Se forskernes beregninger: Så gammel kan du forvente at blive

Se forskernes beregninger: Så gammel kan du forvente at blive

Middellevealderen er steget markant over de seneste år – en tendens, der ifølge forskere fortsætter. Men hvor længe du mere præcist kan forvente at leve, viser en ny levetidsmodel, som ATP står bag.

Hvis du i 2022 er 40 år, forventer ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension, red.), at du som kvinde bliver 90 år og som mand 87 år. Er man derimod en pige og født i 2022, forventes det, at man kan blive hele 95 år, mens en dreng født i år forventes at leve, til han er 92 år.

Det viser en ny levetidsmodel med udregninger for forventet levetid, som er lavet af netop ATP.

Se, hvor gammel du kan forvente at blive, her.

Udregningerne bygger på studier af levevilkår og -standarder (og hvorvidt disse fortsat forbedres) i en række vestlige lande, der ligner Danmark på de områder. På baggrund af antagelser omkring vores levevilkår og -standarder, er det nemlig muligt at se, hvordan vores levetid vil udvikle sig fremadrettet.

Levetidsmodellen kan ikke med sikkerhed fortælle, hvor gammel du bliver – det er der, gudskelov ikke nogen eller noget, der kan endnu – men blot give dig et fingerpeg herom, så du får en fornemmelse for, om fx din pensionsopsparing rækker og ikke mindst, hvordan den skal fordeles over årene.

Vi bliver ældre og ældre

Ifølge Danmarks Statistik er middellevetiden steget i løbet af de seneste 100 år. Og alt tyder på, at udviklingen fortsætter.

Særligt siden starten af 1990’erne er der sket en stigning for begge køn, men størst har den været for mændene. For mens kvinders middellevetid tilbage i 2017 var på 83,2 år og mænds på 79,3 år, så var stigningen på bare et enkelt år (fra 2017 til 2018/2019) hos mænd på 0.31 % og 0,27 % for kvinder.

Samtidig viser tallene fra Danmarks Statistik, at du lever længst, hvis du er kvinde og bosat i Nordsjælland. Her er middellevealderen blandt kvinder nemlig 84,1 år, hvilket er 0,9 år højere end landsgennemsnittet for kvinder.

Sådan udregnes middellevealder

Middellevealderen for 0-årige angiver det gennemsnitlige antal år, som en nyfødt anslås at leve i. Det er dog under den forudsætning, at de nuværende aldersbetingede dødsårsager og – hyppigheder holder sig konstante i fremtiden.

Kilde: Danmarks Statistik.