Sådan tackler du livets panikaldre

Her på redaktionen er vi nogen (vi behøver ikke nævne navne, vel?), der har grædt os gennem vores egne fødselsdage, fordi det med at fylde 30 ikke er spor skægt, når man hverken har mand eller barn. Og en enkelt indrømmer, at selv om vi bliver ved med at skrive, at 40 er det nye 30, så føles det mest som enkeltbillet til rynker og Tena Lady. Men det er ikke så meget, fordi det er værre at fylde 30 end 40 (eller omvendt), problemet er, at ens panikalder bliver ved med at rykke sig i takt med, at man bliver ældre. Når man fylder 30, viser det sig, at man ikke er så sej/smuk/interessant/rig, som man troede, man ville være, når man blev så gammel. Og 40’erne er ikke den nye sort, for du har stadig ikke lært dig selv at kende på den helt zen-agtige måde, gjort karriere på en måde, hvor du har hjertet med eller knækket koden til, hvordan man på nogen som helst måde kan være i 40+ og have en krop som Jennifer Aniston. Og sådan fortsætter det – nye aldre, nye bekymringer. For alderspanikken er ikke noget vi efterlader sammen med skraldet fra vores runde fødselsdag, nej den tager vi med os år for år. Men glem forventningerne (især dine egne), for de gør kun alting værre. Og langt de fleste ting kan du også nå næste år.

Vi ville så gerne sige, at du kan lære at elske din alder bare ved at læse denne artikel, men nogle aldre kan være svære at elske. Men du kan rent faktisk komme til at holde af den – og om ikke andet få indblik i, hvad du har at se frem til de næste mange år. Psykolog Kisser Paludan kommer her med sine bedste råd til, hvordan du undgår at stresse over din alder – og i stedet få det bedste ud af den.

20’erne: Hvem er jeg, og hvor vil jeg hen?

20’erne går ud på at finde sin identitet, og derfor stresser mange kvinder over uddannelse og retning i livet. Det er de store spørgsmål, der er oppe at vende for første gang: Hvem er jeg? Hvor vil jeg hen? Hvad er mine værdier sammenlignet med og løsrevet fra mine forældres?

I 20’erne synes man, at andre rundt om én virker så selvsikre og er sikre på, hvem de er, hvad de vil, og hvor de er på vej hen – hvilket som regel hænger sammen med, at folk bare er gode til at lade som om – og det stresser og får én til at tænke „Der burde jeg også være“. Sammenligning er typisk i 20’erne, og det hænger altid sammen med usikkerhed, som er størst i netop 20’erne.

Det bliver meget vigtigt at træffe de rette valg. Når man er 20, virker ethvert valg altafgørende, og de antal år, man skal bruge på en uddannelse, synes som en livstid. Man forstår ikke, hvor langt livet er, og derfor indser man ikke, at man skal slappe lidt mere af, for man kan jo sagtens skifte spor senere i livet.

Man er også præget af tvivl, når man er i 20’erne. Man er endnu ikke sikker på, hvad ens kompetencer og evner er, og derfor går man og er bange for at vælge en uddannelse eller en retning, man egentlig ikke egner sig til.

I slutningen af 20’erne opstår den første store alderskrise – der eksisterer visse kulturelle og samfundsskabte normer om, hvordan livet „skal“ se ud i forskellige aldre, og når du når de 30, forventes det, at du er nået et vist stykke i eller er ved at være færdig med din uddannelse, at du har fundet ind i det rigtige parforhold, og at du måske ikke har børn, men i hvert fald planer om det. Og når man står på tærsklen til 30’erne, spørger man sig selv: „Har jeg nået det, jeg skulle?“ Og det kan godt udløse en del stress. Derudover er der krisen over ikke at være ung-ung mere, men voksen-ung, og det sætter nogle andre rammer, end man hidtil har haft.

Kisser Paludans råd til dig i 20’erne:

– Gør dig klart, at du har rigtig mange år endnu. Det er ikke farligt at vælge forkert, og glem din indre stemme, der siger „Jeg må ikke spilde tiden“ – der er aldrig noget, der er spildt; man lærer af alting.

– Vær opmærksom på, hvad der er din essens, og hvilke evner du har. Hvis din essens er at være omsorgsfuld, og du har evner inden for matematik, så er det måske en idé at blive matematiklærer.

– Se bort fra, hvad der er smart, hvad dine forældre, venner og omgivelser mener, du bør lave og gøre, og hvordan du bør leve – det er bare normer, som du selv vælger, om du vil følge.

