"Jeg har ikke haft en kæreste i 15 år"

Singlelivet kan give mange hårde knubs, men Sanne Søndergaard har det godt alene, og hun har ikke tænkt sig at lave om på sig selv for at få en kæreste.

"Mine damer og herrer, den næste, vi skal have på scenen, er en mand, der både har patter og fisse!". Sådan blev Sanne Søndergaard præsenteret, da hun i 2008 trådte ind foran publikum på Kulcaféen i København. Eksemplet er ikke enestående for den 34-årige standupkomiker. Alene det, at hun altid bliver omtalt som kvindelig komiker og ikke bare komiker, er en evig påmindelse om, at hun ikke er som de andre, mener hun. Meningerne står i kø, når man tænder for Sanne Søndergaard. Hun er en ilter dame, der ikke finder sig i noget. En rødhåret, rapkæftet, erklæret feminist, der går aktivt til kamp mod sexisme a la den præsentation, der mødte hende på Kulcaféen. 

Egentlig uddannede hun sig til journalist umiddelbart efter gymnasiet, men det passede slet ikke til hendes temperament. For meget research, for lidt latter. Hun har læst kvinde- og kønsstudier på universitetet og sprang ud som standupkomiker på Comedy Zoo i København i 2005. Året efter var hun semifinalist ved DM i standup, og hun har flere gange optrådt for de danske styrker i Afghanistan. Og så er hun altid klar, når der skal indhentes en skarp kommentar til kønsdebatten – hvilket også af og til afføder hadske ytringer på hendes Facebook-profil fra især mænd, som føler sig trådt på af de tårnhøje stiletter, hun ynder at iføre sig.

Sanne Søndergaard er en kvinde, som – i hvert fald nogle – folk elsker at hade. Om ikke andet pissede hun en del af, da hun viste sin kønsbehåring på et stort opslag i Politiken i 2013 – for at gøre op med, at voksne kvinder mere eller mindre skal ligne Barbiedukker – også under trusserne.

Har selv "fucket up" i reglerne

Nu er hun så klar med sit femte onemanshow, "kvinde?", som netop handler om, hvor svært det kan være at være kvinde – og hvordan hun altid selv har fucket up i reglerne for, hvordan man er en pige og siden en kvinde. Sanne Søndergaard mener nemlig, at der er skrevet en omfattende regelbog om, hvordan man skal gebærde sig som hunkønsvæsen i denne her verden. Og i forhold til den er kvinder som udgangspunkt altid forkerte. Personligt er hun aldrig blevet klog på den. I hvert fald har hun meget svært ved at sætte flueben ud for alt det, der samlet set skulle gøre hende til "en rigtig kvinde".

– Jeg sidder forkert, taler for højt, ved for meget, roder for meget, er for sjov, for kvik, for kræsen. Altså fylder jeg for meget! Men jeg indtager jo bare min plads og siger min mening. Og jeg mærker tydeligt, hvordan det hele tiden clasher med fordommen om, at det skal kvinder ikke. Så jeg ender tit i konflikter.

Sådan har det altid været. Skoletiden var én lang række af kampe – både verbale, psykologiske og korporlige – hvor Sanne kæmpede med at passe ind. Eller netop ikke at gøre det. Konfliktkatalysator kalder hun sig. For det er, som om hun tiltrækker gnister og skaber bål omkring sig, lige meget hvor hun færdes. Og præcis den fandenivoldskhed, der i skolen fik hende til at skrige og sparke og smække med døre eller flyve hjem og farve sit hår ildrødt, hvis nogen kaldte hende rødhåret, er i høj grad den, der har formet hende som standupkomiker.

"Man kan jo ikke få orgasme uden at larme"

Oprøret har ikke lagt sig, selvom hun kun lige er blevet færdig med at være teenager, som hun joker. Og i comedy kan det selvfølgelig være en fordel at skære pointerne ud i sort/hvid. Men Sanne Søndergaard er også blevet ældre og klogere, synes hun selv. Verden har mange flere nuancer, end hun hidtil har villet se. Og kæphestene stejler ikke helt så højt, som de har gjort.

