Pilou Asbæk: "Anna er mit livs kærlighed, og jeg håber, at vi er sammen til den dag, vi dør"

Jeg har været ude på Refshaleøen og lave interview hele formiddagen, og da jeg efterfølgende kigger på min telefon, kan jeg se, at ALT for damernes layoutchef har skrevet, at mit næste interview kl. 13.30 med Pilou Asbæk er rykket fra fotografens studie på ydre Østerbro til Pilous brors galleri i Bredgade.

Fint nok, jeg triller derind i stedet for og er på vej hen mod galleriet, da jeg kl. 13.15 bliver jeg ringet op af et tv-hold fra DR2. De er ved at lave en dokumentar om Asbæk-familien, og de har lige været ude og fiske på Øresund med Pilou og hans brødre, Thomas og Martin. On camera. De er ved at rense fiskene, så kommer de ind på galleriet, får jeg at vide. Og er det mon så i orden, at de lige filmer, at Pilou hilser på mig og fotografen, og at de også lige filmer, når interviewet går i gang?

Jo, jo, okay – bare der bliver ro til interviewet, siger jeg, og bare jeg får den aftalte tid til at tale med Pilou. Kl. 13.50 ankommer Pilou i højt humør med et kamera lige i ryggen. ”Hej, hej, er det ikke fedt, at vi skal mødes herinde i galleriet”, siger han begejstret. Bestemt. Vi får bænket os ved et smukt rundt bord ovenpå, tv-kameraet kører, og Pilou er med det samme helt fokuseret på interviewet. Efter fem minutter smutter tv-folkene ud af lokalet. Puha. Ro på. Tror jeg.

– Det er da sådan, man skal starte alle interviews, griner Pilou og lader hånden løbe gennem sit uregerlige hår.

Du er i godt humør?

– Jeg er i hvert fald vindblæst. Det var fantastisk at være ude og fiske. Vi har en idé om – os tre drenge – at vi er sådan nogle naturmennesker. Det er vi også. Til dels. Men jeg tror, at mindet om at fiske står stærkere end vores faktiske kunnen ud i fiskekunsten. Desværre. At fiske minder os om vores barndom. Det var noget, vi gjorde med vores far i sin tid på Mols. Så vi er alle bidt af en gal fiskekrog. Og helt demokratisk så fangede jeg den første fisk i dag, Thomas – min ældste bror – fangede flest, og Martin fangede den største. Godt, at der ikke er en fjerde bror.

Vi er i gang. Pilou er – ud over tv-dokumentaren – aktuel med en lidt anderledes biografi, som han har lavet i samarbejde med journalist Kristoffer Zøllner, der har fulgt Pilou tæt igennem et år. ”Alting sker på en gang” er den meget sigende titel på bogen, der handler at være en mand på 37 år, der gerne vil det hele. Herunder altså også at lave en biografi i en relativt ung alder.

Min bror vil overleve

– Bogen er et nedslag i mit liv, som det er lige nu. Grunden til at jeg skriver den, er, at jeg gerne vil samle nogle penge ind til forskning i leukæmi og til Kræftens Bekæmpelse. For halvandet år siden fik min bror, Martin, konstateret den her lortesygdom, som også kostede en af mine venner livet, da vi gik i gymnasiet. Og det er den samme type leukæmi, min bror har fået. For mig er det den vildeste reminder om, hvad medicinalindustrien har skabt af revolutionerende præparater de sidste 15 år, for min bror vil overleve, fordi medicinen i løbet af de år er blevet så meget bedre.

– Martins sygdom har været et gigantisk wakeupcall til os alle sammen om, at vi skal rykke sammen i familien, støtte hinanden og være der. Det ærgerlige i den her fortælling er, at der skal så stor og dramatisk en ting til at ryste os sammen. Det minder os om, at vi skal huske at sige til dem, der omgiver os, at vi elsker dem. Så gør det nu bare!

– Bogen er lavet af kærlighed til min bror. Og den er lavet, fordi jeg synes, det kunne være interessant at lave et nedslag i mit liv lige nu, hvor alting sker på en gang. Det, følte jeg, ville være mere sandfærdigt, end hvis jeg skrev en biografi om 50 år. Lige her og nu tør jeg at sige, hvordan jeg har det.

