"Så snart Emily blev født, begyndte jeg at tænke over, hvordan det ville være, hvis jeg ikke ser hende vokse op"

Maj 2009. Andreas Mogensen sidder foran sin computer og trykker refresh hvert femte minut.

Han er stort set ude af stand til at arbejde eller foretage sig noget som helst andet i disse dage. Han venter. Og håber. Håber på at få den besked, han har drømt om at få, siden han som tiårig flyttede til Californien og fik øjnene op for amerikanske rumfærger og satellitter. Beskeden om, at han er udvalgt som Danmarks første astronaut. En nærmest umulig drøm – kun omkring 530 mennesker i verdenshistorien har været ude i rummet. Men alligevel en drøm, Andreas har styret efter så længe, han kan huske. Forud for ventetiden foran computeren er gået et år med en krævende udvælgelsesproces blandt flere end 8.000 ansøgere. Ansøgerne er nu reduceret til ti mulige kandidater til de seks eftertragtede pladser i den europæiske rumfarts-organisation ESA's bemandede program.

LÆS OGSÅ: Spis dig fra overvægt og hudproblemer med anti-inflammatorisk kost

Pludselig dukker en pressemeddelelse op. Der står, at de nye astronauter vil blive præsenteret om to uger på et pressemøde i Paris. Dybt skuffet tænker Andreas: "Nå, det var det."

Han skriver til de andre kandidater og finder hurtigt ud af, at der ikke er nogen af dem, der har hørt, hvem de udvalgte er.

– Så fulgte to rigtigt forfærdelige uger, hvor vi stadig ikke hørte noget. Men halvanden dag inden pressemødet – klokken 23 – fik jeg et opkald: "Kan du være i Paris i overmorgen?" Det var næsten ubeskriveligt. Jeg var ellevild!

Som en hollywoodfilm

Andreas Mogensen sender et af sine mange, strålende smil. Han er lige ankommet til interviewet med et lille filmhold, der er ved at lave en dokumentar om ham, og han er indbegrebet af en astronaut i en hollywoodfilm. Høj. Firskåren. Veltrænet. Bredt kæbeparti. Let til smil. Hvide tænder. Badges med logoer, stjerner og galakser påsyet kedeldragten.

LÆS OGSÅ: 15 tips til at undgå ekstra kilo i ferien

Men Andreas er slet ikke filmstjerne. Han er for real. Og helt nede på jorden. Altså, så meget, som en astronaut nu kan være det, når tankerne konstant basker rundt oppe blandt planeter og stjerner. Som dreng blev han grebet af astronautdrømmen efter at have set Tom Cruise i "Top Gun". Han ville også flyve jetjagere, og så ville han være testpilot og ende som astronaut. Det var nemlig den måde, man blev astronaut på dengang, og den vej, alle Apollo-astronauterne er gået.

– I begyndelsen udvalgte NASA kun testpiloter til at blive astronauter, og det var først senere, de begyndte at tage forskere, ingeniører og læger ind. Så ja, det var den vej, jeg ville. Jeg samlede på tekniske billedbøger om jetjagere, helikoptere og flyvemaskiner. Og hver gang jeg selv måtte vælge emne til en rapport i skolen, valgte jeg noget, der var relateret til rumfart eller astrofysik. Jeg ønskede mig også altid bøger om matematik og fysik, hvilket nok er lidt mærkeligt for en teenager, siger han og indrømmer, at han nok er lidt af en nørd.

Hjemme i hele verden

Andreas har gået i skole mange steder på grund af sin fars arbejde inden for shipping. Han blev født i Gentofte, og inden han var fyldt et år, flyttede familien til Bangkok, hvor de boede i tre år. Derefter rejste de tilbage til Danmark, boede her i tre år og tog så til Singapore, hvor Andreas gik i første og anden klasse. Tredje klasse tog han i Danmark, hvorefter turen gik til Californien, hvor familien boede i fem år, inden de igen vendte tilbage til Danmark. I dag bor Andreas i Køln med sin danske kone og lille datter.

Hans lillesøster er den eneste af de fire søskende, der bor i Danmark. Storesøsteren bor i London, og broren i Kenya. Familien samles i Danmark i sommerferien og til jul.

– Mine forældre har givet mig lysten og modet til at rejse ud i verden og forfølge mine drømme. Tanken om at pakke hjemmet sammen og flytte til et andet land har aldrig været skræmmende for mig, for det er sådan, mit liv har været. Jeg tog min studentereksamen i Danmark, og så tog jeg til London og tog min uddannelse til rumfartsingeniør der. Mit første job var i olieindustrien, hvor jeg arbejdede i Afrika, siger han.

