Opråb til politikerne: Hvor blev sandheden af?
Der er opstået et fravær af sandhed, ægthed og ydmyghed i dansk politik, mener forfatter og ALTfordamerne.dk's klummeskribent Anne Sofie Allarp, som har fået nok.
I sidste uge så jeg en meget fin grafik fra mit eget parti på facebook. Ja, jeg er socialdemokrat i ordets oprindelige betydning.
Grafikken opgjorde forskellige økonomiske forhold under Helle Thorning-Schmidts regering i forhold til de 2½ foregående år under Lars Løkke Rasmussen.
Stolt kunne grafikken forklare, hvor meget bedre det var gået med huspriserne, forbrugertilliden, konkurrenceevnen og skabelsen af private jobs de sidste tre år. Underforstået: denne regering gør det meget bedre end den sidste.
Jeg skimmede kanterne på den flotte blå-røde firkant i den tanke, at der et eller andet sted måtte være en note, der i al fairness gjorde den glemsomme læser opmærksom på, at Lars Løkke overtog statsministerposten året efter verden var blevet ramt af den værste økonomiske og finansielle krise siden Den Store Depression i 1929. Forgæves altså, for den for tallene ret væsentlige detalje var ikke oplyst.
Politikernes fantasier
Det mindede mig om, at en ven for nylig citerede den legendariske britiske forfatter J.C. Ballards tanker om den ydre verden som kendsgerningernes domæne og den indre som fantasiernes, drømmenes og fiktionens.
J.C. Ballard er kendt fra science fiction-litteraturens New Wave-bølge og har blandt andet skrevet romanerne Crash og Solens Rige. Han blev født i 1930 og døde i 2009, så han levede og virkede i en anden tid. Men jeg synes, jeg kan huske den. Dengang hvor man argumenterede ordentligt, hvor redelighed og hæderlighed var værdier, man blev holdt op på, og som man krævede af sig selv.
Det var dengang, hvor et valgnederlag ikke blev modtaget med et "tak for tilliden, vi gjorde det!", og hvor ingen nogensinde havde så meget som hørt ordet "autenticitet" (altså at eksempelvis en politiker virker som om, vedkommende rent faktisk selv tror på det, han eller hun siger).
Den sandhedsløse tidsalder
Dengang, hvor man ville have afvist ganske meget af det, der i dag flyder rundt i offentligheden med rynkede bryn og en knytnæve i bordet. Hvor man forsøgte at indkredse et fælles grundlag, og hvor den politiske samtale endnu ikke var blevet tømt for indhold og omdannet til et magtpolitisk symbolsprog på de indre linjer og en enerverende prædiken af nyreligiøse proportioner på de ydre.
For de sidste 10-15 år har vendt Ballards tanker fuldstændigt på hovedet, så fiktionen nu foregår i den ydre verden, og kampen for sandheden og kendsgerningerne er henvist til den verden, der er inde i os alle sammen.
Dette er den sandhedsløse tidsalder, hvor en regering uden videre kan bede sit justitsministerium om at lave en fantasifuld juridisk analyse til støtte for det aktuelle flygtningeudspil, for bagefter at bruge ministeriets "vurdering" som sit overdimensionerede figenblad imod alle rimelige indvendinger. Tiden, hvor åbenlyst magtmisbrug og løgn i skattesagen giver anledning til en dyr kommission, men få rigtige konsekvenser. Hvor spørgsmål til ministeren og svar til de folkevalgte er blevet en abstraktionsøvelse i at finde sammenhænge, og hvor alle aktører i det offentlige rum synes at været blevet spundet ind i en æter-pude af fatalisme à la "sådan er det jo".
Et etisk skred
Der er sket et skred i de etiske og sociale koder, og det gælder i særdeleshed i dansk politik. Der er opstået er fravær af sandhed, ægthed og ydmyghed, og det er et skred, som er sket på begge sider af den forhenværende midte. Og det er ikke ligegyldigt, for det skred udgør en retning for vores samfundsudvikling og har en række konsekvenser.
Det fortæller kommende generationer, hvad magt, ansvar og ledelse er, og hvad det frem for alt ikke er. Sandheden er blevet privatiseret, og udviklingen gør det fælles forvirrende og abstrakt og skaber afstand og afmagt i et samfund, hvor graden af tillid imellem mennesker ellers har været en af de allerstørste styrker.
Måske er det på tide, at vi taler om det.
LÆS OGSÅ: Politik blevet et springbræt til en karriere
LÆS OGSÅ: Lars Løkke får en hjælpende hånd
LÆS OGSÅ: Helle Thorning: Folk har svært ved at forstå vores ægteskab