"I starten hadede jeg min mor for at sende mig væk"

I Egypten er det livsfarligt for kvinder at protestere, og i Tyrkiet trækker mændene i dametøj for at sætte fokus på de mange voldtægter i landet. Der er masser af konflikter verden over og nogle af dem bliver så voldsomme, at der ingen anden udvej er end at flygte.

Sena Galetta flygtede fra Etiopien og tortur, da hun var 24 år. Nu er hun 31 og stadig ikke kommet tættere på en afgørelse af sin sag. Hun sidder i venteposition på ubestemt tid i en grå barak her i Danmark sammen med andre kvinder fra hele verden. Hun er tryggere end nogensinde, men frygter for sit liv, hvis hun bliver sendt tilbage til sit hjemland.

Kvindernes boliger ligner forvoksede papkasser, som de ligger der række på række på Amagers sydligste spids. Herude skjult bag marker og stråtækte landsbyhuse ligger asylcenter Kongelundens kvindeafdeling. Busrute 33 er den eneste navlestreng mellem centeret og Københavns pulserende liv. Så når kvinderne skal til danskundervisning eller handle i den nærmeste Aldi, stimler de sammen foran busstoppestedet Kongelundslejren på den anden side af vejen.

Området lader til at være storbyens diametrale modsætning. Herude er den eneste øredøvende larm stilheden, når ikke lige et fly fra nærliggende Kastrup Lufthavn flyver i fugleflugtslinje hen over barakkerne.

De grålige nuancer på bygninger, vej og himmel får stedet til at fremstå meget neutralt. Nærmest kønsløst. Beton, fliser og skurvogne dominerer gårdspladsen, og en kombineret basketball- og fodboldbane er slidt ned efter, hvad der ligner mange års dueller på banen. Nettet i basketkurven er tæret op og kun et par flænsede stofstykker hænger fra metalkransen.

I en af "papkasserne" bor Sena Galetta. Hun flygtede fra Etiopien, da hun var 24 år gammel. Nu er hun 31 og stadig ikke kommet tættere på en afgørelse af sin sag. Hun inviterer mig indenfor i sit hjem og byder på krydret te og appelsinbåde.

Brutale barndomsminder

Selvom det er småt med pladsen på værelset, er det lykkedes Sena at finde plads til et hav af cd'er, hårprodukter, og kufferter fyldt til bristepunktet med sko. Som regel går hun på tilbudsjagt i shoppingcentret Fields eller på udkig i genbrugen, når hun skal finde nye sager til gaderoben. Det er, hvad der er råd til, når man får udbetalt 1.180 kroner hver anden uge af staten. De skal dække alle udgifter til mad og tøj, men det er intet problem at få det til at løbe rundt for Sena.

Hun retter lidt på et par vildfarne totter, der forpurrer den ellers skarpskårne page.

Da håret atter sidder i vater, hælder hun kogende vand i et par kopper, og dypper teposen et par gange i hver. Imens betragter jeg de talrige bamser, der optager en hel del af værelsets sparsomme kvadratmeter. Særligt kommoden ligner et slags alter med isbjørne, flamingoer og kaniner sirligt stablet. Måske de plyssede tøjdyr er symbolet på den trygge og problemfrie barndom, Sena aldrig selv har haft. Et øjebliks virkelighedsflugt fra hendes brutale barndomsminder.

Sena tilhører nemlig det diskriminerede og undertrykte Oromo-folk, der udgør blot én ud af mere end 80 etniske grupperinger i Etiopien. Hun har været aktiv i en modstandsbevægelse, der kæmper mod det nuværende styres undertrykkelse af sit folkefærd. Og det fik hun lov til at bøde for, da gruppens aktiviteter blev opdaget.

Hun krænger med besvær sin rundhalsede T-shirt ned under brystpartiet, hiver sit ene bryst frem og lader pegefingeren glide i cirkulære bevægelser rundt om brystvorten. Der er noget, hun insisterer på, jeg skal se. Bittesmå nålemærker fra gentagne penetreringer kommer til syne i den udstrakte hud. Hun tager fat om brystvorten og klemmer så hårdt, hun kan.

– Jeg kan ikke mærke det, den er helt følelsesløs, siger hun og tørrer de aflange, våde striber af kinderne med sine krakelerede, rødmalede negle.

Nålegennemboringerne var en straf for at modsætte sig det etiopiske styres politik. Men også en velkendt torturstrategi, der skulle få Sena til at udlevere oplysninger om sine kampfæller.

Sena lavede kasketter og T-shirts med politiske frihedsbudskaber påtrykt. Modstandsfolkene kunne ikke vise sig offentligt med frihedssymbolerne, i så fald ville de blive henrettet. Men bag lukkede døre i deres egne hjem, tog frihedskæmperne de politiske beklædningsgenstande på og drøftede, hvordan de skulle bekæmpe styrets diskriminerende behandling af Oromo-folket. Senas far var leder af oppositionsgruppen.

