Puk Damsgård: "Jeg kan også miste mig selv"

Hvis Puk Damsgård skal fremkalde erindring om nogen form for voldsomhed i sin opvækst, tænker hun på sin fars skældud, da hun som barn kom til at køre en minimotorcross ind i hans nyrevne blomsterbed. Midt i hendes barndoms sødme blandt heste, rummelighed og frihed på et landsted nær Næstved står det tilbage som en gruopvækkende oplevelse at blive irettesat af en skuffet far, hvis blomsterbed var kommet i uorden.

Puk Damsgårds eget udgangspunkt i livet var med andre ord trygt og sorgløst. Derfor har det mildest talt stået i kontrast til hendes hidtidige erfaringer med menneskets natur at dække krigen i Syrien. Som da en oprører – i et forsøg på at blære sig – fortalte hende, at hans oprørsgruppe havde skudt 25 personer på én dag.

Hvordan agerer man som menneske og journalist i sådan et kaos af menneskeforagt? Puk Damsgård har nedfældet refleksionerne, og de er blevet til bogen "Hvor solen græder" om dækningen af revolutionen i Syrien og om en kvindelig syrisk oprører, som ligner os selv.

På en af Puk Damsgårds reportagerejser til Syrien i 2013 møder hun en karismatisk syrisk kvinde. Den unge kvinde er iført stramme, sorte bukser, labber mændenes opmærksomhed i sig, har tatoverede øjenbryn og en selvbevidst udstråling. Kvinden bliver i bogen kaldt Nour. Hun er opvokset blandt eliten i den syriske hovedstad Damaskus og har på mange måder levet et liv, der ligner det, unge danske kvinder har. Hun har studeret på universitetet, gået på cafe og shopping med veninderne og været på bar i weekenden.

Indtil revolutionen har Nour ikke ret stor fornemmelse af, hvordan andre syrere lever.

– Hun har kun kendt til sine egne cirkler og ikke interesseret sig for det, der skete uden for dem, fortæller Puk Damsgård fra en københavnsk baggårdscafe under et fire dage langt ophold i Danmark

– De fleste af os lever jo med lige så snævert udsyn som Nour. Da jeg boede på Nørrebro i København, var det næsten også kun på Nørrebro, jeg færdedes, og mine ligesindede venner, jeg var optaget af.

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen var tæt på at brænde ud

Fordi Nour er vokset op i Syriens overklasse, har hun ikke opdag-et de uretfærdigheder, samfundets logikker er bygget på, for eksempel at den herskende klasse i Syrien – alawitterne – har nemmere ved at åbne virksomheder på grund af deres slægtsskab med den alawittiske præsident Bashar Al-Assad, og at de resterende syrere ryger bagerst i køen, hvis de ikke har velstående alawitter i deres omgangskreds.

En dag i 2011 fremviser Nours fætter en video af en syrer, der bliver banket af en politimand, hvorefter hundredvis af tilfældige forbipasserende griber ind og råber, at syrere ikke skal ydmyges. De forbipasserende kommer fra forskellige religiøse grupper og socialklasser. Situationen er skelsættende for Nours forståelse af sit land. Et gys af fællesskabsfølelse går gennem hende ved visning af videoen, fordi den illustrerer, at syrerne pludselig står sammen på tværs af klasseskel for at kæmpe mod uretfærdighed.

Da præsident Bashar Al-Assads styre begynder at skyde på civile for derefter at benægte drabene, rører befolkningen for alvor på sig. Også den forkælede, rige overklasse. De bliver chokerede over, at deres unge, vestligt orienterede præsident udviser uventet grusomhed over for sin egen befolkning.

Det er i krydsningen mellem ny oplysning, eventyrlyst og forargelse, at Nour beslutter sig for at tilslutte sig oprørerne.

– Jeg tror godt, at jeg kan genkende hendes fascination af folk, som lever på kanten og går til grænsen, siger Puk Damsgård.

Omverdenen forventer ikke, at Nour gør oprør, for hun har som medlem af overklassen selv nydt godt af styrets favorisering af de velhavende. Men Nour er også rebel af natur. Til en eksamen på universitetet er hun for eksempel mødt op i kort nederdel i håb om at provokere underviseren, som helst ser sine elever iklædt hovedtørklædet hijab.

Nour bliver også forelsket i en syrisk oprører, og det er i selskab med ham, at Puk Damsgård møder hende første gang i marts 2013. På det tidspunkt ved hverken Nour eller hun, hvor menneskefjendsk revolutionen vil udvikle sig.

