Sådan føles det at...

...at forandre sit udseende

Mascha Vang har ingen betænkeligheder ved at ændre på sit udseende, og indtil nu betyder det tre brystoperationer og adskillige sprøjter i ansigtet.

Jeg har fået lavet bryster tre gange. Første gang var jeg 20 år. Jeg var inspireret af kvinderne i musikvideoer og den slags. Dengang, for 13 år siden var det bestemt ikke så almindeligt, og da slet ikke i det nordjyske, hvor jeg kommer fra. Det var da sådan noget, der blev hvisket om. De syntes helt sikkert, jeg var for meget, for jeg kunne klart godt lide at have det hele presset op under hagen og vise kavalergang.

Før operationen havde jeg en B-skål. Jeg var meget, meget spinkel – det har jeg altid været. Indtil nu, hvor jeg har været igennem en graviditet. Jeg tænkte ikke så lang tid over det. Det ville jeg bare have. Første gang fik jeg lagt 260 ml i – det er jo ingenting! I dag får næsten ingen under 500 ml i.

Især første gang gjorde det nas, fordi huden skulle strække sig. Det gjorde pisseondt. Første gang jeg kiggede mig i spejlet efter operationen, husker jeg bare, at de var megahævede og helt runde. Ja, man må lide for skønheden. Men bagefter syntes jeg, at det var så fedt. Jeg skilte mig virkelig ud i den lillebitte by, jeg kommer fra. Alle syntes, det var helt vildt for meget. Men jeg syntes bare, det var så fedt, at jeg ikke længere skulle fylde alt det vat i min bh. Jeg ville til enhver tid gøre det igen.

Pludselig fik jeg meget mere selvtillid og selvværd. Jeg følte mig bedre tilpas og mere glad. De bryster ville jeg gerne have beholdt resten af mit liv. Men efter ti år skulle de skiftes ud, og der valgte jeg så et par dråbeformede og mere naturlige implantater, som desværre viste sig at være ret hårde, og i øvrigt efter nogen tid drejede sig, så de pludselig så pænt skæve ud. Derfor fik jeg dem ud efter bare to år og erstattet med et par runde på 335 ml.

Nu har jeg fået et barn, så nu sidder de lidt anderledes end før, men efterhånden er de også blevet noget blødere. Jeg har i øvrigt sagtens kunnet amme. Jeg ser ikke mig selv som en pige med større bryster. Jeg synes bare, de passer fint til min krop.

Mine bryster er min karriere. De har banet vej for mange sjove oplevelser og muligheder. Jeg har heller aldrig været bange for at vise dem frem. Jeg har aldrig været nøgen, men altid meget gavmild med mig selv i forhold til fotos. Mine bryster har været en god investering.

Hvis det ikke var for arrene, ville ingen tænkte, at jeg havde kunstige bryster. Jeg tænker heller ikke selv over det. På en skiferie med min ex-kæreste havde jeg dog en noget pudsig oplevelse. Mine bryster begyndte pludselig at sige pivelyde. Helt sikkert på grund af det høje lufttryk. Når jeg gik rundt i supermarkedet, kiggede jeg med angst på de udspilede chipsposer, og tænkte, om mine bryster også var på nippet til at eksplodere. Det føltes så dumt og også lidt komisk.

I ansigtet får jeg normalt både botox og restylane. Dog ikke i den periode, jeg har været gravid og ammet. Botox er mod rynkerne. Jeg får nogle stik i panden, som gør huden stram og sætter tiden i stå. Den tid, rynken er påvirket af botox, bliver den nemlig ikke dybere. Lige efter føles det lidt mærkeligt. Nogle gange har jeg sagt, "bare fyr løs!" for at få maks effekt. Og så føler man sig i et par dage, som om man er blevet bedøvet hos tandlægen. Det er jo en gift, man sprøjter ind, men jeg er ligeglad. Det er sgu også farligt at gå over gaden, og skulle jeg blive kørt ned, vil jeg sateme se godt ud, når det sker.

Jeg ville så gerne have sådan en sexet trutmund, så ret tidligt, for ti års tid siden, begyndte jeg at få restylane i læberne, men det forsvinder alt for hurtigt på mig, og min ex-kæreste, Nicolas, sagde altid, "hvorfor skat? Det ser dumt ud, du ligner jo en and!". Af samme grund kalder han mig "Rapper". Men nu her i forbindelse med min graviditet har jeg fået naturligt større læber.

Jeg har aldrig fået lavet noget for andres skyld. Generelt synes jeg bare, det er sjovt at eksperimentere. Jeg er uddannet makeupartist, kosmetolog og hudterapeut, så jeg har en naturlig fascination derigennem. Før jeg fik barn, var jeg mere på sprøjten, end jeg kommer til at være nu. Jeg føler, at det er en helt ny tid for mig nu. Jeg forandrer mig. Før var jeg blond og havde store bryster og trutmund. Nu er jeg mørkhåret og hviler bare meget mere i mig selv. Jeg har prøvet alt det der, nu er jeg nogens mor.