Men kvinder ligger stadig under for en bestemt måde at være kvinder på. Fordi samfundet forventer det. Det gør hun også selv.

– Det er virkelig gået op for mig – også med det seksuelle – hvor meget jeg egentlig også ligger under for forventninger om at skulle være kvinde på en bestemt måde. At man ikke må fylde for meget. Man kan jo ikke få en orgasme, hvis man ikke virkelig fylder og larmer og slipper al kontrol. Hvilket jo er imod alt, hvad man nogensinde har lært. Det er jo virkelig en situation, man kan blive sindssygt usikker i.

Når hun har så mange konflikter med sig selv og andre om, hvordan man er kvinde, handler det dels om samfundets forventninger, men lige så meget om hendes eget selvbillede. For inderst inde føler hun sig som en dreng.

– Og det er jo totalt unfair, for jeg tager ikke afstand fra mit køn. Jeg kan godt lide at være kvinde. På min måde. Jeg er et rimeligt velkørende menneske, og alligevel skal jeg gøres forkert – bare fordi jeg har to X-kromosomer. Havde jeg været en dreng, havde jeg aldrig haft de problemer. Alle de egenskaber, vi dyrker hos drenge, er dem, jeg har. For mig handler det grundlæggende om at føle sig accepteret. Det er jo heller ikke rigtigt at tvinge små drenge til at være vildbasser, hvis de hellere vil lave perleplader. Det der med, at vi partout skal tvinge pigerne til at være stille og drengene til at være vilde, gør mig rasende. For jeg er en vild pige, og det vil jeg havde lov at være, uden at jeg skal gøres forkert.

– Pludselig er det gået op for mig, at gud, jeg har jo haft den perfekte opvækst til at lave det, jeg laver nu. Jeg er simpelthen blevet trænet i, at folk synes, jeg er forkert, ligegyldigt hvad jeg gør. Jeg er altid blevet holdt udenfor og mobbet. Derfor preller det lidt af på mig i dag, når en eller anden klam stodder sidder ovre i Vestjylland og sender mig en ondskabsfuld mail. Hør her – jeg har prøvet at blive mobbet som usikker 13-årig – det der er ingenting!

Vild, uregerlig og midt i 30'erne

Sanne Søndergaard er vokset op i Ikast. I en klassisk kernefamilie med lillebror og en mor og far, der holder sammen endnu. Faren er vognmand, moren postbud. Broren arbejder i en svømmehal, svigerinden er pædagog og med deres to drenge lever de et "safe og meget almindeligt middelklasseliv" i Midtjylland.

– Jeg er familiens – ikke sorte, men regnbuefarvede får. Udbryderen. Jeg er stadig vild og uregerlig og single midt i 30'erne. Og laver provokunst.

Hun elsker sin familie. Og indrømmer, at det samtidig føles godt at være forankret i den virkelige verden med normale og helt almindelige mennesker. I hvert fald var de en vigtig buffer mod det, der foregik på Østre Skole op igennem 1980'erne.

– Jeg blev konstant sendt uden for døren eller på kontoret, fordi jeg havde fået skældud af lærerne. Fordi jeg forstyrrede, ikke sad pænt og ikke var sød. Og det blev jeg bare endnu mere fandenivoldsk af. Jeg er jo sådan en, der ikke retter ind. Det har jeg virkelig skullet arbejde med, for jeg skruer op i stedet. Mega fuck-jer-attitude! Jeg har brugt mange kræfter på at gøre oprør og være Rasmus Modsat. Jeg har altid skullet arbejde med, at det ikke skulle være en identitet bare at være på tværs. Jeg må også godt være medløber nogle gange. Det kan jeg også mærke smitter af på min comedy – at jeg begynder at sige: jamen, jeg er jo også en helt normal kvinde!

