Indien, som du aldrig har oplevet det før
Luksusshopping, arkitektur i verdensklasse og køer og kameler på gaderne. Delhi byder på et enestående mangfoldigt, farverigt og betagende liv, som gør den indiske millionby til en vidunderlig destination. Og kun få timer væk ligger Taj Mahal, det poetiske hvide gravmæle, som alle bør besøge mindst en gang i livet.
Manden får langsomt lirket sin tungt lastede rickshaw uden om koen, der ligger midt på vejen, men bliver afskåret af en Mercedes med tonede ruder. Den hvidklædte chauffør med guldepauletter på uniformen er helt bevidst om, at hans rige passager i bilen har en klar fortrinsret i trafikken. Fra Starbucks-cafeen ser unge velhavende til, mens de taler i iphone og sipper til en caffelatte, der koster mere, end rickshawmanden kan tjene på en hel dags arbejde.
Indien er et af de lande i verden, hvor der er størst forskel på rige og fattige, og de to grupper lever klos op ad hinanden. Rigdommen er vulgær og overdådig, og de fattige får mindre omsorg end de hellige køer på gaderne, som dog bliver fodret indimellem. Det moderne globaliserede liv folder sig ud midt iblandt mennesker, der lever, præcis som deres forældre og bedsteforældre gjorde det.
Old Delhi og New Delhi – tilsammen udgør de Delhi, Indiens hovedstad. Her kan du opleve det hele: tjekkede cafeer og shopping, der spænder fra sølvsmykker og silkesarier på markederne til toplækkert modetøj og indretningsbutikker med bæredygtige varer. Kaotiske trafikpropper, hvor tuk-tuk'er, kameler og cykler er viklet godt og grundigt ind i hinanden, og snorlige boulevarder med grønne træer, der går fra det ene arkitektoniske vidunder til det andet. Nup en yogatime eller en gang ayurvedisk massage undervejs. Og når du nu er i Indien, så tag toget de cirka tre timer til Agra, og oplev de ubegribeligt smukke bygningsværker fra stormogulernes tid.
Rejs hertil i påsken. I marts-april er varmen stadig til at leve med, og turisterne er så småt rejst hjem til Europa og USA, så du har det for dig selv – nå ja, og så alle inderne, som elsker deres land og gerne selv rejser rundt som turister.
Shopping i Delhi
Fra Gucci og Hugo Boss over H&M til larmende gademarkeder med krydderier og lædervarer – Delhi har det hele. I de store malls kan du finde alle de samme kædebutikker som i europæiske storbyer. Men den lidt sjovere shopping foregår inde i området omkring Connaught Place. Her ligger der overdådige varehuse, fashionable silkebutikker og skobutikker, og gå endelig ikke glip af coffee-table-boghandlen Oxford Bookstore. Lidt længere nede ad Janpath-gaden ligger det tibetanske marked, der sælger smykker, syngeskåle og buddhaer. Og gå heller ikke glip af det farverige marked Dilli Haat i den sydlige del af byen.
I Khan Market shopper Delhis elite og de fastboende udlændinge. Her er der butikker med wellness-produkter, lækkert bæredygtigt tøj og brugskunst. Og på Sunder Nagar Market kan du få kunst og antikviteter (og det, der ligner) af høj kvalitet. Her skal du også slå et slag forbi tebutikken Regalia, der sælger first flush darjeeling og jasminperler, der folder sig ud i glasset.
Også for sarte smagsløg
Det indiske køkken er for dem, der kan lide stærk mad. Som i virkelig stærk mad. Men i Delhi er det ingen sag også at finde noget for dem med sarte smagsløg. Undervejs på shoppeturen kan det bedst betale sig at gå efter en af de mange cafeer af høj standard, som ligger sammen med en del af de vestlige butikker.
Den helt store kniv-og-gaffel-oplevelse får du på restauranten Indian Accent (Indianaccent.com). Restauranten, der ligger på Hotel Manor, har fuldt fortjent vundet adskillige priser, blandt andet som bedste restaurant i Delhi, og er på top-50 over asiatiske restauranter. For omkring 500 kroner får du en den lækreste menu inklusive vin. En mindre formue i Delhi – men pengene værd. Og gå ikke glip af den lille, urbane landsby Hauz Khas Village, der er tilholdssted for den kreative klasse. Det er en gemt perle i det sydlige Delhi, der ligger ved ruinerne af en gammel koranskole. I parken omkring de smukke bygninger hænger Delhis studerende ud i grupper omkring en guitar, og familierne går tur med deres hund (eller ged!) langs søen. Området er fyldt med hippe restauranter, barer og butikker med smykker, tøj og gamle møbler og brugskunst.
