Violin-rock og hyper-pop: Her er 10 af vores musikfavoritter fra 2024

Griff: ”Vertigo”

Mit hoved sidder lige så løst som på en nikkedukke i skrivende stund. Jeg har nemlig skruet helt op for britiske Griff, som det skal handle om, og som gør det fysisk umuligt for mig at sidde stille. Især numrene ”Vertigo” og ”Miss me too” går direkte i blodet på mig og tvinger diverse legemsdele til at bevæge sig i takt. Griff leverer simpelthen bare brandgod popmusik. I 2021 blev hun udråbt som Rising Star til Brit Awards, og jeg melder mig helt enig i, at hun er en, du skal holde øje med. Og lytte til. Sangeren er flere gange blevet sammenlignet med Dua Lipa, som er kendt for sit gennemførte pop-univers, og som Griff også har varmet op for. Kunstnere som Coldplay, Ed Sheeran, Sabrina Carpenter  og Taylor Swift har ligeledes haft hende med på tour. I juli udgav hun pladen ”Vertigo”, som er ren en fornøjelse at lytte til fra start til slut. Jeg har blandt andet et soft spot for nummeret ”Astronaut”. Den 25. november spillede Griff i Store Vega i København, og det er en af de bedste koncerter, jeg har været til i år.

Pssst: Griff har også udgivet singlen "It could have been us" sammen med danske Christopher.  

Billie Eilish: “Hit me hard and soft”

Billie Eilish er blot 22 år gammel, men har allerede udgivet musik i syv år og vundet et hav af priser. Hendes debutplade skaffede hende en Grammy for årets bedste album, og derudover er hun den yngste, der nogensinde har vundet ikke bare én, men TO Oscars. Den sidste fik hun for sangen “What was I made for?”, som blev skrevet til Barbie-filmen fra 2023. Næsten al Billie Eilish’ musik bliver til i samarbejde med hendes bror, Finneas. Det første album blev vakt til live på broderens værelse i deres barndomshjem, og da Finneas flyttede hjemmefra, indrettede han sig et lignende studie. Der blev det andet album indspillet og produceret – og ingen andre end søskendeparret var involveret. Det tredje album, ”Hit me hard and soft” fra maj 2024 er ligeledes udformet af Billie og Finneas Baird O'Connell. Pladen indeholder bl.a. nummeret “Birds of a feather”, som er blevet et viralt hit.

St. Vincent: ”All born screaming”

Hun er verdenshistoriens 26. bedste guitarist, og samtidig er hun en gudsbenådet sanger og sangskriver. St. Vincents musikalske univers byder på komplekse og overraskende kompositioner, og hun er ikke bange for at smide en fløjte eller violin ind i et klassisk rock-nummer. Foruden sine guitarfærdigheder, som har skaffet hende den fornemme titel hos musikmagasinet Rolling Stone, spiller hun blandt andet klaver, bas og theremin. Sidstnævnte er et instrument opfundet af en sovjetisk radioingeniør, som udmærker sig ved, at man ikke rører ved det for at spille. Derimod frembringer man lyde ved at flytte sine hænder i forhold til to antenner. Den 41-årige sangers alsidige vokal er som udgangspunkt blød, men eftersom hun primært bevæger sig i den rockede del af musik-spektret, sætter hun også gerne power på. I det ene øjeblik er der således knæk, råb og fraseringer, og i det næste hvisker hun nærmest ordene. Dette er ottende album fra St. Vincent, som har det borgerlige navn Anne Erine Clark, men det første, hun selv har produceret.

Girl in red: “I’m doing it again, baby!”

Teksterne er smertefuldt ærlige og rå. Vokalen er dyb og blød. Musikken er en interessant kombination af indie, rock, synthpop og lo-fi. Der er tale om norske girl in red, som sidste år varmede op for Taylor Swift og udgav sit andet album i april. Marie Ulven Ringheim, som er hjernen bag girl in red, har lært sig selv at spille guitar og klaver samt at producere musik hjemme i sit soveværelse – og det må man bare sige, at hun har gjort godt. Hun skrev, producerede og udgav selv sine første singler og EP’er, og hendes allerførste udgivelse ”I wanna be your girlfriend” landede en niendeplads på The New York Times liste ” The 68 Best Songs of 2018”. Autodidakte girl in red skrev selv hele sit debutalbum, som hun også var medproducer på. Debuten blev taget særdeles godt imod af både fans og kritikere, og nu har hun så gjort det igen, baby.

