Safo og Suzanne bor i et bæredygtigt bofællesskab: "Selvom vi er kommet længere ud af byen, er vi kommet tættere på andre"

"Dyt dyt," råber et barn på en cykel med støttehjulene dinglende fra siden. Han bliver jagtet af en lidt ældre dreng op og ned ad stien. I haven lige foran bliver der holdt fødselsdag, og overfor er der et ægtepar, der luger ukrudt. Damen rækker naboen en skovl over det lave hegn.

Det er weekend, og i de fleste haver er der aktivitet. Det er der i huset i klynge 7. Huset er malet blåt ligesom alle de andre huse i den række. Men husene ligner ikke som sådan hinanden. Nogle af dem har haver fyldt med blomster, nogle har bygget et vindfang fortil, mens andre har sat hegn op omkring haven.

I dette hus bor Suzanne Darmer og Safo Eyde med deres hund Hugo. Haven er badet i sol, så parret sidder ude og drikker en kop formiddagskaffe.

"Hej Morten!" hilser Suzanne, idet landsbyens landmand går gennem klyngen.

"Man behøver ikke gøre andet end at gå ud ad sin hoveddør og sætte sig i sin have, så møder man en masse mennesker, man kender," sige Safo.

Det er lørdag formiddag, og det betyder, at de fleste er hjemme. Derfor er der fuldt af liv på de 29 hektar land, der udgør bofællesskabet Permatopia. Her bor Suzanne og Safo sammen med 89 andre familier.

"Jeg havde igennem en årrække tænkt på, at jeg gerne ville ud på landet, men jeg ønskede ikke at flytte ud til et lille samfund, hvor man ikke kommer hinanden så meget ved. Jeg havde lyst til at flytte ud af byen, men ind i et fællesskab. Det føltes langt mere meningsfuldt for mig, end hvis vi blot flyttede ud på landet i vores eget lille hus," fortæller Suzanne.

Åndbare rækkehuse

Suzanne og Safo havde igennem længere tid drømt om at skifte Københavns kaos ud med landlige luft. De besluttede sig derfor for, at det var på tide at undersøge, hvilke muligheder, der fandtes. For Suzanne var det især tanken om en mere sund og bæredygtig livsstil, der trak i hende, mens det for Safo var muligheden for at komme ud af byen og få mere plads.

Begge var enige om, at de ikke ledte efter et hus på landet, for de ønskede at blive en del af at fællesskab. De begyndte at undersøge de forskellige økolandsbyer, der var blevet opført rundt omkring i landet, men i stedet for at vælge en af de i forvejen etablerede storkollektiver, faldt valget på et nyt projekt, der skulle ligge på et stort landområde i Karise.

Her var planen at opføre 90 sunde, åndbare rækkehuse. Tilsammen skulle de udgøre Permatopia; et bofællesskab med en bæredygtig vision, hvor økologi, natur og et cirkulært ressourcekredsløb skulle prioriteres højt.

"Vi fandt Permatopia lidt tilfældigt gennem en ven, der havde hørt om det fra nogle andre. Han delte information om det på Facebook, og jeg syntes, at det lød rigtig spændende, så Safo og jeg tog til et informationsmøde, og jeg blev hurtigt meget forelsket i projektet," fortæller Suzanne.

"Jeg kunne også rigtig godt lide idéen. Jeg syntes, at ambitionsniveauet var højt, men at økonomidelen var ret uoverskuelig. Jeg følte derfor lidt, at jeg sagde ja til noget, jeg faktisk ikke vidste, hvad var, men det var en chance at tage, og essensen i projektet gav god mening," siger Safo.

Det københavnske par besluttede sig i 2014 for, at Permatopia skulle blive deres fremtidige fælles hjem. Da bofællesskabet endnu ikke var bygget færdigt, krævede det, at Safo og Suzanne sammen med de andre kommende tilflyttere tilbragte store dele af deres fritid med at planlægge, arbejde, dyrke og undersøge muligheder for at få stablet Permatopia hurtigt på benene. Hele tiden med omtanke for bæredygtighed og økologi.

