Peter Hummelgaard: "Som barn havde jeg alt for ofte en følelse af at være bange"

Justitsminister Peter Hummelgaard voksede op i et hjem præget af uro og vold. De oplevelser har han gennem hele livet gravet så langt væk som muligt indtil nu, hvor han i sin nye bog fortæller om sin opvækst for at sætte fokus på vold i hjemmet.

Hvorfor har du valgt at skrive en bog om vold i hjemmet? 

"Det har jeg for at gøre opmærksom på, at vi bliver nødt til at gøre meget mere for de børn, der vokser op med fysisk og psykisk vold. Det er 27 år siden, vi afskaffede revselsretten, det er fem år siden, at vi kriminaliserede psykisk vold, og det triste faktum er, at det lever i bedste velgående. Som justitsminister bliver jeg igen og igen konfronteret med historier om vold i barndommen. Uanset om jeg besøger landets arrester og fængsler, vores sikrede ungdomsinstitutioner, om jeg arbejder med udfordringerne i psykiatrien og de problemer, det giver i forhold til kriminalitet. Der er bare et mønster, der ikke er til at tage fejl af, og det er, at vold mod børn avler vold i resten af samfundet. Vi er simpelthen nødt til at forstå, at vi stadigvæk står med et meget stort problem, der har enorme omkostninger for samfundet som helhed."

I bogen åbner du op om din egen opvækst. Hvad var det for et hjem, du voksede op i? 

"Der var rigtig meget uro, i hvert fald indtil mine forældre blev skilt, da jeg var 12. Der var både vold mod min mor og mod mig selv. Jeg havde alt for ofte en følelse af at være bange og utryg, hvilket betød, at jeg var meget opmærksom på ikke at komme til at sige eller gøre noget forkert, som kunne antænde en uro. De her oplevelser har jeg af alle mulige sikkert menneskelige og naturlige årsager gravet så langt væk som muligt, fordi jeg ikke har haft noget behov for at forholde mig til dem. Det er klart, at der er minder og drømme, der alligevel er dukket op med jævne mellemrum. Men jeg har aldrig haft lyst til at sætte ord på dem – ikke engang over for mine allernærmeste venner og min hustru, både fordi det har været for ubehageligt, og fordi jeg ikke har haft lyst til at blive defineret af dem. De har kun vidst, at den ikke har været helt god derhjemme."

Du har dedikeret din bog til din mormor, hvad har hun betydet for dig?

 "Jeg har været meget, meget tæt på både min mormor og morfar. Jeg havde det held, at de boede i opgangen ved siden af og var i stand til at gribe ind og tilbyde mig deres sofa. Når de selv kunne høre, hvad der foregik, greb de ind, andre gange var det mig selv, der efterspurgte at være der, og da jeg blev stor nok, gik jeg selv derop. I store dele af min barndom og ungdom har jeg boet meget hos dem, fordi det var min base af tryghed og kærlighed."

"Min morfar er i dag på plejehjem og kan ikke huske så meget, men jeg besøger ham jævnligt. Grunden til, at jeg har dedikeret bogen til min mormor, er, at hun døde sidste år, og den sofa, som jeg altid sov på hos dem, står nu hjemme hos mig selv. Den er efterhånden ved have en hel del år på bagen og er også slidt, men den er bare et meget vigtigt symbol på den tryghed og varme, jeg oplevede som barn."

Hvordan har oplevelserne påvirket dig? 

"Jeg voksede op i det her store paradoks, at jeg havde nogle utrygge rammer og omvendt nok også fik en selvtillid og ro ud af, at jeg alligevel oplevede at få den ubetingede kærlighed og støtte, som gør, at man har mulighed for ikke at lade sig definere af sin opvækst. Men da jeg var ung mand, havde jeg periodevis udfordringer med vrede og temperament, som jeg har skullet lære mig selv at tøjle og i stedet finde en sund kanal at få det ud igennem. Der har jeg nok brugt politik og samfundsengagement som en måde at få afløb for indignation og vrede."

Hvilke tanker gjorde du dig om selv at blive far? 

"Da jeg selv begyndte at overveje at stifte familie, kunne jeg ikke undgå at være bekymret for, hvordan jeg ville være som far. Jeg tænkte meget over, specielt da min hustru blev gravid med vores første barn, hvordan dælen det mon skulle gå. Hvordan skulle jeg håndtere det? Hvordan skulle jeg følelsesmæssigt kapere det? Jeg ved jo med min fornuft og alt muligt forskning i hånden, at de her ting har en tendens til at gå i arv – jeg har senere fundet ud af, at min far også voksede op i et hjem med vold. Omvendt har jeg jo også haft mennesker omkring mig i min barndom, som gjorde præcis det modsatte, og det er så det, jeg har forsøgt at leve mit liv i et spejl efter. Det handler jo om at være bevidst om sig selv, og jeg havde ikke lyst til, at mine børn på noget tidspunkt skulle opleve at være bange for mig."

Hvordan befinder du dig så i farrollen? 

"Man begår jo hele tiden en masse fejl som forældre, men prøver jo at gøre det så godt, som man overhovedet kan. Jeg arbejder på daglig basis med at være mindre overforsigtig omkring mine børn, hvilket jeg tror kommer af, at jeg selv voksede op i utrygge rammer. Jeg tager mig selv i at sige – meget mere end min hustru – at de skal passe på, når de kravler højt op i træerne, eller bekymre mig om, om de nu også har det godt. Måske mere end hvad godt egentlig er. De skal jo heller ikke vokse op og føle, at de har været pakket ind i vat."

Peter Hummelgaard

Justitsminister og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

 Han er 41 år, uddannet jurist og aktuel med bogen ”Der er noget, vi skal tale om”. 

Han er opvokset på Amager, hvor han også bor i dag med sin hustru, Sara Vad Sørensen, og deres børn, Gro på seks og Dagmar på tre år.