Sanne Salomonsen: “Jeg hører til den slags moderne kvinder, der har valgt at leve alene. Og jeg har det s-u-p-e-r fedt"

Forleden, da Sanne Salomonsen fik besøg af sit ældste barnebarn, Mingus, stak han sit lille hoved hen til hendes øre og hviskede: "Så farmor, nu skal vi have det fucking fedt!". Og så pilede han ind i hendes soveværelse og begyndte at hoppe i sengen med armene over hovedet for at se, om han kunne nå bjælkerne. Sanne griner højt, da hun fortæller det, for Mingus på 5 1/2 og hans halvandet år gamle lillesøster, Maggie, får lov til ting sammen med hende, som de slet ikke må derhjemme. Såsom at hoppe i sengen. Og sige bandeord.

– Det er SÅ fantastisk at få børnebørn. Det er så guddommeligt fantastisk! Man ved ikke, at den form for kærlighed eksisterer, før man sidder med sit barn i armene. Og når så ens eget barn så får børn... Jamen, det kan slet ikke beskrives. Det er det største. Før i tiden gik min fritid med mine heste, men dem har jeg droppet, for alt, hvad jeg har af tid, vil jeg bruge på mine børn og børnebørn. Jeg kalder også min svigerdatter mit barn, for det er hun. Jeg elsker hende. Og at se min søn så lykkelig med hende – det er simpelthen så vidunderligt. Med min svigerdatter har jeg fået en helt ny familie, og jeg elsker også hendes forældre...

Sanne er næsten ikke til at stoppe, når hun først begynder at tale om sin nære familie. Hun er flyttet på landet for bl.a. at have plads, lys og græs til børnebørnene, men også fordi hun har valgt at leve sit liv med – mindst – tre hunde. Der kommer måske flere til, for hun kan ikke lade være med at redde hunde i nød. De tre, hun har lige nu, er henholdsvis en skilsmissehund, en græsk gadehund og en hund, ingen ville tage sig af på Mallorca. De logrer glade rundt om hende, da hun åbner døren til den 400 kvadratmeter store lystgård mellem Gilleleje og Hornbæk, byder velkommen og straks siger, at hun håber, at jeg kan holde ud at kigge på hende sådan au naturel, for hun og makeupartisten er slet ikke blevet færdige endnu til det efterfølgende fotoshoot. Og jo, hun ser anderledes ud uden sit øjen-krudt, men på en skøn og imødekommende måde. Præcis så skøn og imødekommende, som hun viser sig at være, da vi har fået sat os ved langbordet i det store køkken med te, kaffe og kage. Sanne er lige flyttet ind for en måneds tid siden, og hun nyder, at hun har fået god plads igen efter nogle svære og omflakkende år på boligfronten. Banken, der havde finansieret hendes gamle hus i Charlottenlund, krakkede under finanskrisen, og samtidig havde hun haft nogle økonomisk svære år efter den blodprop, som ramte hende i 2006.

– Jeg havde nogle år, hvor jeg boede i forskellige lejligheder i byen, men jeg var ikke lykkelig. På et tidspunkt fik jeg lov at låne et sommerhus i Hornbæk af en af mine venner, og det hjalp, for så kunne jeg komme ud af byen og ud i en have og slå græs. I 80'erne og 90'erne havde jeg selv sommerhus i Hornbæk, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg har et tilhørsforhold til området heroppe. Her er plads, skov, hav – alt – og til penge, jeg har lyst til at betale. Jeg vil gerne begynde at være lidt fornuftig nu i stedet for at blive ved med at knokle og knokle, fordi jeg vil bo på en bestemt måde. Det gider jeg ikke mere. Så da jeg fandt den her gamle bondegård, blev jeg bare så glad. Jeg kunne mærke, at det er sgu her, jeg skal bo.

Ny udfordring

Sanne er aktuel som ny dommer i sidste sæson af "X Factor". Noget hun sagde ja til, fordi hun hele livet har haft et behov for at prøve sig selv af.

– Det har altid været vigtigt for mig at gøre andre ting i perioder. Spille musical, være med i film, ting, der gør mig klogere og dygtigere, og som kan inspirere mig. "X Factor" var derfor en kærkommen udfordring, som jeg et eller andet sted havde ønsket mig. Da jeg skulle lave en lille udtalelse til pressen om, at jeg skulle være med, kom jeg til at tænke på min sang "Hjem", hvor jeg synger, at jeg har prøvet alt. Og det troede jeg også, at jeg havde, men så havde jeg altså bare ikke lige prøvet at lave "X Factor", ha, ha. Jeg sætter mig af princip ikke til doms over andre, så jeg måtte lige spørge mig selv, hvad jeg havde gang i, for i "X Factor" skal jeg jo dømme nogen. Men samtidig handler det for mig allermest om at prøve at hjælpe nogle talenter med noget sangteknik og med at få krop og sjæl til at høre sammen, så de kan nyde at synge og samtidig gøre publikum glad. Så jeg tænkte, okay, at være dommer er en grænse, jeg skal overskride, men jeg har lyst – så nu gør jeg det. Jeg glemmer sikkert at tænke på, at jeg skal vinde, for jeg er ikke et konkurrencemenneske, men når Remee og Thomas tager teten, skal jeg sgu nok følge efter.

