Peter Ingemann: Derfor fortæller jeg om mine hæmorider, min krise i ægteskabet og dårligt selvværd

Han køber dåsebajere over grænsen, går med tykke sokker i sandalerne, handler ind i træsko og joggingbukser med malerpletter og deler sin sløje løbetid ved Berlin halvmaraton på sin facebook-væg. Peter Ingemann er ikke bange for at være til grin. Med sit fordanskede, gebrokne engelsk og sine platte far-jokes har den jyske original taget danskerne med storm i tv-succesen "Størst". Vendinger som "Redspæt"og "Hitting the cat of the tønde" har gjort ham kult, og hans folkelige måde at formidle til høj såvel som lav har sikret ham titlen som Årets Underholdningsvært to år i træk.

Træskomanden fra Ry har en enestående evne til at vade ind i folk med træskosnuden først. Det fornemmer man, så snart han indtager skærmen fra hotspots rundt om i verden. Den evne har han opsnappet hjemmefra, hvor faren lukkede alt fra slagteriarbejdere til direktører og sprittere ind ad hoveddøren. Selv dem, der indimellem teede sig åndssvagt og havde fået et par på hovedet af livet. Dem, de andre ikke ville lege med. Det dårlige selskab. Derfor er smagsdommeri og løftede pegefingre ikke en del af hans repertoire den dag i dag. Den humoristiske tv-vært sætter en ære i at være i øjenhøjde.

I ugerne op til vores møde har Peter galant tilbudt at samle mig op ved Skanderborg station. Sådan er han. Helt igennem rar. Røverhistorierne om Ry-rødderne står i kø, da vi sammen triller igennem hovedgaden i Ry Downtown, hvor Peter stadig bor. Han husker historierne om byens originaler med en sjælden detaljerigdom og deler gavmildt ud af sig selv og sine erindringer. Nok mener han selv, han er fuld af uperfektheder, men han må være noget nær den perfekte bordherre.

Forude skærer jernbanen grusvejen over. Her har Peters far engang afsporet et tog i en alkoholrus af dimensioner. Han yndede at blande skummetmælk op med vodka. Den private vej fører os ind i et viltert buskads med Gudenåen for enden af lysningen i det bakkede landskab. Som barn har han leget ved bækken, og lige fremme ligger den gård, der har dannet kulisse for hans barndom. En barndom, der nok bedst beskrives som turbulent. Men også en barndom, der har lært Peter en ting eller to om livet. Blandt andet at vi alle har brister og sprækker. Og at det grimme også kan være smukt.

Foto: Bo Brinch

For nylig har han startet sin egen lille revolution på Facebook, hvor han har gjort det til sit projekt at skrue op for alt det uredigerede og middelmådige og ned for alt det polerede. Og anspore andre til at gøre det samme, så vi kan tage presset af hinandens skuldre. Uden omsvøb og med en god portion selvironi og selvindsigt har vi bedt tv-værten dele ud af fem af sine egne uperfektheder.

Om at være søn af en alkoholiker

– Min far købte en lystgård i Ry i 1972 og lavede det om til et liebhaver-mansion med gildesal, motorbåd og Danmarks største private swimmingpool. Han var arbejderdreng fra Silkeborg og meget fascineret af USA, og da han klarede sig godt som entreprenør, skulle den bare have fuld skrue. Men han var meget lidt blæret, penge betød ikke noget for ham, derfor boede vi også helt isoleret væk fra de dyre kvarterer. Han syntes bare, det var sjovt.

– På de gode dage, som der heldigvis var flest af, var min far klog, visionær og entreprenant. Han fik en kæmpe forretning op at stå ud af ingenting, gik på røven og gjorde det hele igen. Mit barndomshjem var rigtig kærligt, sjovt og givende, men til tider var det også træls, uhyggeligt, sorgfuldt og kaotisk. Der var druk og slåskampe i gården indimellem, og engang blev der affyret en pumpgun på vores gårdsplads. Ren wild west. Da jeg var helt lille, kom min far meget i markeds-, tivoli- og værtshusmiljøer, så det var nogle lidt anløbne forretningsfolk, der kom forbi. Der var også skilsmisse, angst og dårlig søvn. Som barn var jeg urolig over, at der var så meget ballade til tider. Min far var kvartalsdranker, så enten fik den fuld knald, eller også var han ædru og den rareste og mest afbalancerede far. Det skiftede hele tiden. Der var ingen stabilitet. Jeg har stadig søvnproblemer, og de blev helt sikkert grundlagt i min barndom. Heldigvis var min mor en klippe og en af hovedårsagerne til, at jeg landede med begge ben på jorden.