"Vi arbejdede på det i flere år, mens vi stadig boede i København. Det varede 3-4 år, hvor Permatopia bare var en drøm, vi var i gang med at skabe. På den måde havde vi også noget tid til at forberede os mentalt på flytningen fra København og herud," siger Suzanne.

"Trods de mange arbejdstimer og køreture hertil i weekenderne var vi virkelig ved godt mod, for vi var jo i gang med at skabe noget helt nyt og spændende," uddyber Safo.

Organiseringen og fællesskabet omkring den kommende økolandsby begyndte allerede i 2014, og Suzanne blev valgt ind i bestyrelsen som beboerrepræsentant året efter. Indtil da havde projektet været professionelt med projektledere og rådgivere, men kort efter Suzannes indtrædelse i bestyrelsen, overtog beboerne. Suzanne og fire andre beboere, som også var med i bestyrelsen, skulle stå i spidsen for, at projektet fortsat udviklede sig og blev etableret.

På den måde kom Suzanne og Safo med helt fra start i projektet. Planen var, at husene skulle være klar til indflytning i år 2016, men det gik ikke helt som planlagt. Efter flere udskydelser af indflytningsdatoen kunne Safo og Suzanne endelig den 1. august 2018 sætte foden indenfor døren i deres nye 112 kvadratmeter åndbare bolig.

Målet er selvforsyning

"For mig var det tiltrækkende, at vi selv skulle være med til at skabe stedet fra bunden og dermed være med til at præge kulturen. Der var noget spændende ved det, og det pustede til iværksætterånden i mig. Det viste sig så også, at det til tider var hårdt arbejde. Det er ikke superlet at etablere et bofællesskab med 90 husstande," indrømmer Suzanne.

For at få den lille by stablet på benene og vedligeholdt, traf beboerne internt en aftale om, at de voksne skulle arbejde mindst to timer ugentligt med deres respektive opgaver. Arbejdet i landsbyen kan tage sig forskelligt ud.

Suzanne laver mange rundvisninger, udvikler arrangementer og er med i organiseringen af den sociale bæredygtighed i landsbyen. Her er der blevet arbejdet hårdt på strukturen, for når 145 voksne og 86 børn skal leve sammen og drive et landbrug, forsyningsanlæg og fællesspisning, kræver det en god organisering.

Safo arbejder i høstgruppen, der har ansvaret for et af de elementer ved bofællesskabet, som udgør en essentiel del af grundtankerne ved Permatopia: De sørger for, at beboerne kan få de grøntsager, som bliver plantet på det fælles markområde. En af visionerne bag projektet er nemlig at blive så vidt muligt selvforsynende og dermed kunne opnå et ressourcekredsløb, hvor mindst muligt går til spilde.

For Safo betyder det, at han et par gange om ugen mødes med andre fra høstgruppen klokken 9.30 og går i marken. Et par timer senere og med jord under neglene har de høstet grøntsager, der er kommet ind på bestilling fra beboerne, sorteret dem og fordelt dem ud, så de forskellige huse får, hvad de har bestilt.

"Ud over de to timer kommer der nogle gange noget pludseligt, der skal løses. Vi har for eksempel haft nogle afgrøder, der skal høstes hurtigt og opbevares til vinteren, og beplantning af de store fællesarealer. Det er ekstra ting udover vores faste opgaver," fortæller Safo.

Ud over rundvisninger og høstning af grøntsager har Safo og Suzanne også deres almindelige jobs, de skal have tid til. Safo er socialpædagog, og Suzanne er Manuvision-kropsterapeut og psykomotorisk terapeut med egen klinik.

"Jeg havde et job i København, som jeg var rigtig glad for, men da jeg gerne ville undgå transporttiden på daglig basis, fik jeg arbejde i Stevns Kommune," fortæller Safo.