Holder foredrag om mobning

I dag holder Sanne foredrag om mobning både for unge og voksne. For hvis noget kan få hende op i det røde felt, så er det, når folk ikke opfører sig ordentligt over for hinanden.

– Fordi der er så mange krav om, hvor rigtige vi selv skal være, er vi enormt hurtige til at dømme andre, når de ikke opfører sig efter reglerne om, hvordan man er rigtig. Hvilket er grunden til, at jeg gerne vil have slækket på reglerne, sådan at vi alle kan få lov at være mest muligt os selv.

– Jeg har oplevet en del mobning og sexisme som voksen. Latterlige kommentarer som den fra Kulcaféen, eller "Kvinder er kun sjove, hvis de falder". Hør her: Det kan godt være, jeg ser anderledes ud end den gennemsnitlige komiker, men det betyder ikke, at jeg skal behandles anderledes. Og slet ikke mere nedladende.

– Det er mest vrede, der kommer op i mig, for grundlæggende tror jeg ikke, jeg er forkert, selvom tvivlen godt kan dukke op en sjælden gang. Fra jeg var helt lille, har min mor banket en ordentlig portion selvværd ind i mig, som jeg nok aldrig er sluppet af med – trods ihærdige forsøg fra omverdenen. Fordi jeg blev mobbet, har jeg været meget selvkørende og selvrådig. Tangerende indbildsk. Og det er der mange, der har rigtigt svært ved at tackle.

– Jeg har bare ikke det der kvindelige filter. Måske har jeg en kortslutning, men jeg siger fra med det samme og bliver rasende. Jeg ville ønske, at jeg med rolig, neutral stemmeføring kunne sige, når nogen kom med en dum eller grov kommentar: "Hvad mente du egentlig med det?". Den evne har jeg ikke. Jeg siger: "store, fede pikhoved, sådan skal du ikke tale til mig!".

Eller når nogen kalder mig en sindssyg kælling – så har de ligesom sagt, hvad de mener om mig, og så er der vist ingen grund til, at vi skal bruge mere tid sammen. Kvinder har en tendens til altid at tage sådan noget på sig, rette det indad – og rette ind. Jeg kunne godt tænke mig, at kvinder blev bedre til at sige, "Det er ikke min skyld, det her". Det er et godt greb at placere andre i idiotkassen. Alle de andre kan faktisk godt være helt forkerte, og du kan være helt rigtig.

– Min mor syntes aldrig, jeg fyldte for meget. Tværtimod syntes hun, jeg var mest fantastisk, når jeg var allermest mig. Det betød, at selvom lærerne og især de andre børn prøvede at få mig til at føle, at jeg var forkert, så gik jeg igennem hele min opvækst med en følelse af, at det var dem, der var galt på den.

Derfor passer det hende glimrende at være i et fag, hvor hun fuldstændigt bestemmer selv. Og ikke skal indordne sig under andres måde at gøre tingene på. For grundlæggende har hun det svært med andre mennesker og har altid haft det.

– Det gør det også nemmere at gøre det, jeg gør. For hvis jeg havde koblet meget mere af min identitet op på, hvad andre mente om mig, ville jeg bare have meget mere brug for deres bekræftelse. Men jeg sidder altså ikke og siger, "Åh, jeg har bare så meget selvværd, at jeg ikke har brug for andre mennesker". Jeg har jo et publikum, der klapper af mig og liker mig på Facebook, så jeg får masser af bekræftelse fra andre.

Mændene har hjemmebanefordel

Hendes mission er ikke, at du skal sidde og tænke, "Åh, men hun er også bare så sej, hende Sanne Søndergaard". Vi er nemlig ikke så forskellige, mener hun. Vi er alle sammen sårbare. Når der er noget, vi føler os usikre på, tænker vi kvinder straks, "Det er jeg nødt til at få styr på – jeg må blive dygtigere til mit arbejde og aldrig nogensinde begå fejl".

