Sandie Wesths søster blev myrdet: ”Du føler, du står tilbage, mens ALLE andre løber med din historie”

Det er intet ”hyggeligt” over det, når du lytter til første afsnit af Sandie Wesths nye podcast ’Ofrene’.

Du får ingen grin eller fnis. Ingen let tone. Ingen ”sniksnak” om noget som helst.

Der er stemmer, der knækker over. Tunge og knugende pauser. Og tårer, der er nødt til at løbe ned over kinderne for overhovedet at kunne få ordene ud i æteren.

For i det første afsnit af serien ’Ofrene’ fra Radio Loud fortæller den 33-årige journalist sammen med sin mor, Tina Westh, for første gang DERES version af det største traume i deres liv: Drabet på Sandies storesøster Jannie Westh.

Hun blev i en alder af 25 år myrdet af sin mand, da han kvalte hende en tidlig morgen i deres rækkehus nord for København den 14. november 2007.  

Men ’Ofrene’ handler ikke kun om Sandie Wesths families egen historie. I de kommende afsnit taler hun med pårørende til andre drabssager om at være netop dét. Og alle medvirkende får lov til at fortælle deres historie på præcis den måde, som de ønsker at gøre det.

For serien skal være det, hun selv har higet efter i mange år: En podcastserie, der kan vise, at der er rigtige pårørende bag eksplosionen af true crime-programmer i de senere år.

”Der er kommet en kæmpe fascination af true crime herhjemme, og vi glemmer bare, at der ER pårørende, der sidder et eller andet sted derude og har det pissedårligt stadigvæk,” siger Sandie Westh.

Ofre reduceres til "et mord"

For fire år siden stod hun selv frem og fordømte mediernes brug af formuleringen ”familietragedie”, hvor hun samtidig langede ud efter særligt formiddagsavisernes fokus på drabssager.

I 2019 rettede hun i flere medier, bl.a. til TV 2, en skarp kritik af en af landets mest populære podcastserier, Mørkeland, for at have en let, sniknakkende tone med grin undervejs, som dermed gør ægte drabssager til gængs underholdning.

”Jeg har jo i nogle år prøvet at forklare, at når folk laver de her podcasts, så gør det ondt. Det ripper sgu op i nogle traumer, og det er rimelig re-traumatiserende. Men det er som om, at det er for svært at forklare folk. Derfor tænkte jeg, at så må jeg selv lave det. Så må vi jo fortælle - råt for usødet - hvordan det egentlig er at være pårørende,” forklarer Sandie Westh.

Det er ikke fordi, at Westh-familien ikke har haft mulighed for at fortælle deres historie til medierne før nu. Men de har aldrig haft muligheden på deres egne præmisser.

”Der bliver tit fokuseret enormt meget på gerningsmanden og gerningsøjeblikket, og så bliver offeret i medierne tit bare reduceret til et mord. Der er et enormt behov for at lave sensationspræget journalistik ud af de her mordsager, som jeg bare synes smager SÅ dårligt i munden,” siger hun og fortsætter:

”Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange journalister, og jeg har fx altid fra starten af deklareret, at jeg aldrig nogensinde kommer til at have lyst til at møde min søsters mand og morder. Alligevel bliver der en time inde i en snak om at lave en dokumentar foreslået, at jeg skal tage ud og møde ham. Sådan noget har jeg altid stejlet enormt meget på. Men samtidig har jeg også et behov for at fortælle, hvad det var, vi gennemgik dengang. Jeg har bare aldrig haft et forum, hvor jeg følte, at jeg kunne gøre det på mine præmisser, og det har jeg VIRKELIG higet efter.”

Mormor ringede...

På morgenen for drabet på Jannie Westh filmede TV 2 News ude foran søsterens hus, inden politiet havde nået at orientere de nærmeste pårørende.

Det betød dengang, at Sandies mormor og morfar sad om morgen og så live-optagelser af deres barnebarns hus uden at forstå, hvad der foregik.

Mormoren nåede at ringe til sin datter, som var på arbejde, og sige, at hun var sikker på, at der var ”sket noget forfærdeligt med Jannie.” Derefter brød Sandies mor, Tina, sammen.

