Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Pia opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg sørgede virkelig meget,
da min far døde 70 år
gammel efter et kort kræftforløb. Også mere end mine
søskende, nok fordi jeg var
den af os, der havde følt sig
tættest knyttet til ham. Jeg
var blevet optiker ligesom
ham og ringede tit for at få
gode råd og tale om vores fag.
Når jeg tog på besøg hos mine
forældre med min mand og
børn, endte vi også for det
meste med at blive siddende
og tale sammen i spisestuen
efter maden, mens min mor
og min mand gik ind i den
anden stue med børnene.
Vi
havde lange diskussioner,
som jeg var sikker på, at han
også nød.
Mine søskende syntes, at
vores far var dominerende
og undgik af samme grund at
vise, når de var uenige med
ham. Men jeg frygtede ham
ikke, tværtimod oplevede
jeg ham som klog og markant og god at prøve mine
argumenter af på. Jeg gik
altid fra vores samtaler mere
sikker på, hvad jeg mente
om det hele.
Egentlig troede
jeg, at min mor var enig i mit positive billede af min
far. Hun roste ham i hvert
fald tit, mens han levede. De
snakkede også om alt muligt
over middagsmaden, og jeg
ved, at de også gik lange ture
sammen. Jeg havde i det hele
taget en fornemmelse af, at
de havde et ægteskab med
stor gensidig kærlighed.
Ikke desto mindre oplevede
jeg allerede ved begravelsen,
at også min mors sorg var
mere nedtonet end min.
Jeg
græd i kirken, mens hun
mere sad som forstenet. Og
efterfølgende ved begravelsessammenkomsten kunne
jeg knap klare at høre efter
talerne eller tale med nogen,
mens min mor gik rundt og
var veloplagt og værtindeagtig. Jeg hørte hende endda
le sammen med min moster.
Det skubbede kun yderligere
til min sorg, at jeg følte mig så
ensom med mit savn.
Hun havde fjerntet alle spor
De næste måneder blev
sorgen dybere. Måske lyder
det underligt, men jeg tror
også, at min far havde haft en
slags symbolsk betydning for
mig som en, der altid var på
min side mod omverdenen.
I hvert fald havde jeg det i
den følgende tid nærmest,
som om nogen havde blæst
taget af mit hus. Jeg mistede
orienteringen og måtte til
sidst sygemelde mig fra min
forretning. Min mand, der
havde mistet sin far nogle år
før, havde svært ved at forstå,
hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Jeg forstod det heller
ikke selv.
Under min sygemelding
besluttede jeg at tage nogle
dage hjem til min mor.
Trods alt ville hun og mine
søskende, der boede i nærheden, vel være bedre til
at forstå mig. Det var seks
måneder efter min fars død,
og min mor havde allerede
fjernet mange
af sporene efter
ham. Alt hans
tøj havde hun
foræret til Røde
Kors, og jeg
vidste godt, at hun også havde
ryddet ud i hans bøger, for
jeg var blevet tilbudt flere af
dem. Alligevel blev jeg rystet,
da jeg stak hovedet ind i hans
gamle kontor og opdagede,
at også hans reoler og skrivebord var væk. I stedet havde
min mor indrettet det til et
gæsteværelse. Det var der,
jeg blev indkvarteret på en ny
briks, hun havde anskaffet sig
sammen med en lille feminin
kommode og en kurvestol.
"Din fars skrivebord var
tungt som et ondt år at få ud," sagde hun, mens hun redte
op.
I det hele taget var mange
betydningsfulde ting ændret.
Der var kommet nyt linoleum
og gule vægge i køkkenet, nye
gardiner og en ny, grøn sofa
i stuen. Desuden havde min
mor solgt to store malerier,
der plejede at hænge i stuen,
og også klaveret, som ingen
alligevel havde spillet på i
årevis, sagde hun. Jeg kunne
ikke lade være at sige, at det
var, som om hun kun havde ventet på, at min far skulle
dø, så hun kunne komme i
gang med at lave om. Den
bemærkning blev hun ret
oprørt over.
"Jeg skal jo bo her alene
nu, så har jeg vel også lov til
at præge det på min måde," svarede hun såret.
Hun ville gerne tale med
mig om min far, men gjorde
det med andre minder, end
jeg havde ventet. F.eks. fortalte hun, at han hemmeligt
for os børn, engang havde
spillet mange af deres penge
væk. Efter et særligt stort
tab havde hun overtalt ham
til at gå i behandling, og han
havde aldrig spillet igen. Det
var hun stolt af at have været
medvirkende
til, forstod jeg.
Jeg fortalte om
den kæmpestore betydning,
min far havde
for mig som samtalepartner.
Hun nikkede og sagde, at jeg
altid havde været min fars
pige, og det glædede hende,
hvor meget vi havde fået ud af
hinandens selskab.
"Han elskede dig meget
højt," sagde hun og klappede
min hånd.
"Men talte du ikke også
godt med ham?" spurgte jeg.
"Jo, jo. Især om politik.
Det vidste han jo utrolig
meget om."
Måske var jeg lovlig sart,
men jeg kunne ikke undgå at
føle, at der lå en snert af ironi
i den bemærkning.