– Jeg stod vagt ved døren, når møderne fandt sted. Hvis der kom nogen forbi, skulle jeg give tegn til det hemmelige selskab, så de kunne nå at pakke alt væk, før de blev opdaget. Det var en fed følelse at være med til at gøre noget, husker hun.

Ingen familie tilbage

En nat dukkede en gruppe regeringssoldater op foran familiens hoveddør. De havde mistanke om, at Senas far var medlem af oppositionsgruppen.

– De stillede min far en masse spørgsmål: Hvor han havde sine identifikationspapirer, hvad hans tilknytning til modstandsgruppen var, og hvor han havde sine penge. Det endte med, at de tog ham med sig. Siden den nat har jeg ikke set ham. Jeg er overbevist om, han er blevet slået ihjel.

Efter den episode sov familien under åben himmel. Hver nat. De turde ikke sove i deres eget hjem af frygt for, at regeringsstyrken ville komme tilbage og gøre krav på flere familiemedlemmer.

– Min mor kunne aldrig falde til ro om natten. Hun var rædselslagen for, at vi børn ville blive de næste og græd hver eneste dag, fortæller Sena.

Kort tid efter tog moren kontakt til en menneskesmugler. Hun ville forsøge at få Sena ud af landet, før det var for sent. Menneskesmugleren fløj med Sena til Norge, hvor en ny bagmand ventede hendes ankomst. Han tog hende med i tog til Danmark.

– I starten hadede jeg min mor for at sende mig væk, men nu forstår jeg hende. Hun har reddet mit liv, siger Sena.

I 2007 ankommer hun til Center Sandholm, som midlertidigt tager imod alle asylansøgere, der kommer til Danmark. To år efter sin ankomst bliver hun anvist til kvindeafdelingen på Amager.

Senas asylansøgning bliver i første omgang afvist af de danske myndigheder, men efter anbefaling fra sin advokat anker hun dommen, og sagen verserer nu i FN's torturkomité. Ingen ved, hvor lang tid sagsbehandlingen vil tage, så indtil da er der ikke andet for end at vente. Indtil videre har Sena siddet i venteposition i syv år, og hun har på intet tidspunkt modtaget livstegn fra hverken sin mor eller sine tre søskende, så hun formoder, de er blevet dræbt.

Som en familie

– Det her er styrke, siger Sena og knuger sin halskæde tæt ind til sig.

Vedhænget forestiller Jesus på korset. Hver lørdag går hun i kirke for at bede og synge i kirkens gospelkor på Nansensgade ved Nørreport. Over kommoden på værelset hænger et rødt hjerte med teksten "Jesus er min største gave". Og med sig rundt i dagligdagen har hun en lille bibel i lommestørrelse. På den måde kan hun være tæt på Gud i alle døgnets vågne timer.

I månederne efter hun forlod sit hjemland og sin familie, følte hun, Gud var den eneste, hun havde tilbage. Den eneste hun kunne betro sig til og finde trøst hos gennem sine bønner. Men efter en rum tid på kvindeafdelingen skete der noget med Sena. Hun fik nye veninder, og de blev som en familie for hinanden.

Mens vi kigger på gamle ungdomsbilleder og snakker om kærester, stikker Senas genbo, Maria fra Uganda, hovedet ind på værelset og bliver straks budt på en kop te.

– Maria er min søster, siger Sena med et bredt smil, der blotter det lyserøde tandkød.

En del af Senas tætte veninder er kommet og gået hen over de seneste syv år. Nye kommer til, gamle kendinge må rejse tilbage til deres hjemland, og igen andre får opholdstilladelse og flytter i egen bolig.

– Det sværeste er, at man aldrig ved, hvem der er her i morgen. Det er svært at sige farvel, forklarer Sena.

Indtil nu har hun kun prøvet at være den, der skulle sige farvel. Men en dag bliver det hendes tur til at pakke sine ting og forlade centeret. Det er hun smerteligt bevidst om, og hun er bange for udfaldet. For Sena tror fuldt og fast på, der hænger en dødsdom over hendes hoved, hvis hun vender tilbage til Etiopien.

En fuldendt kvinde

I en af de andre barakker står malaysiske Suryai Mahmood på 36 og svitser karry og rødløg på en skoldhed pande i fælleskøkkenet. Overalt på asylcenteret dufter der af krydderiblandinger, og lyden af gryder og bestik, der skramler, spreder sig i gangene. Der bliver lavet mad mange gange om dagen, og kvinderne samles ofte om måltiderne og snakker med hinanden.

