Roter din bordherre

Forleden læste jeg et opgør, der samlede hundredevis af likes på Facebook – vore dages variant af klapsalver. Det var et opgør med bordplanen. Skribenten – en suverænt velskrivende kvindelig meningsdanner, jeg sætter stor pris på selv at følge – berettede malende om de mange kedelige bordherrer, hun i tidens løb var blevet anbragt ved siden af. Enten fordi de plaprede nonstop om sig selv, eller fordi de simpelthen ikke havde noget at byde ind med. "Et socialt misfoster, vi bør afskaffe, der som regel står i vejen for en vellykket fest," konkluderede hun.

Jeg er uenig. Problemet, der er reelt nok, handler ikke om bordherrer eller ditto damer. Men i accepten af et helt andet fænomen, som jeg efter 14 år i udlandet, simpelthen ikke længere forstår meningen af. Jeg taler om eksistensen af noget, som Danmark virkelig er ene om at insistere på. Jeg har været til bunker af festmiddage i resten af verden, og jeg sværger: Jeg er aldrig stødt på det andre steder.

Hvad er det så? Det er den timelange danske helaftensforestilling af en festmiddag – oftest en rund fødselsdag. Eller en personalefest. Men det kan også være en konfirmation eller fejring af kobberbryllup, sølvbryllup eller andet i samme skuffe.

Jeg har i nu 35 år slæbt mig gennem disse sociale maratonløb, hvor man oftest end ikke har kræfter til at danse efter 6-8 stive timer foran den samme tallerken med fem retter plus vand, vin og cognac til kaffen. Dertil kan man så lægge danskernes forkærlighed for taler (i massevis) lejlighedssange og sågar små videoindslag. Talrige er de gange, hvor jeg har måttet forklare måbende udlændinge om, hvad der foregik. Ikke fordi de ikke kender til taler – ved et typisk amerikansk, britisk eller fransk bryllup er der for eksempel to taler – brudens far eller mor samt brudgommen, muligvis bruden. Men ikke samtlige veninder siden skoletiden, gamle kærester eller onkler, der vil berette om morsomme episoder fra dengang gommen var soldat eller bruden var på spejderlejr. Lejlighedssange kan slet ikke forklares til ikkedanskere, men uanset hvad er resultatet det samme: Man keder sig. Og det kan selv den mest underholdende bordherre ikke gøre noget ved. Det er konceptet, der er røvsygt.

Hvad skal man så gøre i stedet?

Jeg ser to modeller: Enten afskaffer man simpelthen festmiddagen og arrangerer

stående cocktailparty i stedet. Så kommer man lidt senere, har spist hjemmefra og bliver i dansehumør noget tidligere. Det har flere af mine venner gjort på det seneste, og det er bestemt en god løsning.

Men hvis man nu faktisk gerne vil spise noget veltillavet mad først? Ja, så skal man gøre som det bedre borgerskabs englændere. For det første sidder man ikke ved bordet mere end maks. to timer. For det andet roterer man bordherren efter hovedretten. Og kaffen tager man stående.

Hvordan det? Jo, det er enkelt. Når hovedretten er slut, og tjenerne kommer ind med den næste (hvis der er servering – ellers kan toastmasteren slå på glasset og annoncere rokaden) så bliver alle damerne siddende og bordherrerne roterer to pladser.

Voila – så har man en frisk bordherre. Selskabet får en ny dimension, og man keder sig sjældent. For det er rent faktisk en god ide at tale med mennesker, man måske ikke ellers ville have mødt. Bare ikke i seks timer. Og så kommer man til at danse meget hurtigere. Det er så oplagt en ide, at jeg ikke fatter, hvorfor alle mine venner ikke har adopteret den for længst. Jeg har talt for ideen privat i årevis. Nu er konceptet delt her, så fra nu af kan det kun gå fremad. Skål!

LÆS OGSÅ: Min første tid med kræft: “Det føles sygeligt ensomt”

LÆS OGSÅ: ”Jeg var nødt til somme tider at lade telefonen ringe, når jeg kunne se, at det var min far”

LÆS OGSÅ: 1500 kroner eller en brugt iPhone for et knald?