Ritt Bjerregaard: "Jeg havde nok ikke viljen til at blive statsminister, da det kom til stykket"

Ritt Bjerregaard har lige været ude og vandre tre dage på Camønoen med Hanne-Vibeke Holst, Christine Antorini og Anne Linnet. Ruten på Møn byder på kuperet terræn, smukke udsigter og mange indsigter, hvis man er åben for det, og hvis man lader de gode samtaler opstå.

Ritt er sådan en, der dyrker samtalen. Både med de nære veninder og med Søren, som hun fejrede guldbryllup med for lidt over to år siden. Det er en af hemmelighederne ved at holde sig i gang – og holde gang i – et langt ægteskab, mener hun. Og hun er i gang. På trods af diagnosen ”uhelbredelig kræft” og på trods af alder. 78 år er hun. Og så er man en gammel dame, siger hun. Og gentager det flere gange. For det er okay at være gammel, særligt når man stadig kan rigtig mange af de ting, man altid har kunnet.

– Vi gik 18 km den ene dag og 14 km den anden dag på Møn. Tænk engang, at jeg kan det endnu. Det er noget, jeg virkelig værdsætter. For på et eller andet tidspunkt kan jeg ikke. På et eller andet tidspunkt klarer jeg den jo ikke længere. Men det er okay. Det eneste, jeg er bange for, det er at få et slagtilfælde, blive genoplivet og så ligge som en grøntsag, der hverken kan det ene eller andet. Det er derfor, jeg går ind for aktiv dødshjælp. Jeg synes, man skal have lov til at sige ”nu vil jeg ikke mere”.

Ville du turde at tage dit eget liv?

– Ja, det ville jeg. Det føler jeg mig helt overbevist om. Jeg ved også, hvordan man gør.

Hvor har du det mod fra?

– Det hænger sammen med, at jeg synes, jeg har haft så utrolig godt et liv på alle måder. Og man er nødt til at se i øjnene, når man bliver gammel, at selvom der stadig er gode øjeblikke og oplevelser, så går det jo tilbage. Jeg FÅR færre kræfter. Der ER færre ting, jeg kan. Min hukommelse BLIVER ringere. Det er jo et vilkår i vores liv. Og jeg er sådan indstillet, at vilkår må man leve med. Og døden er et vilkår.

Men det kunne jo være, at du på trods af et slagtilfælde kunne få nogle gode år på f.eks. et plejehjem?

– Hvis jeg får en diagnose, hvor jeg mister mig selv, må jeg bare sige, at så har jeg ikke lyst til at leve. Det samme hvis jeg ender med ikke at kunne røre mig. Jeg faldt på et tidspunkt ned ad en stige og sad en måned i kørestol, og jeg har ikke lyst til at ende mit liv i en kørestol. Jeg er imponeret over de folk, der gennem et langt liv klarer det. Det tror jeg ikke, at jeg kunne. Så hellere gøre en ende på det. Jeg synes ikke, der er noget, jeg ikke har nået.

Hvad siger Søren til det?

– Det er vi enige om. Vi er også enige om, at hvis vi falder om, så skal vi passe på med at blive genoplivet. Og hvis vi alligevel bliver det, så vil vi hjælpe hinanden med at komme herfra. Søren er 85. Han fik ny hjerteklap i 2017, og her i sommer har han fået en pacemaker.

Verden ramler

Der er ikke så meget smalltalk, når man sidder over for Ritt Bjerregaard. Hun er lige på og hårdt. Pakker ikke noget ind. Selv her i caféen på Statens Museum for Kunst, hvor det vælter rundt med turister på udkig efter frokost, er hun hundrede procent fokuseret og svarer ærligt og grundigt på alt.

Anledningen til interviewet er, at tredje bind af hendes erindringer udkommer. ”Udenfor” hedder bogen, som bl.a. indeholder flere kapitler om hendes tid som EU-kommissær, tanker om måske – måske ikke – at kunne være blevet Danmarks første kvindelige statsminister og refleksioner over, hvordan hendes kræftsygdom gennem de seneste knap fem år har påvirket hendes liv. Deraf den alvorlige indledning.

