Amanda Lindhouts var gidsel i Somalia

"Jeg samlede de små episoder sammen, som jeg var taknemlig for den dag. At jeg kunne trække vejret, at min familie var i live, at Jamal havde sat min mad foran mig, i stedet for at smide portionen i hovedet på mig. Og en nat, efter de gentagne gruppevoldtægter, oplevede jeg noget uventet. Jeg græd altid bagefter. Men undervejs, den aften, forlod min sjæl kroppen. Oppefra så jeg en ung, nøgen kvindes krop ligge på et gulv og en gruppe mænd, der forbrød sig mod hende. Sammen drog vi ind på et mørkt sted, hvor der ingen værdighed fandtes. De var alle lige skyldige, både dem, der så på, dem, der bandt mig, og dem, der gennemførte voldtægterne. Jeg blødte ikke i timer eller i dage, men i uger bagefter.”

Sådan lyder det fra canadiske Amanda Lindhout, journalist, forfatter og stifter af organisationen Global Enrichment Foundation, der arbejder for fred og bedre forhold for kvinder i Somalia. I august 2008 blev hun – der oprindeligt arbejdede som servitrice og blogger – kidnappet i Mogadishu, hovedstaden i et af verdens farligste lande, Somalia. Her overlevede den dengang 26-årige kvinde mirakuløst 460 dages fangenskab, sult, massevoldtægter, mishandling, tortur og daglige ydmygelser og bank. Hendes tånegle faldt af, svamp voksede fra hendes svælg ud i ansigtet, hun blev udsultet og ydmyget. Og i måneder blev hun tvunget til at ligge kun på siden og fik bank, hvis hun rullede rundt på ryggen, mens hun sov.

At hun endte med livet i behold, skyldtes ikke en vellykket flugt – tværtimod var hun tæt på at blive henrettet efter et mislykket forsøg på at stikke af. Det var heller ikke den canadiske regerings fortjeneste. For her, som i mange andre vestlige stater, nægter politikerne at betale løsepenge for deres statsborgere. Og løsepenge var, hvad det handlede om. I starten 2,5 millioner dollar. Der endte på en halv million. Som hende familie skaffede ved bl.a. at pantsætte alt, hvad de ejede – og ved at samarbejde med et privat firma, som har specialiseret sig i at få kidnappede ofre fri mod betaling.

Rastløs og rejseglad

I bogen ”Huset i himlen”, der fulgt af fremragende anmeldelser nu kommer på dansk, fortæller den i dag 32-årige Amanda Lindhout sin rystende historie. Hun landede i det krigshærgede Somalia ved lidt af et tilfælde. Og så måske alligevel ikke. Hun havde rejst rundt i årevis og levet et rastløst og risikofyldt liv som freelancejournalist i bl.a. Pakistan og Afghanistan.

Opvokset i et fattigt miljø i Canada, hvor hun overværede sin hårdtarbejdende mor – der arbejdede i det lokale supermarked som kassedame – få bank, skippede hun universitetet allerede som 19-årig og besluttede sig for at rejse og tjene penge hen ad vejen. Hun ville udleve en drøm, hun havde som barn, hvor hun søgte trøst i at læse om eksotiske rejsemål i magasinet National Geographic. Hun begyndte i Brasilien og Venezuela på klassisk rygsækmaner, hvor hun arbejder sig frem, hvor man nu kan få forefaldende arbejde i diverse barer for at finansiere den næste tur. Allerede her advarer hendes bedstefar hende: ”Hvis der sker dig noget,” siger han, ”har vi ikke nogen penge til at redde dig”. Den rejseglade teenager afviser blankt sin morfars bekymring, og senere i bogen hører vi om, hvordan hun med den unges uforfærdede røst sender beroligende e-mails til sin mor, da moderen på det kraftigste advarer hende mod at rejse ind i Afghanistan.

Hun har på det tidspunkt rejst rundt i Egypten, Jordan, Sudan, Syrien, Indien og Pakistan og ønsker måske også ubevidst, som hun skriver: at ”straffe min mor for den elendige barndom, jeg havde. Hvordan kan det tilkomme hende at belære mig om, hvordan jeg skal leve mit liv. Fandt hun sig måske ikke selv i at blive slået”.

Jeg ville gerne imponere

Undervejs lykkes det for Amanda Lindhout at bidrage til forskellige lokale medier og tv-stationer. Hun er blevet freelancejournalist med speciale i farlige steder og lærer en del af sin kæreste, den australske fotojournalist Nigel Brennan, der imidlertid har en kone i London. Da Brennan tilstår sit bedrag og fortæller, at han er ved at blive skilt, reagerer hun ved at flygte og arbejde endnu mere. Indtil de to langsomt kom på talefod igen. Og så fåe hun ideen om Somalia.

