Rane Willerslev: ”Jeg er lige så meget lullet ind i det liv med hus, sommerhus, bil og alt det”

Rane Willerslev er efter fem år som direktør for Nationalmuseet med fuldt blus på voksenbekymringerne nået frem til en ny erkendelse. Hvad nu hvis vi mistede legen for sådan ca. 11.500 år siden, da vi gik fra at være jægere og samlere til at dyrke jorden? Dermed var agerbrugssamfundet ikke redningen, som vi har lært i skolen, men snarere enden på vores evne til at leve i det magiske og bekymringsfrie nu.

Det er tesen bag den nye bog ”En historie om mennesket”, som Rane har været med til at skrive. Bogens tanke bygger på, at jægersamlerne legede sig igennem tilværelsen i tusindvis af år. Vores mest geniale opfindelser, der også har sikret vores overlevelse, som ilden og buen og pilen, er højst sandsynligt blevet opfundet, mens vi legede med at banke et par sten mod hinanden eller kaste med pinde. Og altså ikke fordi nogle hulemennesker satte sig i deres dybe bekymring over den evolutionære udvikling og opfandt løsningerne. Det er det, leg kan. Det åbner vores bevidsthed og forestillingsevne og bevæger os i uventede retninger. Med nye perspektiver på livet. Sagen er bare den, at legen ikke har de bedste betingelser i vores moderne voksenliv.

"Hvis vi vil lære at lege igen, skal vi se på vores børn," forklarer Rane Willerslev.

Hvordan leger du selv?

"Det kunne være sjovt at tage den pil og skyde den ind i væggen, siger han og peger mod sin røde legevæg med bue og pile, han har taget med hjem fra et ophold hos nogle jægersamlere i Østafrika."

"Men det ville konservatorerne blive meget sure over."

Han holder en lille tænkepause.

"Det er sjovt, for jeg er god til at lege og til at jage, men der er ikke plads til meget humor her," siger han og peger rundt på hans store kontor.

"Så det er noget, man skal tvinge sig selv til. Man skal sige ”jeg gør det” og så hanke op i sig selv i stedet for at blive ædt af ansvar og bekymringer. Nu er vi inde i en fyringsrunde. Det er tragisk, og der er hele tiden noget, der lægger sig som en sort sky over glæden."

Tør du skyde en pil ind i den røde væg?

"Hvis jeg skyder en pil ind i væggen, er jeg færdig. Jeg har også tænkt på..."

Han begynder at mumle.

"Ved du hvad, jeg kan skyde på en af de skiver dér."

Han peger på nogle farverige malerier på stativer, der er opstillet i rummet. Måske for at skabe et moderne udtryk på den ikke så støvede direktørs kontor.

Ja, skyd efter det grønne felt i midten.

Jagten på rusen

Han rejser sig uden at svare, enten bekymret eller fokuseret på jagten. I hvert fald beslutter han sig hurtigt for den pil, han vil bruge, og tager den ned sammen med buen, der hænger imellem de mange pile.

"Det er ikke en særligt god pil, men ok. Jeg kommer til at høre for, at jeg har ødelagt den plade. Han stiller sig i position med pilen og sigter efter maleriet på blikpladen. Der er fire af dem, vi har udvalgt det længst mod højre. Jeg når knap nok at forevige situationen med min telefon, før han har skudt pilen afsted, og den hænger fast i værket med et donk. Heldigvis rammer han totalt ved siden af den aftalte plet."

Jeg troede, du havde lært at ramme ude blandt jægerne. Hvis det havde været et dyrs hjerte, havde du totalt misset.

Rane griner, men er slet ikke enig i analysen.

"Det er en meget primitiv pil, normalt ville jeg bruge noget bedre udstyr. Når jeg er på jagt, samarbejder jeg med naturen, og jeg ved, hvornår dyret er klar til at blive dræbt, og så havde jeg ramt det lige i hjertet."

Han hiver pilen ud, der er kommet en større flænge i blikmaleriet. Han stiller sig tilbage, nu hvor han allerede har lavet et stort hul, kan han lige så godt prøve igen, mumler han og bøjer armen tilbage.

Pilen flyver igennem rummet, jeg hepper fra sofaen. Denne gang rammer han plet, lige midt i det grønne felt. Vi hujer og griner.

"Man skal insistere på at grine i livet, og hvis det så gør, at nogen hader mig eller fyrer mig, so be it. Det handler om mod. Det kræver mod at leve i overensstemmelse med det, der gør én glad."

Han hænger bue og pil på plads, og vi sætter os ved det fine kaffestel igen.