Læs om 30'erne, 40'erne og 50+ på næste side.

30’erne: 10 vanvittige år

30’erne er for mange kvinder en overlevelsestid, fordi det kan være 10 vanvittige år, hvor man skal have nået helt afgørende ting, inden man modvilligt åbner døren til 40’erne. I 30’erne har man typisk små børn og familieliv, fuldtidsarbejde, venner, mand og hobbyer, og det er ganske enkelt ikke muligt at få det til at hænge sammen og samtidig have sig selv med og undgå at blive stresset.

Et stort problem for mange kvinder i 30’erne er, at de både vil have små børn og rykke karrieremæssigt. Mange er bange for at blive holdt uden for arbejdsmarkedet, hvilket heldigvis stort set altid viser sig at være ubegrundet. Men fordi de fleste kvinder opbygger familie i 30’erne, kommer de ikke til at rykke lige så hurtigt karrieremæssigt, som de måske havde planlagt eller forestillet sig. Der er altså også meget at se til i 30’erne, hvis man både vil gå tidligt fra arbejde, lave øko-mad til sine børn, være en dygtig medarbejder og avancere karrieremæssigt, se lækker og velplejet ud, have tid til sit parforhold og dyrke masser af sex, se sine veninder og i det hele taget være et helt menneske fysisk og psykisk.

Og så er der milepælene, som man synes, man skal have nået inden de 40: Man skal have fået børn, et fast ståsted karrieremæssigt, et stærkt parforhold, som ikke er på nybegynderstadiet, som det var omkring de 30. Oveni det kommer hele angsten for, hvad 40’erne bærer med sig. Selv om vi nok så mange gange kan sige, at 40’erne er de nye 30’ere, og at der kan være noget om det, så er man bare ikke ung mere, og det vil være at bullshitte sig selv at sige det. Ens krop går i forfald, man får flere rynker, og det bliver i det hele taget mere tydeligt, at man bevæger sig mod alderdommen.

Kisser Paludans råd til dig i 30’erne:

– En af grundene til, at 30’erne er så stressende for mange, er, at man glemmer at tage bevidste valg om, hvad der egentlig gør én lykkelig og i stedet prøver at leve op til nogle krav og forventninger, nogle andre – samfundet, familien, osv. – har sat op. Prøv at gøre dig fri af de forventninger. Det kan godt kræve hjælp udefra, men bliv klar på, hvordan du vil leve dit liv i de her år, og husk, at det sagtens kan ændres senere. Hvis det vigtigste for dig i nogle år er dine børn, så indret dig på en måde, der gør, at du har bedre tid til dem, og skru ned for forventningerne til dig selv på andre områder. Når det er selvvalgt, at du f.eks. arbejder på deltid og ikke dyrker personlige hobbyer, går du ikke og stresser dig selv.

– Det handler om at indrette dig, så du kan være i nuet uden stress. F.eks. at forstå, at selv om det virker som om, dit liv aldrig bliver anderledes, når du har små børn, er det dumt at stresse over det, for det går så hurtigt. Det er ikke mere end 5-10 år, så bliver alt anderledes igen. Mange ærgrer sig over, at de ikke nød at have små børn, men hele tiden gik og fokuserede på, at de skulle blive større, så det hele kunne blive nemmere.

40’erne: Alt det, jeg ikke nåede

Rigtig mange får en midtvejskrise omkring de 40-45 år, for nu står man midt i livet og oplever for alvor, at det ikke bliver ved for evigt. Pludselig begynder folk i ens alder at få kræft og livsstilssygdomme, og ens forældres generation begynder at dø. Samtidig ser man også tidens spor i spejlet, hvor der pibler rynker frem, hvor alt på kroppen er på vej sydpå, og man hurtigere får skader og skavanker.

I 20’erne rodede man rundt med „Hvem er jeg egentlig?“, i 30’erne var man optaget af „Hvem er jeg som mor?“, og i 40erne hedder den „Hvem er jeg, når jeg ikke er et ungt menneske, og når jeg ikke er mor med stort M?“. For sagen er jo, at de fleste i 30’erne er helt optagede af at være mødre, men når børnene bliver 10 år, er de rimelig selvkørende og har ikke brug for deres mor på samme måde. Derfor skal man til at skabe en ny identitet, et nyt selvbillede og en ny mening med livet.

