Psykolog bliver kimet ned af unge i kvartlivskrise: Her er hendes 4 bedste råd
Kan du genkende følelsen af at være faret vild i dit eget liv? Vi har talt med psykolog Mette Bratlann om ”kvartvejskrisen”.
Den rammer dig, der er gået fra et årelangt kæresteforhold og ikke længere kan genkende dig selv.
Dig, der læser medicin på 9. semester og pludselig tænker: Vil jeg overhovedet det her?
Og dig, der har landet det på-papiret perfekte job og nu sidder tilbage med følelsen af, at du slet ikke hører hjemme.
Fælles for alle er, at man gerne vil føle sig glad, men bare ikke er det. At man generelt har følelsen af at være faret vild i sit eget liv og pludselig ikke længere kan finde ind til sig selv. For hvem er man egentlig? Hvad gør én glad på den lange bane? Og hvordan finder man overhovedet ud af det?
Det er i hvert fald sådan, psykologen Mette Bratlann definerer den ”kvartvejskrise”, hun hyppigt møder hos unge mennesker i midt- eller slut-20’erne.
Siden hun beskrev tilstanden i Berlingske, har hun dagligt modtaget mellem 6 og 10 henvendelser fra unge, der efterspørger hjælp, fordi de føler sig fortabte på tærsklen til et voksenliv, de ikke føler sig hjemme i.
Ifølge psykologen er fænomenet en tabubelagt men meget udbredt følelse, som vi skal tage alvorligt og blive bedre til at snakke om.
Hvad kendetegner ”kvartvejskrisen”?
- At ens liv pludselig bliver gennemsyret af en rådvildhed. En følelse af at være faret lidt vild i sit eget liv, og i sig selv, uden at have noget bud på, hvordan man skal finde vejen tilbage og få fast grund under fødderne. En lav selvværdsfølelse går også meget igen. Følelsen af ikke rigtig at kunne forstå eller genkende sig selv i det sted, man er kommet hen.
Hvad skyldes sådan en krise typisk?
- Det kan være mange forskellige ting, der baner vejen. Tvivl omkring uddannelse eller andre store valg, der pludselig begynder at føles tunge eller vigtige, fordi 20’erne jo faktisk er en fase, hvor man for første gang tager ansvaret for sit eget liv, sådan for alvor.
- Det hænger tit sammen med, at man er flyttet hjemmefra og forsøger at følge nogle af de opskrifter på succes, man har fået med hjemmefra eller kan finde i medierne, fordi man føler et stort pres for, at ens liv skal ”gå godt”. Og så knokler man som et bæst og gør alt, hvad man kan, for at følge de der opskrifter, og så ender det alligevel med at placere én et sted, hvor man ikke føler sig hjemme. Og så er det jo svært at vide, hvad man så skal gøre, fordi den vejbeskrivelse, man har fulgt indtil videre, har vist sig ikke at virke.
Der er sikkert en del læsere, der i perioder kan genkende de følelser, du beskriver her. Hvordan ved man, om man befinder sig i en reel krise?
- Et tydeligt tegn er, at man er kommet til at dele sit liv op i en yderside og en inderside. Hvis der virkelig er et stort skel mellem, hvad man viser omverdenen, og hvad man forsøger at holde skjult på indersiden, så skal man være opmærksom. For der kan blive meget mørkt på den inderside, hvis der ikke bliver åbnet nogle vinduer ind til den engang imellem. Hvis man er nået dertil, hvor man føler, at man skal trække et eller andet bestemt ”jeg” på, så snart man skal have noget med andre mennesker at gøre, og at alting ramler for én, når man er alene, så skal man tage det alvorligt.
- Mange går fra at leve et meget ydrestyret liv i deres barndom eller ungdom, hvor man bare skal gøre det, som skolen eller ens forældre forventer af én. Og det er tit den strategi, der bukker under i 20’erne, fordi det ikke er holdbart i et voksenliv. Et voksenliv er svært, og man er ofte nødt til at træffe nogle valg, der ikke kan løse det hele og føre til noget godt. Derfor er et andet tegn på kvartvejskrisen, at man føler sig skræmt af det ansvar, man pludselig skal tage for sig selv og sit liv. Når man ikke kan beslutte sig for noget og ikke ved, hvordan man skal komme videre. Eller ikke synes, man kan leve op til det menneske, man egentlig gerne ville være.
Så det er en form for identitetskrise?
- Jeg ser det helt klart som en eksistentiel krise. En krise, der handler om at skulle genfinde sig selv på en eller anden måde; at skulle revidere sig selv, så man er bedre egnet til den nye fase, man går ind i. Sådan er det jo også i midtvejskrisen: Her træder man ind i en anden fase og er nødt til at foretage nogle ændringer i det liv, man lever, så det kan blive holdbart i den nye fase også.
Men har det ikke altid været svært at skulle træffe de her store beslutninger i livet? Er det ikke i overkanten at kalde det en ”krise”?
