Der er næppe
mange danskere, som ikke kender navnet Peter Frödin.
Som en del af
holdet bag børneserien ”Bullerfnis,” fik han sit folkelige gennembrud i 90’erne,
og siden har han vist sit brede talent indenfor både musik og skuespil.
Selvom den i dag
60-årige skuespiller har skabt sig en flot karriere i showbiz, så begyndte han
med meget få midler på hånden, da han startede sin karriere i 1980’erne.
Det fortæller han
i et interview med Hjemmet uge 49.
”Dengang var jeg
tit ude at synge med Debbie Cameron, men fordi hun også underviste mig i sang,
afleverede jeg min del af betalingen til hende,” fortæller skuespilleren, som
med egne ord var ludfattig og sulten i den periode.
Som sit første
hjem boede han i en lille loftslejlighed på 38 kvadratmeter i Hedebygade som
han gav 530 kroner om måneden for. Men når huslejen var betalt, var der ikke
mange penge tilbage i budgettet til at købe mad for, og en aften mærkede han
sulten særligt tydeligt.
”På Vesterbrogade
lå en døgnåben smørrebrødsforretning, og jeg var så sulten, da jeg gik forbi en
aften efter en koncert. Jeg havde kun nogle få mønter i lommen, og dem raslede
jeg lidt med, da jeg gik ind,” husker Peter Frödin og fortsætter:
”Der lå tre
stykker med flæskesteg på en bakke i vinduet, så jeg gik ind og bad om fire
stykker. Da smørrebrødsjomfruen gik ud for at smøre den sidste, hægtede jeg den
store glasplade af til montren og stjal en bakke med 12 stykker blandet
smørrebrød.”
Flygtede hjem
Da først Peter
Frödin havde fået fat i smørrebrødet gik det stærkt.
”Jeg flygtede ned
ad Vesterbrogade til Hedebygade med smørrebrødsjomfruen lige i hælene, og hun
var i god form, skal jeg hilse at sige. Heldigvis var der ingen dørtelefoner
dengang, så det lykkedes mig at komme ind i min egen opgang, uden at hun så
mig. Jeg løb op på femte sal og spiste alle 12 stykker smørrebrød,” mindes han
om episoden.
Overfor Hjemmet
pointerer Peter Frödin, at han i dag aldrig kunne finde på at gøre det samme.
”Jeg går ikke
engang over for rødt, og det har jeg ikke gjort, siden jeg lavede
"Bullerfnis" i 1990’erne, og børn begyndte at genkende mig på gaden,”
siger Peter Frödin, som aldrig blev snuppet for sit smørrebrødstyveri.
Læs hele
interviewet med Peter Frödin i Hjemmet uge 49, hvor han også fortæller om at
møde livet med positive briller på, og om den livslektie, der kom ud af
AIDS-epidemien i 1980’erne.