For hvad nu, hvis vi var meget lykkeligere, friere og fredeligere, dengang vi ikke ejede og dyrkede jorden? Hvad nu, hvis vi i virkeligheden er legende væsener, der har glemt alt om vores oprindelige natur?

Ifølge bogen startede hele agerbrugsmiseren faktisk med, at vi ville holde store rituelle fester, og hvordan får man lige folk til at dukke op? Ved at servere øl naturligvis. Derfor begyndte vi at dyrke de kornsorter, øl brygges på. Så selv menneskehistoriens største overgang, fra jægersamlere til agerbruget, skete i leg og i jagten efter rusen.

Hvem er Rane Willerslev?

• Professor i social antropologi og direktør på Nationalmuseet siden 2017.
• Har i 30 år studeret og i perioder levet med jægersamlere i Østafrika og Nordsibirien.
• Aktuel med bogen ”En historie om mennesket, om homo sapiens og meningen med tilværelsen”, der er skrevet sammen med Lasse Vilien Sørensen, Mads Dengsøe Jessen og Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
• Han er 50 år, gift og far til snart fire.

Legen viser vej

Da vi begyndte at følge høstens rytme, startede en ny mentalitet hos mennesket. Fra jægersamlerlivets fokus på det magiske nu til at planlægge fremad. Det var bøvlet og ufrugtbart at dyrke jorden. Det krævede mere arbejde, flere bekymringer, det var hårdt for kroppen, og vi mistede friheden. Alligevel blev vi langsomt rullet ind i den nye tilværelse.

"Den overgang ændrede os så radikalt, at vi undervejs glemte, hvem vi egentlig var. Og det hamsterhjul har vi løbet rundt i lige siden," siger Rane Willerslev.

"Jeg er lige så meget lullet ind i det liv med hus, sommerhus, bil og alt det, der hele tiden kræver flere penge, selvom jeg jo godt ved, at det ikke gør mig lykkeligere. Min kone sagde forleden: ”du ler ikke så meget mere”. Det er jo ikke så godt, og det tror jeg, at mange kan genkende, siger han. Nåh, ja, der er lige det ene sted, hvor vi stadig godt må lege, og det er i soveværelset. Men efter en lang dag med travlhed og bekymringer, kan det for mange være en overvindelse at skifte over til lege-mode."

"Hvor sjovt kan det lige nå at blive, når legen hele tiden svinder ind," spørger Rane Willerslev retorisk.

"Når det eneste fristed også bliver infiltreret med dagens dårlige nyheder og bekymringer, så forsvinder det også med tiden. I nuet virker det måske heller ikke nær så vigtigt at lege som at løse et overhængende problem."

"Jeg tror, det er en af årsagerne til, at der er så meget depression og angst i dag. Vi er skabt til at lege. Det er det, der gør os til mennesker, og det er faktisk også i legen, at løsningerne på vores problemer oftest ligger gemt."

Det er blandt andet derfor, vi skal vide, hvordan vores forfædre levede. Der ligger en umådelig skat i fortiden, og trods bekymringernes tyngde har Rane Willerslev en mission med sin formidling. Han vil minde os om, hvem vi også er. Også selvom han med sin legende tilgang er blevet kaldt for gøgler, cirkusdirektør, useriøs og meget andet af den til tider knastørre akademiske verden, som han siger. Men er der én ting, hans tid blandt jægersamlerne har lært ham, så er det at stå ved den, man er.

"Jeg har leget hele mit liv, lige indtil for fem år siden, da jeg blev direktør og voksen. Det er det deprimerende ved det hele, men jeg insisterer på legen og på at hanke op i mig selv. Når man mister legen, så mister man sig selv."

Humor forandrer alt

I bogen optrevler forfatterne menneskets historie igennem de sidste seks millioner år, fra de tidligste forfædres firebenede færd op igennem Afrika mod homo sapiens globale styre. For tusindvis af år siden skabte vi så raffinerede hulemalerier, der har fået selv Picasso til at miste modet. Kunsten blev ikke skabt for andet end fornøjelsens skyld. Fordi vi havde tiden. Det er en radikal anden udlægning af vores forfædres brutale og barske liv, som vi har læst og lært om op igennem skolesystemet. Her skildres agerbruget som frelsen fra himlen, der befriede mennesket fra rovdyrenes dødelige gab, og det er ifølge bogen helt forkert. Studier af de få jægersamlere, der er tilbage, viser ganske enkelt, at de har det meget sjovere, arbejder mindre og oplever ingen undertrykkelse. Hvis de ikke kan lide at være med i flokken, går de deres vej og skaber en anden lille flok.