De næste dage kom og gik
min mors veninder på en
måde, de ikke havde gjort det
før. Snakken gik i min mors
køkken om børnebørn og et
teaterstykke, de havde set, og
den slags. Jeg spurgte, hvor
hun dog kendte alle de kvinder fra, for jeg kunne ikke
mindes af have set dem før.
Min mor fortalte, at det var
gymnastik- og teaterveninder
og også et par stykker, hun havde gået i skole med.
"Din far var altid træt om
aftenen og brød sig ikke om
mine veninder, så jeg gik
mest på besøg hos dem før.
Det er dejligt, at de nu kan
komme her og holde mig med
selskab," sagde hun diplomatisk.
Jeg kom i tanke om, at
min far også, da jeg var barn,
var streng med, hvor mange
der kom hos os. Vi måtte kun
have besøg i bestemt tidsrum,
fordi han havde brug for fred.
Havde haft en anden kvinde
En aften under mit besøg
hos mor kom mine søskende
til middag. En af min mors
veninder, Nete, var også
med. Hun roste min far som
en dygtig en optiker, der var
værdsat i lokalsamfundet, og
jeg strålede stolt.
"Men han havde aldrig klaret at have butikken uden dig,
Lene," tilføjede Nete og vendte
sig mod min mor.
Min mor havde været
assistent i butikken, men jeg
havde aldrig hørt om, at hun
spillede en afgørende rolle i
dens fremgang. Det spurgte
jeg derfor nu overrasket ind til. Min bror sagde, at jeg da
måtte kunne huske, at vores
venner var glade for vores
mors kyndige vejledning og
for, de altid moderigtige briller, hun købte ind.
Min mor rystede leende på
hovedet og gav mig ret i, at
butikken aldrig havde klaret
sig uden min fars store faglige
indsigt. Men jeg følte lidt, det
var for ikke at skabe uvenskab mellem mig og mine
søskende. For at være ærlig
blev jeg stadig mere trist over,
hvor lidt de
andre åbenbart
havde sat pris på
min far.
En morgen
vågnede jeg og
besluttede, at jeg ville hjem.
Jeg gik ud i køkkenet, og min
mor spurgte, hvad der var
galt. Jeg svarede ligeud, at jeg
ikke kunne holde ud, så lidt
hun og min søskende savnede
min far. Tårerne silede ned
ad mine kinder. Min mor
kom hen og omfavnede mig
og sagde så, at hun i høj grad
også savnede ham. Hun havde virkelig undt ham nogle flere
gode år som pensionist, men
så indrømmede hun i samme
åndedrag, at min far og hun
længe havde talt om at blive
skilt. Da de ikke havde butikken sammen længere, var de
vokset fra hinanden.
"Men du elskede ham da,
gjorde du ikke?" spurgte jeg
chokeret.
Min mor svarede, at jo, hun
elskede min far. Men mest
som en god ven, for han havde
jo længe haft en anden kvinde
ved siden af hende.
Jeg var nødt til at
forstå, at hun derfor havde løsrevet
sig følelsesmæssigt
og rustet sig til at
få sit eget liv. Hun græd og
sagde, at hun var ked af at se
mig slået sådan ud af kurs,
men hun var også nødt til at
være ærlig overfor mig.
Det var en chokerende
oplysning, jeg tog med mig
hjem.
Fik et andet billede
Min mor ringede flere
gange bagefter, uden at jeg
kunne finde ud af at tale
med hende om det. Til sidst sendte hun min bror over til
mig. Han sagde, at han også
havde vist det med den anden
kvinde i flere år, men ikke
ville fortælle mig om hende,
fordi jeg ikke skulle have mit
heltebillede af far spoleret.
"Jeg håbede jo, at far
levede længe nok til selv at
fortælle dig de her ting."
Langsomt begyndte jeg
at forstå, hvor fokuseret jeg
havde været på, at min far var
så klog og markant en personlighed. Min bror understregede, at han også havde holdt
af de sider ved min far. Som
søn kæmpede han bare også
med andre ting i sin sorg. For
ham havde min fars frygteligt høje forventninger til os
børn været en plage. Han og
min mor og søster ville rigtig
gerne tale med mig om deres
sorg, men kun hvis jeg var
åben for, hvor anderledes den
var end min.
Det var svært og hårdt, men
vi nåede faktisk til at mødes
alle sammen og snakke sammen på en ordentlig måde.
Undervejs fik jeg ikke bare
et andet billede af min far,
men også af min mor, og det
var forløsende for os begge.
Sidste år tog vi således en
tur bare hende og jeg til
Berlin, og for første gange
oplevede jeg, hvor meget vi
to også havde at tale om. Jeg
undskyldte alle de gange, jeg
havde skubbet hende til side
for at kunne tale alene med
min far. Men hun smilede
bare og sagde, at hun oprigtigt havde været glad for at
vores forhold var så godt.
"Din far var jo frygtelig
frustreret over, at han ikke
kunne få det til at fungere
med sine to andre børn, men
din kærlighed var så vigtig for
ham," sagde hun.
Ad den vej fik hun mig til
at føle fred ved, at min far
også havde været så vigtig for
mig.