Preben Kristensen: "Jeg har ikke haft influenza i de tre år, jeg har gjort det"
Skuespiller Preben Kristensen har holdt sommer i Danmark de seneste 24 år, for han elsker at bade i havet, at have en dag helt for sig selv og sit hus i det nordjyske. Når han er der føles det som ferie, selvom han spiller med i Hjørring-Revyen fem aftener om ugen.
Min barndoms sommer
"Jeg var altid i København med min søster og vores forældre. Vi kommer fra Skive, men var som regel i København hos min faster i Øster Søgade i 14 dage, hvilket dæleme er længe at have gæster. Men så stod den på Bakken, Tivoli og Zoologisk Have. Der var også Rønberg Legetøj i St. Kongensgade, som var et slaraffenland, for der var ikke ret mange legetøjsforretninger dengang. Vi havde ikke råd til at købe alverden, så det var mest bare min fætter og mig, som gik rundt derinde og ønskede os ting."
"Da vi blev lidt ældre, fik vi lov at gå i biografen på Trianglen. Det var dejlige ferier, selvom jeg syntes, at København var lige lovlig stor. Vi har også et par gange været på camping blandt andet til Wolfgangsee, som mindede om landskabet fra ”Sound of Music” med bjerge og fugle, der pippede. Vi var der flere gange i 1960’erne med min mors familie og lå i telt. Jeg kan huske en enkelt gang, jeg kom hen til et bordfodboldspil på campingpladsen, hvor der stod nogle børn fra Jylland. Jeg spurgte en dreng, hvad han hed, og så kiggede hans søster på ham og sagde med tyk. jysk dialekt: ”Du skal it sæi it, Hans”."
En kikset sommer
"Min mand, Søren, og jeg var på Hawaii ti år i træk, men så kom sommeren i 1998, hvor vi ville prøve at blive hjemme i Danmark. Så lejede vi en autocamper for at køre rundt i landet, for det havde vi altid drømt om, og årh, hvor vi glædede os. På det tidspunkt var jeg ganske berømt, så vi kunne ikke være i fred på campingpladser, så vi indlogerede os først på en gård på Fyn og siden på en nordjysk mark. Det var ægte møgvejr: regn, blæst og koldt. Vi havde lige fået ny hund, og den tissede i autocamperen for at gøre det hele værre."
Artiklen fortsætter under videoen...
En særlig sommer
"Sommeren 1998 blev helt særlig, fordi vi på et tidspunkt besøgte nogle venner i Tversted, og da vi skulle ned på stranden, gik vi forbi en lille butik, hvor vi blev inviteret ind på en kop te. Kvinden, der havde butikken, overtalte os til at se baghuset, som var til salg. Indtil da havde vi aldrig tænkt på at få et sommerhus, men Søren og jeg skrev under en uge senere. Folk sagde, at huset lå langt væk, men så svarede vi: ”Fra hvad?”. Pludselig havde vi en sommerresidens, og det er vores andet hjem. Her går jeg og laver ting, som jeg aldrig kunne finde på at lave derhjemme, som for eksempel at arbejde ved høvlebænken med forskellige projekter. Jeg fælder træer og rydder skuret, og denne sommer er jeg også igen med i Hjørring-Revyen, så selvom jeg kører på arbejde fem ud af syv aftener, føles det stadig som ferie."
Sommer i Danmark er for mig...
"Jeg har holdt sommer i Danmark de seneste 24 år, og det betyder meget. Danmark er det smukkeste land om sommeren. Jeg har været mange steder i verden, men den danske sommer kan intet måle sig med."
LÆS OGSÅ: Jeanne Boel: "Det kom fuldstændig bag på mig, at jeg havde brystkræft, for jeg havde intet mærket"
Den perfekte sommerdag
"Starter med, at jeg går ned og bader klokken otte. Det gør jeg faktisk hver morgen, for Søren overtalte mig for tre år siden til at vinterbade. Jeg har altid syntes, at vandet i Danmark var for koldt, men så tænkte jeg, at jeg ville gøre det én gang, for at han skulle holde op med at plage mig. Jeg var ellers inkarneret ikke-vinterbader, men jeg har gjort det lige siden, og jeg har ikke haft influenza eller anden sygdom i de tre år, jeg har vinterbadet. Det skal også helst være solskin på den perfekte sommerdag, og så skal jeg ikke lave noget som helst, for det er jeg rigtig god til. Det kunne mange lære noget af. Jeg skulle bare være. Jeg kunne sætte mig og læse i solen eller cykle en tur langs stranden med Søren, hvis han ville med. Men jeg har så mange mennesker omkring mig til daglig, at jeg ikke har noget imod at være alene. Til frokost vil jeg bare have en salat, og så kunne jeg godt tænke mig at sidde ved grillen om aftenen med en rotisserikylling. Det er det bedste, jeg ved om sommeren."
Min sommerdrøm
"Jeg ved ikke, om det skulle være om sommeren, men jeg kunne godt tænke mig at tage en længere tur til Sydney, og de har jo sommer, når vi har vinter. Der ville jeg gerne opleve både det berømte operahus og Great Barrier Reef."