Pernille Schrøder

Pernille Schrøder kan godt se, hvis nogen tænker, ’hun er stor’: ”Og jeg har også appelsinhud på ballerne”

Selvom revyskuespilleren Pernille Schrøder er fyldt 60, og de første alderstegn er begyndt at vise sig, er det ikke noget, der rører hende. Faktisk har hun aldrig taget sin krop så højtideligt, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Tidligere på året fyldte den garvede revyskuespiller Pernille Schrøder 60 år, og selvom alderen kan ses, er det ikke noget, der ægte påvirker hende. Det fortæller hun i Hendes Verden, nummer 23.

De første alderstegn, hun har bemærket, er rynkerne om munden, fortæller hun.

”Jeg hader dem, fordi de får mig til at se sur ud. Jeg kunne dog ikke finde på at få sprøjtet noget i ansigtet, for jeg vil ikke se kunstig ud.”

Selvom hun ikke selv kunne finde på at få korrigeret ting på sin egen krop, gør hun sig ikke til dommer over for andre, der kunne.

”Jeg kan godt forstå, det er vigtigt for piger med bryster, der går indad, at få lavet en håndfuld, eller dem med øjenlåg, der hænger, så de ikke kan se ud af øjnene, men det er blevet så overdrevent i dag, og hvorfor skal man skjule sin alder? Mine bryster strutter ikke som en 22-årigs, for der er over 40 års tyngdekraft i dem,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har også appelsinhud på ballerne, men jeg går jo heller ikke i hotpants. På en varm sommerdag er jeg helst hjemme i haven, men hvis jeg en sjælden gang imellem er på stranden, tager jeg sådan et stort tørklæde om røven.”

En krop er en krop

At Pernille Schrøder har et afslappet forhold til sin krop, har faktisk ikke noget med hendes alder at gøre. For hun har aldrig taget sin krop så højtideligt, fortæller hun.

”Jeg kan godt se, hvis nogen i garderoben står og tænker: ”Hun er da vist blevet for fed til den kjole”. Det har jeg ingen berøringsangst over for, ligesom jeg kan skifte tøj hvor som helst.”

Det miljø, hun i mange år har været en del af, gør også, at hun aldrig rigtig har følt sig krænket. Selvom hun gennem tiden har arbejdet sammen med mænd, der godt har kunnet finde på at klappe hende i numsen, er det ikke noget, hun er faret op over, hun har derimod bare klappet tilbage, fortæller hun.

”Jeg spillede i lange perioder sammen med Ole Ernst, og han sagde altid: ”Kan du flytte din store erotiske røv” til mig, og når Claus Ryskjær tog mig på brysterne, døde jeg heller ikke af det. Måske er det fordi, jeg var med dengang, at jeg har det sådan i dag, at hvis Niels Ellegaard ikke siger noget småsjofelt til mig på en hel arbejdsdag, bliver jeg lidt ked af det.”

Læs resten af interviewet på linket nedenfor.

Om Pernille Schrøder

  • 60 år.
  • Arbejder som både sangerinde og skuespiller. Har desuden været medindehaver af Comedieteatret.
  • Har spillet med i en lang række revyer gennem årene, ligesom hun har medvirket i andre musikalske opsætninger som Cats, Chicago og Mamma Mia.
  • Aktuel i årets Cirkusrevyen på Bakken, som spiller frem til slutningen af august.
  • Single og har ingen børn.