Derfor dropper de kaffeaftalerne i Aarhus

Jeg har en god bekendt, Nanna, der arbejder i Aarhus. En dag spurgte jeg hende, hvordan hendes arbejdsdage ser ud. Jeg vidste, at hun får det maksimale ud af sin tid, og ville gerne lure, hvad hendes hemmelige formular var. For mit vedkommende føles det nemlig ofte, som om arbejdstimerne mellem børneaflevering og børnehentning fiser ud mellem fingrene på mig. Som om jeg konsekvent altid når mindre, end jeg har planlagt, der skal ske.

"Hvad er dit trick?" spurgte jeg. "Jeg drikker ikke kaffe som jer københavnere," sagde hun. Jeg kiggede uforstående på hende. Kaffe? Skulle forskellen på vores effektivitet være, at jeg drikker kaffe, mens hun foretrækker hindbærbrus?

Det var ikke det, hun mente. Hun mente, at hun ikke drikker kaffe på den måde, vi i København bedst kan lide at drikke kaffe: På en cafe sammen med et andet menneske midt på arbejdsdagen.

"Ah!" sagde jeg. "Du har ingen kaffeaftaler!" "Nej," svarede hun. "Det bruger vi ikke." Jeg måbede.

At sige, at ens arbejdsdag ikke indeholder kaffeaftaler, svarer for mig lidt til at sige, at man drikker sin romtoddy uden rom. Jeg troede, kaffeaftaler var obligatoriske. På Vesterbro i København, hvor jeg både bor og arbejder, synes ingen anledning for lille til at gøre krav på en kaffeaftale i kalenderen – intet bekendtskab forekommer for perifert til at blive beseglet over en kop americano. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange liter kaffe, der om året løber igennem tarmsystemet i gaderne omkring Vesterbrogade.

"Men hvad gør I så," spurgte jeg Nanna, "når I skal snakke med andre end jer selv?" Hun så på mig. "Vi ringer."

Halleluja! De ringer! De løfter telefonen og ringer! Ingen transport hen til caféen.

Ingen venten på, at tjeneren finder ud af at lave to latte samtidig og efterlade to mælkehjerter på overfladen. Intet snakke-snakke-snak. Bare et telefonopkald og en besked. That's it. Halvanden time og en hel masse distraktion sparet.

Jeg har besluttet mig for at gå over til Aarhus-modellen. Jeg bliver alligevel svimmel af alt det kaffe. Og bedre endnu: Jeg vil ikke bare luge ud i kaffeaftalerne i min arbejdstid. Jeg vil luge ud i kaffeaftalerne i det hele taget. Ingen ven eller veninde vil længere kunne lokke mig med ud og drikke kaffe. Kaffeaftaler er hverken effektive, dybe eller sjove. Kaffeaftalen er voksne bymenneskers legeaftale, bare uden leg. Man laver ikke noget sammen. Man oplever ikke noget sammen. Man er ikke rigtig fælles om noget dér midt i cafemylderet. En kaffeaftale er en død blok af tid, skubbet ind i hverdagens trummerum for at bøde på det faktum, at vi travle arbejdsmennesker har for lidt tid til at være ægte nærværende sammen. Det er alibisamvær. Skinnærvær. Som en tur i Zoologisk Havetur med skilsmissefaren, der kun dukker op hver 14. dag.

Forstå mig ret. Jeg kan godt lide kaffe. Og jeg kan rigtig godt lidt mennesker. Og jeg kan rigtig, rigtig godt lide mine venner. Men det slår mig, at de dybeste, skæggeste eller mest nærværende snakke, jeg har haft med dem, jeg holder af, aldrig har været på en cafe over kaffe. Det har været mellem to koncerter på Roskilde. Ved morgenmaden i et sommerhus. På vej hjem efter en biograftur. Efter et spil Trivial Pursuit. Over opvasken. På en restaurant uden noget, der skal nås bagefter. Skidefuld i byen. En søndag rundt om en sø med gruset knasende under fødderne, måske – men kun måske – med et papkrus med to-go i hånden.

LÆS OGSÅ: "Derfor er manden stadig familiens overhoved" 

LÆS OGSÅ: "Der er for lidt sex i det offentlige rum"

LÆS OGSÅ: Her rådene til dig, hvis din forælder drikker for meget