To skud

I revolutionens begyndelse handler oprøret om kampen for økonomiske reformer og om et opgør med regimets magtfuldkommenhed.

Unge syrere, endnu formet af uskyld, går på gaden og råber på retfærdighed for den samlede befolkning. Regimet svarer ikke igen med dialog og reformer, men med bomber. Ikke kun bombninger af væbnede oprører, også af børn på legepladser og studerende på vej til skole. Styrets angreb avler væbnede modangreb, som avler hævn, som avler endnu en hævn mod regimet.

– Og på den måde bliver det legitimt at slagte hinanden, for det bliver simpelthen hverdag at skyde andre mennesker og se lidelser. Syrien er jo ikke fyldt af unge mordere, men af unge mennesker, der er blevet så hærdede, at deres empati er blevet forvrænget, siger hun.

Hun har selv oplevet krigens manglende respekt for livet. Da hun i september 2012 er i Syrien med en betroet oprører, stopper oprørsgruppen en tilfældig lastbil med to mandlige skrotsamlere og beskylder dem for at være håndlangere for regimet.

Oprørerne har ingen belæg for deres påstand, men i en rus af brutalitet tager de skrotsamlerne til fange og pisker dem med en vandslange. Den ene oprører griner af den danske journalists forskræmte ansigt.

Da Puk Damsgård skal til at forlade stedet, ser hun en oprører gå i retning af den gård, hvor de to skrotsamlere er blevet smidt hen. Oprøreren har en ladet pistol i hånden. Derefter lyder to skud. Puk Damsgårds krop vil skrige.

Som journalist har hun lyst til at finde ud af, om mændene er blevet henrettet, men som menneske tør hun ikke kende svaret. Hun kører væk fra stedet.

– Jeg kunne ikke rumme svaret, for jeg var ikke et sekund i tvivl om, at de kunne finde på det.

Hvordan kan man være menneske sådan et sted?

– Det kan man heller ikke. Når jeg kigger i folk øjnene, kan jeg kun se den totale håbløshed og magtesløshed. Folk har mistet fornemmelsen af tid og sandt og falsk. For de kan ikke rumme mere. Jeg oplever også, at min egen hukommelse svigter mig en

gang imellem i Syrien, fordi der er så mange indtryk og så meget frygt. Man er hele tiden i overlevelsesmode. Folk har mistet fornemmelsen for sig selv, men jeg er meget bevidst om, at jeg ikke også skal miste mig selv.

Narrer kroppen til normalitet

Hun opholder sig derfor kun i Syrien i begrænsede perioder ad gangen, og når hun er der, sørger hun for at have hverdagsprægede gøremål som madlavning og at høre "Mads & Monopolet". 

Det kan bevare en følelse af normalitet og narre kroppen til at føle dansk tryghed.

– Der er noget, jeg slukker for i mig selv i Syrien, for det handler ikke om en selv, det handler om at holde fuldt fokus på historien, og jeg kan ikke koncentrere mig om historien, hvis jeg er bange og tænker på, at min mand og mine forældre er bekymrede.

I bogen "Hvor solen græder" beskriver Puk Damsgård, hvordan hun i maj 2013 har været i Syrien i 10 dage uden kontakt til sin mand af sikkerhedsmæssige grunde. Da hun ankommer til deres daværende hjem i Beirut, har hendes mand et par venner på besøg, og de har løssluppent og frimodigt drukket gin og tonic hele dagen. Han bliver glad og overrasket over at se Puk hjemme. Og i hans omfavnelse og følelsen af kontrast til krig, kan hun pludselig mærke sig selv og er på nippet til at græde.

LÆS OGSÅ: Amanda Lindhouts var gidsel i Somalia

– Det er først, når jeg kommer hjem i mine egne omgivelser, at jeg rigtigt mærker mig selv, fordi et menneske, som står mig nær, holder om mig, siger Puk Damsgård.

Kontrasten mellem hendes daglige liv og krigens hærgen Syrien er enorm, og det er hun glad for:

– Hvis jeg ikke kunne mærke mig selv og kunne mærke kontrasten og min udmattelse efter en tur, skulle jeg holde en pause, for så ville jeg have rykket mig et sted hen, hvor jeg ikke er mig selv mere.

