Fik du ikke fat i Oprahs ikoniske Golden Globes-tale? Vi har oversat den til dig herunder.
I 1964 sad jeg som lille pige på linoleumsgulvet i min mors hus i Milwaukee og så Anne Bancroft præsentere prisen for Bedste Skuespiller ved den 36. Oscaruddeling. Hun åbnede konvolutten og sagde fem ord, der bogstavelig talt skabte historie: ”Vinderen er Sidney Poitier”. Frem mod scenen kom den mest elegante mand, jeg nogensinde havde set. Jeg husker, at hans slips var hvidt, og at hans hud selvfølgelig var sort. Jeg havde aldrig set en sort mand blive fejret på den måde. Jeg har mange, mange gange prøvet at forklare, hvad det øjeblik betyder for en lille pige. Et barn, der som mig ser med fra de billige rækker, mens min mor kommer ind ad døren, træt ind til knoglerne af at have gjort andre menneskers hus rent. Men alt jeg kan gøre er at citere Sidney i ”Lillies of the Field”:
”Amen, amen, amen, amen.”
I 1982 modtog Sidney Cecil B. DeMille-prisen lige her ved the Golden Globes, og det er ikke gået min næse forbi, at der i dette øjeblik er nogle små piger, som ser med, mens jeg bliver den første sorte kvinde, der modtager den samme pris. Det er en ære og et privilegium at dele denne aften med alle dem, og også med alle de utrolige mænd og kvinder, som har inspireret mig, udfordret mig, fastholdt mig, og som har gjort min rejse til denne scene mulig. Dennis Swanson gav mig en chance med ”A.M. Chicago”. Quincy Jones, som så mig i det program, og som sagde til Steven Spielberg: ”Ja, det er Sophia i Farven lilla”. Gayle, der altid har været definitionen af, hvad en ven er, og Stedman, som har været min klippe. Bare for at nævne nogle få.
Jeg vil gerne takke Hollywood Foreign Press Association, fordi vi alle ved, at pressen er under belejring disse dage. Vi ved også, at det er den umættelige dedikation til at afdække den absolutte sandhed, der holder os fra at vende det blinde øje til korruption og uretfærdighed. Til tyranner og ofre og hemmeligheder og løgne. Jeg vil gerne sige, at jeg værdsætter pressen mere end nogensinde før, mens vi forsøger at navigere i disse komplicerede tider. Hvilket bringer mig til dette: Det, jeg ved med sikkerhed, er, at det mest kraftfulde værktøj, vi alle har, er at stå frem med vores historier. Og jeg er især stolt og inspireret af alle de kvinder, der har følt sig stærke nok og bemyndiget til at dele deres personlige historier. Hver af os i dette rum fejres på grund af de historier, vi fortæller, og i år blev vi historien.
Men det er ikke bare en historie, der påvirker underholdningsindustrien. Det er en, der overskrider enhver kultur, geografi, race, religion, politik eller arbejdsplads. Så i aften vil jeg udtrykke taknemmelighed til alle kvinder, der har gennemlevet års misbrug og overgreb, fordi de, ligesom min mor, havde børn at fodre, regninger at betale og drømme at forfølge. De er kvinder, hvis navne vi aldrig vil få at vide. De er husarbejdere og landbrugsarbejdere. De arbejder på fabrikker, og de arbejder med teknik, politik og forretning. De er vores atleter til OL, og de er vores soldater i militæret.
Og så er der en anden. Recy Taylor. Et navn, jeg kender, og som jeg synes, I også skal kende. I 1944 var Recy Taylor en ung hustru og mor, der var på vej hjem fra en gudstjeneste i Abbeville, Alabama, da hun blev kidnappet af seks bevæbnede, hvide mænd, voldtaget og efterladt med bind for øjnene i vejkanten. De truede med at dræbe hende, hvis hun nogensinde fortalte det til andre, men hendes historie blev videregivet til NAACP (en sammenslutning, der kæmper for sortes rettigheder, red.), hvor en ung medarbejder med navnet Rosa Parks blev tovholder for hendes sag. Sammen søgte de retfærdighed. Men retfærdighed var ikke en mulighed i tiden med Jim Crow. Mændene, der forsøgte at ødelægge hende, blev aldrig retsforfulgt.
Recy Taylor døde for ti dage siden, kun få dage før hendes 98-års fødselsdag. Hun levede, som vi alle har levet – alt for mange år i en kultur, der er nedbrudt af magtfulde mænd. I alt for lang tid er kvinder ikke blevet hørt eller troet på, hvis de har turde fortælle deres historie om disse mænds magt. Men deres tid er ude. Deres tid er ude. Deres tid er ude.
Og jeg håber bare, at Recy Taylor døde med bevidstheden om, at hendes historie, som så mange andre kvinder, der har været plaget i de år, og som stadig bliver det, går videre. Den var et eller andet sted i Rosa Parks hjerte næsten 11 år senere, da hun tog beslutningen om at blive siddende i den bus i Montgomery, og den er her med alle kvinder, som vælger at sige ”Me too”. Og med alle mænd, som vælger at lytte.
Hvad jeg altid har bestræbt på at gøre i min karriere, hvad enten det er på tv eller gennem film, er at sige noget om, hvordan mænd og kvinder egentlig opfører sig. At sige noget om, hvordan vi oplever skam, hvordan vi elsker, og hvordan vi viser vrede, hvordan vi taber, hvordan vi trækker os tilbage og udholder, og hvordan vi overvinder. Jeg har interviewet og portrætteret personer, som har gennemlevet nogle af de grimmeste ting, livet kan kaste af sig, men de har alle ladet til at bevare håbet for en lysere morgen. Selv under de mørkeste nætter.
Så jeg ønsker, at alle de piger, som ser med nu, ved, at en ny dag venter i horisonten! Og når den dag endelig begynder, vil det være på grund af en række storslåede kvinder, hvoraf flere er i dette rum i aften, og nogle temmelig fænomenale mænd, der har kæmpet hårdt for at sikre, at de bliver ledere, som leder os til den tid, hvor ingen nogensinde igen bliver nødt til at sige ’Me Too’. Tak.
