"På mange måder er det værste at være en helt almindelig, gennemsnitlig person"

Måske er det derfor, at vi går ned med stress, som Karen Ellemann blandt andre har fortalt om. Boghandlernes hylder bugner i hvert fald af bøger om stress, og artikler som '11 råd mod stress, der virker' er blandt de mest læste. Det kan være vi skulle genoverveje vores fokus på karriere, mener Annegrethe Rasmussen.

KLUMME: Da jeg var barn, havde de fleste voksne, jeg kendte, et arbejde. De var lærere, håndværkere, sygeplejersker, tandlæger, præster, landmænd, bibliotekarer eller sad ved kassen henne i Brugsen. Min egen far var dommer, og min mor var chefsekretær.

Det var skidt at blive arbejdsløs, for så ville det blive småt med mulighederne for at erhverve sig en videoafspiller og betale afdragene på terminen. Det stod også helt klart for os børn, at meget af ens identitet afhang af ens arbejde. Det var meget vigtigt, hvad man endte som, når man blev voksen. Spørgsmålet, "hvad vil du være, når du bliver stor", må være det, der blev stillet flest gange til mig som lille.

Og der bredte sig følgelig en vis nervøsitet i mit ellers ret afslappede middelklasseparcelhushjem, da jeg som 10-årig proklamerede, at jeg ville være servitrice nede på den lokale beverding, hvor min far raflede hver mandag aften i et par timer med sine kammesjukker fra kontoret.

Hvorfor i al verden nu det?, spurgte min mor, hvortil jeg svarede, at jeg havde bemærket, at alle mændene klappede den blonderede og barmfagre tjener i numsen, når de bestilte en omgang til, og det mente jeg ville være ganske spændende at opleve.

En drømmebeskæftigelse

Nuvel. Sådan gik det ikke. Jeg læste statskundskab på universitetet, og efter et kort ophold i et ministerium på fire måneder blev jeg i stedet journalist, som jeg har været siden. Det job passer mig storartet. Der er megen frihed, og hvis man kan lide at formulere sig og er uhæmmet nysgerrig – begge dele passer på mig – er det en drømmebeskæftigelse.

Men det er også et håndværk. Der skal produceres linjer, findes ideer, og man skal passe sine deadlines. Hver gang.

Jeg har altid været flittig. Jeg overholder mine tidsfrister og er, nu jeg selv skal sige det, en både kreativ, flittig og fleksibel medarbejder.

Men der er sket noget med arbejdslivet. Jeg kan se, at mine venners arbejde ikke længere "bare" er deres job. Og det er i øvrigt slet ikke nok bare at arbejde. Folk har karrierer nu om dage. Og de brander både sig selv og arbejdspladsen. Grænserne mellem privat tid og arbejdstid er visket helt ud i mange brancher, især de såkaldt kreative og serviceorienterede. Jeg tror således ikke på, at det er ren lyst, fri leg og selvrealisering, der har fået så mange både mænd og kvinder til at kaste sig ud i maraton, cykling, triatlon og ironman.

Der skal stå 'ironman' på cv'et

Meget af det bliver også pushet af arbejdsgiveren. For det er vigtigt at kunne skrive på sit cv, at man løber ironman. Den personlige branding hænger sammen med arbejdspladsen, og der er flere store virksomheder i Danmark i dag i for eksempel konsulentverdenen, reklame- og revisorbranchen, der bruger ekstremsport og golf som salgsplatforme.

Så hvis man vil være in the loop og helt fremme i bussen her – der, hvor man ikke kommer i nærheden af listen over fyringstruede – må man ud på grønsværen i fritiden. Det tæller til møderne, hvis du kan sammenligne pris på din cykel med kunden.

På mange måder er det værste med andre ord at være en helt almindelig, gennemsnitlig person, der går på arbejde, køber ind og så tager hjem uden at have skabt noget stort eller overskredet en personlig barriere. Intet at vise frem på cv'et eller på de sociale medier.

Hvis du synes, at den hverdag netop lyder røvkedelig, så viser det sådan set bare, at jeg har ret. Og lige her ligger – tror jeg – en meget større del af forklaringen på de mange stressdiagnoser, vi ser hos mange yngre mennesker i dag. Det kunne vi godt lige tænke lidt over.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du til at elske dit job

LÆS OGSÅ: Løb dig fri fra stress

LÆS OGSÅ: Din karriere topper i slutningen af 30'erne