– For 30 år siden afsporede min far et tog i en kæmpe brandert. Han sad fast på skinnerne i bilen, han nåede ud, men toget røg af skinnerne. Det fik han en regning på 1,5 mio. kr. og to måneders fængsel for, så jeg var nede og besøge ham i Møgelkær Statsfængsel. Han blev kaldt "kongespritteren" af langtidsfangerne og fik faktisk indlagt telefon og telefax i cellen, så han fortsat kunne styre sin forretning derfra. I dag kan man trække på smilebåndet over det, fordi det er så vild en historie, og fordi ingen kom til skade, men det var jo noget forfærdeligt noget. Jeg var meget utryg ved, at han kørte spritkørsel. Også når jeg var med i bilen.

– Mange af min fars gamle venner vil nok mene, at jeg ligner min far meget. Min søster og jeg er flasket op med, at alle har værdi, og der ikke er nogen, der er bedre end andre. Dem, der var noget, de kloge, rige og smukke, skulle gøre noget mere for at blive accepteret i mit barndomshjem. Dem, der var lidt smådumme, forsumpede og fattige, var accepteret med det samme. Min far havde et stort bankende socialt hjerte. Der kom alle mulige skæve eksistenser i vores hjem. Også på bekostning af vores rolige familieliv. Han tog folk ind, der var fordrukne og højtråbende, og han adopterede på det nærmeste en

vagabond, som boede hos os og holdt jul med os. Han er endda med på mit studenterbillede. Der var meget højt til loftet og fordomsfrit.

– Alt, vi bliver udsat for, giver os også et eller andet. Det er nok lidt en overlevelsesmekanisme at se det sådan. Når jeg møder folk i mit job, skal jeg lynhurtigt afkode, hvor deres grænser går, og hvilken humor de har. Min barndom har helt sikkert lært mig at afveje stemninger. Jeg har det sådan, at man skal lade være med at dyrke det onde, man har oplevet, men heller ikke glemme det. For så kommer du til at gentage mønsteret. Du skal bruge det, du har med i bagagen, som ammunition til at vælge anderledes. Hvis du dyrker det onde, bliver du et offer, og ofre er i min optik de farligste mennesker, der findes, for de føler, de har ret til at gøre, som de vil, og mener ikke, de kan klandres for at gøre noget galt. Men du kan godt være forkert på den, selvom du har lidt.

Om hæmorider og familieferie på toppen af en grænsebutik

– Vores lokale SSP-konsulent taler om flertalsmisforståelser. Det er, når min datter kommer hjem og siger: "Alle på min årgang drikker alkohol". Men faktisk er det måske kun tre. Når vi kun ser alt det perfekte på de sociale medier, opstår der flertalsmisforståelser. Et falsk billede af, hvordan alle andre lever. Folk, der ikke er helt sikre på, hvilken vej de skal i livet, begynder så måske at spekulere på, om de er fiaskoer, fordi de er singler, for tykke eller ikke har en uddannelse.

Foto: Bo Brinch.

– Det er hverken særligt macho eller sexet, at jeg har haft hæmorider. Det er ret intimt. Måske også for intimt. Men jeg valgte at udlevere den del om mig selv på min facebook-profil, fordi jeg gerne vil gøre op med glansbilledet. Formanden for Psykiatrifonden har sagt, at unge har ondt i sjælen over det, de præsenteres for på de sociale medier. Og så er det på tide, at nogen af os, som lever på den grønne gren – for jeg ved godt, jeg er enormt privilegeret – skal sige, at det indimellem også bare er sure sokker og vasketøj i stedet for alt det polerede pis. Det betyder ikke, at vi ikke må dele de ting, vi er stolte af, det er bare proportionerne, jeg efterspørger. Uanset om jeg skriver en Facebook-opdatering eller laver tv, er min mission at afspejle virkeligheden med alt, hvad den bringer med sig af både lys og mørke.

– For noget tid tilbage plagede mine børn om at komme sydpå, i ferierne er vi nemlig tit i vores sommerhus i Skagen. Så tænkte jeg: "Så skal de fandme komme sydpå!" Så vi tog tre dage til spahotellet Hotel des Nordens, der ligger oven på en Fleggaard-butik lige ved grænsen syd for Kruså, og fyldte Passaten op med dåsebajere og sodavand. Og rounduppen var også billig. Ha, ha. Mange opfatter det som dårlig smag, og så er man pinlig. Men det er okay at elske all inclusive-ferier til Gran Canaria og gå i Yonex-sokker i sandaler i Bilka.