På det tidspunkt var der ikke job inden for rumfart, som Andreas kunne søge, men han ville gerne ud og opleve verden.

LÆS OGSÅ: 6 tips, der får din sexlyst til at eksplodere

– Der var mange, der spurgte, hvad jeg skulle derude, når jeg ville være astronaut eller arbejde med rumfart. Men jeg er næsten sikker på, at jeg ikke var blevet valgt som astronaut, hvis jeg ikke havde fået de erfaringer fra boreplatformen. Ombord på rumstationen skal vi arbejde i helt andre omgivelser, end vi er vant til. Det er ikke nok, at man har en teoretisk uddannelse og har arbejdet på et laboratorium i byen, der skal virkelig praktiske erfaringer til, og det har de andre astronauter også. Du skal bevise, at du sagtens kan komme ud i områder, som er uvante og måske ikke så behagelige.

Er der ting i livet, du har sat til side for at forfølge din drøm?

– Det er i hvert fald ikke noget, jeg selv har lagt mærke til, for jeg har aldrig følt, at jeg skulle tilsidesætte noget. Det, jeg har lavet, har altid været noget, som har interesseret mig, så derfor har jeg ikke følt, at jeg skulle træffe et valg. Når jeg valgte at tage til England og gå på universitetet, var det, fordi jeg gerne ville, og det samme med jobbet i olieindustrien.

Kikset møde

Andreas har da heller ikke haft mere travlt med at kigge efter stjernerne, end at han også har fået øjet på kvinden i sit liv. Cecilie, som han mødte på en måde, som, han selv synes, er ret kikset.

– Det er en forfærdelig historie, griner han.

– Min mor arbejdede på Rigshospitalet sammen med Cecilies mor. Hun havde mødt Cecilie nogle gange, og da jeg i februar 2001 var hjemme på ferie fra mit job i Afrika og kedede mig rigtigt meget, fordi alle mine venner var på arbejde, foreslog min mor, at jeg ringede til Cecilie. "Det gør jeg aldrig," sagde jeg. Så gik der en uges tid, jeg kedede mig endnu mere og tænkte: "Okay, så kan jeg da godt prøve at ringe til hende." Vi gik ud, og da jeg tog tilbage til Afrika holdt vi kontakten ved lige, fortæller han.

Og da han kort efter sagde jobbet i Afrika op og kom tilbage til Danmark igen, blev de kærester.

Hvordan reagerede hun, da hun blev klar over, at du gerne ville være astronaut?

– Jeg tror måske, hun har tænkt: "Ja, det er en fin drøm at have, men hvem har nogensinde hørt om en dansk astronaut?".

Hvad så, da du blev valgt?

– Hun vidste, at jeg ville sende en ansøgning, da det blev muligt, og det syntes hun også, at jeg skulle. Men jeg tror, at hun blev meget chokeret, da jeg blev valgt. Det var lidt hårdt for hende, for lige pludselig gik jeg fra at være fuldstændigt ukendt til at skulle give interviews og være i fjernsynet. Og alle hendes venner og hendes familie var mere interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og alt det, jeg skulle, end i at spørge til hende. Heldigvis var det kun i en kort periode omkring udvælgelsen, så flyttede vi til Tyskland og al opmærksomheden forsvandt. Og så gik der jo flere år, før jeg fik min mission.

I fik en datter i efteråret – har du tid til at være ægtemand og far?

– Der er selvfølgelig ikke meget tid, men heldigvis er vores datter stadig så lille, så hun og Cecilie, der er på barsel, har kunnet følge med, når jeg har skullet rejse rundt i verden for at træne.

Hvad tænker du om risikoen for, at der sker dig noget?

– Så snart Emily blev født, begyndte jeg at tænke over, hvordan det ville være, hvis jeg skulle gå glip af at se hende vokse op. Så jeg er nok begyndt at tænke mere på risiciene. Jeg er måske mere opmærksom på det, jeg foretager mig, men jeg har stadig tillid til det, og det er jo på mange måder en abstrakt fare. Men jeg sørger for at sætte mig ekstra grundigt ind i nødprocedurerne.

Du har valgt at prioritere egoistisk, hvad tænker du om det?

– Jeg er utroligt heldig, at jeg har en kone, der er villig til at acceptere det. For hun har selvfølgelig også skullet give afkald på sin karriere og vælge at følge med, fordi vores liv er styret at mit job. Så uden hendes vilje til at følge med, havde vi ikke kunnet holde sammen og have en familie. Hun er en stor støtte for mig.

