Pernille Rosenkrantz-Theil: "Min kæreste og jeg er uenige om alt"

Pernille Rosenkrantz-Theil har sjældent taget de nemme valg.

I tredje klasse udvandrede hun fra kristendomstimen, fordi hendes lærer ikke kunne finde ud af at gøre undervisningen interessant nok. Som femårig var hun allerede en dygtig konkurrencesvømmer, og i 1999 sad hun for første gang i Folketinget for Enhedslisten. Da var hun bare 22 år gammel.

– Jeg er virkelig ikke verdensmester i at sidde stille, og det bliver jeg aldrig. Jeg keder mig for hurtigt, afslører den nu socialdemokratiske politiker med sit vanlige, dybe grin.

Derfor er det heller ikke underligt, at der i dag – 20 somre senere – stadig er fuld fart på Pernille Rosenkrantz-Theils tilværelse.

I juni overtog hun nøglerne til Børne- og Undervisningsministeriet, da statsminister Mette Frederiksen udnævnte hende til minister for det område, der har stået øverst på ønskelisten i årtier. Dér starter vi. For der er nok at se til, når man er blevet sat på undervisningsposten i en regering, hvis øverste hoved har som erklæret mål at være børnenes statsminister.

– Det her var det første kontor, jeg nogensinde satte mine fødder i. Jeg var her, før jeg var på Christiansborg, fordi det er skoleområdet, der har interesseret mig altid. Så på en eller anden måde er det som at vende hjem. Det er det, jeg allerhelst vil i hele verden. Jeg går i seng lidt for tæt på midnat, vågner hver morgen med et kæmpe smil og har sovet for få timer, arbejdet for meget og været vågen tre gange om natten, fordi jeg har fundet på en eller anden idé.

Pernille Rosenkrantz-Theil sidder på sit ministerkontor et stenkast fra Christiansborg. Var det ikke for næsepiercingen og de mange huller i ørene, er det svært at ane, at hun engang kastede med høns og demonstrerede med anarkistiske metoder i Enhedslisten, hvor forhandlinger var fy fy og alting var enten sort eller hvidt (eller blåt og rødt). I dag er energien og utålmodigheden en anelse mere tøjret – og så alligevel.

Vat og bløde indpakninger er nemlig ikke noget for politikeren, der ifølge Politiken har en veludviklet bullshit-detektor og ”en jargon og frembrusen, man kan slå sig på”.

– Ej, jeg er da blid som et lam. Hvad snakker de om, udbryder Pernille Rosenkrantz-Theil og læner sig tilbage i stolen med et smørret grin.

Måske har de alligevel lidt ret. Og skal hun være helt ærlig, kunne det være meget rart at skrue bare en smule ned for charmen en gang imellem.

– Det tænker jeg mindst fem gange om dagen! Ha ha. Én ting er at være meget direkte, men jeg har også alt for meget temperament. Jeg har simpelthen måttet lære mine børn, at jeg bliver meget hurtigt vred, og at jeg bliver meget hurtigt god igen. For det tager kun tre sekunder, og så er det brændt af. Men jeg har vitterligt temperament, og jeg går op i ting, og derfor ryger der da finker af panden på en måde, så jeg godt kan tænke: ”Puha, der kunne du godt have skruet 10 procent af charmen”. Til gengæld tror jeg, at jeg er relativt let at læse. Jeg har fået at vide, at man kan se på ti kilometers afstand, om jeg synes, at det er ren idioti, eller om vi på en eller anden måde er inden for skiven. Og det kan så både være godt og dårligt.

Et umage par

Med sine markante holdninger og fandenivoldskhed havner Pernille Rosenkrantz-Theil med jævne mellemrum på landets forsider. Senest er det dog hverken politiske eskapader eller standhaftige udmeldinger, der har vakt opsigt. Og så alligevel.

I september kunne Ekstra Bladet nemlig afsløre, at Pernille Rosenkrantz-Theil det seneste halvandet år har været kærester med Nordea-chefen og Nets-millionæren Lars Bernhard Jensen.