I den efterfølgende tid ringede journalister til alle fra de to søstres gamle gymnasieklasser, alle på forældrenes villavej blev opsøgt, der blev ringet på hos alle i Sandie Wesths lejlighedsopgang – og hele familien blev kimet ned.

Både dengang og i dag oplever Sandie Westh mediernes tilgang som værende enormt sensationspræget.

”Dagbladene skal jo sælge aviser, og det kan man godt mærke, når de behandler mordsager. Udover at journalister brænder for at fortælle historier, så er journalister måske den faggruppe her i Danmark med mindst selvindsigt, og det vil jeg VIRKELIG gerne sige højt. For det er tit sådan, at når journalister bliver forholdt, at de har gjort noget, som måske er ”lidt lakrids”, så er de pissedårlige til at erkende, at der kan være noget om snakken," forklarer hun.

"De gamle, garvede krimijournalister, jeg har talt med gennem tiden, siger altid: Vi presser ikke pårørende unødigt, og vi kontakter kun pårørende, der har lyst til at være med. Jeg har aldrig hørt en gammel krimi-reporter sige: "Nej, det var sgu ikke helt fint det dér." Og det tror jeg heller ikke, at jeg nogensinde kommer til for at være helt ærlig,” lyder det fra Sandie Westh, der selv er journalist i dag.

"Jeg er DIN advokat"

Oveni er det ikke kun medierne, der vender og drejer mordsagen, imens de nærmeste står lammet tilbage i sorg. Sandies egen familie oplevede det selv, fortæller de i podcasten.

”Når du er pårørende til en mordsag, sker der tit det, at du føler, at du står tilbage på perronen – og så løber ALLE andre med din historie. Medierne løber med den, politiet løber med den - fordi de har et arbejde, de skal gøre - og gerningsmanden løber også med den, når vedkommende sidder i retssalen og fortæller historier, som ikke nødvendigvis altid er rigtige. Det er SÅ hårdt som pårørende at være den, der føler, at du bliver efterladt tilbage, fordi du er den eneste, der ikke fortæller din version af historien,” forklarer hun.

Med serien ’Ofrene’ har Sandie Westh derfor nytænkt true crime-genren. Hun har sat sig for at give de pårørende historierne tilbage.

Alle pårørende, der siger ja til at medvirke, får lov at gøre det 100 procent på deres egne præmisser. Ingen vinkel, ingen agenda – ligesom der ikke er en fast ”form” på programmet. Alle afsnit er forskellige.

”Min tanke har været at være omfavnende, anerkendende og fortælle til de medvirkende, at jeg har det, ligesom du har det. At det kan godt være, at jeg er journalist, og det er mig, der får det her program til at hænge sammen, men jeg er først og fremmest en allieret. Jeg er din advokat for, at DIN historie kommer frem på en ordentlig måde – og ikke på en helt vildt vinklet måde,” forklarer hun.

Hvor første afsnit er fyldt med de tårer, der skulle til for, at Sandie og hendes mor Tina kunne komme gennem deres historie og fortælle om tabet af deres elskede søster og datter, er der eksempelvis ingen, der græder i afsnit to.

Der taler Sandie Westh med Kirstine, der som fireårig oplevede, at hendes egen far dræbte hendes mor.

”Fra starten af har jeg haft den her forkromede idé om, at pårørende er pårørende på 7.000 forskellige måder. Men fællesnævneren for det hele er, at vi har alle været pårørende til et mord, der forfølger os resten af vores liv. Derfor får alle lov til at fortælle på DERES præmisser.”

Give Jannie oprejsning

Selvom Sandie Westh selv har stået for at interviewe sin egen mor, kom det bag på hende, hvor voldsom en proces det var at lave afsnittet.

”Det var virkelig hårdt. Det var faktisk også hårdere, end jeg havde forestillet mig, at det ville blive. Det er et projekt, som jeg har skubbet foran mig i nogle måneder og taget tilløb til mange gange,” forklarer hun.