– Jeg tør fortælle om fiaskoerne, succeserne, familien, kollegaerne, vennerne. Og samtidig er det sjovt at bygge det op over 365 dage, hvor jeg bl.a. er i Kina, i Sydney, i Belfast og på Mallorca. Det er blevet en underlig bastard af en bog, ha ha, jeg har sgu ikke læst den form for biografi før, hvor tingene sker samtidig med, at historien bliver skrevet. De film, der er med i bogen, er ikke engang kommet ud endnu.

Familien Asbæks historie er historien om kunst. Siden 1975, hvor Jacob og Patricia Asbæk åbnede deres første galleri i Gothersgade, har familien levet og åndet for kunst. Thomas og Martin og deres respektive koner er, som forældrene, beskæftiget inden for billedkunstens verden, mens efternøleren Pilou, som den eneste i familien, er gået en anden vej. Og så alligevel ikke helt.

– Min kone, Anna, og jeg lever ikke af at sælge kunst. Men Anna skaber den som dramatiker, og jeg spiller den. Jeg er vokset op med kunstnere. Jeg er vokset op med kultur. Jeg synes, kultur er lige så vigtigt som smør på brødet. Jeg synes, det er det, der definerer os. Når folk taler om, hvad der er den danske nationalret, er det også kultur.

– Kultur er det, vi har til fælles ud over geografien og sproget. Ud over kulturen er jeg defineret ved min barndom, som jeg ikke udelukkende kan tegne et rosenrødt billede af, for det var ikke kun fisketure. Det var også en barndom med forældre, der arbejdede meget. Forældre der var meget ambitiøse. Men så har jeg heldigvis haft mine to brødre som reserveforældre.

– Hvem der er moren, og hvem der faren, må du tale med dem om. Men på mange måder er jeg defineret af Thomas’ og Martins måder at anskue verden på. Det er meget på grund af de to drenge, at jeg er blevet den, jeg er. Men selvfølgelig også på grund af mine forældre, deres blanding af kærlighed og appetit på livet har formet mig. Defineret mig. Uden dem, ingen mig.

Tre ulykker

Martins kone, Betina, kommer ind ad døren og spørger, om det er ok, at hun lige dækker bord, for vi skal jo snart spise den fisk, som blev hevet op af Øresund tidligere på dagen. Øhm, jo, siger jeg, og Pilou taler lystigt videre, mens glas og tallerkener kommer på bordet. Jeg tænker, at nu må freden indfinde sig for resten af interviewet, da servicet er på plads.

Vi når at tale om, hvordan gymnasietiden på Herlufsholm definerede Pilous ungdom. Hvordan han blev sendt ned på kostskolen mod sin vilje, hadede det inderligt det første halve år og elskede de resterende to et halvt år, fordi han valgte at tage udfordringen med den regelstyrede skole på sig, da det gik op for ham, at folk så ham som en kvitter. Og sådan en ville han ikke være.

– Da jeg var færdig med gymnasiet, rejste jeg til Asien på den klassiske backpacker-tur. På den rejse fik jeg bekræftet min teori fra gymnasiet om, at hvis jeg ville opleve noget, måtte jeg tage de ting, der blev stillet foran mig. Jeg måtte sig ja. Til at drage ud i ørkenen med fremmede. Til at bo i fjerne afkroge af junglen.

– Det var også på den tur, jeg oplevede mit tredje trafikuheld. Min gode ven og jeg var involveret i en meget alvorlig busulykke i Vietnam. Tidligere var jeg kørt galt med min mor i tredje klasse og med min daværende kæreste i 3.g., hvor vores bil blev totalskadet. De ulykker har gjort mig meget bevidst om, at jeg skal nyde livet, fordi det er noget, der kan forsvinde fra det ene øjeblik til det næste. Det betyder, at de ting, jeg laver, altid er meget lystbetonede. Ikke at jeg er sådan en, der løber ud og kysser på piger. Det har aldrig sagt mig noget.

– Jeg er lykkeligt gift. Har været sammen med min kone i 13 år. Punktum. Jeg håber, at Anna og jeg får minimum 33 gode år mere sammen – forhåbentlig mange flere. Jeg håber jo for pokker, at vi er sammen til den dag, vi dør. For hun er mit livs kærlighed.

Døren går op igen.

– Hold nu kæft, nu kommer maden, udbryder Pilou begejstret.

