Pusle Helmuth

Pusle Helmuth: "Det var en stor sorg, der overskyggede juleaften"

Julen er Pusle Helmuths yndlingsårstid, og hun begynder allerede at pynte op først i november. Hun elsker festerne, den gode mad og at være sammen med sine tre børn. Til gengæld danser hun ikke om juletræet juleaften.

Hvornår begynder julen for dig?

– Det gør den allerede 1. november, hvilket var til stor irritation for min daværende mand, for han syntes altid, det var for tidligt. Men 1. november sætter jeg lys op og begynder at tænke i de baner. Jeg elsker nemlig jul.

Hvordan er din december måned?

– Den er fuld af fest og farver. Jeg elsker december og er glad i låget, fra jeg står op, til jeg går i seng. Jeg er i byen hver weekend fra midten af november til jul. Alle mennesker kommer ud af deres små huller i den tid, og alle er så glade. Til gengæld betyder nytårsaften intet for mig. Der står jeg bare og tuder og håber, at næste år bliver bedre.

Hvilke juletraditioner har du med fra din barndom?

– At man ikke behøver danse om juletræet. Det gjorde vi ikke hos min mor, og det skyldtes nok, at vi ikke var nok til at nå omkring træet. I stedet sang vi bare alle sangene. Jeg ser også altid Disneys Juleshow. Når det er på skærmen, er vi ved at være klar i køkkenet, og der dufter i hele huset.

Hvilken jul er den bedste, du har oplevet?

– Det startede egentlig som den værste jul, for jeg var lige blevet skilt fra min ældste søns far i 1995, og de to skulle holde jul sammen. Min mor var lige død, og jeg så ikke min far, så jeg sad helt alene. Pludselig ringede min eks-svigerfar og spurgte, om jeg ikke kom op til dem alle sammen på landet og holdt jul med dem. Der var rigtig meget sne det år, og det blev sådan en dejlig og flot jul, men jeg husker særligt det idylliske i, at jeg blev inviteret ind i familien igen.

Hvilken jul er den værste, du har oplevet?

– Det var julen 2004, for min far døde 12 dage inden juleaften. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har holdt jul med min far, og da han døde, havde vi ikke haft kontakt i ti år, men det var alligevel en stor sorg, som overskyggede juleaften.

Hvordan holder du jul i år?

– I år holder jeg jul på min restaurant, som har åbent juleaften. Når gæsterne begynder at gå hjem, holder jeg juleaften med mine tre børn og min svigerdatter og åbner gaver.

Pusle Helmuth elsker julen, og hun begynder gerne at pynte op i lejligheden i Lyngby i november.
Pusle Helmuth
Pusle Helmuth elsker julen, og hun begynder gerne at pynte op i lejligheden i Lyngby i november.

Hvad spiser I juleaften?

– Andesteg eller gåsesteg, hjemmelavet rødkål og sønderjysk hvidkål, for det indførte min eks-svigermor, som kom fra Sønderjylland. Vi skal også have brune kartofler og hvide aspargeskartofler med sovs til og risalamande med kirsebærsovs til sidst.

Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?

– En lille æske med en lille ring i. Det er sket et par gange, og jeg elsker smykker.

Hvad er den værste julegave, du nogensinde har fået?

– Jeg synes faktisk ikke, julegaver er, hvad de har været. Men det, jeg slet ikke kan holde ud, er de der gaveæsker med duft og creme. Dem har jeg fået lidt for mange af.

Hvad giver I som mandelgave?

– Det er mig, der køber mandelgaven, og jeg sørger altid for, at et af mine børn får mandlen. Typisk er gaven en ting til værelset, og da de var yngre, kunne det være et spil.

Har du en yndlingssalme?

– Det er ”Nu tændes tusind julelys”, som altid blev spillet på den katolske skole, hvor mine børn gik. Det var så stemningsfuldt, når de sang den med stearinlys mellem hænderne. Det er en sang, der handler om hele jorden og alle verdens børn.

Hvad er din yndlingsjulekalender?

– Det er "Magnus Tagmus". Den var så hyggelig. Men jeg kan faktisk også meget godt lide de gode julekalendere, der er i dag som for eksempel "Jesus og Josefine".

Har du en yndlingsjulefilm?

– "Fars fede ferie" med Chevy Chase. Den ser jeg hvert år, og jeg er glad for at blive mindet om den, for den skal jeg snart se igen. Hold kæft, hvor er den sjov.

Pusle Helmuth Darville

  • Født: 12-08-1962
  • Uddannelse: Guide, stewardesse og lægesekretær
  • Kendt fra: Min søsters børn-filmene
  • Aktuel med: Restaurant Helmuth, som hun netop har åbnet i Hellerup til minde om sit fædrene ophav
  • Familie: Skilt og mor til tre børn: Albert på 14, Victoria på 17 og Simon på 26
  • Bopæl: Lyngby