Kvinde i orange t-shirt sidder i sin sofa og lytter til podcast

Her er 3 gode podcasts til dig, der vil blive klogere på iværksætteri

Ærlig snak og en hånd i ryggen. Her får du tre podcasts, som kan give dig et skub i retningen af dine iværksætterdrømme.

Hypegirl-community

Iværksætter Terese Ask har din ryg, hvis du mangler en vaskeægte hypegirl i dine øregange – altså typen, der hepper og bakker op. 

Hver torsdag kan du lytte med, når Terese Ask tager emner op som motivation, networking, selvtillid, iværksætteri og økonomi og inviterer spændende mennesker i studiet. 

Terese Ask står udover Busigirl bl.a. også bag Impression PR og Female Voices Management. Hun lancerede i 2018 Busigirl Podcast, da hun selv manglede inspiration i starten af sin karriere og ville starte et community for stærke kvinder, der sammen kunne vokse og være hinandens hypegirls.

'Busigirl Podcast' af Terese Ask

Glansbilledet rives over

Har du fået en ide om, at iværksætterlivet kun er fyldt af successer og nemme løsninger, kan du få et realitetstjek hos iværksætter-mentoren Alexander Stricker. 

I podcasten 'Iværksætterdrømme' sætter han fokus på de ægte og ærlige iværksætterhistorier, hvor der er plads til meget andet end ”alt eller intet”-mentaliteten. Her bliver tingene ikke pakket ind, når han inviterer gæster i studiet til at fortælle deres iværksætterhistorier. 

Glansbilledet rives over, mens han guider dig til at tage iværksættereventyret i dit helt eget tempo – med plads til fejl og kaffepauser.

'Iværksætterdrømme' af Alexander Stricker

Kend dine kvinder

I ti afsnit giver Avisen Danmark ordet til ti kvindelige rollemodeller, som fortæller om deres vej til iværksættereventyret til inspiration for andre med store drømme.

Kun hver fjerde iværksætter er kvinde, og endnu færre skaber vækstvirksomheder – det vil de med podcasten 'Iværksætterkvinder – du bør kende' gerne ændre på.

Podcasten fra 2023 er produceret i samarbejde med Dansk Erhverv og Danmarks Eksport- og investeringsfond, som har det tilfælles, at de har en mission om at ændre statistikken.

'Iværksætterkvinder, du bør kende' af Avisen Danmark