”Det tog mig også lang tid at spørge min mor, om hun ville være med. Fordi jeg jo ved, at hun aldrig nogensinde har medvirket i noget før. Da jeg havde lavet interviewet med hende, lå det så i nogle uger, inden jeg kunne finde ud af at begynde at klippe i det. Det tog mig uger at få færdigt, fordi jeg ikke kunne holde ud at sidde og høre det. Så det har helt klart rippet op i traumet, men - og det lyder måske tosset - men det er også lidt det værd, fordi det jo er et projekt, der skal vise folk, at der sidder rigtige pårørende BAG de her historier, som folk mæsker sig i. Det har virkelig været min drivkraft. Helt klart. Og så er det med til at give min søster oprejsning. At fortælle hvem hun var, så hun ikke bare er reduceret til et mord, men så hun bliver til et levende menneske,” understreger Sandie Westh.

Mordet på Jannie ændrede på et split sekund Westh-familiens liv fuldstændig.

Søsteren havde været kæreste med sin drabsmand, siden hun var 15 år, så han var en naturlig del af deres familie. Lige efter mordet løj han om, hvordan Jannie var blevet dræbt af nogle indbrudstyve.

På sygehuset havde Sandie og hendes forældre lidt kontakt med svigersønnen, og alle i familien blev afhørt af politiet, som var de mistænkte, indtil politiets efterforskere fandt frem til den rette gerningsmand: Jannies egen samlever.

I podcasten gennemgår vi dagene omkring drabet og tiden efter, men kun en enkelt gang nævnes fornavnet på Jannies drabsmand – og dét er der en særlig pointe med.

”Fordi det jo altid er drabsmanden, som vi har et enormt behov for at være sygt fascinerede af herhjemme. Hvor mange serier er der ikke lige blevet lavet om Peter Lundin?! Derfor skulle det være en serie, hvor vi havde minimalt fokus på drabsmanden. Hovedpersonen skal være de pårørende og så ofrene,” understreger Sandie Westh.

Tal med dine tætteste

Når det kun er hendes mor, der medvirker i første afsnit, skyldes det, at Sandies far ikke er et sted, hvor han kan medvirke.

”Jeg har et virkelig tæt forhold til mine forældre. Vi er jo de eneste tre i hele verden, der har oplevet det her på så tæt hold. Vi har gennemgået noget, som ingen mennesker skal gennemgå i deres liv. Det betyder, at vi i dag godt kan lide at vide, hvor hinanden er på givne tidspunkter. Vi har altid vores telefoner på os, og vi taler om det meste. Det er helt vildt vigtigt, at man taler med sine tætteste om, hvordan de har det – fordi vi ved jo aldrig, hvornår livet det slutter, så det er vigtigt, at man har hinanden nu og ikke fortryder, at man ikke fik ringet nok, når de ikke er her.”

Hvis jeg – og jeg mener det i den bedste mening – fortæller, at dét at lytte til denne podcast er som at være midt i din families traume. Midt i AL smerten. Og man får en følelse af at genopleve det hele igen. Hvad tænker du så om det?

”Men det er jo faktisk også dét, der er meningen. Meningen var ikke at lave en eller anden pussenusset podcast, hvor vi giver ”lidt” en fornemmelse af, hvordan det er at være pårørende. Meningen er, at folk skal kunne dumpe lige ned i, hvilke følelser du har, når du er pårørende til et mord, og hvad du går igennem.”

Hvilke tanker har du gjort dig om, at din podcastserie måske også kan blive opfattet som ”underholdning”?

”Hvis folk gerne vil opfatte noget som værende underholdning, så bliver det opfattet som værende underholdning, fordi underholdning er subjektivt. Det er subjektivt, hvad vi bliver underholdt af. Underholdning er som sådan heller ikke kun en dårlig ting, da det også kan bruges til at få nogle budskaber ud. Men jeg håber også, at folk tager noget MERE med. For det er ikke tilsigtet, at det her "kun" skal være underholdning,” siger Sandie Westh og understreger:

”Det, som folk skal vide, er, at vi andre aldrig nogensinde har siddet og grinet af vores traume. Jeg har aldrig nogensinde grinet af min søsters mord. Og det må folk gerne tage med sig. De må gerne tage med sig, at de tænker sig om en ekstra gang, næste gang de hører en true crime-podcast, for mord er ikke gængs underholdning. Det, vi har oplevet, er et reelt traume, som vi lever med resten af vores liv – og som vi har fået hjælp til at bearbejde.”

Du kan lytte til ’Ofrene’ på Radio Loud og gratis på Spotify.