Taylor Swift : “The tortuered poets department”

Taylor Swift slog (endnu engang) en række verdensrekorder med denne udgivelse. Hendes 11. studiealbum, ”The Tortured Poets Department”, er blandt andet det første album i Spotifys historie til at opnå 300 millioner streaminger på en enkelt dag samt det første album nogensinde, der har fået en milliard afspilninger inden for sin første uge på platformen (Faktisk tog det kun fem dage.) Sangen ”Fortnight” fra albummet fik over 25 millioner afspilninger inden for det første døgn og slog dermed rekorden for flest afspilninger på en dag. Med sit forrige album, ”Midnights”, var Taylor Swift den første nogensinde til at indtage samtlige top-10-placeringer på Billboards liste ”Hot 100”, og med ”The Tortured Poets Department” slog hun sin egen rekord og indtog de første 14 (!) pladser på listen. Milliarder af mennesker synes altså, at det – mildt sagt – er et godt album, og jeg melder mig enig. Har du ikke allerede givet det et lyt, kan du jo passende se, om det også er tilfældet for dig. Genremæssigt kan det beskrives som synth-/ folk-pop tilsat elementer fra blandt andet rock og country.

Charlie XCX: ”Brat”

Tænk, at der kan være SÅ meget energi i et enkelt album. Jeg er fuldkommen blæst bagover af Charli XCX’ album ”Brat”, som mildest talt tog verden med storm i sommer. Albummet er rendyrket hyperpop – en afart af pop, der er kendetegnet ved (næsten) overdreven brug af autotune, synth og distortion. Lyden giver sådan cirka en følelse af at være en del af et computerspil fra 00’erne med tvivlsom grafik og bipbop-lyde, som kun kan spilles på en stationær computer. Samtidig er Charli XCX en fremragende sangskriver, der formår at gøre det ”internetske” popalbum personligt og sårbart. Hun skriver bl.a. om at tvivle på, om hun fortjener kommerciel succes og om sine overvejelser om børn. Både det følsomme, det sexede, det humoristiske og det flabede er pakket ind i energifyldt dance-musik, og det er helt tydeligt, at Charli XCX har levet en stor del af sit liv i det britiske klubmiljø. Skal du ikke på klub, vil jeg anbefale albummet til cykelturen, når du træner, eller når du gør dig klar til at tage ud. Ja, faktisk alle situationer, hvor du har brug for at blive hypet lidt.

Chappell Roan: "Good luck, babe!"

Chappell Roan har udgivet musik siden 2017, men først i år har hendes karriere for alvor taget fart. Det har den så til gengæld gjort med noget nær 3000 kilometer i timen. Har du ikke allerede har hørt om hende, ja, så har du nu, og ellers ville det altså blot have været et spørgsmål om tid. Chappell Roan er interessant både som kunstner, person og performer. Hun er et regulært queer-ikon og kalder selv Chappell Roan – hendes kunstneridentitet – for sit drag queen-projekt. Hendes outfits er ofte mere kostumer, end det er tøj, og makeuppen er gerne alt andet end ”less is more”. Den fremtrædende visuelle identitet siger på en måde meget om hende og er samtidig med til at skabe en vis distance. Det er ganske enkelt tydeligt, at hun påtager sig en rolle, når hun optræder; At Chappell Roan IKKE er 1:1-synonym med Kayleigh Rose Amstutz, som gemmer sig bag kunstnernavnet. Foruden at beskrive Chappell Roan som sin drag-persona har hun da også selv italesat, at kunstneren er en mere åben og selvsikker udgave af hende selv, ligesom musikken er en eventyrudgave af den virkelige verden. Det flamboyante udtryk gør, at Chappell Roan virker mere som et fænomen end som så meget andet. Et fænomen, jeg gerne vil se og høre mere til. Udover at være en virkelig interessant karakter, har Roan en vokal, jeg ikke kan få nok af, og som især er imponerende på liveoptrædener. Musikalsk er hun inspireret af 00’ernes grandiose pophits og 80’ernes synthesizer-tunge lyd.