Det er også i 40’erne, man for alvor pisker sig selv med alt det, man ikke nåede. Og for en dels vedkommende handler noget af krisen også om, at de nu synes, at de mål, de havde og knoklede for at nå, slet ikke er så vigtige alligevel – de forstår dem ikke længere. Mange får behov for, at deres liv skal give mening på en ny måde og for at gøre noget for andre. Det er ikke længere nok at være projektleder i en virksomhed, der producerer dæk. Nu vil man gerne arbejde for at hjælpe fattige i Afrika

Kisser Paludans råd til dig i 40’erne:

– Acceptér, at du er i 40’erne, og lær at elske dig selv, som du er nu. Mange begynder at klæde sig yngre og træne mere, end da de var i 30’erne, men selv om det er godt at holde sig sund og lækker, er det også på tide at indse, at der er noget smukt ved ældre kvinder.

– Lær at sætte pris på den viden, den autoritet og hvilen i sig selv, 40’erne også medfører, og når den værste krise har lagt sig, synes mange også, at det er ret fedt. Man har prøvet, at livet går op og ned, så man bliver ikke så forskrækket, når tingene går nedad, for man har erfaret, at i morgen ser det måske anderledes ud, og at man godt kan klare, hvad der kommer.

– Nyd at have tid til at tænke: Hvad vil jeg bruge resten af mit liv på? Du har halvdelen tilbage, og det er altså meget. Prøv at lave Begravelsesøvelsen: Forestil dig, at du er til din egen begravelse. Tænk godt over, hvad det er, du håber, dine nærmeste – f.eks. dit barn, din mand, en god ven og en kollega – vil fortælle om dig. Overvej så, hvad der skal til, for at de faktisk ville sige det om dig. Mange bliver overraskede over, hvor anderledes de lever deres liv, end de egentlig ønsker.

50+: ”Kan jeg nu nå det hele?”

I starten er 50’erne ofte præget af vantro – ’Er jeg 50?’ – og en lidt panikken følelse af ikke at ville se ud eller være så gammel, som man faktisk er og angst for ikke at nå at det, man gerne vil.

Det er også i 50’erne, man for alvor oplever, at ingen længere vender sig om efter én på gaden – og hvis de gør, er de måske i 60’erne, og man bliver smækfornærmet over, at sådan en gammel mand tror, man er i samme gruppe. Omkring overgangsalderen er der også en svær proces med stadig at føle sig lækker og insistere på at have lov til at være feminin.

Desværre er der mange, der mister den og tænker „Det kan man da ikke i min alder“ og

klipper deres hår kort og ikke tør udstråle sensualitet.

Ens venner og mand har også en tendens til at blive meget satte og kedelige og holde op med at udvikle sig, lige som man ikke selv bliver tvunget til udvikling, nu man ikke længere har teenagebørn i huset, men har masser af ro i livet – og det er skræmmende. Næsten lige så skræmmende som det er for nogle at blive kaldt bedstemor, som de fleste også bliver i 50erne. På den måde bliver man selv det sidste led – den, der sidder yderst på grenen og altså er den næste til at blive tippet af.

Mange oplever også pludselig et mindreværd ift. yngre kvinder, for det er man bare ikke selv mere. Man begynder faktisk i mange sammenhænge at være en af de ældste f.eks. på kurser med arbejdet.

Kisser Paludans råd til dig på 50+:

– Sørg for, at dit selvbillede følger med din alder. Det er svært, men man bliver lykkeligere af at have ro på og acceptere, hvordan tingene er. Husk, at alder afhænger rigtig meget af indstilling. Hvis du stadig tænker og føler dig smuk, lækker, kropsligt sund og stærk – nu bare med større aldersmæssig autoritet – så kan du også udstråle det og nyde alt det samme, som da du var yngre.

– Høst de fordele, der kan være i din alder arbejdsmæssigt: Du har stor erfaring, så hvis du er højt placeret, kan du nyde høj respekt. Hvis ikke du er i toppen af virksomheden, kan du måske føle, du bliver set på som værende på vej ud, men hvis du selv holder dig fri af de tanker, tror jeg ikke, du vil møde det. Jeg tror, du møder det, du sender ud, fordi andre vil begynde at behandle dig, som om det er sandt.

– Det bedste, du kan gøre, er at blive god til at acceptere virkeligheden, som den er – for man taber altid, hvis man kæmper mod virkeligheden.

Læs også: Derfor jagter du det perfekte liv