På rejse i Indien som kvinde
I løbet af de sidste par år har aviserne berettet om grimme voldtægter og endda mord på kvinder i Indien, både turister og lokale. Og noget er der om sagen. Indien er indiskutabelt et mandsdomineret og sexistisk land, hvor der eksempelvis ikke er noget, der hedder voldtægt inden for ægteskabet. Mænd har pr. definition altid ret til sex med deres koner.
Historierne er ubehagelige, men generelt er det trygt og sikkert at bevæge sig rundt som vestlig kvinde, hvis I er flere sammen og tænker jer om. Men især hvis du rejser alene, er det klogt at følge nogle få regler:
- Lad være med at gå alene på øde steder.
- Gå i tøj, der dækker skuldrene og ankler-ne – præcis som de indiske kvinder.
- Lad være med at søge øjenkontakt med de mænd, der fortæller, hvor smuk du er.
- Lad hotellet eller restauranten skaffe en taxa om aftenen, og afvis det, hvis chaufføren gerne vil have sin "fætter" med.
Antallet af voldtægter er mere end fordoblet i løbet af de sidste 25 år, og det er noget, den indiske stat tager alvorligt. Så på alle tog og i metroen er der en vogn kun for kvinder, og kvinderne kan også vælge at bo på deres egen etage på mange af de dyrere hoteller. Det sidste forekommer dog helt overdrevet, på både mellemklasse- og luksushotellerne er du tryg nok i forvejen.
Taj Mahal
"Når min Mumtaz vågner op fra de døde på opstandelsens dag, skal hun ikke tage nogen steder hen. Hun skal allerede være i paradis." Sådan forklarede stormogulen Shah Jahan sine visioner for Taj Mahal for arkitekten tilbage i 1631. Hans elskede kone var død under fødslen af deres 14. barn, og intet gravmæle kunne være smukt nok til hende.
Og måske er Taj Mahal simpelthen det smukkeste bygningsværk i verden – i hvert fald er det blandt de såkaldte syv moderne vidundere, der blev udpeget ved en internetafstemning i 2007.
Og stormogulen og hans folk kom ikke sovende til det. Gravmælet blev bygget på bare 22 år med en ufattelig kraftpræstation af både ingeniører, arkitekter og kunsthåndværkere. 20.000 mand var i sving, mange af dem højtuddannede specialister fra udlandet. Også 1.000 elefanter måtte på arbejde for at slæbe den hvide marmor fra Rajastan til Agra.
Taj Mahal er på én gang ekstravagant og overdådigt og samtidig enkelt og poetisk. Overalt i den funklende hvide marmor er der indlagt et vidunderligt mønster af svulmende vinranker og blide blomster formet af jadesten, turkiser, koraller, safirer og jaspis fra alverdens lande.
Taj Mahal ligger ved floden Yamuna i Agra, få timers togrejse fra Delhi, og er både en velsignelse og en forbandelse for byen. Hvert år tiltrækker det hvide drømmepalads flere millioner turister, der lægger deres mange penge på hoteller, restauranter og i butikkerne i Agra. Men siden det blev optaget på Unescos kulturarvsliste, har Unesco sat strenge begrænsninger op for trafikken og industrien i byen, fordi forureningen langsomt gjorde den hvide marmor mørk og porøs. Omkring paladset er det kun eldrevne biler og hestevogne, der må køre, men det, der virkelig har ramt Agra hårdt, er, at en række fabrikker har måttet lukke og flytte produktionen til andre byer.
Som et lille plaster på såret er Agra i dag fritaget for at betale skat af produktionen af kunsthåndværk. Det har skabt nye arbejdspladser og holder de gamle håndværk i live, for eksempel tæppevævning og den særlige teknik med indlagte sten i marmor, som Taj Mahal selv er det allerfineste eksempel på.
Flere steder i byen er der åbne værksteder, hvor du kan se, hvordan håndværkerne udfører deres arbejde. Væveren binder i et halsbrækkende tempo de fine pashminaknuder i tæpperne med sin spidse pegefinger, og mosaiklæggerne skærer med ubegribelig præcision de små krystaller og ædelsten til, lægger dem ind i marmoren og sliber overfladen glat og silkeblød. Man skal ikke kigge længe på deres arbejde, før man får lyst til at eje et tæppe eller et marmorbord, og helt urealistisk er det ikke, for forsendelsen betaler den indiske stat som en del af støtten til byen. Du betaler bare for varen og får den efter et par uger leveret kvit og frit ved døren.