Chappell Roan har i år udgivet singlen ”Good luck, babe!”, som er nomineret til en Grammy for årets bedste sang. Til sommer gæster hun festivalen Syd for Solen i København.

The Beaches: “Blame My Ex”

The Beaches er girl power på steroider – og det er faktisk næsten en underdrivelse. Det canadiske band består af fire inkarnerede rock chicks, og jeg må bare sige: Jeg har lyst til at være dem. Eller i det mindste være venner med dem og håbe på, at lidt af deres magi smitter af på mig. De emmer af ”coolness”, fandenivoldskhed og attitude, og jeg får et indtryk af, at de faktisk nærmest er usårlige. Musikalsk er der tale om klassisk garagerock båret af elguitar, bas og trommer. Deres seneste plade – “Blame my Ex” – handler om at gå fra hinanden, finde sig selv (igen) og selvkærlighed. Der er tale om universelle følelser tilsat en god portion selvironi og kækhed. Og utrolige mængder energi. Pladen igennem er der fyret op for lækre riffs på både guitar og bas samt fremstormende trommer. Alt sammen tilsat en sprød, fyldig vokal, som synger sætninger som: ”What doesn’t kill you makes you paranoid”, ” Happy I'm going home with me and me / I don't care, get out my face if you don't like it” og ”But don't blame me, blame Brett / Blame my ex” med henvisning til forsangerens ekskæreste. ”Blame my Ex”, som udkom i 2023 er bandets andet album og er udgivet af ingen ringere end dem selv. I år har de udgivet et par fremragende singler såsom ”Takes one to know one”, så man kunne håbe på (læs: det gør jeg!), at der er endnu en plade under opsejling.

Linkin Park: From Zero

Linkin Park var et af de allerstørste rockbands omkring årtusindskiftet. De solgte mere end 100 millioner plader verden over og vandt utallige priser. Tilbage i 2012 blev de kåret som the greatest artist of the 2000s i en afstemning på musikkanalen VH1, og i 2014 udnævnte musikmagasinet Kerrang! dem som verdens største rockband på daværende tidspunkt. Men så – i 2017 – mistede bandet på tragisk vis deres forsanger, Chester Bennington, til selvmord, og siden da har de været i dvale. Indtil nu. Den 5. september annoncerede Linkin Park deres comeback med en ny, kvindelig forsanger ved navn Emily Armstrong. Samme dag udkom singlen ’The Emptiness Machine’, som i løbet af blot to uger endte på førstepladsen på Rock & Alternative-listen hos Billboard. Dét er i alt sket 14 gange i listens historie – at en sang har nået førstepladsen på to uger – og fem af gangene har Linkin Park stået bag hittet. Den 15. november udgav det nye, gamle band deres 8. studiealbum – From Zero – med Emily Armstrong i front, og det blev modtaget med kyshånd af anmeldere.

Aurora: ”What happened to the heart?”

Hvis du tager en skovalf, en badenymfe, Ronja Røverdatter og Esmeralda fra Klokkeren fra Notre Dame, får du noget, der nærmer sig norske Aurora. Hendes musik såvel som person bærer præg af noget overjordisk, og det er tydeligt, at hun er stærkt inspireret af den vilde natur, hun alle dage har nydt at opholde sig i. Ved første øjekast kan hun virke som en lille, skrøbelig fugl, men samtidig er der en vanvittig styrke i både hendes tekster og vokal. Hun er ikke bange for at behandle svære emner som klimaforandringer, krig, LGBT+-rettigheder og mental sundhed, ligesom hun gerne agerer aktivistisk. Hun har udtalt, at hun ikke skriver sørgelige sange for at gøre folk kede af det, men at det ikke er farligt at græde eller tænke på noget trist for en stund – og at det er nemmere at gøre igennem en sang. Musikken kan tilnærmelsesvist beskrives som nordisk synth-art-folk-electro-pop tilsat en himmelsk, luftig vokal. Aurora udgav sit debutalbum i 2015 og fik stor succes med nummeret ”Runaway”, som har knap en milliard afspilninger på Spotify. I juni i år udgav hun sit femte album, ”What happened to the heart?”, som blev taget godt imod af både anmeldere og lyttere. Fik du ikke set hendes (barfodede) optræden på dette års Roskilde Festival – eller kan du bare ikke få nok af hende – kan du opleve Aurora i K.B. Hallen i København d. 29. april næste år.