Øvelse på havbunden

Siden Andreas blev udvalgt som astronaut i 2009, har han gennemgået grunduddannelsen og har siden fortsat sin træning frem mod missionen til Den Internationale Rumstationen ISS, som letter den 4. oktober 2015. Til daglig arbejder han på astronautcenteret i Køln, men den målrettede træning foregår rundt omkring i verden.

– I år har jeg været hjemme i Køln måske tre uger i alt. Ellers har jeg været i Rusland, Texas, Japan og Canada. Rumstationen er et partnerskab mellem Rusland og Amerika, og så deltager Europa, Japan og Canada, så man bliver trænet i de forskellige lande i netop de systemer, som de har udviklet. Jeg skal sendes op med den russiske Soyuz-raket, og derfor foregår al træning omkring raketten i Rusland. Der kan være tre personer ombord på Soyuz, og oppe på rumstationen vil vi være ni mennesker.

Træningen består både af teoretisk træning, hvor astronauterne lærer systemerne og af praktisk træning i en simulator, hvor de øver sig i at flyve raketten. Men de bruger også meget tid på at simulere rummissionen – blandt andet på havbunden. 20 meter under havoverfladen ud for Key West i Florida er der et beboelsesmodul på størrelse med en stor bus. Og her boede Andreas og fem andre mennesker i en uge.

– Det er nok noget af det tætteste, man kan komme på en rummission, fordi man er afskåret fra det almindelige liv. Vi gik på "rumvandring" i dykkerdragter og øvede os i forskellige teknikker, som vi skal bruge i rummet. Du kan ikke bare vende tilbage til overfladen. Når du først har opholdt dig på 20 meters dybde et par timer, kan du ikke bare stige op, så får du dykkersyge. Så efter en uge brugte vi 17 timer på langsomt at vende tilbage til overfladen. Vi har også haft et fantastisk træningsforløb på Sardinen, hvor vi var seks internationale astronauter, der boede flere kilometer under jorden i en uge og udforskede et hulesystem. Det lærte os meget om at samarbejde under vanskelige forhold.

Får du aldrig klaustrofobi?

– Jo, det kan da godt komme, men jo flere situationer, man har været ude i, jo mere lærer man bare at slappe af og trække vejret. Tage en dyb indånding, sætte det til side og fokusere på det, man arbejder med.

Hvad er det hårdeste, du har været ude for?

– Det sværeste har nok været at skulle lære russisk. Det var noget, jeg aldrig havde forestillet mig, var en del af jobbet, da jeg var yngre. Men russerne er en af hovedpartnerne, og da opsendelsen sker med en russisk raket, og al træningen foregår i Rusland, så er det vigtigt at kunne sproget. Jeg er mere til matematik, så det at lære fremmedsprog, det er sådan lidt...

puha!

Lader ikke frygten overtage

Tanken om at skulle sidde i en lille rumraket og fare op, op, op, kan nok virke skræmmende på de fleste, men sådan har Andreas det ikke. Heldigvis da.

– Så længe, du ikke lader frygten overtage, så længe du forstår, hvorfor du bliver bange og forstår, at du skal arbejde dig selv ud af situationen, så er frygt ikke noget. Jeg vil sammenligne det lidt med at sætte sig ombord på en flyvemaskine. Hvis der kommer turbulens, eller man hører underlige lyde, så kan man godt tænke, hov, hvad var det for noget? Men på samme måde som på en almindelig flyvetur, regner jeg risikoen ved at tage på rummission for lille. Vi bruger meget tid på at træne nødsituationer, så hvis der skulle ske noget, burde vores reaktion komme helt naturligt.

Der er stadig lidt over et år til Andreas' rummission, men han gør sig selvfølgelig masser af tanker om turen allerede.

– Der er så mange ting, jeg glæder mig til. Selvfølgelig glæder jeg mig vildt til det øjeblik, hvor jeg, efter alle de års træning og forberedelse, kan sætte mig ombord. Og så glæder jeg mig til at kigge ud ad vinduet. Der er sådan et kæmpe vindue, der peger ned mod jorden, og bare at sidde der og kigge ned mod jorden, der flyver forbi – det bliver fantastisk. Det tager cirka halvanden time at kredse rundt om jorden en gang, så på halvanden time får man set hele jorden.

Og hvad så efter missionen, når drømmen er gået i opfyldelse, kan der ikke komme en nedtur?

– Jo, det tror jeg. Og det er der også mange astronauter, der har talt om. De fortæller også, hvor vigtigt det er at se astronautjobbet som en del af sit liv,

ikke som toppen. Det er bare et skridt i livet.

LÆS OGSÅ: 15 ting du skal skrive i din ansøgning for at få jobbet

LÆS OGSÅ: Sådan vender du tilbage til job efter stress

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du til at elske dit job