- Jo, grundlæggende har overgangen til voksenlivet jo altid repræsenteret det her med, at man nu skal tage ansvaret for sit eget liv helt alene. Men ordet ”krise” er berettiget, fordi kriser jo lægger op til, at man er nødt til at sadle om i sit liv. At der er nogle ting, man er nødt til at gøre radikalt anderledes, hvis tilværelsen skal fungere. Med ”krise” mener jeg jo ikke, at man skal hospitalsindlægges og have medicin for det, men man skal tage det alvorligt i den forstand, at det faktisk er noget, der kræver, at man begynder at gøre nogle ting anderledes, hvis man skal trives bedre med sit liv.
Hvad kunne det være for nogle ændringer?
- Det vigtigste er simpelthen at acceptere og forvente, at livet også er svært. At det ikke er et tegn på, at man har fejlet som person, eller at man er et flop som menneske, når det hele pludselig er op ad bakke, og man faktisk ikke ved, hvad man skal gøre. Fordi det er forventeligt, og det hører med til et menneskeliv. Det tror jeg er den allervigtigste erkendelse at tage til sig, hvis man vil være bedre rustet til at kunne favne et voksenliv på sigt.
Men er der nogle konkrete redskaber, man kan gøre brug af i sin hverdag, for at komme en kvartvejskrise til livs og blive skarpere på det, der gør én glad?
- Udfordringen i denne her krise er at stille sig selv spørgsmålene: Hvad giver mig ro? Hvad giver mig en følelse af at være lidt mere på rette vej? Hvad er det, der kan gøre mig i stand til at vågne om morgenen og sige ”ja” til det liv, jeg har, selvom det ikke er perfekt? En tommelfingerregel kunne være noget så banalt som at huske på, at: Når noget føles svært, så er det som oftest fordi, det er svært. Og det er helt OK. Man er nødt til at tage på sig, at livet er meget mere og andet end bare godt.
- Det er også enormt vigtigt at anerkende, at man har brug for at tale med andre om det. For så opdager man, at det er en følelse, der går igen hos rigtig mange, og det vil fjerne noget af bekymringen. Det er vigtigt, at man tager det alvorligt og er villig til at bakke det op med noget adfærd. At man gør noget ved det og samler mod til sig, så man enten kan springe ud på dybt vand og undersøge, om det er noget helt andet, man skal, eller om man måske har behov for et samtaleforløb hos en professionel. Det er i hvert fald vigtigt, at man ikke bare ignorerer det og tænker ”det går nok over af sig selv i længden”, for det er et tegn på, at ens liv trænger til forandring eller omprioritering.
Hvorfor har vi ikke talt om ”kvartvejskrisen” tidligere? Er det et meget tidstypisk fænomen, tror du?
- I forhold til for 50 eller 100 år siden, så er ungdomsfasen blevet meget forlænget. Den varer jo op imod 10 år nu, og derfor tror jeg, at den ekstreme grad af frihed, som mange unge har i dag, kan virke ekstra tung. For hvordan skal man tage det ansvar, når man grundlæggende ikke har nogle erfaringer med i bagagen og ikke ved, hvordan det føles at have valgt det ene frem for det andet? Det er jo et nyt domæne, man bevæger sig ud på, hvor man skal tage nogle valg, hvor bordet fanger, selvom man er nybegynder i voksenlivet.
- Tilbage i tiden blev du landmand, fordi din far var landmand, og hvis ikke det føltes rigtigt, så kunne du sidde og bande over din sure skæbne. Hvis du bliver landmand i dag, og det ikke føles rigtigt, så er det kun dig selv, du kan stille til regnskab for det. Det kan give følelsen af, at alles blikke er vendt mod dig, og så får man lavet nogle ekstreme forventninger til sig selv. Det handler om, at vi er for dårlige til at vise hinanden bagsiden af livet og stå ved den mørke side af tilværelsen.
Hvilken rolle spiller sociale medier i det, tror du?
- Muligheden for pludselig at dyrke den yderside, man viser omverdenen, hvor man kan censurere og selektere i de sider, man viser af sig selv, så man virker så flatterende og succesfuld som muligt, har stor betydning. Det fører til en ekstremt illoyal alliance om, at man hemmeligholder, at livet også er pissehamrende svært indimellem, og jeg synes faktisk, at det er regulært idiotisk af os at gøre det. For livet er jo svært. Og det er netop, når det er svært, at man har allermest brug for at kunne mærke, at man ikke er alene om det, og at det faktisk er forventeligt at have det svært i perioder. Derfor er det så vigtigt, at det her kommer på tapetet.
I hvor høj grad har forældrene et ansvar for at forberede deres børn på den fase, synes du?
- Nogle forældre har ekstremt svært ved at stå ved den side af livet over for deres børn. De er ikke gode nok til at vise deres børn i praksis, at voksne mennesker også kan komme i svære situationer, hvor man føler, at man har mistet orienteringen i sit liv. Men jeg tror netop, det er den side, der er allervigtigst at turde vise sine børn, fordi de stensikkert selv kommer til at stå i den situation. Så lærer børnene, at livet går videre, selvom kriserne rammer. For det gør de.
LÆS OGSÅ: Steffens jagt på meningen med livet: Kapitel 1
LÆS OGSÅ: "Nogle ser på mig og tænker ham der, han har styr på tingene. De skulle bare vide"
LÆS OGSÅ: 5 ting vores smartphones har ødelagt for os