"Agerbrugssamfundet gør, at du får privat ejendomsret. Du ligger tusindvis af hårde arbejdstimer i din jord. Dyrene og naturen går fra at være guder til at betragtes som fjender, fordi de ødelægger de afgrøder, du forsøger at dyrker. Det gør også, at naboerne, du før delte alt med, nu betragtes som fjender. For hvis du kan slå ham og hans familie ihjel og stjæle deres jord, så kan du jo spare dig for tusindvis af arbejdstimer."

Men hvorfor har fortællingen så altid været, at det var landbruget, der reddede vores art mod den brutale stenalderdød?

"Ingen videnskabelige teorier har taget det sjove seriøst. Vi skal arbejde for at overleve, det var det skift, der skete med agerbrugssamfundet. Ingen har vovet at sige: Hvad nu, hvis livet før det gik ud på at have det sjovt og lege? Ingen har vendt det på hovedet og spurgt sig selv, om vi i virkeligheden overlevede, fordi vi var så gode til at lege? Det strider imod det protestantiske princip. Derudover er det farligt for hierarkier, for eksempel religioner, at folk har det sjovt," siger Rane Willerslev.

"Det er blandt andet derfor, at legen i tusindvis af år har været så undertrykt. I bund og grund er der ingen med magt, der ønsker for meget leg. Legen kan hurtigt skabe nye idéer, der kan ryste magtens position. Det er meget bedre, at vi er bekymrede og optagede af problemerne, for så har vi ikke overskud til at skabe nye forandringer."

"Når du ler, ændres dit blik på problemet, og du ser det med nye øjne. Derfor er der en kæmpe revolutionskraft i humor."

Det er også grunden til, at satiretegninger har den betydning, de har for os, siger han. Og det var i sidste ende humoren, der fik Sovjetunionen til at bryde sammen. Folk begyndte at lave så mange jokes om systemet, at det til sidst ikke kunne holde sammen på sig selv, forklarer han. 

"Humor har en kæmpe forandringskraft og er bevidsthedsudvidende, ligesom leg er. Det giver nye perspektiver og forestillinger om, hvordan verden kunne være. Det er lige præcis derfor, det er farligt for etablerede religioner. Humor trives ikke ret godt i hierarkiske systemer baseret på magt."

Han sidder selv med ryggen mod Christiansborg ved det store, ovale mødebord midt i rummet. Han har forsket i og boet med jægersamlere igennem årene, både i Østafrika og Nordsibirien. Det er livet med de stammer, der har givet ham ideen til, at vi har misforstået vores forfædres liv. Fordi vi fik ændret vores livsvilkår så dramatisk, da vi gik over til agerbrug, har vi måske ikke evnet at forstå legens betydning tidligere. Det kræver, at vi studerer de få jægersamler-samfund, der er tilbage, for det er også her, vi ifølge Rane Willerslev kan finde løsninger på vores problemer i det moderne samfund.

"Da jeg tog til Sibirien, lærte jeg alt. Jeg var en almindelig hvid overklassemand, der ingenting kunne. Ud over at jage og overleve i naturen lærte jeg, hvad der er vigtigt i livet. Betydningen af de nære relationer. At være generøs. Jeg lærte, at glæden ligger i at give. Den ligger ikke i at tage. Jeg lærte at være ligeglad med fordomme. De samfund er fuldkommen ligeglade med race, etnicitet og sprog. Det første, jeg så i det nordlige Sibirien, var et sort barn. Der havde været en sort mand på besøg og gjort en af kvinderne gravid. Der var ingen, der kommenterede hudfarven, eller at pigen havde krøllet hår. Det er fuldkommen ligegyldigt. Det er også i de samfund, du finder mænd, der klæder sig i kvindetøj og gifter sig med andre mænd. Det er der ingen, der rynker et bryn over. Det er superliberale og inkluderende samfund. Du bliver ikke vurderet på, hvor du kommer fra, men om du deler dit kød og er generøs over for andre."

Ifølge Rane Willerslev kan vi finde løsninger på krig, klimakrise og konflikter mellem mennesker ved at studere de få tilbageværende jægersamlere. De kan hjælpe os med at være i denne verden på en bedre, sundere og gladere måde. På den måde vi egentlig er skabt til at være her på.

Der er en større alvor bag legen, for som Rane Willerslev ser det, kan vi bevæge os i to forskellige retninger. Vi kan om et par generationer ende i et globalt feudalsystem, hvor ganske få ejer alt og alle. Eller vi kan lade os inspirere af jægersamler-samfundene og bevæge os et nyt sted hen.