Hun er – som hun selv erkender under fangenskabet, hvor der er oceaner af tid til at reflektere – en umoden og selvcentreret person. Der gerne ville imponere som journalist, men som ikke havde så megen erfaring. Om Somalia siger hun, ”Ja, der var historier. En rasende krig, en forestående hungersnød, religiøse ekstremister og en kultur, der havde været stort set usynlig. Et eller andet sted forstod jeg godt, at det var et fjendtligt, farligt sted og at kun få journalister turde rapportere derfra. Men sandheden var, at jeg på det tidspunkt blot var glad for den manglende konkurrence”.

Et særligt sejt stof

Hun overtaler Brennan, der er blevet gift med en ny kæreste og nu bor i Skotland, til at ledsage hende på en reportagetur til Mogadishu. Hendes plan er at rapportere om et sundheds- og uddannelsesprogram for kvinder samt en lejr for fordrevne lidt uden for hovedstaden. Men blot fire dage efter ankomsten i august 2008 bliver hun og Brennan kidnappet. En gruppe tungt bevæbnede unge mænd slæber dem i fangenskab.

Allerede her står det klart, at Lindhout er gjort af et særligt stof. Allerede efter få timer som fanger bliver hun og Brennan tvunget til at forhandle deres overlevelse med en skiftende række af fangevogtere, der virker, som om de har forskellige dagsordener. Lindhout har et vist kendskab til islam. Hun benytter sig af alt, hun ved, i håbet om, at de stærkt troende fangevogtere ikke vil skade en medsøster. Hun kalder dem ”broder”, og hun henviser til skriftsteder i koranen, der påbyder mænd at behandle muslimske kvinder med respekt. Hun er den eneste kvinde blandt gruppen af mænd, og hun overtaler også Brennan – der er skeptisk over for ideen – til at konvertere til islam.

I måneder er studier af Koranen og bønner deres eneste tilladte aktivitet i de mange fængsler i skiftende huse, som de bliver flyttet rundt i. Da Lindhout alligevel bliver udsat for gentagne voldtægter, påpeger de militante ledere af gruppen, at koranens forbud mod voldtægt ikke gælder for ”tilfangetagne.” ”Jeg fandt selv til min rædsel de vers, der sagde det,” fortæller hun, ”kort tid før den første voldtægt fandt sted”. Lindhout siger, at konverteringen ikke desto mindre endte som en form for trøst. Hun udholder dage uden mad, hendes ben og knogler begynder at skubbe sig frem under huden på hende, mens dele af hendes tænder bliver slået ud under mishandling. En hvid svamp æder sig vej fra munden og ud gennem huden i hendes ansigt. Men grundet en enestående modstandskraft – som hun ikke selv har nogen anelse om, at hun besidder – forvandler historien sig fra en ren litani af rædsler til et ydmygt møde med den menneskelige ånd. Lindhout fortæller f.eks. om, hvordan hun ligger i totalt mørke med en udsultet feberhed krop, hun har ikke fået vand, og heden er ubærlig. Alle hendes tanker handler om, hvordan hun kan overleve.

Huset i himlen

Og det er i den forfærdende situation, hun får ideen til en teknik, der år efter er endt som titlen på hendes bog. Hun forestiller sig, at hun bygger først en trappe, der leder til nybyggede værelser, som svæver i et hus af stilhed i luften over hende. Hun bygger – som titlen siger det – et ”hus i himlen”, hvor ”de stemmer, der normalt sønderrev min bevidsthed inden i mit hoved, stemmer, der blot udtrykte frygt og ønsker om at dø blev tavs: lige indtil der kun var én stemme tilbage. Som spørger: ”Lige nu, netop i dette øjeblik, er du okay?”. Hun svarer: ”Ja, lige nu er jeg stadig OK”.

Teknikken kommer hende til gavn flere gange over for hendes meget forskellige fangevogtere. De yngste er blot omkring 13-14 år gamle. Nogle er venlige, andre er fjendtlige og voldelige. Flere af dem taler engelsk og en enkelt så godt, at han drømmer om at tage til New York og studere. Hans studentervisum til USA går igennem, mens Amanda Lindhout er holdt fanget: ”Han fortæller mig, at vi kan blive gift, og når først vi er det, kan vi ”muntre os sammen hele tiden” – det er hans måde at sige sex på, men jeg holder blikket ved jorden og siger, at jeg ikke kan tale om disse emner som en god muslimsk kvinde. Han lader mig forstå, at det er mine løsepenge, der skal finansiere studierne i Amerika.”

En planlagt henrettelse

Frustrationen blandt de unge mænd bygges op til det ubærlige over de mange måneders fangenskab. For det er ikke dem, der kontrollerer situationen. Cirka en gang om måneden kommer den ældre, veltalende og velklædte chef for operationen, ”Donald Trump” døber Brennan og Lindhout ham, og de tigger ham om nåde og om frihed. ”Det går snart i orden, inshallah (om Gud vil),” forsikrer han i sit jakkesæt. Og går så igen.