Mareridt om lig

Kroppen har dog en erindring om brutaliteten i Syrien. I perioder har hun mareridt om at stå i lig til anklerne og blive jagtet hen over marker af kampfly, og da hun senest var i Syrien, havde hun "spasmer i kroppen op til turen og var meget, meget nervøs".

Da hendes mand en aften foreslog, at de skulle tage ud at spise på restaurant, kunne hun ikke overskue det. Hun ville bare ligge på sofaen, fordi turen til Syrien fyldte hele hendes bevidsthed.

Rare er de reaktioner ikke, men de er sandsynligvis sunde, mener hun. For de bekræfter, at hun stadig reagerer naturligt på utryghed, frem for at sive ud i apati.

Krigens råhed gør revolutionen sværere at formidle og sværere at have sympati med som dansk seer. Især fordi det bliver vanskeligt at få øje på moderate oprørere som Nour bag alle de maskeklædte syriske mænd med håndvåben.

– Den stigende brutalitet har skræmt mennesker som Nour fra revolutionen i Syrien, de kan ikke genkende deres revolution mere. Den er blevet for bestialsk, siger hun.

Et eksempel på det er en YouTube-video fra maj 2013, der viser en syrisk oprører rive et organ ud af brystkassen på en dræbt regeringssoldat, hvorefter han tager en bid og opfordrer andre til at spise hjerterne på Syriens herskende klasse alawitterne.

– For folk som Nour handlede revolution om værdighed og demokrati og ligestilling, men revolutionslysten er blevet overskygget af en personlig følelse af, at man bare gerne vil have fred og have sit gamle liv tilbage. Den her revolution har haft alt for store konsekvenser for mennesker som Nour, familierne er blevet splittet ad. Nu er kun de hardcore oprørere tilbage i Syrien.

Nour bor i dag i Beirut og tør ikke vende tilbage til Syrien foreløbigt. Gør hun det, vil regimet straffe hende, og hendes familie i Damaskus er også i fare, fordi hun har deltaget i oprøret.

Elefantpasser i Afrika

At moderate syrere trækker deres støtte til revolutionen, og at de tilbageværende revolutionære, er hardcore krigere, har også sat spørgsmålstegn ved Puk Damsgårds egen tro på sin journalistik. Nytter det overhovedet at risikere at miste sit liv eller at ens lyse sind bliver mørkt for at få lov til at bringe et tominutters indslag fra Syrien i TV Avisen, hvorefter seerne igen hengiver sig til X Factor? Risikerer hun at opbruge sit eget held og ende i en bombning endda uden at vide, om hendes arbejde overhovedet har gjort en forskel for nogen?

Kunne det give mere mening at rejse til en farm i Afrika og fodre elefanter og vande urter, har hun tænkt.

– Jeg ville tage sådan en beslutning for at slippe for at forholde mig til al den grusomhed. Simpelthen. Det har været hårdt at skrive den her bog. Jeg er kommet tæt på mennesker, som har det forfærdeligt, og det påvirker mig. Jeg er blevet mere personligt engageret, end journalister normalt er.

Det er det, hun har sat sig for at beskrive med bogen: Hvad hun har mødt inde bag en oprørsmaske. At en cool oprører som Nour godt kan skyde med kalashnikov, men være hysterisk tøseteatralsk, så snart en edderkop nærmer sig. Og at ens hårdhed er et produkt af ens omstændigheder, ikke af en religion.

Da Boston Marathon i 2013 blev smadret af et bombeangreb, inviterede BBC en psykolog i studiet for at fortælle om de psykologiske eftervirkninger af det chok og traume, løberne havde været udsat for. Seerne fik oversat de følelsesmæssige reaktioner, så de kunne føle og identificere sig med marathonløberne.

Puk Damsgård bemærkede dengang på sin facebookprofil, at der ikke havde været nogen psykolog i nyhedsstudierne med det ærinde at forklare psykologiske omkostninger for syrerne, når deres landsby blev bombet. Når deres eget hus bliver bombet. Og når deres egne børn bliver bombet. De bomber er ikke blevet oversat til følelser, seerne kan identificere sig med. Så det forsøger hun i al ydmyghed at gøre. 

– En af de gaver, jeg får i mit arbejde, er at jeg føler mig klogere på mennesket. Jeg er kommet til at tænke over, hvor kort der er til grænsen for ekstrem adfærd, og at vi alle sammen har det i os, når vi føler os truet.

LÆS OGSÅ: "Det virker vilkårligt, hvem der bliver slået ihjel"