– Mine døtre kalder mig nogle gange Lille-Peter-to-år. Jeg kan godt lide at prikke lidt til parnasset og den politiske korrekthed. Afprøve grænser og se, hvor langt sådan en jysk træskomand kan strække den. Politisk korrekthed er dræbende, holder os nede og bidrager til selvcensur. Den gør, at ingen tør stikke næsen frem. Vi har brug for havkattene i hyttefadet. Om det er Glistrup, Jens Jørgen Thorsen, som lavede gruppeknald på Rådhuspladsen, eller Salvador Dalí, som i sin samtid blev opfattet som pornografisk og frygtelig. Om ikke andet så for at måle vores eget moralske kompas. Med politisk korrekthed bliver der længere og længere imellem originalerne. I mine øjne er vi ikke kommet meget videre end heksebrændingerne eller folk, der stod på torvet og pegede fingre af dem i gabestokken. I dag er det bare de sociale medier, der er gabestokken.

Om frygten for at holde tale og dårligt selvværd

– Verden bliver mere farverig, når vi deler alt det uperfekte i livet, og frem for alt gør det os trygge. Jeg er fuldstændig angst for at holde tale, jeg får håndsved og ligger søvnløs af det. Men hvis jeg melder det ud på forhånd, så tager det noget af frygten. Når kagen, der skulle have stået med fin fondant og glasur, er faldet sammen, så fortæl det på de sociale medier, ligesom du gør, når det lykkes. Det er sgu menneskeligt at fejle, og det tager presset af os selv og af andre.

– Jeg og mange af mine kollegaer i mediebranchen og showbizz lider af dårligt selvværd, det er derfor, vi stiller os frem på en skærm og siger "se mig". Hvis man skal gå ind i noget dybdepsykologisk, så følte jeg mig overset af min far i min barndom. Det var hans liv, vi andre måtte stå på. Han fyldte det hele. Det har plantet en tvivl på, om jeg nu var god nok. Men det skærper mig også og giver mig drivkraften til at fortsætte med at bevise over for mig selv og alle andre, at jeg er god nok.

– Hver eneste gang, jeg går på skærmen, har jeg en grundnervøsitet, selvom jeg har været vært i så mange år. Men jeg tror også, det er en force, at seerne kan se, at mine øjne flakker lidt, at jeg leder efter ordene, og at jeg kløjes lidt i det engelske. Det får det hele til at sitre. Så er jeg i hvert fald til stede. Den dag, jeg mister usikkerheden, er jeg ikke tv-vært mere. Det er en møllesten om halsen, men det er også en raketmotor.

Om at være en pinlig far i træsko og billige jakkesæt

– Mine piger synes nogle gange, at deres far er lidt pinlig. Men det har de syntes hele livet, og på et tidspunkt bliver man immun over for det. Ha, ha. De følges med mig i brugsen, selvom jeg har træsko og joggingbukser på, og det er nok ikke smart, men jeg er ligeglad. Min ældste datter har spurgt, hvorfor jeg altid skal lægge grimme billeder af mig selv på Facebook. En genganger er "Pattaya Pete", et ti år gammelt billede, hvor jeg vejer ti kilo mere. Det lægger jeg op, hver gang et af mine programmer har premiere. Men sådan så jeg jo ud engang! Og jeg griner hver gang, jeg ser på det.

Foto: Bo Brinch.

– Jeg er mange gange dukket op i et gammelt jakkesæt fra Blå Kors til 40 kr. til fester på Journalisthøjskolen. Så kunne jeg vælte rundt i græsset, hvilket jeg som regel endte med at gøre, og så behøvede jeg ikke spekulere over, om jeg var in eller ej. Alle og enhver kunne se, det var grimt. Jeg er pisseligeglad, og derfor er jeg usårlig. Det er en måde at beskytte sig selv på, når man viser, man er uperfekt. Du er ekstremt sårbar, når du skal holde en facade. Det prøver jeg at lære mine døtre.

– Jeg håber, at min kone og jeg har opdraget vores piger til, at det er godt nok det hele. De skal gøre sig umage med de evner, de har, men de kommer aldrig til at høre mig sige "sikke dog en frygtelig karakter, du har fået", hvis de har gjort deres bedste. Jeg har selv lavet mange andre ting, inden jeg blev journalist. Jeg har været slagteri-arbejder, møbelpakker, pædagogmedhjælper og cafeteriabestyrer, og mine forældre har aldrig sagt til mig: "Hey, skal du ikke se at komme i gang?". I min verden får vi ufuldstændige mennesker og robotter, der ikke kommer til at tænke store tanker om legoklodser, vindmøller og kunst, hvis ikke de unge har nogle dannelsesår efter gymnasiet. Jeg hader ordet fjumreår!

