Pia følte sig alene med sorgen over sin far – så konfronterede hun sin mor og forstod hvorfor

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Pia opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg sørgede virkelig meget, da min far døde 70 år gammel efter et kort kræftforløb. Også mere end mine søskende, nok fordi jeg var den af os, der havde følt sig tættest knyttet til ham. Jeg var blevet optiker ligesom ham og ringede tit for at få gode råd og tale om vores fag. Når jeg tog på besøg hos mine forældre med min mand og børn, endte vi også for det meste med at blive siddende og tale sammen i spisestuen efter maden, mens min mor og min mand gik ind i den anden stue med børnene. 

Vi havde lange diskussioner, som jeg var sikker på, at han også nød. Mine søskende syntes, at vores far var dominerende og undgik af samme grund at vise, når de var uenige med ham. Men jeg frygtede ham ikke, tværtimod oplevede jeg ham som klog og markant og god at prøve mine argumenter af på. Jeg gik altid fra vores samtaler mere sikker på, hvad jeg mente om det hele. 

Egentlig troede jeg, at min mor var enig i  mit positive billede af min far. Hun roste ham i hvert fald tit, mens han levede. De snakkede også om alt muligt over middagsmaden, og jeg ved, at de også gik lange ture sammen. Jeg havde i det hele taget en fornemmelse af, at de havde et ægteskab med stor gensidig kærlighed. Ikke desto mindre oplevede jeg allerede ved begravelsen, at også min mors sorg var mere nedtonet end min.

Mine veninder advarede mig imod at gifte mig med Ulf - i dag forstår jeg hvorfor

Mine veninder advarede mig imod at gifte mig med Ulf, fordi aldersforskellen mellem os var så stor. Jeg slog deres advarsler hen, for det var jo netop på grund af Ulfs modenhed og styrke, at jeg faldt for ham. I dag forstår jeg dog virkelig godt mine veninders forbehold dengang. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg græd i kirken, mens hun mere sad som forstenet. Og efterfølgende ved begravelsessammenkomsten kunne jeg knap klare at høre efter talerne eller tale med nogen, mens min mor gik rundt og var veloplagt og værtindeagtig. Jeg hørte hende endda le sammen med min moster. Det skubbede kun yderligere til min sorg, at jeg følte mig så ensom med mit savn. 

Hun havde fjerntet alle spor

De næste måneder blev sorgen dybere. Måske lyder det underligt, men jeg tror også, at min far havde haft en slags symbolsk betydning for mig som en, der altid var på min side mod omverdenen.

I hvert fald havde jeg det i den følgende tid nærmest, som om nogen havde blæst taget af mit hus. Jeg mistede orienteringen og måtte til sidst sygemelde mig fra min forretning. Min mand, der havde mistet sin far nogle år før, havde svært ved at forstå, hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Jeg forstod det heller ikke selv. 

Under min sygemelding besluttede jeg at tage nogle dage hjem til min mor. Trods alt ville hun og mine søskende, der boede i nærheden, vel være bedre til at forstå mig. Det var seks måneder efter min fars død, og min mor havde allerede fjernet mange af sporene efter ham. Alt hans tøj havde hun foræret til Røde Kors, og jeg vidste godt, at hun også havde ryddet ud i hans bøger, for jeg var blevet tilbudt flere af dem. Alligevel blev jeg rystet, da jeg stak hovedet ind i hans gamle kontor og opdagede, at også hans reoler og skrivebord var væk. I stedet havde min mor indrettet det til et gæsteværelse. Det var der, jeg blev indkvarteret på en ny briks, hun havde anskaffet sig sammen med en lille feminin kommode og en kurvestol. 

"Din fars skrivebord var tungt som et ondt år at få ud," sagde hun, mens hun redte op. 

I det hele taget var mange betydningsfulde ting ændret. Der var kommet nyt linoleum og gule vægge i køkkenet, nye gardiner og en ny, grøn sofa i stuen. Desuden havde min mor solgt to store malerier, der plejede at hænge i stuen, og også klaveret, som ingen alligevel havde spillet på i årevis, sagde hun. Jeg kunne ikke lade være at sige, at det var, som om hun kun havde  ventet på, at min far skulle dø, så hun kunne komme i gang med at lave om. Den bemærkning blev hun ret oprørt over.

"Jeg skal jo bo her alene nu, så har jeg vel også lov til at præge det på min måde," svarede hun såret. 

Jeg er flyttet langt væk fra mine børn – er jeg en dårlig mor?

Efter skilsmissen med min daværende mand, og faren til mine børn, er jeg flyttet længere væk. Dette resulterer i, at mine børn har langt til skole og fritidsaktiviteter, når de bor ved mig. Jeg føler mig som en dårlig mor, og at jeg prioriterer mine behov over deres, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Hun ville gerne tale med mig om min far, men gjorde det med andre minder, end jeg havde ventet. F.eks. fortalte hun, at han hemmeligt for os børn, engang havde spillet mange af deres penge væk. Efter et særligt stort tab havde hun overtalt ham til at gå i behandling, og han havde aldrig spillet igen. Det var hun stolt af at have været medvirkende til, forstod jeg. Jeg fortalte om den kæmpestore betydning, min far havde for mig som samtalepartner. Hun nikkede og sagde, at jeg altid havde været min fars pige, og det glædede hende, hvor meget vi havde fået ud af hinandens selskab. 

"Han elskede dig meget højt," sagde hun og klappede min hånd. 

