Krimiforfatter
Sara Blædel har helt grundlæggende et stort behov for at være alene, og hun
holder meget af at bruge tid i sit eget selskab. Derfor passer det hende også
glimrende, at hun bor alene.
Alligevel er hun,
siden hun blev skilt i 2014, blevet spurgt igen og igen, hvordan hun har det
med at bo for sig selv og være single. Og det er et spørgsmål, hun ikke forstår
grundlaget for.
”Jeg tænker ikke
selv særlig meget over, at jeg er alene, og det er klart, at hvis jeg møder en
dejlig mand, så er det bare skønt. Men det er også selvvalgt, og jeg har ingen
dating-profil, for det ikke er noget, jeg søger – jeg har et vidunderligt liv
alene. Men jeg synes, det er nedladende at indikere, at der mangler noget i ens
liv, når man lever alene,” siger Sara Blædel i et stort interview med ALT for
damerne.
For hende ligger
der alene i spørgsmålet en antagelse om dét at være alene, som hun ikke kan
genkende.
”I det øjeblik
man nævner det som et emne, man skal forholde sig til, så er det et indirekte
stik til, at ens liv ikke er godt, som det er. Dét kunne ikke være mere forkert,”
fortæller succesforfatteren, som også har brugt emnet i sit arbejde med bøgerne
om kriminalassistent Louise Rick.
”Da jeg for tyve
år siden lavede Louise Rick-karakteren, var det også et kæmpe emne, hvornår jeg
skulle møde en. Og det lagde jeg ind i Louise Rick, fordi jeg undrede mig over,
hvem det egentlig er, der vurderer, at ens liv bliver mere formstøbt og fuldendt,
fordi man er to? Er det for andres usikkerhed, at man skal forholde sig til, at
nogle er alene?”.
Selvvalgt ensom
Når det kommer
til hendes arbejde, nyder Sara Blædel også godt af at være alene og at kunne
lukke sig inde i flere uger i streg for at skrive. Derfor er det et meget
bevidst valg for hende, når hun med egne ord ”trækker sig i ensomheden.”
Alligevel oplever
hun, at der findes en udbredt opfattelse i samfundet om, at livet er bedre med
en partner – og det er en social norm, der skal brydes, mener hun.
”Folk skal holde
op med at vurdere, hvornår andre har det rigtige, gode eller perfekte liv. Jeg
kender tonsvis af stærke kvinder, som har valgt, at det at have en kæreste ikke
er det vigtigste i livet. Mit eget liv kunne ikke være bedre, end det er lige nu,
og man kan sagtens skabe et helt pragtfuldt liv alene. Men hvis man møder et
menneske, som man instinktivt synes er vidunderligt, så er det da klart, at man
gerne vil være sammen. Jeg var også enormt glad for at være gift, indtil vi
ikke passede godt sammen længere,” siger hun og fortsætter:
”Jeg mangler ikke
noget i mit liv, men hvis jeg møder et menneske, som giver mig mere værdi, er
det skønt. Men en partner skal ikke være altafgørende for værdien i mit liv
eller en nødvendighed for mig. Man er nødt til at skabe et dejligt fundament
inde i sig selv, før et andet menneske kan komme ind i det.”
Sara Blædel
Krimiforfatter og journalist.
Debuterede som forfatter
i 2004 med ”Grønt støv”,
som er den første i rækken
af indtil videre 12 bøger
om kriminalassistent
Louise Rick.
Aktuel med den tredje
bog i Ilka-trilogien, ”Ilka
vender hjem”.
Modtog i 2014 den prestigefyldte pris ”De Gyldne
Laurbær”, og hendes
bøger er solgt i mere end
5 millioner eksemplarer og
udgives i 38 lande.
60 år gammel og
mor til Adam på 27.