Og ind kommer Martin med et par store fade med dampende hvid fisk. Garneret med grøntsager og i en duftende hvidvinssauce. Så er der frokost! Okay, og jeg som troede, at der skulle spises EFTER interviewet. Men nej, nej, maden er klar nu.

Kameraholdet vælter ind for at filme frokosten, og jeg indser, at diktafon og papirer må pakkes væk for en stund. Fisken smager fantastisk. I hvert fald den af de to, der har fået nok i ovnen. Pilou, Thomas, Martin og Betina drøfter indgående, om der mon kan være orm i sådan en fisk. Men ned ryger den. Og så er det tid til mere interview, mens resterne bæres ud.

Anna, mit univers

Vi kom fra Anna, lad os tale lidt om hende – og jer?

– Ja, det er jo ALT for damerne, der skal være noget om kærlighed.

Han slår en høj latter op, han kender gamet.

– Anna er min sol, min måne, min stjerne, mit univers. Vi er alle bare planeter rundt om hende – og det har jeg det vidunderligt med. For hun er, om nogen, en ledestjerne. Hvis ikke jeg havde mødt Anna, var blevet gift med hende og havde fået barn med hende, så tror jeg ikke, at jeg ville have haft ret meget indhold i mit liv. Så tror jeg ikke, at jeg havde været særlig nysgerrig. Og jeg tror ikke, at jeg havde været fyldt op af mennesker, relationer og vidunderlige ferier.

– Jeg tror, jeg ville have været en, der havde levet på et minimalistisk hotelværelse for at slette jeg’et. For det er min idé om, hvordan man skal være skuespiller. Man skal være nulstillet. Neutral, så man kan påtage sig en ny maske. En ny rolle. Og der er Anna af en helt anden overbevisning. Hun er historiefortæller. Dramatiker. Og hendes filosofi er, at et menneske ikke kan vise erfaring uden erfaring. Hun har jo nok ret.

– Det kan godt være, at jeg har været vanvittigt forkælet hele mit liv, men alligevel kan jeg somme tider føle, at alt er taget fra mig. I den situation er det de mennesker, jeg har omkring mig, der skal hjælpe mig med at perspektivere, og der er min kone den bedste, jeg kender i hele verden, til at forklare mig, hvad der er sandt, og hvad der ikke er sandt. Jeg har et utroligt talent for at føle mig ikke-prioriteret.

– Det er jo Benjamin-syndromet. Den yngste. Ham, der er blevet overladt lidt til sig selv, fordi han er efternøler. Men sandheden er, at jeg har haft to storebrødre, der har passet på mig. Og jeg har nogle forældre, der har givet mig vanvittigt mange muligheder og nærmest forsørget mig til den dag, jeg blev færdig på Teaterskolen, for at jeg ikke skulle starte mit arbejdsliv med en gæld.

– Jeg har aldrig manglet kærlighed. Og jeg har aldrig været bange for kærlighed. Jeg er ikke bange for følelser, for det er i følelserne, jeg kan mærke folk. Der er mange, der bliver nervøse, når folk giver udtryk for, hvordan de har det indeni, men jeg har det helt omvendt. Jeg synes, det er meget befriende, når jeg kan mærke, at andre mennesker giver udtryk for, hvad deres behov er. For så kan du gå i dialog med dem.

– Jeg har taget ærligheden omkring følelser med ind i min egen lille familie, hvor man godt må sige, hvordan man har det. Uden at skamme sig over det. Det er okay at sige: ”I dag er jeg ulykkelig. I dag har jeg brug for en dag, hvor jeg er sort”.

Hvornår har du det sådan?

– Jeg har en hverdag, et arbejdsliv, hvor jeg har SÅ mange nederlag, at du tror, det er løgn. Jeg går til så mange castings i udlandet, og jeg får så mange nej’er. Mit fag består af nej’er. For hver film, du har set mig i, har der været 20 nej’er.

Det er overraskende, jeg tror, at de fleste tænker, at det kører for dig?

– Ja, men det er også derfor, jeg fortæller historien. Folk vil altid helst fortælle succeshistorien. Men jeg synes ikke, det er succeserne, der definerer os. Jeg synes, det er modgangen og de potentielle fiaskoer, jeg også møder i mit liv, der definerer mig. What doesn’t kill you, makes you stronger. Det er den simplificerede amerikanske udgave af det.