Der er ingen tvivl om, at Sanne er tilbage for fuld skrue. Hun vil faktisk ikke tale ret meget om den blodprop i hjernen, der for snart 12 år siden i en periode lammede hende i hele venstre side. Hun synes, der har været sagt og skrevet nok om det.

– En af grundene er, at folk bliver holdt i en forestilling om, at jeg stadigvæk er syg eller lige har været det, når der bliver skrevet om det. Det betyder, at hver gang jeg skal ud og lave noget, skal jeg bevise, at jeg er tilbage for fuld hammer. Og det er jeg træt af. Det må du gerne skrive.

Hvordan kan du mærke, at folk har det sådan?

– Min manager får jo mange spørgsmål. ER Sanne okay? ER hun kommet ovenpå? Og hør her, jeg er på plade nummer fire, siden jeg blev syg, og mine turnéer er jo nærmest uendelige. Jeg spiller hele tiden. Det kunne være, at folk kunne begynde at lægge mærke til det.

Begravelser og børnebørn

Sanne er netop fyldt 62 år, men alder er som sådan ikke noget tema for hende. Hun fører sig stadig frem præcis, som vi kender hende, med stort udslået hår, dyreprint, læder, hullede jeans og tatoveringer. Heldigvis. Alligevel er der noget, der har ramt hende de senere år. Det at miste. Og det er noget, der uundgåeligt kommer med alderen.

– Jeg mistede min mor i 2010. Det er hårdt for mig at snakke om, for jeg savner hende meget. Hun var et fuldstændig vidunderligt menneske samtidig med, at hun også kunne være aldeles forfærdelig. Min mor var den, der hjalp mig mest, da jeg i sin tid begyndte at synge. Hun fik manipuleret lidt rundt med min akademikerfar, så jeg fik et sabbatår fra skolen, da jeg fik travlt med musikken. Og ja, så kom jeg så aldrig tilbage i skole. Det bakkede hun faktisk også op om. Derefter kom der nogle år, hvor vi tog nogle ordentlige ture, fordi jeg var teenager lige midt i den store flower-power-kulturrevolution og ønskede at leve et helt andet liv end mine forældres, men efterhånden tog min mor det også ind, og det forandrede hendes liv. Min far døde, da jeg var midt i 20'erne, og det betød, at min mor, bror og jeg blev meget tætte. Da jeg selv blev mor og slet ikke kunne finde ud af ikke at arbejde – og heller ikke havde lyst til at lade være – havde jeg min søn med mig på landevejen, når vi var ude og spille. Min mor smed alt, hvad hun havde i hænderne, og var med på tour. Og da jeg skulle skilles og flyttede til Nordjylland, flyttede min mor med derop. Hun var altid klar til at støtte mig, og hendes hjem var altid åbent for alle mine venner, som elskede at komme der. Min mor havde nogle hårde år til sidst med sygdom, især det sidste halve år, og det var meget, meget sørgeligt og pinefuldt at være vidne til. Derfor var det en befrielse for hende at få lov til at dø. Og det var en lettelse for mig, at hun ikke skulle lide mere. Da hun blev begravet, kom alle mine venner til begravelsen. Det var meget tankevækkende og smukt.

Hvad betyder det, at begge dine forældre er væk? 

– Da min mor døde, blev jeg med ét helt bevidst om, at jeg ikke er nogens barn mere. Det var ret rystende, og det gav mig virkelig mange tanker i rigtig lang tid. Derfor var det også vigtigt for mig at have et nummer om det på min nyeste plade. Det blev sangen "Livets Træ", hvor jeg synger: "Der hvor kærlighed slår rødder kan du finde mig, fuld af håbet fra miraklerne, der er på vej. Jeg vil leve for dem, der er, og dem, der var engang".

– Man skal huske at se miraklerne, og mine mirakler er mine børn og børnebørn. Jeg vil holde fokus på, at livet går videre, selvom man mister, og at livet stadig er fantastisk. Glem aldrig, hvad de, der har været her, har betydet for dig. For den viden og kærlighed, som de har givet dig, skal du være i stand til selv at give videre til dem, der en dag bliver efterladt, når du er væk. Århhh...

Hun holder en pause. Bliver berørt.

– Jeg synes, det er svært at leve i en tid, hvor man oftere går til begravelse end til barnedåb. Jeg har også for nylig mistet Peter Schiøtz, som jeg levede sammen med i mange år, og som var en fantastisk papfar for min søn. Det er mærkeligt, når ens egen generation også begynder at falde fra.

Sanne gør, hvad hun kan, for at efterleve sine egne budskaber. Hun sørger for at give masser af kærlighed og viden videre til sin søn, svigerdatteren og de to børnebørn. Men hvordan er hun egentlig som farmor?