– Jo mere vi kvinder bevæger os ind på mændenes traditionelle bane, jo mere skal vi overbevise omverdenen om, at vi er dygtige nok. Mændene har hjemmebanefordel, men vi er på udebane – som komikere, topchefer, meningsdannere, politikere, ja, bare vi er en lillebitte smule ambitiøse i vores arbejde. Den arena er ikke skabt til os, og når vi begynder at excellere der, mister vi noget af det traditionelt kvindelige – det passive, blide og ufarlige. Så på en og samme tid skal vi både være mindst lige så gode som mændene og sørge for stadig at være så kvindelige som muligt. Men ambitiøse kvinder kan ikke længere også være kvindeligt passive, blide og ufarlige, så tænker vi, at vi i det mindste må se pissegodt ud som kvinder og være de allerbedste kærester og mødre og den slags. Vi slider os selv ihjel på mændenes og på kvindernes bane på samme tid. Og når vi så ryger ned med stress, depression, angst, bliver vi mødt af alle de her individuelle råd: Du skal bare sige fra, lære at sige nej. Så enkelt er det bare ikke. Det er det her system, der er forkert. Ikke den enkelte kvinde.

Super forfængelig

Der lugter af frisk maling i Sanne Søndergaards lejlighed på fjerde sal midt på Vesterbro. Hun er lige flyttet ind. Eller op – fra stuelejligheden i samme opgang. Og venter på, at brormand fra Jylland kommer over og skruer ting op på væggene. Mere selvkørende er hun heller ikke – eller i hvert fald er han bare bedre til det, siger hun. Hun er god til at være den skøre faster.

Der er sundt slik på bordet. Nødder og tørret frugt. Og ingefærte på kanden. Indimellem svadaerne skubber hun rundt på sit rødblonde hår. Særligt i den ene side. Trækker en tot ind foran ansigtet. Hun har nemlig selv overhørt den lille stressklokke, der har bimlet hende ind i ørerne den senere tid, og nu har hendes krop straffet hende med et nældefeberudslæt i et forsøg på at få hende til at sige fra.

– Det er jo lidt vildt, at ens krop kan sige, "Nå, der overhørte du vist lige mine advarsler" – bang! Værsgo: Kæmpeansigt til dig!" Den ved, den kan ramme mig på min forfængelighed. "Nå, du kan ikke finde ud af at sige nej til opgaver? Godt, så prøv at gå ud med det her store fjæs!". Jeg ved godt, jeg presser den nogle gange. Jeg arbejder sindssygt meget, og jeg er samtidig superperfektionistisk og sikkert også lidt kontrolfreakagtig. Men det er jo klart. Vi kvinder, der spiller på "mændenes bane", skal jeg jo have overdrevent meget styr på vores shit hele tiden, fordi vi bliver dømt så meget hårdere end mænd for at begå fejl. Det giver stress. Men det giver altså også pissegode resultater.

Sanne Søndergaard indrømmer, at hun er super forfængelig. Og at det også er en slags kulturel påvirkning, hun ligger under for – fra skønhedsindustrien.

– Jeg føler mig nøgen uden makeup. Jeg har aldrig haft de der drømme om at stå nøgen et sted – mine drømme har altid handlet om, at jeg er kommet ud ad døren uden mine øjenbryn. Det er min største angst! Jeg kan godt mærke, at makeup for mig lidt er en sårbarhedens skærm. Inde bagved den kan jeg gemme mit helt rigtige nøgne selv. Og den nøgne Sanne er nok bare mere sårbar og skrøbelig og pms-agtig indimellem. Og har brug for en krammer. Jeg ser mere skrøbelig ud uden makeup, fordi jeg er helt bleg uden ansigtstræk – meget mere porcelænsagtig.

Derfor var det også meget grænseoverskridende for hende at lade sig fotografere uden makeup til plakaten til det nye show, "kvinde?". Halvt uden, halvt med makeup.