I begyndelsen af 2015 fik Ritt konstateret endetarmskræft. Hun blev opereret i marts, men der opstod en sprække i syningen, der betød, at hun måtte igennem endnu en operation kort tid efter. Hun fik en stomi, som blev fjernet igen i juni 2015, og langsomt begyndte hun at komme til hægterne efter sommerferien. Hun sagde nej tak til forebyggende kemo, fordi det alligevel ikke ville gøre den store forskel i forhold til risikoen for, om kræften kom tilbage eller ej. Hun troede, at hun var helbredt, og alt var godt. Men så, i januar 2016, fik hun svar på den seneste scanning.

– Jeg sidder og venter på hospitalsgangen med Søren og en god ven, der er læge, da jeg får min journal udleveret. Jeg bladrer i den. Der står, at de har fundet metastaser i lungerne, som ikke kan fjernes operativt, og at man derfor kun anbefaler palliativ behandling. Altså behandling, der lindrer, men ikke helbreder. Jeg spørger min ven, om det betyder, at jeg aldrig bliver rask? Ja, svarer han, det betyder det. Lige i det øjeblik er det, som om min verden ramler. Men jeg må jo hanke op i mig selv. Jeg skal ind til onkologen. Så jeg bryder ikke sammen der. Men det gør jeg selvfølgelig, da jeg kommer hjem med min mand. Vi snakker om, om det mon nu er slut med vores fælles liv. Men vi taler også om, at hvis det er, så har vi haft 50 gode år sammen.

Hun holder en lille pause og kigger med smilende øjne gennem brillerne.

– Men det var så heldigvis ikke slut der.

Havde du en følelse af, at det var okay, hvis det rent faktisk var ved at være slut?

– Ja. Absolut. Jeg er ikke bange for at dø.

Hvorfor ikke?

– Fordi jeg synes, jeg har haft et enormt spændende liv. Jeg har kunnet påvirke samfundets udvikling, jeg har været med til at lave reformer, der har haft stor betydning for rigtig, rigtig mange mennesker både i Danmark og Europa. Jeg har haft Søren i så mange år, og jeg er omgivet af gode venner. Jeg har haft et rigt liv.

Der blev iværksat en kemobehandling, og denne gang var Ritt ikke i tvivl om, at hun skulle tage imod behandlingen. Kemoen ville forbedre hendes overlevelseschancer.

– Tror de! Skal jeg lige sige. Der er jo ingen, der ved det. Men lægerne tror, at det vil forbedre mine chancer, og derfor sagde jeg ja tak, da jeg havde opsøgt en second opinion, hvor jeg fik samme svar. Kemobehandling er lige så ubehageligt, som alle andre mennesker siger, at det er. Jeg blev sådan helt tør her mellem fingrene, og jeg havde svært ved at bruge dem. Jeg fik store vabler under fødderne.

– Jeg spurgte, om jeg kunne få nedsat min dosis, og det kunne jeg godt. Fordi jeg spurgte. Og jeg skulle egentlig have seks kemobehandlinger, men da jeg havde været igennem de fem, ringede jeg og sagde, at jeg syntes, det var virkelig slemt, og om det var nødvendigt med den sidste behandling. Det var det ikke, nåede de frem til. Siden da har jeg kun gået til scanninger. I begyndelsen hver tredje eller fjerde måned. Heldigvis viste det sig, at metastaserne i lungerne næsten ikke voksede, og derfor spurgte jeg, om jeg ikke kunne nøjes med at komme til scanning hvert halve år. Og det kunne jeg godt. 

Hvorfor vil du nøjes med færre scanninger?

– Fordi jeg bliver så belastet hver gang. Kroppen reagerer. Jeg har det rigtig dårligt. Jeg sover dårligere, jeg er nervøs, og jeg har svært ved at koncentrere mig. Jeg har jo været meget optaget af at skrive mine erindringer, men jeg får ikke skrevet noget i dagene op til en scanning. Det har ikke noget med selve scanningen at gøre, den er helt ukompliceret. Det er ventetiden bagefter. Indtil jeg får svar. Og også i dagene efter svaret, hvor jeg kan mærke, at der går tre-fire dage, før kroppen fatter, at alt er godt, og jeg falder til ro.