– Børn har også brug for nogen, der udstikker en retning. Ikke alt skal debatteres med en 13-årig. Hverken aftensmaden eller ferierejser. Da jeg var barn, syntes jeg, det var angstprovokerende, når jeg ikke kunne se retningen. Den ene dag var min far et fyrtårn, og den næste skulle jeg lægge ham i seng. Vi skal tage vores børn alvorligt og lytte til dem, men vi skal ikke tage dem for alvorligt og også sortere, hvad der skal i småt brændbart, og hvad vi kan bruge til noget.

– Jeg håber, mine børn vil sige, at der altid var plads til at komme og fortælle hvad som helst i deres barndomshjem. At de ikke blev udskammet og for evigt dømt i flammerne. Sådan er jeg selv opdraget. Min far måtte jo om nogen belave sig på, at andre kunne tilgive ham. Der skal være plads til at dumme sig og komme videre derfra.

Om parforholdsskænderier og surmuleri

– Jeg er et rodehoved og er meget væk i perioder, så jeg tror da på mange måder, jeg er en ordentlig mundfuld at bo sammen med. Men jeg tror heller ikke, det er kedeligt. Vi debatterer meget og snakker Trump og Israel-Palæstina-konflikten ved morgenbordet. Og min kone, Trine, er meget overbærende, har sort humor og siger mange politisk ukorrekte ting.

Hvem er Peter Ingemann?

• Peter Ingemann, 45 år
• Vært på det populære tv-program "Størst" på TV 2. Tidligere vært på "Hammerslag", "3xBeliggenhed" og "Den Store Bagedyst".
• Aktuel med tv-programmet "Fremtiden ifølge Ingemann" i september og "Vestkysten" i oktober, hvor han kører ned gennem Jylland på en gammel Puch-knallert.
• Kåret som Årets Underholdnings-vært de sidste to år. Har i alt vundet titlen tre gange.
• Gift med Trine og far til Marie, 14, og Caroline, 18 år.

– Trine og jeg var på et tidspunkt ved at gå konkurs, fordi vi havde købt lejlighed i Tyrkiet og stod med to dyre huse i Danmark. Vi havde simpelthen købt, før vi havde solgt. Været dumme og taget munden for fuld ligesom mange andre danskere. Så ramte finanskrisen. Og en økonomisk krise gør altså bare ikke noget godt for et parforhold, for det bliver hurtigt en løftestang til konflikt og beskyldninger. "Det var også dig, der ville have den lejlighed" og den slags. Men hvis et parforhold var kriseløst, tror jeg også, det var fantasiløst og kærlighedsløst. Når noget er ufejlbarligt og glat, er det også kedeligt og uinspirerende, for det er der jo helt åbenlyst ikke noget, der er. Jeg bliver oprigtigt bange for perfekte mennesker, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er noget, de skjuler. Så er det, jeg får en trang til at råbe "neger".

– Det er ufattelig sjældent, vi skændes, men når vi gør, kan jeg godt mure mig inde i nogle timer og sidde og være sur eller køre min vej. Men man kommer jo til et punkt, hvor man finder ud af, at man har overreageret og selv har en del af skylden. Trine og jeg har en grundholdning om, at ingen er perfekte. Alle kan begå fejl. Sådan kommer vi altid videre fra et skænderi. Vi har trods alt kendt hinanden i 20 år.

– Jeg tror, vi mennesker generelt er meget kritiske. Hvis ikke man kan få den perfekte partner med den rigtige uddannelse og udseende, så vil man hellere undvære og få et barn selv. Det er lidt ligesom at lede efter guldkrukken for enden af regnbuen. Du kan lede og lede, og hver gang, du kommer frem, så er den væk. Men vi pisser alle sammen ved siden af potten, som man siger i Ry. Min mor gjorde helt rigtigt i at blive skilt fra min far, hun skulle nok have gjort det før, så man skal ikke være sammen for enhver pris, men meget kan løses, hvis man er lidt mere overbærende, tolerant og erkender, at vi er forskellige og fulde af fejl. Det at vælge hus og partner er sådan cirka det samme. Man må ofte gå på kompromis med huset eller beliggenheden, og i et parforhold er man også nødt til at gå på kompromis.