– I mine øjne er det slet ikke mig på det billede. Ikke på nogen af siderne. Mit ansigt er der ikke. Det interessante ved billedet for mig er, at i kontrast til mit nøgne, usminkede ansigt kan man jo pludselig se, hvor sindssygt plastikagtigt det ser ud med det photoshopfilter, der er lagt ind over den stylede side af mig. Men makeup er ikke kun et spørgsmål om at ville fremstå perfekt. For mig er det et filter, der skærmer af for den nøgne Sanne.

Har det bedst alene

Sanne Søndergaard har ingen kæreste. Det har hun ikke haft i 15 år, siger hun.

Der er ikke plads?

– Det tror jeg, ville være det rigtige svar. Eller alternativt: Ingen vil have mig!, snøfter hun teatralsk.

– Jeg er ikke så god til det med mænd. Jeg er lidt for selvkørende. De fleste mænd er fascineret af mig og synes vist, at jeg er ret interessant. Men ikke som kærestemateriale. Jeg passer ikke lige ind i den skabelon, der er skrevet. Jeg synes selv, jeg er mest sexet, når jeg er lidt maskulin. Men jeg kan mærke, at mænd synes, jeg er uendeligt mere interessant, når jeg er mere sårbar og mindre hårdtslående. Men jeg vil jo bare gerne være mig selv, og så må jeg satse på, at der på et eller anden tidspunkt dukker en op, der også har lyst til at være sig selv sammen med mig. Det stresser mig faktisk ikke – men det er lidt sjovt, for hvis jeg nu gerne vil have børn, så ville det være smart at finde en mand på et tidspunkt... Jeg har bare ikke rigtigt tænkt over det med børn tidligere. Der var så meget andet, jeg hellere ville.

– Savage Garden synger:"I believe, I'm loved, when I'm completely by myself". Det er sådan, jeg har det. Når jeg er mig selv, er jeg helt rigtig, og når jeg møder andre, begynder tvivlen at komme. Hvis jeg får et barn, er jeg aldrig alene igen. Så er der altid en, der sætter mig i en bestemt rolle – og det skræmmer mig, for så bliver jeg tvunget ned i den kasse, morkassen.

Men i sommer skete der pludselig det, at Sanne gik forbi en mor med sin baby på Vesterbrogade. Og selvom det ikke var nogen englesmuk skabning, var hun solgt.

– Det var en virkelig grim baby, en lille Quasimodo, som var så skeløjet, at jeg ikke ved, hvordan det lykkedes mig at få øjenkontakt med den. Og så tænkte jeg: "Sådan en skal jeg ha'!". Og det var muligvis, fordi den var grim, for sandsynligheden for, at jeg får en rigtig grim baby er ret høj – jeg var heller ikke selv for køn. Men jeg blev lidt overrasket over min reaktion. Særligt fordi der ingen mænd er i nærheden, som på nogen måde kan bidrage til projektet.

Kunne du finde på at gennemføre det alene?

– Jeg synes, det er lidt at snyde på vægten. Mændene har jo ikke den mulighed, og det betyder, at vi kvinder kan tillade os at være mere kræsne. Jeg tror, mange mænd i dag lever med følelsen af, at kvinder bestemmer alt for meget. Det maskuline har overmagten ude i samfundet, og det kvindelige har overmagten i parforholdet og i hjemmet. Jeg prøver at være opmærksom på de faldgruber, jeg selv kan falde i som kvinde, og undgå at komme til at tromle en mand ned. Så rent principielt tror jeg, jeg ville have svært ved at blive befrugtet kunstigt. Men principielt og personligt er jo ikke nødvendigvis det samme. Så jeg håber, jeg finder en mand, jeg ikke kan lade være at få dem med.

LÆS OGSÅ: Lene Espersen  "Jeg kommer ikke til at savne det negative fokus på min person"

LÆS OGSÅ: "Jeg opdagede ikke, at jeg var blødt igennem"

LÆS OGSÅ: Åbent brev: Til veninden jeg ikke længer kan se