– Jeg synes, jeg er en super fed farmor!

Hun slår en høj latter op.

– Nej, jeg ved ikke, om jeg er fed, men jeg prøver vitterlig at gøre nogle af de ting, som jeg synes, man skal gøre. Tager dem på udflugter og den slags. Men der, hvor jeg er bedst, det er noget med at sørge for, at vi ses tit. Jeg vil gerne se hver en ny ting, der sker med børnebørnene. Det første skridt. Den første tand. Jeg vil bare SE det. Jeg vil være der. Jeg vil holde dem. Jeg vil kysse dem. Og så byder jeg ind med min hjælp. Jeg henter i vuggestue og børnehave, når det er muligt, og det er mig, der står for nye vintersko, vinterstøvler og sommersandaler.

– Det er skide sjovt at være sammen med de børn, og jeg elsker, når jeg har dem for mig selv. Både min søn og svigerdatter ved, at her hos mig må Mingus gerne hoppe i sengen. Mingus og jeg har også lavet en aftale om, at når han er sammen med mig, må vi gerne bande. I hvert fald i bilen på vej herop. Men engang imellem kommer vi også til at bande, når vi er kommet ind i huset, haha. Børn kan sagtens finde ud af, at der gælder forskellige regler, men somme tider får jeg da en skideballe af min søn: "Mor, altså, nu må du tage dig sammen!". Men her bestemmer jeg, og heldigvis får mine børnebørn en rigtig god opdragelse derhjemme, haha.

Opskriften på lykke

Sanne holder en pause og nyder at kigge på, hvordan hendes lille græske gadehund putter sig inde under køkkenburdet i sin faste hule. Er hun ikke sød, spørger Sanne nærmest retorisk.

– Altså, folk synes sikkert, jeg er sindssyg, fordi jeg går så meget op i mine hunde, og jeg ved også godt, at jeg nok er langt ude, når jeg f.eks. har frysesæd fra min gamle amerikanske golden retriever, så jeg en dag kan få en hvalp fra ham. Men jeg hygger mig sådan med de hunde, og de er måske også grunden til, at jeg ikke har det store behov for at få mig en kæreste. Jeg nyder at have en livslang romance med mig selv, og derudover må jeg bare sige: Vil du have et lykkeligt kærlighedsliv, skal du leve dit liv med dine hunde, ha, ha.

Jeg læste ellers i et interview i sommer, at du har en partner...?

– Ja, ja, ja, haha... men ikke nogen fast. Jeg har truffet en beslutning om at leve alene, og den beslutning handler også om, at jeg vil have et privatliv. Under min sygdom lærte jeg på den hårde måde, hvor vigtigt det er for mig. Og derfor zipp...

Hun laver en bevægelse, der viser, at hun lyner munden.

– Altså, du er nødt til at rejse efter mig, hvis du vil se, hvem jeg er sammen med. Jeg rejser nemlig væk, når jeg skal se en. Det foregår ikke i mit hjem. Og jeg siger intet om det. Hvis jeg siger noget, er det løgn. Nu er det længe siden, for jeg gider ikke bruge kræfter på det, men jeg har fyret en løgnehistorie af, som jeg syntes var enormt sjov. Ingen aner, det er en løgn.

Skal vi så ikke fortælle det nu?

– Ha ha...

Kom nu?

– Det var på et tidspunkt, hvor jeg blev træt af at få spørgsmålet: "Har du fået dig en kæreste?". Så jeg sagde: "Okay, jeg HAR en, jeg ser. Han bor i New York, han er amerikaner, han er rødblond, han er forretningsmand, han hedder Cooper Sullivan, og jeg elsker ham af hele mit hjerte".

Hun holder en kunstpause.

– Det var min amerikanske golden retriever.

Hun slår en rå latter op og kaster sit lange hår bagover på ægte Sanne-manér.

Hvorfor er det nemmere at bo alene?

– Livet er bare lettere. Jeg skal ikke diskutere med nogen. Jeg gider ikke noget bøvl i min dagligdag. Jeg hører til den slags moderne kvinder, der har valgt at leve alene. Og jeg har det s-u-p-e-r fedt. Jeg vælger til, når jeg vil være sammen med nogen. Og prioriterer det, når det er. At leve i et forhold kræver, at man prioriterer det højt. Min begrænsning har altid været, at jeg har prioriteret musikken, min selvudvikling og min søn højest. Og det har skabt problemer. I dag prioriterer jeg familien, og der er ikke plads til en mand i hverdagen. Lige nu. Men med årene finder man så ud af, hvordan man alligevel kan få den del af livet – med en mand – til at fungere og eksistere, og her har jeg da været meget glad for, at jeg rejser så meget, som jeg gør.

Hun griner højt igen.

– Der er så mange vidunderlige hoteller rundt omkring i Danmark og Sverige og hele verden, hvor man kan have en fest!