Suryai er ikke til at misse i mængden i sin traditionelle, gulvlange hindudragt prydet af alverdens farver og mønstre. Kroppen er udsmykket med piercinger i både næse, tunge, under læben og i ørene. Tre huller i hver øreflip. Op ad underarmen slanger Suryais navn sig i en kroget skrift, på håndryggen er aftegningerne fra en sommerfugl indgraveret i huden, og i nakken leger et par englevinger gemmeleg bag det mørkerøde hår. Læberne er tegnet op med knaldrød lipliner og malet pink.

Suryai flygtede til Danmark i marts 2014, fordi hun følte sig forfulgt på baggrund af sit køn. Suryai er transkønnet og til mænd. Hun er fortæller, at hun er født som mand, men har levet som kvinde siden de tidlige teenageår. Og det er ikke tilladt i Malaysia, der er et overvejende muslimsk land. Landets sharia-domstol fælder dom i sager om religion, og straffen for at erklære sig åbent homoseksuel og transkønnet er dødsstraf eller fængsling.

I 2007 tog hun beslutningen om at gøre sit køn officielt og fik foretaget en kønsskifteoperation i Thailand. Så i dag er hun en "fuldendt kvinde", som hun siger. Alle hendes kønsdele er kvindelige.

Selvom Suryai ved, hvad konsekvenserne af at offentliggøre sin seksualitet og sit køn er, nægter hun at lyve om, hvem hun er.

– I en ung alder gik det op for mig, at jeg må være den, jeg er. Jeg kan ikke blive ved med at leve som mand, for det er jeg ikke. Hele min krop og mit sind skriger, at jeg er kvinde. Sådan er jeg født. Og jeg beslutter, at jeg hellere vil slås ihjel end lave om på mig selv.

Men frygten for sin egen og familiens sikkerhed blev for tung en byrde.

– Da jeg var 14 år, forlod jeg min familie, fordi jeg var bange for, at min beslutning om at leve som kvinde ville give dem problemer. Jeg kommer fra et lille lokalsamfund, hvor alle kender hinanden, så det var kun et spørgsmål om tid, før nogen ville finde ud af, jeg var transkønnet og sladre om det. Det kunne jeg ikke byde min familie. Det kunne have fået fatale følger for dem, forklarer hun og snor den tykke manke til en knold på toppen af hovedet.

Familien har for længst accepteret Suryais beslutning om at leve som kvinde. Faktisk er det blevet så accepteret, at hun har adopteret sin søsters tre børn, som hun på sigt håber at kunne få til Danmark via familiesammenføring. Hvis hun altså får opholdstilladelse.

Chikaneret på gaden

Efter at have forladt lokalsamfundet flyttede Suryai til storbyen, men der gik ikke længe, før hun kom i karambolage med ordensmagten.

– Når jeg skulle med bussen, blev jeg drillet med mit udseende. Dengang var mine mandlige træk mere fremtrædende, og så gik jeg jo klædt som en kvinde. På den måde skilte jeg mig ud fra mængden, og det kunne langtfra alle acceptere. Da jeg forsøgte at melde dem, der havde chikaneret mig, til politiet, fik jeg bare at vide, jeg selv var skyld i det, fordi jeg var trans.

– Politiet stoppede mig en dag, da jeg gik ned ad gaden i stiletter og læbestift. Da de spurgte til min religion, løj jeg og sagde, jeg ikke var muslim. Hvis ikke jeg havde stukket dem en løgn, havde de dræbt mig eller sendt mig i fængsel i meget lang tid. I stedet slap jeg med to dages fængsel. Efter den episode havde jeg fået nok. Jeg kunne ikke leve på den måde længere, og derfor flygtede jeg til Danmark i det øjeblik, jeg blev løsladt, fortæller Suryai.

Tidligere var Suryai muslim, men i dag er hun hinduist, afslører den karakteristiske røde prik i panden på hende. Hun føler sig mere velkommen i hinduismens rækker, forklarer hun.

Suryais sag er endnu ikke endeligt afgjort, men Udlændingestyrelsen har sendt et brev, hvori der står, de ikke stoler på den forklaring, hun har afgivet. Nu er det op til en dommer at afgøre sagen. Er svaret negativt, plejer det at ankomme i en lille kuvert. Og omvendt i en stor, hvis det er en positiv tilbagemelding, fortæller Suryai.

– Hver eneste dag er jeg nervøs for, der skal komme et lille brev fra kontoret. Jeg går i panik og får voldsom hjertebanken, når jeg modtager et i den størrelse.

Imens Suryai venter på dommen, forsøger hun at holde sig beskæftiget. Tre gange om ugen går hun til danskundervisning hos Røde Kors, hun deltager i formidlings- og frisørkurser, og i sommer deltog hun i festen til Copenhagen Pride. Et par gange om ugen mødes en gruppe af kvinderne fra kvindeafdelingen ude på den nedslidte betonbane eller på områdets græsbane og spiller noget fodbold. Suryai er keeperen mellem stolperne i det stormaskede net. Og altid ulasteligt klædt i gulduniform.