– Jeg opdagede, hvor belastet jeg egentlig var, fordi jeg en af gangene simpelthen glemte, at jeg skulle have taget en blodprøve dagen inden scanningen. Og det er jo et helt, helt åbenlyst tegn på, at jeg ikke er mit sædvanlige selv, når der er en scanning på vej. Det var jeg ret rystet over, så derfor spurgte jeg, om jeg kunne nøjes med at komme hvert halve år. Og det er faktisk en god pointe, synes jeg, for andre mennesker, der har kræft. Husk at spørge ind til behandlingen. Lad være med bare at sige nå, sådan er det åbenbart.

– Hvis man ikke selv reagerer, hvordan skal lægerne så vide, hvordan man har det? For dem er det jo rutine, men det kan sagtens være, at man kan lave om på behandlingen eller kontrollerne, så det passer en bedre. Der er mange, der skriver til mig for at få råd, og jeg skriver altid: Snak med din læge og se, om der ikke kan findes på noget andet, hvis du har det dårligt med den behandling, du får.

Aldrig mere rask

Hvordan er det at være så meget på i forhold til din sygdom?

– Jamen, jeg har jo valgt selv at være helt åben omkring det fra starten. Jeg tror ikke, at det gør ret mange mennesker godt at gå og være hemmelige med den slags. Især i begyndelsen syntes jeg, at det også hjalp mig selv, at jeg kunne tale om det. Det er selvfølgelig ikke så sjovt for familie og venner, når formiddagsbladene laver en forside, hvor der står: ”Ritt er ved at dø”. Men ellers er det sådan set i orden.

Ritt har altid passet godt på sin krop. Hun har spist sundt – der er sågar et æble, der er opkaldt efter hende – og hun har altid brugt sin krop. I dag føler hun, at kroppen har svigtet hende ved at få kræft, og hun skriver i sin aktuelle bog, at ”det var kræften, der fik has på mig”.

Men du ligner nu ikke en, som noget som helst har fået has på…?

– Nej, men de andre gange, hvor jeg har været udsat for sygdom og ulykker, har jeg troet på, at hvis jeg gjorde, hvad jeg fik besked på, så ville jeg blive rask. Og det blev jeg også. Nu bliver jeg aldrig mere rask. Kræften er inde i mig, selvom jeg ikke kan mærke den. Den forsvinder ikke. Og det er jo en helt ny og anderledes situation. Og det er derfor, jeg siger, at kræften har fået has på mig. Det kan være, jeg klarer den, og det kan være, at jeg klarer den i mange år, men rask bliver jeg ikke. Det er ikke det samme som at skulle dyrke sygdommen. Og det blev jeg på et tidspunkt opmærksom på, at jeg gjorde.

– Jeg er meget glad for at bade, og jeg er så heldig at have sommerhus ud til Dalbybugten. Jeg havde været meget omhyggelig med at få købt nogle badedragter, fordi jeg gerne ville gemme min krop med arrene efter operationerne så meget som muligt. Men sidste sommer kom jeg til at tænke: Hov, hvad er det egentlig for noget underligt noget at gøre? Hvorfor tager du ikke en bikini på, så du kan få mere sol på hele kroppen. Jeg tror nemlig på, at sol er godt, jeg hører ikke til dem, der smører sig med alt muligt.

– Jeg kom til at tænke på, at jeg ikke havde været venner med min krop, siden jeg fik kræft. Jeg var blevet mistænksom over for min krop, og jeg havde følt, at den havde svigtet mig. Indtil da havde jeg ikke tænkt over, at jeg var begyndt at skjule kroppen, for jeg var jo blevet gammel og syg. Men med ét gik det op for mig, at ja, det ER en gammel krop – og hvad så? Hvad er der galt med en gammel krop?

– Jeg kom til at tænke på, at jeg i bogen ”Livsmodig” havde talt om, at det var okay at blive gammel, men pludselig gik det op for mig, at jeg selv var ved at falde i den grøft, der hedder: Du er blevet gammel, og dermed er der ting, du ikke kan. Det dur ikke! Så på med bikinien! Det er ikke noget påfaldende skønt syn, men det går.

Er du forfængelig?

