Sanne Salomonsen: "Jeg fik utallige tilbud om nøgenbilleder"
Som ung sanger blev Sanne Salomonsen gjort opmærksom på, at hun havde en krop - og at den var seksuel. Men egentlig vil den 64-årige rockmama helst ikke mærke sin krop. Den skal bare have lov at være. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.
Tiden er en anden og har sat sine mærkbare aftryk.
Alligevel er der ikke meget, der har forandret sig i Sanne Salomonsens forhold til sin krop. Hun vil helst ikke ”mærke den” og er gladest, når den ikke spænder ben for hende. Når den bare fungerer.
Men selvom den 64-årige rockmama altid har betragtet sin krop ”som sit instrument”, har andre – forstå: medierne – ikke ladet den stå ubeskrevet hen.
Det fortæller Sanne Salomonsen i denne uges ALT for damerne, hvor hun skyder den nye artikelserie ”Min krop, mit budskab” i gang.
”Jeg var ung og kvabset, og jeg tænkte kun på at synge. Men pludselig begyndte jeg at få reaktioner på min seksualitet, fordi jeg var ung og havde store bryster. Det betød, at jeg begyndte at blive kropsbevidst, og det var meget generende,” siger hun og fortsætter:
”Det var Se & Hør, Billedbladet, Ugens Rapport, Ekstra Bladet og BT, der skrev om det. Og det genererede mig vanvittigt meget, for jeg var dybt seriøst med min musik og ville bare dygtiggøre mig og i gang med at komponere.”
Sanne Salomonsen havde dengang i 70'erne aldrig tænkt på sine bryster. Hun er af født ud af kvindefrigørelsen, siger hun, og det var mest af alt vigtigt for hende at stå ved sin mening og ret. Men pludselig fik hun tilbud, hun aldrig havde overvejet.
”Jeg fik utallige tilbud om nøgenbilleder, og jeg hadede det hele. Jeg syntes, det var frygteligt.”
Sagde du nogensinde ja?
”Aldrig. Og jeg sagde ovenikøbet nej til at være i den nøgenscene, der var i musicalen Hair, som jeg spillede med i. Jeg stod inde bag gardinet og sang.”
Elskede, svenske folkeviser
I dag vælter den slags tilbud ikke ind, når Sanne Salomonsen er ude at bruge ”sit instrument” – og det passer hende ganske glimrende.
”Og der kan man sige, at det er det skønne ved at blive gammel: Nu er der ikke nogen, der er interesserede i mine elskede, svenske folkeviser.”
Det kalder Sanne Salomonsen sine bryster. For de er, siger hun, ”lange og kedelige som svenske folkeviser”.
Men det er fint; at hun og kroppen er blevet ældre. Nu er det vigtigste for hende, at kroppen – som altid – ikke kommer i vejen. Derfor arbejder hun benhårdt for at holde den stærk og sund, fortæller hun, så hun kan gøre det, hun elsker allermest: at mærke rytmen, 1-2-3-4, 1-2-3-4, indeni.
”Jeg føler mig som en fri sjæl, og hvis min krop ikke kan følge med, så er det altså noget lort. Derfor arbejder jeg hårdt på at være i god form. Det er også mentalt. Jeg har det bare godt, når jeg træner. Hvis jeg ikke træner, bliver jeg slatten, og det gider jeg ikke blive.”
Læs hele interviewet med Sanne Salomonsen i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om at have en ”lille bog” af elskere og at blive ”strammet op”, men ikke fjerne aldringens spor.