Når du har fået sådan et nej og ryger i et sort hul, hvad gør Anna så for at bringe dig tilbage til lyset?

– Giver mig plads. Giver mig tid og rum og forståelse. Og accept af, at det er okay at være ulykkelig. Også i morgen. Men hun har også en forventning om, at jeg kommer ud af det igen. For man må ikke gå ind og made sin selvmedlidenhed. Det er i hvert fald ikke det, der er bedst for mig. Så på et tidspunkt træder hun til som den stærke kone og hjælper sin mand ud af de kriser, han nu engang må gennemleve. Fuldstændig ligesom jeg gør for hende. Det er der ikke noget odiøst i. I medgang og modgang til døden os skiller.

Den afgørende regel

Pilou har rejst en hel del med sit arbejde, og det har somme tider givet problemer, når han kom hjem til sin lille familie igen. Kontrasten mellem ude og hjemme kan være svær. Derfor begyndte Anna på et tidspunkt at skrive nogle regler ned for, hvordan man – Pilou – kommer hjem fra en rejse. En af reglerne lyder: ”Man skal gå fuldstændig ind i den stemning, der er derhjemme. Man kan ikke komme hjem som en eller anden koloniherre og prøve at omvende den oprindelige befolkning”.

Hvorfor var der behov for sådan nogle regler?

– Hvorfor opstår regler? Fordi der er nogen, der ikke kan finde ud af det. Og det er i dette tilfælde undertegnede. Et forhold er learning by doing. Da jeg rejste allermest og var væk i uger og måneder ad gangen, var det vanvittigt hårdt for vores forhold. Det, at vores datter er blevet så harmonisk, kan jeg kun tilskrive min kone. Og mine gode gener!

Han slår en høj latter op.

– Nej, tilføj lige: ”sagde han med et grin”! Altså, vi blev nødt til at knække koden, fordi det var uholdbart. Som reglerne er defineret, er det min opgave at gå ind i den energi og rytme, der allerede er etableret i familien. Man kommer ikke hjem og begynder at diktere og dominere. Det er sådan, man bliver skilt.

– Jeg skal falde ind i Agnes’ og Annas rytme. Det gør vi meget organisk og naturligt nu, men det er ikke kun en dans på roser. Jeg kommer hjem med nogle oplevelser, jeg har brug for at dele. Mine arbejdsdage i udlandet er ofte på 14-16 timer, og jeg har typisk ikke kunnet diskutere min hverdag med nogen, fordi den har været helt ude af synk. Men Anna har måske et større behov for, at jeg kommer hjem og tager ansvar i familien. Finder på, hvad vi skal lave i weekenden, eller hvad vi have at spise. Så der skal vi lige finde hinanden, og der hjælper reglerne.

Klokken nærmer sig 15.30. Det banker på døren. ALT for damerenes fotograf, som har gjort klar siden kl. 13, skal lige høre, om Pilou snart kan fotograferes. ”Har du en bagkant”, spørger han forsigtigt Pilou. ”Ja, jeg skal hente min datter ved 16-tiden”. Fotografen kigger nervøst på uret og forsvinder igen. ”Det er min egen skyld”, råber Pilou efter ham. ”Undskyld, du skal nok få al den tid, du har brug for til billederne”.

Han griner. Læner sig helt frem på stolen og kigger mig storsmilende lige ind i øjnene.

– Ja, men sådan er det. Du tror nok, det her er helt unikt og kun sker i dag. Men ved du hvad, det her er en typisk Asbæk-dag. Hov, der har du overskriften til artiklen, ha ha. Det er derfor, titlen på min bog er, som den er. Fordi alting sker på en gang. Og det er jo livet, der sker. Hvor mange gange har jeg ikke oplevet, at mine venner fortæller om et dødsfald i familien, og så er der en, der bliver gravid samtidig.

– Det er jo som om, at livets cyklus bliver ved med at tage røven på os. Vi bliver lige overraskede hver gang, livet er en lille smule poetisk. Jeg er en del af en dynamisk familie. Der sker noget. Jeg lover dig for, at juleaften hjemme hos os, det er ragnarok, når det er aller smukkest. Sådan er det bare.

Og I trives alle i det?