Her skal du bo:
Delhi
B nineteen er et tjekket guesthouse, der er drevet af et amerikansk-indisk arkitektpar. De har selv tegnet det, og resultatet er stramt og moderne. Værelserne er store og har alle udgang til terrasse, og på tagterrassen kan man få serveret en candlelight dinner med udsigt til en af Delhis smukkeste bygninger, gravmonumentet for stormogulen Humayun. Tag også morgenmaden med derop, og se, om du kan høre, hvad du selv tænker, for alle de glade fugle. Pris 800 kr. pr. nat i et dobbeltværelse. Bnineteen.com
Trident Gurgaon er det smukkest tænkelige luksushotel med mørkeblå kæmpepool og enorme spejlende vandbassiner overalt. Eneste minus er beliggenheden – det tager tre kvarter med metro at komme ind til centrum. Til gengæld koster det ikke mere end det billigste provinshotel i Danmark: 800 kr. pr. nat i et dobbeltværelse i april måned. Tridenthotels.com/gurgaon/hotel.asp
Agra
Skynd dig at tjekke ind på Trident Agra. Det ligger kun få kilometer fra Taj Mahal og er lækkert, afslappet og billigt.
Hver morgen ved solopgang er der gratis yoga i haven. Hotellet arrangerer også yoga med udsigt til Taj Mahal for grupper på mindst ti personer. Det koster 1.500 kroner pr. gruppe, altså makimalt 150 kroner pr. person. Individuelle rejsende kan spørge i receptionen, om der er en gruppe, de kan hægte sig på.
Om aftenen er der dansere i haven foran poolen eller en citarspiller, der hænger ud i et hjørne. I den kæmpestore have bag ved hotellet er der en dejlig køkkenhave med økologiske grøntsager og krydderurter, som hotellet bruger i maden. Rundt om haven er der en løberute på to kilometer.
Tridenthotels.com/agra/hotel.asp
Sådan kommer du derned – og rundt
Det er billigt at flyve til Delhi – billetterne kan koste helt ned til under 4.000 kroner uden for sæsonen.
Du kan også sagtens flyve mellem Delhi og Agra, men det er en oplevelse i sig selv at tage toget. Det tager knap tre timer med et eksprestog. Vælg sovevogn på anden klasse (også selvom du kører om dagen), så kan du tage en middagslur eller læse en god bog, mens toget banker af sted. Der er seks køjer sammen i en slags åbne kupeer, og man kan købe mad og drikke. Billetterne køber du på New Delhi Railway Station – det er ikke besværligt, men koster bare en halv eller en hel time i kø. Regn med omkring 100 kr. pr. billet pr. vej – og husk passet.
Taxaer er billige i byerne – måske 30-50 kr. for en halv time. Men tuk-tuk'erne er både billigere og sjovere. De små trehjulede rickshaws med motor snor sig uforfærdede ud og ind mellem busser og biler og koster fem-ti kroner for en tur på omkring 20 minutter.
I Delhi er der også en ny og helt moderne metro. Med den slipper du for at holde i kø oppe på gaden. Hvis det ikke var for passagererne i sarier, lange skjorter og turbaner, ville du tro, du var i København.
Indien fra sofaen
Klæd dig på til turen hjemmefra, og nyd nogle af de mange vidunderlige bøger eller film, der foregår i Indien:
Katherine Boo: "Bag det evigt smukke"
Journalisten Katherine Boo slog sig ned i en af Mumbais allerfattigste slumbyer og fulgte beboerne gennem flere år. Bogen er gribende som en roman og fortæller om ambitioner, længsler og katastrofer blandt affaldshandlere, småtyve og slumlorder.
Mikael Bergstrand: "Delhis smukkeste hænder"
Bogen handler om en svensk mand i midtvejskrise, der rejser til Indien og genfinder selvrespekten og glæden ved livet. Det er lidt "Nynnes dagbog" i en mandlig svensk udgave, men bogen giver faktisk en god beskrivelse af middelklasse-Delhi set fra udlændingens side.
"Slumdog millionaire"af Danny Boyle
Filmen handler ligesom Katherine Boos bog om beboere fra Mumbais slum, men her er det i Bollywood-udgaven. Helt vidunderligt!
"Best exotic Marigold Hotel" af John Madden.
Den charmerende film handler om en gruppe pensionerede englændere, der flytter til Indien for at nyde deres otium i et ombygget luksushotel – tror de.
Nogle af af de store klassiske pageturnere er Rohinton Mistrys "En hårfin balance", Vikram Seths "En passende ung mand" og Salman Rushdies "Midnatsbørn".
Skænk dig selv en kop darjeelingte, og sæt så Deva Premal på cd-afspilleren. Hun er ganske vist tysker, men uddannet i Indien og præget af den indiske musik. Så er det næsten som at være der selv.
LÆS OGSÅ: Det fik jeg ud af min ego-ferie på Madeira
LÆS OGSÅ: Det skal du opleve i Abu Dhabi
LÆS OGSÅ: 5 gyldne tips til Berlin