"Men talte du ikke også godt med ham?" spurgte jeg.

"Jo, jo. Især om politik. Det vidste han jo utrolig meget om." 

Måske var jeg lovlig sart, men jeg kunne ikke undgå at føle, at der lå en snert af ironi i den bemærkning. De næste dage kom og gik min mors veninder på en måde, de ikke havde gjort det før. Snakken gik i min mors køkken om børnebørn og et teaterstykke, de havde set, og den slags. Jeg spurgte, hvor hun dog kendte alle de kvinder fra, for jeg kunne ikke mindes af have set dem før. Min mor fortalte, at det var gymnastik- og teaterveninder og også et par stykker, hun  havde gået i skole med. 

"Din far var altid træt om aftenen og brød sig ikke om mine veninder, så jeg gik mest på besøg hos dem før. Det er dejligt, at de nu kan komme her og holde mig med selskab," sagde hun diplomatisk. 

Jeg kom i tanke om, at min far også, da jeg var barn, var streng med, hvor mange der kom hos os. Vi måtte kun have besøg i bestemt tidsrum, fordi han havde brug for fred.

Havde haft en anden kvinde

En aften under mit besøg hos mor kom mine søskende til middag. En af min mors veninder, Nete, var også med. Hun roste min far som en dygtig en optiker, der var værdsat i lokalsamfundet, og jeg strålede stolt. 

"Men han havde aldrig klaret at have butikken uden dig, Lene," tilføjede Nete og vendte sig mod min mor. Min mor havde været assistent i butikken, men jeg havde aldrig hørt om, at hun spillede en afgørende rolle i dens fremgang. Det spurgte jeg derfor nu overrasket ind  til. Min bror sagde, at jeg da måtte kunne huske, at vores venner var glade for vores mors kyndige vejledning og for, de altid moderigtige briller, hun købte ind. 

Min mor rystede leende på hovedet og gav mig ret i, at butikken aldrig havde klaret sig uden min fars store faglige indsigt. Men jeg følte lidt, det var for ikke at skabe uvenskab mellem mig og mine søskende. For at være ærlig blev jeg stadig mere trist over, hvor lidt de andre åbenbart havde sat pris på min far. 

Hvorfor taler min familie mig hele tiden ned?

Min moster taler mig ned hver gang, vi ses. Det har resulteret i, at jeg ikke taler særligt meget om mig selv, når jeg ser hende. Dog når jeg hen og til bliver rost af mine bedsteforældre, har hun altid en sur og nedladende bemærkning, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

En morgen vågnede jeg og besluttede, at jeg ville hjem. Jeg gik ud i køkkenet, og min mor spurgte, hvad der var galt. Jeg svarede ligeud, at jeg ikke kunne holde ud, så lidt hun og min søskende savnede min far. Tårerne silede ned ad mine kinder. Min mor kom hen og omfavnede mig og sagde så, at hun i høj grad også savnede ham. Hun havde  virkelig undt ham nogle flere gode år som pensionist, men så indrømmede hun i samme åndedrag, at min far og hun længe havde talt om at blive skilt. Da de ikke havde butikken sammen længere, var de vokset fra hinanden. 

"Men du elskede ham da, gjorde du ikke?" spurgte jeg chokeret. Min mor svarede, at jo, hun elskede min far. Men mest som en god ven, for han havde jo længe haft en anden kvinde ved siden af hende. Jeg var nødt til at forstå, at hun derfor havde løsrevet sig følelsesmæssigt og rustet sig til at få sit eget liv. Hun græd og sagde, at hun var ked af at se mig slået sådan ud af kurs, men hun var også nødt til at være ærlig overfor mig. Det var en chokerende oplysning, jeg tog med mig hjem. 

Fik et andet billede

Min mor ringede flere gange bagefter, uden at jeg kunne finde ud af at tale med hende om det. Til sidst  sendte hun min bror over til mig. Han sagde, at han også havde vist det med den anden kvinde i flere år, men ikke ville fortælle mig om hende, fordi jeg ikke skulle have mit heltebillede af far spoleret. 

"Jeg håbede jo, at far levede længe nok til selv at fortælle dig de her ting."

Langsomt begyndte jeg at forstå, hvor fokuseret jeg havde været på, at min far var så klog og markant en personlighed. Min bror understregede, at han også havde holdt af de sider ved min far. Som søn kæmpede han bare også med andre ting i sin sorg. For ham havde min fars frygteligt høje forventninger til os børn været en plage. Han og min mor og søster ville rigtig gerne tale med mig om deres sorg, men kun hvis jeg var åben for, hvor anderledes den var end min. Det var svært og hårdt, men vi nåede faktisk til at mødes alle sammen og snakke sammen på en ordentlig måde. 

Undervejs fik jeg ikke bare et andet billede af min far, men også af min mor, og det var forløsende for os begge. Sidste år tog vi således en tur bare hende og jeg til Berlin, og for første gange oplevede jeg, hvor meget vi to også havde at tale om. Jeg undskyldte alle de gange, jeg havde skubbet hende til side for at kunne tale alene med min far. Men hun smilede bare og sagde, at hun oprigtigt havde været glad for at vores forhold var så godt.

"Din far var jo frygtelig frustreret over, at han ikke kunne få det til at fungere med sine to andre børn, men din kærlighed var så vigtig for ham," sagde hun. Ad den vej fik hun mig til at føle fred ved, at min far også havde været så vigtig for mig.