Et politisk umage par, kan man vist roligt konstatere. Ikke kun fordi Lars er nøjagtigt lige så meget til højre, som Pernille er til venstre, men også fordi hun tidligere har raset imod lukrative pengeaftaler for topdirektører, mens hendes kæreste har nydt godt af selvsamme.

Noget, der dog ikke synes at være et problem for parret selv.

– Han har altid været blå, og jeg har altid været rød. Det giver klart nogle diskussioner hen over middagsbordet en gang imellem, for vi er fundamentalt uenige. Vi bliver aldrig enige om noget som helst mellem himmel og jord, men det synes jeg, at man bliver klogere af. Han har heller ikke stemt på mig, selvom jeg har været stillet op et sted, hvor han faktisk kunne stemme på sin kæreste, og jeg ville synes, at det var dybt aparte, hvis han stemte på mig. Så vi måtte lige have en snak om, at der er et eller andet underligt i, at man gerne vil bakke sin kæreste op, men at det ville være underligt, hvis han skulle gå ind og bakke mig op i nogle synspunkter, han simpelthen ikke deler.

Pernille Rosenkrantz-Theil og Lars Bernhard Jensen er vokset op på den samme parcelhusvej i Korsør, hvor Pernille har boet, siden hun var et halvt år gammel. Lars er seks år ældre og venner med Pernilles storebror, og de to har kendt hinanden hele livet. Faktisk kender de hinanden så godt, at hun ”ville kunne finde rundt i hans barndomshjem med bind for øjnene”.

Det er ikke første gang, Pernille Rosenkrantz-Theil har kysset på sin storebrors ven, lader hun vide, men det ER første gang, de er kærester.

Det kaster ikke desto mindre ringe i vandet, når man som rød minister forelsker sig i en borgerlig. Mens nogle kvitterer med egne historier om kærlighed på tværs af politiske overbevisninger, når de hører om ministerens nye kærlighed, er andre derimod nervøse for, at ”hun bliver inficeret af hans holdninger”.

Kan du forstå, hvis der er nogle vælgere, der mister en del af tilliden til dig, når du er kærester med en person, der er så fundamentalt uenig i det, du står for?

– Nej. Det kan jeg simpelthen ikke forstå. For jeg har jo kendt ham altid, så hvad er forskellen? Min morfar har også siddet 16 år i byrådet i Korsør for De Konservative, så det er jo ikke sådan, at jeg er gået fra at leve i en boble af kun røde og så til lige pludselig at vågne op og kende én blå. Tværtimod har jeg hele livet haft familie, som har været meget engageret i politik – og ved Gud i himlen ikke i det samme, så for mig er det business as usual, at der er nogle fuldstændig fundamentale uenigheder meget tæt på mig.

Der er en velkendt stålfasthed i Pernille Rosenkrantz-Theils stemme, når hun taler om sit parforhold. Det generer hende ikke, at folk spørger.

– Det er også derfor, jeg har været med i ”Mads og Monopolet” i så mange år, fordi jeg synes, at der er rigtig meget i, hvordan vi er som mennesker, og hvordan vi omgås hinanden. Og selvfølgelig siger det jo noget om mig, at jeg kan finde på at have en kæreste, som har de stik modsatte standpunkter.

Hun forstår simpelthen bare ikke bekymringen.

– Når det nu ikke er lykkedes ham at få gjort mig blå de første 42 år, vi har kendt hinanden, hvad er det så helt præcist, der skulle ske nu? Efter alle de diskussioner, vi har haft hen over et liv, så skulle det lige pludselig opstå, at vi begyndte at dele værdier med hinanden? Altså, der er ikke skyggen af en chance for, at han nogensinde bliver rød, og der er ikke skyggen af en chance for, at jeg nogensinde bliver blå. Og så er den i virkeligheden ikke længere.

Holder liv i hjernecellerne

Farven på deres stemmeseddel er ikke det eneste, Pernille Rosenkrantz-Theil og hendes kæreste er uenige om. Faktisk bliver de ikke meget mere forskellige i alle henseender af livet. Hun trækker lidt på skuldrene.

– En del af det, jeg synes er sjovt, er faktisk, at han er fuldstændig modsat på alle punkter. Altså, han gør nogle virkelig mærkelige ting, og det, synes jeg, er skægt.