Lever i frygt

På mange måder er opholdet på Kongelunden et tiltrængt pusterum for mange af kvinderne. Et sted, hvor alfonser, korrupte politibetjente og mishandling ikke eksisterer. Her kan de ånde lettet op for en stund og lade bekymringerne om morgendagens problemer fare.

Sena finder især tryghed i at vide, at hun ikke bliver straffet for at bruge sin stemme, forklarer hun.

– Lige meget hvad jeg fortæller her i Danmark, så slår politiet eller personalet mig ikke.

Også Suryai fremhæver retten til frit at kunne udtrykke, hvem hun er, som en helt særlig værdi, hun sætter pris på.

– I Danmark føler jeg mig fri. Her er ingen strikse regler, man bliver ikke jaloux på hinanden, og der er intet had. Der er plads til at være lige nøjagtig, hvem du ønsker at være. Her er vi alle ens.

Men selvom Sena og Suryai er sikret deres helt basale menneskerettigheder i Danmark, og de befinder sig tusindvis af kilometer fra deres hjemlands undertrykkende styre, lever de paradoksalt nok stadig med usikkerheden. Omend en anden form for usikkerhed. Deres fremtidige skæbne afhænger af myndighederne, og hjemsendelse er et muligt scenarium for dem begge.

– Jeg har bedt lægen om at tage livet af mig, hvis jeg skal tilbage, men han siger nej. Når jeg alligevel skal dø, vil jeg hellere have, lægen tager livet af mig. Det er smertefrit, og det går hurtigt. I Etiopien vil jeg være nødt til at begå selvmord med en hjemmelavet mikstur og lide en langsom død – eller vente på, styret gør det af med mig på en helt uhyrlig måde. Der er ingen fremtid for mig i Etiopien, forklarer Sena.

I venteposition

Livet bliver sat på standby, når man sidder i venteposition på et asylcenter. For Suryai betyder det, at hun er tilbagehold-ende med at finde sig en kæreste. I 12 år var hun kærester med den samme malaysiske mand, men de gik fra hinanden for fem år siden. Siden har der ikke været nogen mænd i hendes liv. Især ikke nu, hvor hun ikke kan vide sig sikker på, om hun må forlade landet med kort varsel.

For Senas vedkommende ligger det heller ikke i kortene at finde sig en kæreste og stifte familie.

– Min veninde siger til mig, at jeg er ung, og jeg burde finde mig en kæreste, men jeg har ikke lyst til at dele mine problemer med en mand. Jeg har hadet mænd i meget lang tid, fordi jeg har været vant til, de behandlede mig dårligt. Og jeg er glad lige nu, det vil jeg ikke ødelægge.

Både Sena og Suryai går med en iværksætterdrøm om at åbne deres egen restaurant, men den plan er udskudt, indtil de ved besked om deres fremtidige bopæl. I Danmark er det nemlig ikke muligt for asylansøgere at opstarte virksomhed, før de har fået opholdstilladelse.

Til gengæld er det tilladt at komme i virksomhedspraktik. Sena har tidligere været i seks måneders praktik på et plejehjem. Det gjorde hun så godt, at lederen af plejehjemmet gerne ville beholde hende, da praktiktiden var ovre. Men det kunne hun ikke få lov til. Førhen var det nemlig ikke lovligt for asylansøgere at tage arbejde, men det blev der lavet om på i 2014.

Såfremt asylansøgeren opfylder en række betingelser. Blandt andet skal der være gået seks måneder, siden ansøgeren søgte om asyl, ligesom hendes identitet skal være kendt af myndighederne.

I september sidste år søgte Sena ind på sosu-uddannelsen på VUC. Hun kom ikke ind. Alle pladser var optaget. Nu går hun til guitarundervisning, og så har hun igennem længere tid gået til danskundervisning. Det er hun blevet så dygtig til, at interviewet foregår delvist på dansk.

I det hele taget er Sena og Suryai fast besluttede på at få så meget ud af ventetiden som muligt. Deres største ønske er at lægge fortiden bag sig og skabe en bedre fremtid. Eller som Suryai siger:

– Jeg ønsker mig bare et liv, der er værd at leve.

Efter dette interview blev foretaget, blev der fundet massiv skimmelsvamp i naboasylcenteret Center Kongelunden. Det har også berørt kvindeafdelingens beboere, der nu er blevet genhuset i det gamle Sankt Hans Hospital i Roskilde.

LÆS OGSÅ: "Vi må være blandt de mest hensynsløse folkefærd i verden"

LÆS OGSÅ: Efter ammedebatten: Nye mødre tør ikke amme offentligt

LÆS OGSÅ: "Jeg skulle holde mit barn i armene for at erkende, at jeg er ambitiøs"