"At skifte job kræver en masse energi, og jeg har samtidig skullet finde noget overskud til at løfte opgaven her i Permatopia også. Jeg var derfor lidt træt i den periode," tilføjer han.

Situationen ser anderledes ud fra Suzanne:

"Det er ikke bare lige til at rykke en praksis. Det tager tid og energi at etablere kunderelationer, og jeg har helt ærligt heller ikke helt haft overskuddet til det, da meget af min tid og energi gik til Permatopia. Jeg pendler derfor fortsat til København flere gange om ugen, men jeg planlægger på sigt at etablere nogle nye ting i lokalområdet," fortæller hun.

Pionerer på godt og ondt

Da Safo og Suzanne var blandt de første, der flyttede ind i Permatopia, har de på nær hånd bevidnet de forskellige faser, den nyetablerede landsby har gennemgået. Det har betydet, at de har oplevet nogle bump på landevejen i processen med at skulle flytte sammen med 89 andre familier. Og Suzanne har tilmed i kraft af sin stilling som bestyrelsesformand oplevet udfordringerne på administrativt niveau. Det har sommetider været hårdt.

"Jeg er aldrig nået helt derud, hvor jeg har tænkt, at jeg ikke gad mere, men jeg har haft perioder, hvor jeg har følt, at jeg ikke kunne overskue flere forhindringer med projektet. Men drømmen har stadig været intakt igennem de her perioder. Og jeg har aldrig stået med tingene alene, vi har stået med det sammen med alle de andre," siger hun.

Safo medgiver, at opstarten af det lille samfund var udfordrende:

"Jeg synes, at det har været noget andet i realiteten, end jeg havde forestillet mig, inden vi flyttede hertil. Der har været nogle udfordringer, jeg slet ikke havde overvejet inden, men der har også været en hel masse positive overraskelser," erkender Safo.

Nu hvor de fleste af de større projekter og organiseringen af landsbyen er på plads, er der i højere grad blevet tid til at nyde alt det gode, som Permatopia står for.

"Det har været og er stadig utrolig spændende og inspirerende at være med til at skabe et så stort eksperiment, som Permatopia er, for Permatopia er på mange måder en fremtidsdrøm, der efterhånden er blevet til virkelighed," siger Suzanne.

"På det personlige plan har jeg været overrasket over, hvor meget stilheden har betydet for mig. Inden vi flyttede, vidste jeg, at jeg gerne ville tættere på naturen, men da vi endelig flyttede herned, ramte stilheden mig. Jeg havde vænnet mig til larmen i byen. Det var først, da vi flyttede fra byen, at det blev tydeligt for mig, hvor meget byen egentlig larmer. Jeg kunne pludselig mærke, at mit nervesystem havde savnet den her ro," tilføjer hun.

"Jeg synes, at der har været enormt stor forskel i forhold til at være i storbyen, hvor der hele tiden er trafik og mennesker omkring mig. Nu er der ro. Derudover har vi fået en have, og det har jeg aldrig haft før. Og det føles faktisk også anderledes at bo nede ved jorden frem for i en etageejendom. Og så er der helt klart den forskel, at det er virkelig langt fra København. Pludselig bruger jeg ikke byen særlig meget," siger Safo.

"Vi er blevet gode til at bruge naturen sammen og går rigtig mange ture med vores hund Hugo. Flere gange om ugen kører vi ud og går tur ved enten stranden eller i skoven. Det er en anderledes måde at være sammen på, end vi var førhen," tilføjer han.

Fællesskabet i Permatopia, som i høj grad var det, der tiltalte parret i begyndelsen, har levet op til alle deres forhåbninger.