Hun bruger et øjeblik på at lede efter konkrete eksempler. Det må ikke blive FOR personligt.

– Jeg er et totalt rodehoved, og når man kommer ind hos ham, så ser der helt fint ud. Der ser simpelthen aldrig sådan ud i mit hjem. Når alt er ryddet op, og alt er gjort rent, og jeg synes, at mit hjem er det pæneste, det nogensinde har været, og man så sammenligner det med hans hjem. Hold nu op, mand, siger hun og slår armene ud mod det blåmalede kontor på første sal ved Frederiksholm Kanal. Der hænger farverig kunst på væggene, reolerne er fyldt med bøger, som er flossede i kanterne, og det enorme, mørke træskrivebord roder med vigtigt læsestof, kuglepenne og andet tingeltangel.

– Og det er jo så bare ét eksempel, som man kunne overføre på alt fra det helt små til den store skala. Vi er SÅ forskellige. Så jeg tror i virkeligheden, at man i det her tilfælde virkelig kan tage for gode varer, at modsætninger mødes. Og det synes jeg er helt vildt fedt.

Når man dagligt bliver udfordret på sine holdninger, er der nemlig ikke tid til at hvile på laurbærrene, fastslår hun, og mens det helt sikkert er praktisk, når man har viet sit liv til politik, er det også bare skidesjovt.

– Jeg tror, at det, som det gør for mig, er, at det pirrer min nysgerrighed. Jeg synes simpelthen, at det er for mærkeligt – på den gode måde – hvordan han gør ting og indretter ting. Jeg tror, at det holder liv i mine hjerneceller, fordi jeg slet ikke havde overvejet, at man kunne finde på at prioritere ting på den måde i sit liv eller konkret at gøre ting på den måde, han gør tingene. Så der er et eller andet i, at man simpelthen ikke kan falde i søvn oppe i hovedet, når man er omgivet af mennesker, som gør tingene modsat af en selv.

Som dengang, man var 17

Kærligheden til Lars Bernhard Jensen opstod knap fire år efter, Pernille Rosenkrantz-Theil blev skilt fra sin nu eksmand, Mikkel Jes Hansen, som hun deler børnene Vigga og Vito med.

Uden sammenligning er skilsmissen det mest rædselsfulde, hun nogensinde har prøvet. Men sammen med skiftet fra Enhedslisten til Socialdemokratiet er det også det valg, der har føltes allermest rigtigt, fortæller hun. Blandt andet fordi Pernille Rosenkrantz-Theil og eksmanden har taget en ren, rå beslutning om at få tingene til at fungere.

– Jeg synes, at det er vigtigt at træffe en beslutning om, at man skal tilgive hinanden alt. Også de ting, man har svært ved at tilgive. Det er simpelthen en forpligtigelse, man har over for sine børn, og det kræver en beslutning om, at det – med ti udråbstegn efter – SKAL kunne fungere.

Hun tænker sig om et øjeblik.

– Min eksmand er udvalgt med omhu. Han er en VIRKELIG god far. Gør han tingene anderledes, end jeg ville have gjort dem? Ja, det gør han da. Skal jeg blande mig i det? Nej. Jeg ved, at mine børn har et dejligt, trygt, udfordrende alt muligt andet børneliv hjemme hos ham, og når den overordnede ramme er på plads, så synes jeg, at man skal trække næsen til sig og blande sig uden om. Og der synes jeg, at vi har en rigtig god, gensidig respekt i forhold til ikke at begynde at diskutere konkrete ting med hinanden, men bare konstatere, at på de overordnede linjer – og på de ting, der betyder noget for børnene – er vi enige, og på alt det rundt om, der blander vi os ikke i hinandens liv. Og så har vi en aftale om ikke at flytte for langt væk fra hinanden for børnenes skyld.

Netop børnene er også den helt store forskel på den kærlighed, der engang var, og den kærlighed, Pernille Rosenkrantz-Theil oplever lige nu. Faktisk kan man slet ikke sammenligne de to forhold, mener hun. Det er forskellige universer. To forskellige livsperioder.