– Vi har det skønt i det. Vi har også konflikterne. Og diskussionerne. Men jeg vil sige, det ordsprog, der passer bedst på vores familie er: Vi springer op som løver, men vi falder ned som lam.

Har Agnes sat en form for struktur på ragnarok?

– Overhovedet ikke. Jo, strukturen er, at hun er en del af vores liv. Jeg er af den klare overbevisning, at børnene er en del af de voksnes liv, ikke omvendt. Dermed ikke sagt, at barnet ikke får lov til at bestemme eller være medbestemmende i nogle situationer, men jeg synes, det er vigtigt, at man definerer nogle grænser. At vi tør sige, at vi har truffet den her beslutning, fordi vi er de voksne.

– Selvfølgelig delagtiggør vi da Agnes i visse ting. Hvad vi skal spise, for eksempel. Men så er det ikke bare et spørgsmål om, hvad vi skal spise, så er det, at vi laver aftensmaden sammen med Agnes. Hun skal føle en form for ansvar i dagligdagen. Og når jeg så alligevel somme tider ikke kan leve op til alle mine egne store ord om, hvordan det hele skal være, så er jeg pisseglad for iPad’en.

Han griner.

– Det er den ultimative pascifier – sut – til børn, når de ikke gider makke ret. Og en sut til forældrene, når de ikke gider noget. iPad er det ultimative afpresningsmiddel. Problemet er bare, at jeg er mere afhængig af teknologi, end min datter er. Så hun kan vende den fuldstændig mod mig og sige: ”Far, ikke mere telefon til dig”. Men det er nu ret sjovt, synes jeg.

– I bund og grund er det altid svært at tale om børn, for der er nogle, der synes, de er selve meningen med livet, og andre, der ikke synes det. For Anna og mig har Agnes været en velsignelse. Men hun har også været en udfordring. For det er ikke nemt at blive forældre. Hvis jeg skulle vælge mellem at blive forældre og ikke blive forældre, så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge …

Han holder en lille kunstpause.

– Så ville jeg aldrig have haft et liv uden Agnes! Men det ER kompliceret. Det ER voldsomt. Og det ER nyt territorium. Det er nyt land, der skal forstås hver dag. Nogle gange skal det erobres, og andre gange skal man give efter. Agnes er startet i skole, hun er begyndt at få venner, og den sårbarhed, hun kommer hjem med nogle dage, og den stolthed og styrke, hun kommer hjem med andre dage, er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg kan ikke selv huske detaljer fra min barndom, så jeg oplever faktisk for første gang på nogle områder, hvordan det er at være barn. Det er ret vildt.

Hvad har det gjort ved dig at blive far?

– Det har givet mig en konstant dårlig samvittighed, fordi jeg aldrig føler, at jeg slår ordentlig til. Men der er jo ikke altid en sandhed i det, man føler, skal man lige huske på. Det har også givet mig en modenhed. Og en følelse af, at jeg skal være på stikkerne. Jeg må gøre mit bedste hver dag. Men jeg må også gøre mit bedste over for min kone hver dag. Og det bedste er nogle gange, at jeg bare krammer dem og siger, at jeg elsker dem og er stolt af at være en del af den her lille familie. Og at vi tager os tid til de små pauser og ser hinanden i øjnene.

– Vi insisterer på at tale sammen. Vi insisterer på at være sammen. Hvilket også er vildt irriterende nogle gange, men jeg har aldrig fortrudt, at det er sådan, vi har valgt at leve vores liv. Det er ligesom, når man skal ned og træne. Det er så pisse langt hen til det træningscenter, men du har aldrig nogensinde fortrudt en træning, når du går derfra.

Skal I have flere børn?

– Nej, for satan – har du slet ikke hørt efter?! Når man har ramt plet første gang, så er der sgu ingen grund til at skyde forbi skiven næste gang.

Han griner højt.

– Nej, okay, seriøst, man skal jo aldrig sige aldrig. Annas mor var 44, da hun fik Anna som sit første barn, så der er gode gener i familien. Og jeg er jo selv efternøler. Så… who knows?

Han stopper op og lytter. Lyden af trin på trappen får ham til at rejse sig.

– Så, nu kommer de og henter mig!

En dag med familien Asbæk er slut. I hvert fald for mit vedkommende. Fotografen fik den tid, han skulle bruge. Og selvfølgelig nåede far at hente Agnes. Alting sker jo på en gang.