"Der er lagt mange penge i projektet Permatopia. Vi er både et bofællesskab og et arbejdsfællesskab, hvor alle ejer en andel i landsbyen. På den måde driver vi også en andelsvirksomhed sammen. Vi skal derfor alle sammen sørge for, at det hele fungerer. Alle har en interesse i at gøre tingene ordentligt," fortæller Safo.

"Den skaberkraft, vi som fællesskab har, er helt særlig. Vi er i gang med at skabe noget unikt af vores egen drivkraft. Der er ikke nogen, der gør det for os. Vi skal selv sørge for det. Det giver os et meningsfyldt fællesskab, hvor det ikke er nok, hvis vi bare synes, at det er sjovt at bo sammen," siger Suzanne.

"Permatopia er et bofællesskab og et værdifællesskab. Folk kan sagtens være uenige om nogle praktiske ting her, men overordnet set synes jeg ikke, at vi er så langt fra hinanden," fortæller Safo.

"Jeg synes nu godt, at folk kan have mange forskellige holdninger til, hvordan tingene skal gøres. Men det kan jo også give en god dynamik," svarer Suzanne.

Mange små fællesskaber

Ud over det store værdifællesskab, som Permatopia udgør, er der etableret mindre fællesskaber inden for landsbyens grænser. Suzanne er blandt andet medlem af et kvindefællesskab, der går på tværs af aldersgrupper. I kvindefællesskabet bliver der blandt andet arrangeret morgenpilates hos Suzannes genbo tre gange ugentligt.

"Det fede ved at bo her er, at jeg oplever et fællesskab med kvinder, der ikke bare er en lille gruppe af mine nære veninder. Da jeg boede i København, ville jeg have drukket en kop te engang imellem med mine gode venner, men nu er jeg i en kvindegruppe med en hel masse forskellige kvinder, jeg måske ellers ikke ville kende. Vi lever sammen og laver en masse ting sammen, og på den måde bliver det et større kvindefællesskab, end jeg tidligere har været en del af."

At blive en del af et større fællesskab og komme tættere på folk omkring sig har gjort stort indtryk på parret, der har været vant til byens tempo, hvor mange ikke kender familien inde ved siden af.

"Selvom vi er kommet længere ud af byen, er vi kommet tættere på andre mennesker. I sådan et lille lokalsamfund taler man mere sammen, end man normalt gør inde i byen, hvor der simpelthen er for mange mennesker til, at man kan snakke med alle," siger Suzanne.

"Der er lidt mere overskud inde i det enkelte menneske til at snakke med hinanden. Også selvom man ikke kender hinanden så godt," uddyber hun.

"Da vi boede i København, tænkte jeg sommetider, at selvom jeg havde boet i byen i 30 år, hvor jeg hver eneste dag er gået ud på gaden, mødte jeg alligevel hele tiden folk, jeg ikke havde set før. Her er tempoet mere roligt, og vi kender jo dem, vi bor sammen med. Det er en stor forskel fra livet i byen," fortæller Safo.

Hvad er det allerbedste ved at bo i Permatopia?

"Ud over fællesskabet er det for mit vedkommende, at vi er i gang med at skabe noget, der er bedre for jorden og menneskerne. Vi håber på, at det kan være til inspiration for andre og en spydspids for noget, der kan kopieres andre steder. Det synes jeg, at der ligger en enorm drivkræft i. Selv når det har set allermest sort ud, er det et spændende projekt at være en del af," siger Suzanne.

"Når jeg sammenligner vores landsby med andre økobyprojekter, er det ret vildt, hvor meget vi har nået allerede. Vi er mange forskellige mennesker, og vi lærer en hel masse af at bo så tæt sammen med hinanden," uddyber hun.

For Safo har det været nogle andre ting, der har været vigtige:

"For mig har det været en stor inspiration at få en læring om landbrug. Og helt enkelt at vi har fået bedre plads. Jeg elsker, at jeg kan bruge naturen ofte. I naturen ligger der en kæmpe frihed, jeg ikke oplevede, dengang jeg boede i byen."