– Jeg synes, at der er meget stor forskel på et forhold, hvor man får børn med hinanden, og et forhold, hvor man ikke gør. For det ene er en livsopgave, og det andet handler alene om kærligheden. Det er to helt forskellige ting. Og jeg kommer ikke til at have en ny mand, som jeg skal have børn med, og derfor er der bare fundamental forskel på det forhold og alle andre forhold jeg både har været i og kommer til at være i. Jeg kommer ikke til at starte forfra. Jeg har kun børn med én, og det er min eksmand, og det betyder, at det er en anden relation. Vi har simpelthen en fælles opgave, som bliver ved med at være der, indtil vi lægger os i graven. Den betingelse er ikke grundlaget for noget som helst andet forhold, man har i tilværelsen.

Nu minder forelskelsen mere om dengang, kærligheden bare var til for kærlighedens skyld. Uden praktikaliteter og fremtidsplaner.

– Indtil man når en vis alder, behøver man slet ikke at spekulere over, om den, man kysser med, ville være god at bo sammen med eller at blive gift med. Man er for ung til alt det der. Og så lige pludselig begynder de ting at veje, og når man så bliver skilt, har man den utroligt fordelagtige situation, at man bare kan forholde sig til ren forelskelse igen. Alle de andre praktikaliteter er fuldstændig ligegyldige. Så jeg tager det fra dag til dag og kan bare gå og nyde det. Og på den måde ligner det jo i nogle træk sådan, som det var, da man var 17 år.

Kan vælte på et øjeblik

Generelt er det ikke bekymringerne, der i øjeblikket fylder i Pernille Rosenkrantz-Theils privatliv. Med drømmejobbet, teenageforelskelsen og et nyt bofællesskab med sine forældre intakt, kunne sol og måne ikke stå meget mere lige, end de gør i disse måneder.

– Jeg er lige flyttet sammen med mine forældre, og jeg synes, at det er det bedste nogensinde. Særligt fordi – og det er virkelig morsomt – at man med ens forældre har alle sine tåbelige idiotier et sted fra. Så det er virkelig ukantet, siger hun og fortsætter så:

– Samtidig har jeg med mit arbejde mulighed for at være hjemme klokken 14, når jeg har børnene. Så har jeg til gengæld alt læsestoffet med hjem, for mine børn er nået en alder, hvor de synes, at de skal føjte rundt med venner eller sidde på deres værelser og være pre-teenage-agtige, og så kan jeg ellers sidde ude i køkkenet og savne dem. Jeg skal jo læse rigtig mange sager som minister, og der passer mit arbejde og liv bare godt sammen. Jeg har et stort puslespil liggende, som mig og ungerne samler, og så har jeg min iPad med alle sagerne. Når jeg så kan høre, at der er en af ungerne, der tager i håndtaget, så slukker jeg iPad’en og sidder og lægger puslespil. De må tro, at jeg er utroligt langsom til det. Ha ha. Men det er for ikke at signalere til dem, at de afbryder arbejdet.

Pernille Rosenkrantz-Theil ved godt, at lykken er flygtig, og at tingene ofte går så stærkt, at de kan vælte på et øjeblik. Hun har været der før. Da hun i 2005 blev ramt af alvorlig stress, fordi arbejdsbyrden var for tung for længe, og da hun to år senere voksede fra Enhedslisten og tog det svære spring til Socialdemokratiet. Senest var der valget, som heldigvis endte til hendes fordel.

– Jeg holder altid et skarpt øje med bolig, arbejde og kærlighedsforhold, fordi jeg ved, at tingene bliver for shaky for mig, hvis mere end en af de klodser er i spil på samme tid. I ens liv vil det jo være sådan, at nogle ting er up in the air. Lige nu er alt i zen, og så ved jeg godt, at der kan gå et par måneder, og så er der rod med en af grundklodserne igen. Prøv at spørge mig igen om tre måneder. Ha ha.

Hun griner inderligt, rejser sig fra stolen og giver et fast håndtryk. Næste møde på dagens lange dagsorden venter, og i aften skal hun hjem og bage kage til sin søn, der fylder 12 år i morgen.

Pernille Rosenkrantz-Theil tager stadig ikke de nemme valg.