– Ja. Men jeg er ikke aldersforfængelig. Jeg har ikke noget imod mine rynker, jeg har arbejdet hårdt for hver eneste af dem. Men jeg er forfængelig på den måde, at jeg maler mine øjne og sørger for, at jeg ser så pæn ud som muligt. Jeg er meget optaget af at være i god form. Jeg går mine 10.000 skridt hver dag. Jeg spiser masser af grøntsager, og om vinteren spiser jeg levertran.

Du skriver i bogen, at du fortrænger sygdommen?

– Ja. Eller rettere – jeg tænker ikke over den til daglig. Jeg mærker ikke noget til den, jeg har ingen smerter. Jeg lever et normalt liv. Men der er nogle ting, jeg tænker mere over. Når man har været igennem sådan et sygdomsforløb – og i det hele taget, når man bliver gammel – så får man problemer med balancen. Og så kan der ske det, at man falder. Jeg kan huske, at Mærsk Mc-Kinney Møller på et tidspunkt højt oppe i alderen blev spurgt: ”Hvordan kan det være, at De bliver så gammel, Hr. Møller?”. Hvortil han svarede: ”Jeg lader være med at falde”. Og det er fuldstændig rigtigt.

– Man skal lade være med at falde. Og da balancen er nedsat, skal man tænke sig meget om. Jeg cykler stadigvæk, men jeg cykler ikke om aftenen, for måske ser jeg ikke helt så godt som før. Jeg tager heller ikke et møde klokken ni om morgenen, for der er så stort pres på her i København, når folk skal på arbejde. Jeg cykler først, når det største ryk er overstået. Jeg er ikke så sikker på den cykel, som jeg har været.

Giv det videre

Har du aldrig dage, hvor du føler, at du er i et sort hul?

– Nej. For hør her, jeg er ikke sådan. Jeg ryger ikke ned i sorte huller. Det har jeg aldrig gjort, og det gør jeg heller ikke nu. Jeg er en meget stabil natur.

Hvor kommer den stabilitet fra?

– Jeg tror, det hænger sammen med en fattig, men lykkelig barndom. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket. Og der var aldrig tvivl om den støtte, der lå i det. Jeg har heller aldrig været i tvivl om den støtte, der ligger hos Søren. Det er et vældigt tilskud at få til livet. Det giver styrke.

Det er Ritt meget magtpåliggende at få skrevet sine erindringer færdig. Selv når sygdommen har taget mest på hende, har hun prioriteret at få skrevet i stedet for at slappe af og bare nyde et velfortjent otium.

– Da jeg første gang blev minister i 1973, ledte jeg efter noget, jeg kunne læse, om hvordan det havde været for andre kvinder at gå ind i politik. Men ingen havde skrevet noget om det. Så på et meget tidligt tidspunkt tænkte jeg, at det ville jeg gøre en dag, og derfor har jeg gemt utrolig meget materiale om min tid i politik i Rigsarkivet.

– Jeg vil gerne give min viden videre til andre kvinder, der overvejer at gå ind i politik. Hvornår har jeg følt, at jeg blev behandlet dårligere, fordi jeg var kvinde? Hvornår har jeg haft fordel af at være kvinde? Hvordan har magtkampene i toppen af partiet påvirket mig? Og hvorfor er man overhovedet nødt til at tage de kampe? Det er hovedsigtet med mine erindringer at forsøge at besvare alle de spørgsmål og mange flere, og derfor er det blevet et meget omfattende projekt. Der kommer faktisk også et fjerde bind. Om min tid som overborgmester. Jeg kunne ikke rumme både det og EU i bind tre. Det er simpelthen to alt for forskellige verdener.

Men hvorfor ikke prioritere tiden med Søren og veninderne i stedet for?

– For det første synes jeg, at det er fornøjeligt at skrive. For det andet holder jeg jo ikke op med at være politiker, bare fordi jeg ikke er valgt. Jeg tænker i, hvordan jeg kan påvirke samfundet. Og nu, hvor jeg ikke er valgt, kan jeg påvirke samfundet ved at skrive mine erindringer. Jeg kan bringe nogle erfaringer videre, som andre kan bruge. Jeg ser det som en fortsættelse af mit politiske virke, som jeg ikke har behov for at sætte punktum for. For det politiske ER mig.