Den største forandring, min krop og mit udseende har gennemgået, er at være gravid. Det har været den mest underlige forandring. Sikkert fordi jeg ikke kunne styre, hvor jeg skulle hen med den krop, og hvordan den blev sig selv igen. Lige nu er min krop nærmest i choktilstand, så et halvt år efter fødslen gik jeg i krig med at vinde den tilbage.

Mascha Vang, 33, er blogger og tidligere model og radiovært. Mor til datteren Hollie Nolia på ti måneder, som hun har med sin ex-kæreste, racerkøreren Nicolas Kiesa.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan virkelig være irriterende emsig"

...at indspille en sexscene

Når man er skuespiller, er det at være intim på film et af vilkårene. For Julie R. Ølgaard er det vigtigt, at der er en mening med det. Og så er det jo slet ikke så frækt, som det ser ud.

Det værste er, lige når man kommer ind på settet. Første gang morgenkåben skal af, og man står der foran et helt filmhold. Men når det er overstået, så er resten simpelthen så teknisk. Man bliver guidet igennem det meste. Sæt armen sådan, drej hovedet, så lyset falder rigtigt, løft hendes bryst. Der er ikke noget frækt ved at lave en sexscene. Og når man har taget scenen om for tiende gang, så stopper man med at tænke over det. Tanken om at lave en sexscene er altid værre, end det er at lave en.

De fleste instruktører er ofte villige til at snakke om tingene. Hvis jeg f.eks. siger, at jeg kun vil ses fra siden, eller at jeg ikke vil vise det eller det. De er jo også interesserede i, at alle har det godt. Filmfolk er jo heldigvis meget professionelle, og de ved også godt, at det ikke er særligt fedt. Som regel er det sådan, at alle, der ikke behøver at være der, går væk fra settet. Der er enormt stor koncentration, når man laver sexscener. Og der er meget respekt omkring det. Det er ikke noget, man joker med. Alle arbejder meget effektivt, og man vil gerne have det i kassen så hurtigt som muligt. Der er ingen, der synes, at det er kæmpe sjovt, men det hører med, og det kan sagtens blive en god oplevelse.

Det er vigtigt, at man er tryg ved hinanden. Ligegyldigt om det så er en blid eller en voldsom scene. At man har en aftale om, at man stopper, hvis der er noget, der bliver ubehageligt. Hvis man føler sig tryg, så kan man tillade sig alt.

Jeg har et meget professionelt forhold til de mennesker, jeg spiller sammen med. Når jeg er ude at spise med en af mine tidligere medspillere, så sidder jeg ikke og tænker, "ham har jeg været sammen med". For sådan føler jeg det ikke. Det er slet ikke det samme, som hvis man har kysset med en i byen.

Den første sexscene jeg lavede, var til en filmskolefilm. Sammen med Thure Lindhardt. Vi skulle spille kærester, og vi skulle have nogle ret heftige scener sammen. I sengen, hvor vi skulle filmes fra siden fuldstændigt nøgne, og i badet, hvor vi også skulle være helt nøgne. Det var en vildt fed måde at lave min første sexscene på, fordi det var med en ven. Vi grinede sindssygt meget af det, fordi det var så absurd, at vi to skulle være nøgne sammen. At Thure ikke er til piger, gjorde det bare endnu mere absurd. Vi opfandt "fjappeflappen". Det er et stykke stof, som man klistrer rundt om kønsdelene, så de ikke rører hinanden. Det gjorde en kæmpe forskel og gav en masse frihed.

Jeg tror da, at min kæreste ville ønske, at jeg ikke skulle lave sexscener. Det ville enhver kæreste vel. Men han ved også, at det er mit arbejde, og at det hører med. Han ved jo, at jeg kommer hjem til ham, så han har det faktisk ok med det. Hvis jeg skulle sige nej til at lave sexscener, ville jeg aldrig kunne få en god stor rolle igen, fordi det hører med i de fleste roller. Jeg ringer hjem, når scenerne er overstået, og siger, at alt er godt. Jeg kan godt forstå, at det ikke er særligt fedt at se mig "have sex" med en anden. Jeg ved ikke hvordan, jeg selv ville håndtere det. Min kæreste er heldigvis ikke skuespiller.

Sexscener hører jo ofte med, hvis man vil have de fede roller. Man bliver nødt til at gøre op med sig selv, om man kan forlige sig med at skulle lave dem. Men jeg har en regel om, at jeg laver dem, hvis jeg kan se en grund til det. Hvis der er en del af historien, som bedre bliver fortalt ved hjælp af en sexscene. Jeg gider ikke være nøgen, bare for at være nøgen. Der skal være en mening med det.

