Gitte blev taget som gidsel i en bus: ”Han var vild i øjnene og råbte, at vi alle skulle dø”

Jeg var på rundrejse i Mellemamerika, og ruten gik fra Mexico mod Honduras. Bussen kørte gennem bjergene i det sydlige Mexico, og pludselig stoppede den i en landsby, og chaufføren forklarede en masse på spansk. Jeg forstod det ikke helt, men en pige oversatte til turisterne: Vejen var blokeret, og vi måtte måske vende om. Der kunne godt være uroligheder i dette område, og kort efter fortalte chaufføren, at der nu også var blokeret bag os.

Sådan sad vi lidt, indtil der kom nogle mennesker inde fra byen, blandt andre en gruppe canadiere. De fortalte, at der var bål i gaderne, og at de ville bevæge sig videre til fods for at komme i sikkerhed. Jeg sluttede mig til dem, men lige uden for bussen blev jeg omringet af en gruppe maskerede mænd med macheter og køller med søm i. De gennede os tilbage i bussen. Det er noget af det værste, jeg har oplevet.

Mændene sagde, at hvis vi gjorde, som de sagde, ville der ikke ske os noget. De var utilfredse med situationen i området og beordrede os til at ringe til vores ambassader for at lægge pres på den mexicanske regering. Jeg tænkte, at det var et umuligt scenarie, så jeg blev virkelig bange. Hvis bare det havde handlet om penge, kunne vi måske have forhandlet os ud af situationen.

Jeg bladrede i min rejseguide for at finde nummeret på ambassaden, men jeg kunne bare ikke finde det. Jeg ved nu, at det var, fordi jeg var bange og stresset, men i situationen indså jeg ikke, hvor bange jeg faktisk var. Jeg gik i gang med at skrive i min dagbog og skrev min fars adresse på første side, fordi jeg tænkte, at det måske kunne give nogle svar, hvis det her udviklede sig virkelig slemt.

Jeg tænkte på, hvornår jeg kunne ringe til min far. Jeg havde kun lidt batteri på min telefon, så det var bedre at ringe til ham, både så han fik besked, og så han kunne ringe til Udenrigsministeriet og den danske ambassade. Samtidig vidste jeg, at det er et af de værste opkald, en far kan få. Da han tog telefonen, vidste han med det samme, at der var noget galt, og vi græd begge i nogle sekunder. Men så samlede vi os, og han fik forskellige informationer, før vi aftalte at spare batteriet og tales ved senere. Jeg var meget følelsesmæssigt påvirket, efter at jeg havde lagt på.

Kort efter kom en maskeret mand ind i bussen. Han var vild i øjnene og sagde: “I skal alle sammen dø, vi sætter ild til bussen!” Det føltes, som om alle organer i kroppen sank. Kvalmt og tungt. Og der var bare stille. Helt frygteligt stille. I situationen fortrød jeg, at jeg nogensinde var taget ud i verden. Jeg ville bare hjem til min familie. Pludselig blev der råbt noget om militær og politi, og nogen råbte “here comes the tear gas.” Oprørerne bankede på bussen, og ruderne blev smadret. Jeg sad først som forstenet, før en af de andre råbte, at jeg skulle komme med ud.

Jeg løb væk og prøvede at komme ind i et hus sammen med canadierne. Men døren smækkede for næsen af mig, så jeg løb videre, væk fra bussen og oprøret. I udkanten af landsbyen hyrede jeg og nogle andre en bil. Det eneste, jeg tænkte på i bilen, var at få fat på min far. Der gik flere timer, før der endelig var mobilsignal, og jeg skrev straks til ham: Jeg er fri. Først da følte jeg, at jeg var sluppet helt væk.

Jeg blev på hotellet nogle dage – som psykolog vidste jeg, at det var vigtigt: At være sammen med de mennesker, der havde oplevet det samme, og tale tingene igennem. Efter to dage gik jeg ind i junglen og campede i min hængekøje. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville fortsætte min rejse. Hver gang jeg kom til et nyt hostel, fik jeg nye venner ved at dele vilde rejsehistorier i bytte for en drink i baren. Det var min måde at håndtere det på. Siden har jeg også fået psykologhjælp.

Sommetider dukker oplevelsen fra Mexico op. Blandt andet i mit arbejde for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur, red.) og Læger Uden Grænser, og det betyder, at det er en historie, jeg skal arbejde med og kan få brug for professionel hjælp til at håndtere. Jeg insisterer dog på, at jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og at jeg har medbestemmelse i forhold til, hvilken indvirkning oplevelsen skal have på mit liv. Samtidig er det en historie, som kan ændre karakter og betydning, alt efter hvad der sker omkring mig.