Da Pernille fandt sin farfars dagbøger, ændrede hendes liv sig
Pernille Juhl kendte ikke sin farfar, før hun som voksen åbnede hans dagbøger. I dem mødte hun en ung mand, der blev tvunget i krig, netop som hans liv skulle til at begynde. I dag føler hun sig ikke bare stærkt forbundet med ham – hun skylder ham også sit forfatterskab.
Han var kun en fjern figur i hendes barndom. En gammel, tavs mand, der holdt sig for sig selv i sin stol i hjørnet, når hun og familien kom på besøg.
Han havde nogle spøjst udseende ører under det hvide hår, som hun på afstand havde bemærket. Men som barn studsede hun aldrig over, hvorfor de så sådan ud.
Først som voksen forstod hun, at det måtte være frosten i skyttegravene ved Østfronten, der havde maltrakteret hendes farfars ører, præcis som den maltrakterede tusindvis af andre unge mænd, der gjorde tjeneste under 1. Verdenskrigs iskolde vintre.
"Jeg var otte år, da han døde i 1970, så jeg lærte ham aldrig at kende. Vi boede på Fyn, og han boede i Sønderjylland, så vi sås ikke så ofte. Og så føltes han – ja, bare fjern," fortæller forfatter Pernille Juhl.
Skelsættende dag
Annonse
"Fra min far vidste jeg, at han havde været soldat under 1. Verdenskrig. Men det var det. Ligesom så mange andre fra den tid var han tavs omkring det, han havde oplevet under krigen," fortsætter hun.
Da Claus Juhl, som Pernilles farfar hed, døde, døde hans historier med ham. Eller det vil sige, de blev pakket ned i en stor, brun kasse i form af sirligt nedskrevne dagbogsnotater, som så cirkulerede mellem familiemedlemmer de næste mange årtier.
Pernille fattede ikke interesse for dagbøgerne, når hun sporadisk hørte andre familiemedlemmer omtale dem.
Lige indtil hun selv åbnede dem. En dag i julen 2009.
"Det blev skelsættende, for det føltes, som om det var meningen, at jeg skulle opdage dem. Og at jeg skulle skrive en bog med udspring i det, jeg lærte," husker Pernille, der ellers for længst havde etableret en karriere som kemiingeniør og indtil da ikke havde drømt om at blive forfatter.
Nu har hun udgivet sin 13. roman.
Meddelelsen på stationen
Annonse
"Jeg skriver fiktion, men mine bøger er fyldt med historiske fakta og udspringer alle i én eller anden form af mit forhold til min farfar, som jeg lærte at kende gennem hans dagbøger," forklarer Pernille.
Tilbage i 2009 begyndte hun at skrive dagbogsnotaterne ind på computer. Og sådan nærmede hun sig ham. Ord for ord.
"Jeg kunne læse, hvordan han en sommerdag i 1914, som helt ung mand, nærmest ved et tilfælde opdagede, at nu skulle han i krig," fortæller Pernille.
"Han var netop blevet uddannet mejerist og boede i Avnbøl ved Graasten, da han fik nys om, at der hang indkaldelsespapirer på stationen. Og der – sort på hvidt – stod hans årgang. Han skulle stille dagen efter," fortsætter hun og konstaterer:
Annonse
"Det må have været et enormt chok. Selv om han nøgternt beskriver, hvordan han tager toget hjem til sine forældre på fødegården for at tilbringe et sidste døgn hos dem, inden hans far kører ham til banegården og sætter ham på toget mod Tyskland, så fornemmer man den totale uvirkelighed, der må have lagt sig som en tåge om ham og hans familie."
Grædende mødre
Som sønderjyde blev Claus Juhl indkaldt af den tyske hær, selv om han ligesom resten af sin familie absolut ingen sympati havde for hverken tyskernes herredømmeambitioner eller Kejser Wilhelm.
"Min farfar beskriver levende, hvordan klimaet ændrer sig, jo længere mod Tyskland han kører med toget – fra en forgræmmet stemning og grædende sønderjyske mødre på perronerne til ren eufori og jublende patriotiske tyske mødre, der stolte sender deres sønner i krig."
Herfra skifter dagbøgerne karakter.
"Man skulle tro, de blev meget dystre. Af historiske kilder kan man jo læse, at slagene var grusomme og brutale, og at soldaterne på begge sider levede under forfærdelige kår. Min farfar kæmpede både ved slag i Somme og Verdun og i 20 minusgrader ved Østfronten," siger Pernille.
Alligevel er det først og fremmest den hverdag, der opstår, midt i kaos, som bliver skildret i bøgerne.
Noter om de døde
"Min farfar beskriver selvfølgelig både kulden og sulten; hvordan han og hans kammerater stjæler mad fra civile og selv oplever at blive bestjålet af soldater fra deres eget kompagni. Det fremgår tydeligt, at intet er sort/hvidt i krig, men først og fremmest handler om overlevelse," fortæller Pernille.
"Men han skriver også med en lethed, som er forbløffende. Og har givet mig en kæmpe sympati og ærefrygt for ham. Fordi han som så ungt et menneske, omgivet af så mange uhyrligheder, formår at holde fast i noget positivitet midt i alt det onde."
Claus Juhl skriver for eksempel om en by i Belgien, hvor han og en kammerat vover sig ind til en barber midt i fjendeland. Og konstaterer tørt, at de – mod forventning – kom ud med halsen i ét stykke.
Han skriver om kortspil og tidsfordriv i forladte byer og gader. Og om et hul i jorden, som han og kammeraterne graver for at beskytte sig selv, en interimistisk ”lille lejlighed”, komplet med stue og et sted at sove.
Midt i skriblerierne om hverdagen dukker krigens virkelighed imidlertid op i al sin gru. I form af nøgterne noter, hver gang en kammerat dør.
De noter er der mange af. De dukker op uden varsel, når man vender en side. Ligesom døden må have optrådt både hyppigt og pludseligt i krigen.
Mareridt og dæmoner
"Mellem dagbøgerne fandt jeg et lille hæfte, der skiller sig ud. Der er kun navne og datoer. Og ud for hvert navn og dato er tegnet et lille kors," fortæller Pernille.
"Jeg føler mig overbevist om, at det er min farfars forsøg på at skabe lidt orden i det kaos, der omgav ham – alle de tab, han oplevede, og al den død, der må have været en konstant tilstedeværende faktor."
I dag føler hun, at hun kender ham. Claus Juhl, der blev tvunget i krig af tyskerne som 24-årig og først vendte hjem fire år senere. Med et lyst sind, som kæmpede for at bevare et positivt blik på verden, selv når den viste sig fra sin mørkeste side. Men som næppe vendte uskadt hjem fra krigen, selv om han vendte hjem i live.
"Han skriver ikke om det. Men jeg er sikker på, at han havde dæmoner med sig hjem. At han var plaget af mareridt. Det må han have været. Men han holdt det for sig selv. Han bar det alene."
"Jeg tror, han ligesom mange andre, der har været i krig, havde svært ved at tale om det. Fordi det har været for svært og gjort for ondt," siger Pernille og fortsætter:
"Men jeg er glad for, at han gav mig mulighed for at lære sig at kende gennem sine dagbøger. Så jeg kan fortælle hans historier. Ikke en-til-en, men på en måde, der er inspireret af og tro mod ham."