Jeg har ikke brug for at se mig selv have sex på film. Jeg kigger den anden vej. Det er enormt grænseoverskridende. Jeg har aldrig snakket med min mor om, hvad hun synes. Jeg tror, at det er værre for min familie, når jeg dør på film.

Jeg tænker ikke på, at der er folk, der skal se det, når jeg laver en sexscene. Eller hvad de tænker om det. Jeg er meget mere blufærdig omkring mit skuespil. Der er meget mere på spil for mig.

Julie R. Ølgaard, 31, er skuespiller. Bor sammen med sin kæreste. Følg Julie på hendes blog Julierolgaard.dk.

LÆS OGSÅ: Amalie & Gustav: Vi lever af reality-tv

…at få en kronisk sygdom som teenager

Rapperen Ellie Jokar fik konstateret sclerose som 18-årig. Det er så uforudsigelig en sygdom, at det eneste, hun med sikkerhed ved, er, at hun ikke ved, hvordan hun har det i morgen.

Jeg vågnede en morgen og kunne ikke se noget på mit venstre øje. Det hele var tåget og tunnelagtigt. Jeg troede, det havde noget at gøre med mine kontaktlinser, som jeg rensede ekstra godt, men da det ikke var forandret efter to dage, tog jeg til øjenlæge. "Jeg har givet dig den stærkeste styrke, men du kan stadig intet se," sagde optikeren. Så fulgte et langt forløb på hospitalets neurologiske afdeling, og der var stadig ikke kommet en afklaring, da jeg fik synet tilbage efter et halvt år. Men så skete der igen noget mærkeligt.

Da jeg lagde eyeliner en morgen inden gymnasiet, kunne jeg slet ikke mærke blyanten mod mit øjenlåg. "Hvad sker der," tænkte jeg og nev mig selv i ansigtet. Jeg kunne hverken mærke mine kinder, mit hår eller min tunge på præcis halvdelen af ansigtet. Det var lammet.    

Lægen smækkede en MR-scanning af min hjerne op mod et vindue, udpegede 13 kalkpletter og forklarede på ret upædagogisk vis, at jeg havde sclerose. Jeg var 18 år, forstod ingenting og spurgte som det første, "Skal jeg dø? Hvor længe har jeg igen." Han forklarede, at jeg nok ikke skulle dø, men at jeg risikerede at ende som en grøntsag i en kørestol, fordi min hjernekapacitet kunne tage skade, hvis jeg udviklede flere kalkpletter. Som om det ikke var slemt nok. Jeg tænkte slet ikke. Følte, mit liv var kommet til en skillevej, og jeg kunne enten vælge at bukke under og lade sygdommen styre mit liv, eller jeg kunne selv tage styringen.

Sclerose føles, som når dit ben sover – følelsen er bare vedvarende, du bliver tung og kan ikke gå. De første fire år rejste jeg jorden rundt på egen hånd, for jeg tænkte, at hvis jeg skulle dø i en tidlig alder, vil jeg nå at se hele verden. Diagnosen var ny, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Men jeg blev ofte konfronteret med den, for hver tredje dag skulle – og skal – jeg injicere mig selv, og de første fire år fik jeg folk, jeg mødte på hostels og hoteller rundt omkring, til at stikke mig.

For mange står 20'erne som nogle letsindige og problemfrie år, men for mig gik det årti med at forholde mig til diagnosen. I dag har jeg accepteret sygdommen, og jeg holder det nede med medicin og en stærk psyke. Jeg tror på, at sclerose er meget påvirket af din psyke – har jeg en dårlig dag, kan jeg mærke, at det snurrer i mine arme og fødder. Jeg kalder sygdommen "Frøken Rose" – en rose er noget smukt og positivt – og min medicin, alle piller og vitaminpiller kalder jeg "Mine soldater." De går i krig, så det onde ikke vinder.

I Danmark har mere end 12.800 mennesker sclerose, og to ud af tre er kvinder. Til hverdag har jeg det fint, men det, der er mest skræmmende ved sygdommen, er, at den er så uforudsigelig. Jeg aner ikke, hvordan jeg har det i morgen. Jeg kan vågne op uden evnen til at gå eller tale eller uden synet. Du ved ikke, hvornår det kommer igen, hvornår det slutter, og om det slutter.

Det har aldrig været en dans på roser, men sygdommen har alligevel lært mig meget godt. Vi mennesker glemmer tit at være taknemmelige for noget så banalt som evnen til at gå. Dagligt sætter jeg pris på, at jeg kan mærke min krop, at jeg kan se og føle. Jeg er bevidst om, at sygdommen ikke skal styre mig, og jeg har tænkt mig at kæmpe til sidste åndedræt – it ain't over till the fat lady sings.