Kvinden skal tæmmes 

Lad os rulle tiden lidt tilbage og se lidt nærmere på det. Frem til for små 11.500 år siden levede vi alle i mindre stammer. Stammerne have en flad struktur, der var ingen reel magtopdeling. Manden og kvinden var lige, selvom de som hovedregel havde forskellige funktioner. Manden gik på jagt, og kvinden stod for syning og for at tilberede føden, men det var meget velkomment at have evner i det modsatte køns domæne. Man drog på jagt for det sociale og for at tilegne sig viden, der var ingen tvang. Man ejede ikke andet end få redskaber, resten var til deling.

Jægerne brugte omkring 15 procent af tiden på at jage og sikre overlevelsen, de samlede ikke forråd. Fremtiden var ikke et begreb, der var bare nuet. Resten af tiden? Tja. Der malede og sang man og skabte kunstgenstande. Her kommer bogen med endnu et nyt perspektiv. Indtil nu har vi betragtet de mange fund af frodige kvindelige venusfigurer, der er dateret så sent som for 40.000 år siden, som datidens skønhedsidealer. Men hvad hvis fortidens jægersamlere slet ikke opererede med den slags kropslige idealer, og statuerne blot er den enkelte kvindes forsøg på at skabe en minifigur af sig selv? For slet og ret at se på sig selv?

"De har lave ben, for sådan ser det ud oppefra ned, der er ingen ansigtstræk, for de havde jo ingen spejle og vidste nok ikke præcis, hvordan deres ansigter så ud. Det passer også bedre på jægersamlernes mentalitet, at kvinden har gengivet sig selv og ikke været underlagt mandens syn. Det var først noget, der skete med agerbruget, siger han. For at forstå den bevægelse og skævvridning mellem kønnene, må vi forstå vores forhold til naturen, siger han. Den ændrede sig fundamentalt, da vi begyndte at dyrke jorden."

"I kraft af at kvinden føder, menstruerer og følger en cyklus, bliver hun i agerbrugssamfundet betragtet som en del af naturen – og dermed farlig. Kvinden skal tæmmes på samme måde, som naturen skal tæmmes, så du kan få kultiveret jord. Det er grundlæggende set det, der sker, det handler om kontrol. Dermed mister hun sin status, akkurat som naturen gør det."

"Studier af nutidens jægersamlere viser et meget ligeværdigt forhold mellem manden og kvinden, men så snart de bliver tvunget ind i agerbrug, opstår de skæve kønsforhold," uddyber Rane Willerslev.

Mit træ vil have gaver

Og nu er vi ved den sidste, men måske vigtigste ting, Rane Willerslev gerne vil have os til at lære af jægersamlerne. Nemlig forholdet til naturen.

Han fortæller om en oplevelse på en gåtur i skoven i nærheden af sit sommerhus. Pludselig banker hans hjerte, han føler sig stakåndet, og da han vender sig om, mærker han med det samme, at han står over for sit træ. Han kan ikke forklare det, men følelsen er så tydelig i kroppen, træet er strålende smukt, og han bliver draget hen imod det. Det er indlysende for ham, at det her træ vil være hans ven eller faktisk lidt mere.

Det er som en kærlighedsrelation, han skal passe og pleje på linje med andre kærlighedsrelationer i livet. Han besøger træet så ofte, han kan, og medbringer ofringer til træet, som han ved, det kan lide. Det er noget af det, han har lært hos jægersamlerne. Hvordan vi er forbundet til naturen og dyrene, og hvor berigende liv vi kan have, når vi er forenet i det større kosmos.

"Mit træ vil gerne have gaver, det ikke selv har. Vand og dyr har det nok af, det foretrækker de sjove ting, så jeg giver det vodka, cigaretter og slik. Det er jo ligesom os."

Han føler, at han burde danse for at vise, hvor glad han er for at se det. Men da han ikke lige har rytmen i kroppen, nøjes han med at komplimentere træet og klappe af glæde for at vise sin begejstring. Han bruger masser af tid ved træet, og det skaber en dyb glæde og ro i ham.

Træet gengælder hans kærlighed og kan både bære sygdomme for ham og hjælpe ham ud af vanskeligheder. Som dengang han kom til at dræbe en bjørn i Sibirien uden at følge et vigtigt ritual med at rense knoglerne og lade dem ligge på jorden.

Uheldet ramte ham i årene efter, så han knap nok kunne skænke sig en kop kaffe uden at få en forbrænding, fordi han havde fornærmet bjørnen. Først da han tog bjørnehovedet ud og hang det på sit træ, blev han tilgivet af bjørnen, og den er ikke længere sur på ham. Det er dog ikke pointen med at have en planteven. Det er mere bare det vidunderlige i at være en del af naturen frem for at være adskilt fra den. 

Rane Willerslev har lært, at naturen er magisk i sig selv. Akkurat som vi alle har vidst og stadig kan finde frem et sted i os, hvis vi vil.