Rane Willerslev om sin fars død: "Jeg stod fuldstændig på bar bund uden ham"

Direktøren for nationalmuseet, den sagnomspundne Rane Willerslevs far døde, da Rane var en ung mand på 25 år. Hans far var 79 år – 30 år ældre end moren – og havde lidt af demens det sidste år af sit liv, inden han en dag faldt om af et hjerteslag på grund af alderdom.

Han døde midt i et måltid mad, blev fundet af rengøringshjælpen, der havde fået ham bugseret op på slagbænken, hvor han ofte lå og hvilede sig. Rane var den første fra familien, der nåede frem.

– Det var det første lig, jeg så i mit liv. Siden har jeg set mange. Men min far var den allerførste døde krop, og jeg forbandt det på ingen måde med noget uhyggeligt. Når man ser et lig, får man en fornemmelse af, at en ånd har forladt en krop. Det ligner en tom skal.

– Personligt er jeg enormt glad for, at jeg så min døde far. Jeg har tænkt på det mange gange senere i mit liv, især fordi min mormor døde mange år tidligere, da jeg var på sprogkursus i USA. Der fortalte de ikke noget, før jeg kom hjem, og det har jeg altid set som en fejl. For folk skal se den døde krop for at markere en afslutning.

Rane Willerslevs far var meget ældre end hans jævnaldrende kammeraters fædre og tilmed en uhyre gammeldags en af slagsens.

– Jeg har grundlæggende betragtet det som en styrke, at han var ældre. Han var en rock. Han var super afklaret som menneske og havde en enorm visdom. I de første år af vores barndom og ungdom var han meget lidt tilstede. Når han endelig var der, var det nogle meget autoritære opdragelsesformer, hvor han smed os i is-huller og kastede os ud fra 5-meter-vippen. Den slags rimeligt ekstreme opdragelsesmetoder, som man ville blive tvangsfjernet for i dag.

Derfor nærede Rane Willerslev i sine tidlige barndomsår en uhyre ærefrygt for sin far.

– Det var kendetegnende for den generation, at man var bange for sin far. Men for mig personligt ændrede det sig fuldstændig i mine teenageår, og derfor tænker jeg tilbage på ham med utrolig ømhed.

Forældrene blev separeret, da tvillingebrødrene Rane og Eske skulle i gymnasiet. Til faderens store overraskelse blev de to brødre hængende hos ham, som på det tidspunkt var gået på pension, hvorfor han med iver, tid og overskud kastede sig over drengene.

– Det var en helt fantastisk oplevelse i gymnasiet. Han brugte en enorm energi på at læse lektier med os. Vi kunne intet og var meget utilpassede. Men det vendte han op og ned på. Han gav os en enorm viden og diskuterede med os, førte samtaler som en mentor, men også med en stor omsorg. Det var livstransformerende tre år, og vi kom ud af gymnasiet med meget høje gennemsnit. Alt det, han ikke havde investeret i os i de tidlige barndomsår, kom tilbage der.

På den måde udtrykte Ranes far sin kærlighed med handlinger, til gengæld faldt der aldrig et kærligt ord.

– Handling er efter min mening stærkere end ord. Der var ikke tvivl om, at vi var vigtige for ham. Det var ikke noget, han bare sagde. Det var noget, han viste.

– Jeg har aldrig hørt ham sige, at han elskede mig. Men det kunne den generation ikke sige. Jeg har da vendt det med min psykolog et par gange, som dog har påpeget, at jeg skulle være glad for, at min far konkret virkelig var til stede i nogle bestemmende år af mit liv. Det er der ikke mange, der oplever.

Faren var en speciel herre, der gik i Tintin-pludderbukser og tænkte anderledes end de fleste. Nogle elskede ham, nogle fandt ham forfærdelig. Ud over det korte øjeblik hos psykologen har Rane ikke bebrejdet sin far for den hårdhændede opdragelse.

– Hvis han ikke havde leveret så meget i vores unge år, tror jeg, at jeg havde bebrejdet ham noget mere.

– Jeg besøgte ham en uge, inden han døde. Han lå på sin slagbænk. Jeg kan huske, at jeg spurgte ham, om der var noget, han havde fortrudt. Jeg tænkte, at nu kom der nok et eller andet om, at han skulle have været lidt sødere mod vores mor. Men nej. Han havde fortrudt, at han ikke var flyttet permanent til Sverige og havde taget en eller anden universitetsgrad.

Kort efter var faren død, og Rane mærkede i voldsom grad, hvad det vil sige at miste sin vigtigste samtalepartner.

– Jeg savnede ham helt vildt som sparringspartner, for hans alder og visdom var virkelig noget, jeg brugte i forbindelse med valg i livet. Om det så gjaldt kærester eller uddannelser. Jeg følte, at jeg stod fuldstændig på bar bund uden ham.

I Ranes familie gør ingen en dyd ud af at tale om følelser, så det blev Ranes kæreste, der lagde øre til hans sorg.

– Jeg talte faktisk ikke rigtig med andre end hende om det. Jeg husker med al tydelighed savnet og det ubegribelige i, at han ikke var der mere. De emner, jeg normalt ville tage op med ham, anede jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen med. Det savn fulgte mig i mange år, og det skabte en eller anden form for tristhed. Det er en følelse, der kan ramme mig – en melankolsk sindstilstand. Den kan vare i dage eller uger. Der er forskellige aspekter af livet, der fører mig derhen. Jeg har helt klart en melankolsk undertone, og jeg tror, mange mennesker, der har et vist energiniveau, har en anden side, som er andet end den positive. Det er også en side, man holder mere privat.

Rane føler ikke, at farens død var ubærlig, fordi han var gammel og havde levet et fuldt liv. Ikke desto mindre var det et traume.

– Jeg kunne godt have brugt hjælp dengang. Jeg er ikke i tvivl om, at det ville have hjulpet mig at tale med andre, der også har haft de følelser, jeg tumlede rundt med. Når man er et ungt menneske, så ved man faktisk ikke, hvad man skal gøre med følelserne, hvor man skal placere det henne. Jeg er opdraget i et miljø, hvor følelser ikke er noget, man taler om, og derfor heller ikke har et sprog. Det kunne jeg have haft godt af at vende med andre i samme situation dengang.

Læs mere i denne uges ALT for damerne, som er på gaden 14. juni:

• Rane Willerslevs far døde af et hjerteslag
• Tina Nikolaisens mor blev dræbt i en trafikulykke
• Andreas Jessen mistede sin far til kræft.