvn, at vi skal larme meget for at vække den.

Det er svært at forestille sig, at det lille væsen kan flyve hurtigere end en knallert, og at den kan fange 3.000 insekter på en enkelt nat. Intet under, at en flagermus kan blive træt. Til gengæld er der ikke noget uhyggeligt ved den. Snarere noget sårbart og rørende, som den hænger der på en kold, fugtig væg.

"Flagermus har kun to fjender: Ugler og mennesker. Jeg kan godt få det lidt stramt, når ældre mennesker fortæller, hvordan de som børn kastede kasketten op i luften for at fange flagermus," siger Lars.

Ingen tvivl om, at de flyvende dyr på størrelse med markmus har et par støtter i Anette og Lars, der, indtil de fik jobbet her, ikke vidste meget om flagermus.

"Jeg har været hoteldirektør og blev ansat her, fordi jeg fortalte vores direktør og ejer, at han manglede en medarbejder som mig. Det er 12 år siden, og de første år var det bare mig, der var her, så jeg måtte sætte mig ind i det hele," forklarer Lars.

For syv år siden kom Anette til. Hun er uddannet grafiker og står for alt med hjemmeside, sociale medier, plancher – og flagermus.

"Jeg er så glad for at være her. Når jeg har været ude at rejse og kommer tilbage her til minerne, tænker jeg altid: ”Åh ja; det her kan jo virkelig noget!”"

Lars nikker.

"Jeg elsker at gå en tur alene i minerne. Stilheden her er helt særlig. Der falder en ro over mig," forklarer han.

Måske de små flagermus, der sover i de gamle miners revner og sprækker har det på helt samme måde! Vi må hellere være stille...