Da Lindhout efter de første seks ugers fangenskab ikke har fået menstruation, er det Trump, der skaffer hende en graviditetstest, ligesom han af og til kommer med cremer og tandpasta. Forholdene skifter radikalt fra måned til måned. I perioder får Lindhout en vis mængde mad og lov til f.eks. at vaske tøj. Hvorefter forholdene skifter til mishandling, voldtægter og sult. I to grufulde kapitler fortæller hun om det tidspunkt, hvor hun bliver slæbt ud i ørkenen til henrettelse – en brødkniv føres op til hendes hals, og slagtningen udsættes først i sidste øjeblik efter højrøstede forhandlinger. Hvorefter hun hulkende får lov til kort at tale med sin mor for at fortælle hende, at familien nu har ”en uge, mor, I har en uge. Hvis ikke I kan skaffe pengene inden en uge, så slår de mig ihjel”.

En ekstremt modig kvinde

Et andet dramatisk højdepunkt er en flugt, som hun og Brennan arrangerer. Det lykkes dem at flygte ud fra et badeværelsesvindue, de løber for livet og ender i en moské. De bliver indhentet, men Lindhout kaster sig i armene på en 50-årig somalisk kvinde, der er der for at bede. ”Hun holder om mig, og siger trøstende ord. Det er det første bløde og venlige sted, jeg har været i måneder. Det er som at ligge på min mors skød. Jeg hulker og skriger, og hun aer mit hår.

 Jeg beslutter mig for at fortælle om, hvad der sker med mig. ”De gør ting ved mig, forbudte ting, søster. Det er haram,” hulker Lindhout, hvilket også gør et stort indtryk på den ældre kvinde, der forsøger at beskytte hende. Men hendes fangevogtere hiver hende væk, og der er ikke andre i moskeen, der skal nyde noget af at hjælpe. Den ældre kvinde lægger sig oven på den canadiske journalist og skælder mændene ud. ”Hun var ekstremt modig, de kunne nemt have slået hende ihjel,” konstaterer Lindhout selv. Efter den mislykkede flugt er hendes fangevogtere hvidglødende af raseri.

En dyb foragt for kvinder

”Donald Trump” ankommer til huset efter flugten og meddeler, at Lindhout har ”gjort alting meget værre”. Det er han ikke ene om at synes. I det hele taget løber foragten for kvinder gennem kidnapningen. Brennan har f.eks. langt bedre forhold – hvilket Lindhout først finder ud af efterfølgende. Han har haft adgang til lys og vand og bøger og er ikke blevet tæsket eller tortureret. Men det er, hvad der sker med Lindhout mod bogens slutning, hvor hun får skylden for flugtforsøget.

”Tror du ikke, det er bedst, at du tager den her, De tror alligevel, det er dig,” som Brennan til hendes forbavselse siger. Flugten er ellers hans ide. Men det er altid kvindens skyld i sidste ende, kan Lindhout konstatere. Hun bliver bagbundet og kneblet i op til tre døgn ad gangen uden at kunne røre sig og uden mad og vand. Blodet forsvinder fra hendes ben og arme, og hun svæver ind og ud af bevidsthed. Hun vågner mest, når der bliver hældt vand ud over hende, eller hvis nogen sparker hende i ribbenene. ”Du er en dum, vantro kvinde. En elendig muslim,” lyder det igen og igen fra de unge fangevogtere.

Håb og forsoning

Det ville på den baggrund være nærliggende at tro, at had eller hævn er følelser, der ligger lige for, da de to fanger endelig slipper fri efter 460 dage. Men det er langtfra det, der bærer bogen igennem. Og det er ikke det budskab, som Amanda Lindhout turnerer verden rundt med i dag, hvor hun tværtimod har grundlagt nonprofitorganisationen Global Enrichment Foundation, der arbejder med uddannelse af unge og forbedringen af de elendige forhold for kvinder i Somalia. Hun taler også for udbredelsen af kendskab til det land, hendes kidnappere fortsat bebor. Og selvom hun efter års rehabilitering, terapi og genoptræning stadig lider af mareridt og psykiske problemer, håber hun fortsat på at få et normalt liv. Og på at stifte familie ikke mindst.

Som hun siger: ”Det er langtfra for sent. Jeg er kun 32 år. Jeg har masser af tid tilbage”. Hendes beretning bliver dermed en enestående nuanceret rejse ud i forståelse – og endda empati med bortførerne: ”I et splitsekund vidste jeg alt om hans lidelser. Der var så megen vrede og hjælpeløshed, så meget ondt, som dette menneske selv havde gennemlevet. Hans sorg var gravet ned og lå under min,” skriver hun.

I dag siger hun også, at det netop er derfor, hun er vendt tilbage til Somalia. For at forhindre, at en ny generation af børn opdrages med had og ondskab, der kan fostre nye krige og ja, bortførelser og mishandling som den, hun selv var udsat for.

Artiklens citater stammer fra originaludgaven af "House in the Sky" samt interviews med og artikler om Amanda Lindhout i New York Times, Slate.com, National Review og NPR.