I bogen reflekterer du over, hvorfor du ikke blev den første kvindelige statsminister i Danmark – fortæl om det?

– Der er så mange, der har spurgt mig om netop det, så jeg tænkte, at jeg var nødt til at forholde mig til det spørgsmål. Og det gik op for mig, at jeg nok ikke havde viljen til det, da det kom til stykket. Jeg havde været igennem for meget og kunne se, hvad det var for en pris, der skulle betales, og hvad det var for nogle magtkampe, jeg skulle igennem. Og jeg har analyseret mig frem til, at jeg simpelthen manglede den sidste magtvilje.

– Derudover tror jeg, at det ville have været rigtig, rigtig svært for mig. Det skulle jo være sket dengang, hvor Svend Auken, Svend Jakobsen og jeg blev nævnt som mulige efterfølgere efter Anker Jørgensen. Men jeg tror aldrig, at Anker ville have accepteret, at det blev mig. Og jeg tror heller ikke, at fagbevægelsen, som spillede en stærk rolle dengang, ville have accepteret det.

Har du nogensinde fortrudt, at du ikke gik efter posten?

– Nej, det har jeg ikke. Det hænger nok sammen med, at det var så utrolig lærerigt og spændende at være EU-kommissær, og at jeg på mange måder også mener, at jeg havde større indflydelse i de fem år som kommissær, end jeg nogensinde ville have fået som statsminister. I EU var jeg med til at fastlægge politik for knap 400 millioner mennesker i stedet for vores seks millioner i Danmark. Det har helt dækket mit behov for at bruge mine politiske kræfter.

Vær dig selv, Mette

Hvorfor tror du, at Danmarks første og anden kvindelige statsminister kommer fra dit parti?

– Fordi jeg sammen med andre har gjort en aktiv indsats for, at der lige så godt kunne være kvinder i toppen. Det er en lang bevidst kamp for at sikre, at kvinder får de samme positioner i samfundet som mændene. Her forleden dag glædede jeg mig også over at se, at den nye formand for Ny Carlsbergfondet for første gang nogensinde er en kvinde.

– Jeg tænkte ved mig selv, at det var endnu en bastion, der blev indtaget. Jeg er også tilhænger af kvoter. Og jeg mener, at jeg selv indimellem er blevet kvoteret. Min yndlingshistorie er, at jeg, lige efter jeg kom ind i Folketinget, blev spurgt, om jeg ville ind i Finansudvalget. Det var dengang det sværeste udvalg at komme ind i, og jeg var fuldstændig nyvalgt. Jeg sagde selvfølgelig ja tak, men jeg fik da kun tilbudt den post, fordi partiet kunne se, at de aldrig havde haft en kvinde der, og det var de nødt til.

– Jeg mener ikke, at man som kvinde skal være bange for at blive kvoteret, for når man først har fået posten, kan man jo vise, hvor ualmindeligt go’ man er. Det er der ingen, der får øje på, hvis man sidder derhjemme og tænker over, hvor dygtig man ville have været.

Du coacher unge kvindelige politikere – har du nogle gode råd til Mette Frederiksen?

– Først og fremmest at hun skal være sig selv. Og det synes jeg også, at hun er. Det var imponerende at se, hvordan hun håndterede forhandlingerne med partierne efter valget. At hun ikke kom med et regeringsgrundlag, men et forståelsespapir, så de ikke skulle sidde og slås om kommaerne. For det andet vil jeg sige, at hun skal gøre ting, der er vigtige for hende selv. Som f.eks. undskyldningen til Godhavn-drengene. Det var en vigtig sag for hende, og derfor var det noget af det første, hun gjorde.

– Hun viste sin styrke samtidig med, at hun viste, at hun var bevæget. Det understregede, at hun står ved sin magt, men også, at hun netop ER en kvinde. Så i bund og grund tror jeg ikke, at hun behøver gode råd.

Hvem er Ritt Bjerregaard?

Ritt Bjerregaard, født 1941

• Tidligere overborgmester, minister og EU-kommissær. Stadig socialdemokrat og aktiv som foredragsholder og forfatter.
• Aktuel med tredje bind af sine erindringer. ”Udenfor” udkommer den 8. oktober.
• Gift med historiker Søren Mørch. Ingen børn.