Ellie Jokar, 33, er rapper, skuespiller og satiriker kendt fra blandt andet DR2-programmer "Det slører stadig." Udgiver efter sommeren sin debutplade

Lige nu er Ellie Jokar en del af Scleroseforeningens kampagne "Kys sclerose farvel," som blandt andet samler ind til forskning på området.

...at få en kronisk sygdom som teenager

Rapperen Ellie Jokar fik konstateret sclerose som 18-årig. Det er så uforudsigelig en sygdom, at det eneste, hun med sikkerhed ved, er, at hun ikke ved, hvordan hun har det i morgen.

Jeg vågnede en morgen og kunne ikke se noget på mit venstre øje. Det hele var tåget og tunnelagtigt. Jeg troede, det havde noget at gøre med mine kontaktlinser, som jeg rensede ekstra godt, men da det ikke var forandret efter to dage, tog jeg til øjenlæge. "Jeg har givet dig den stærkeste styrke, men du kan stadig intet se," sagde optikeren. Så fulgte et langt forløb på hospitalets neurologiske afdeling, og der var stadig ikke kommet en afklaring, da jeg fik synet tilbage efter et halvt år. Men så skete der igen noget mærkeligt.

Da jeg lagde eyeliner en morgen inden gymnasiet, kunne jeg slet ikke mærke blyanten mod mit øjenlåg. "Hvad sker der," tænkte jeg og nev mig selv i ansigtet. Jeg kunne hverken mærke mine kinder, mit hår eller min tunge på præcis halvdelen af ansigtet. Det var lammet.

Lægen smækkede en MR-scanning af min hjerne op mod et vindue, udpegede 13 kalkpletter og forklarede på ret upædagogisk vis, at jeg havde sclerose. Jeg var 18 år, forstod ingenting og spurgte som det første, "Skal jeg dø? Hvor længe har jeg igen." Han forklarede, at jeg nok ikke skulle dø, men at jeg risikerede at ende som en grøntsag i en kørestol, fordi min hjernekapacitet kunne tage skade, hvis jeg udviklede flere kalkpletter. Som om det ikke var slemt nok. Jeg tænkte slet ikke. Følte, mit liv var kommet til en skillevej, og jeg kunne enten vælge at bukke under og lade sygdommen styre mit liv, eller jeg kunne selv tage styringen.

Sclerose føles, som når dit ben sover – følelsen er bare vedvarende, du bliver tung og kan ikke gå. De første fire år rejste jeg jorden rundt på egen hånd, for jeg tænkte, at hvis jeg skulle dø i en tidlig alder, vil jeg nå at se hele verden. Diagnosen var ny, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Men jeg blev ofte konfronteret med den, for hver tredje dag skulle – og skal – jeg injicere mig selv, og de første fire år fik jeg folk, jeg mødte på hostels og hoteller rundt omkring, til at stikke mig.

For mange står 20'erne som nogle letsindige og problemfrie år, men for mig gik det årti med at forholde mig til diagnosen. I dag har jeg accepteret sygdommen, og jeg holder det nede med medicin og en stærk psyke. Jeg tror på, at sclerose er meget påvirket af din psyke – har jeg en dårlig dag, kan jeg mærke, at det snurrer i mine arme og fødder. Jeg kalder sygdommen "Frøken Rose" – en rose er noget smukt og positivt – og min medicin, alle piller og vitaminpiller kalder jeg "Mine soldater." De går i krig, så det onde ikke vinder.

I Danmark har mere end 12.800 mennesker sclerose, og to ud af tre er kvinder. Til hverdag har jeg det fint, men det, der er mest skræmmende ved sygdommen, er, at den er så uforudsigelig. Jeg aner ikke, hvordan jeg har det i morgen. Jeg kan vågne op uden evnen til at gå eller tale eller uden synet. Du ved ikke, hvornår det kommer igen, hvornår det slutter, og om det slutter.

Det har aldrig været en dans på roser, men sygdommen har alligevel lært mig meget godt. Vi mennesker glemmer tit at være taknemmelige for noget så banalt som evnen til at gå. Dagligt sætter jeg pris på, at jeg kan mærke min krop, at jeg kan se og føle. Jeg er bevidst om, at sygdommen ikke skal styre mig, og jeg har tænkt mig at kæmpe til sidste åndedræt – it ain't over till the fat lady sings.

Ellie Jokar, 33, er rapper, skuespiller og satiriker kendt fra blandt andet DR2-programmer "Det slører stadig." Udgiver efter sommeren sin debutplade. Lige nu er Ellie Jokar en del af Scleroseforeningens kampagne "Kys sclerose farvel," som blandt andet samler ind til forskning på området.

LÆS OGSÅ: Johannes Langkilde - "I bund og grund bryder jeg mig ikke så meget om mig selv"