Sara Bro og Lærke Kløvedal: Vi er ikke konkurrenter
Sara Bro og Lærke Kløvedal kunne være rivaler. De er to markante stemmer i det danske medielandskab, og tilsammen bestyrer de tre af Danmarks mest lyttede podcasts. Men der er ingen konkurrence mellem de to kvinder, og her giver de opskriften på sammenhold og søstersind, der vil sprede sig som ringe i vandet. Her giver de 5 regler for søstersind.
1. Vis respekt – og lyt!
Sara har regnbuefarvede negle og viltert fuschiafarvet hår, en håndfuld flamboyante fingerringe, højtaljede jeans i en trendy 90'er-vask og en højhalset bodystocking.
Lærke er helt omvendt med lyst, naturligt hår, himmelblå silkebukser, café au lait farvet skjorte og en chunky, beige strikvest.
De kunne være hinandens diametrale modsætninger, men de viser sig at være yin og yang. De lytter opmærksomt hver gang, den anden åbner munden. Afbryder ikke. Smiler med eller ligger ansigtet i indignationens folder, hvis samtalen går i retning af #MeToo eller glaslofter. Men hvordan fandt det umiddelbart umage par hinanden?
"Jeg var redaktionschef på Quizzen med Signe Molde, havde et par værtsroller og udviklede på nye programmer. Man har tit mange kasketter på, når man arbejder på DR. Og jeg havde allerede holdt mange møder om dig, før jeg havde mødt dig," siger Lærke.
"Jeg var lige dele..."
"Nu kommer der noget," griner Sara forventningsfuld, og Lærke fortsætter:
"Jeg var ærefrygtig og skeptisk. Der var en vibe om dig. Du var hende den seje fra P3, men jeg var nok også bange for, om du var sådan en, der havde mobbet i skolegården. Den redaktion kunne godt føles som en lukket fest, så jeg var nervøs, inden vi skulle mødes."
"Der er jo en drilleånd på P3," bekræfter Sara.
"Og selvom det hverken er ondsindet eller del af en klikekultur, så kan jeg godt forstå den der følelse af at være udenfor."
Lærkes fordomme blev gjort til skamme. Der var kemi fra første møde, og en gensidig beundring vågnede.
"Der var ikke nogen arrogance over dig; altså Sara har bare denne her tilstedeværelse i et rum. Du er dronning. Du har styr på din egen kerne, og du rummer en misundelsesværdig evne til at passe på dig selv. Ingen kan være profileret vært på DR i 20 år, uden at man skal bide skeer med chefer og håndtere, at både andre medier, lyttere og seere har en kritisk holdning til ens person. Men du har fundet en måde at blive ved med at være dig i jobbet på. Du har dine prioriteter i orden. Det gjorde sådan et indtryk på mig, da du helt cool sagde, at der var to betingelser for dit arbejdsliv. Du skulle have tid og plads til at træne to gange om ugen og til at få lavet dine negle. Hvis du havde dit rum til det, så kunne man kaste dig ud i hvad som helst."
Sara nikker. Kigger på de kulørte negle. Prioriteterne bliver fortsat passet.
"Jeg husker, at jeg blev kontaktet af en redaktionschef fra DR2, der ville drikke kaffe. Jeg arbejdede på P3 på det tidspunkt, så når man blev inviteret på kaffe af prestige-kanalen, så siger man bare ja. Han fortalte, at der skulle laves et nyt talkshow om søndagen med en anden vært end Clement Kjærsgaard, hvor Lærke skulle være redaktionschef. Og de ville gerne have mig i den rolle. Jeg blev smigret, men tænkte også "Who? Me?" For jeg så mig selv som alt for ungdoms-agtig og weird til DR2. Men så mødte jeg dig, Lærke. Og jeg tænkte fra første dag: "Vi er fra den samme fabrik". Jeg kendte dit navn og vidste, hvem du var i familie med, og at vi begge er børn af 70’ernes kollektive ånd. Jeg får ikke så tit nye venner på min egen alder, særligt fordi jeg på mit arbejde ofte har kolleger, der er yngre end mig. Men dig vidste jeg bare, at jeg ville blive det med.
Lærke og Sara begyndte ikke bare at arbejde sammen, men også at træne sammen. Tunge vægte, dødløft og push ups i Vesterbronx Gym. Og det var en ubesværet, enkel og ny situation for dem begge.
"Det her sker jo aldrig! Vi ved ikke alt om hinanden, men vi passer bare sammen. Vi har oplevet så mange ting i vores arbejdsliv, der er parallelle – ja, indimellem har det nærmest været synkront."
"Vi skal ikke ses hele tiden og være opdaterede på alt, hvad der sker i den andens liv, men når vi så ses, taler vi lige ind til kernen med det samme," konstaterer Lærke.
"Da vi var på ferie sammen på Bornholm i sommer, bemærkede Saras kæreste, at vi kun snakker om vigtige ting. Og ja, det gør vi, for hvorfor ikke?"
"Med Lærke ved jeg bare, at hun er på min side. Det er vigtigt og enestående. Vi har begge arbejdet i den her branche så længe, så vi kan sparre med hinanden uden først at skulle forklare hele konteksten eller komme med en masse forbehold."
Så hvad var det første, som medsøstrene lærte af hinanden?
"Prioriteringer. Get your priorities straight. Det var det, jeg så hos Sara. Hvis du ved, hvad der er vigtigst, så ved du også, hvad der er uvæsentligt. Helt konkret handlede det om dine negle og træning, men det gælder også helt overordnet i dit liv. Du er god til at navigere i, hvad du vil bruge tid på, og hvad der godt må sejle."
Sara nikker.
"Ja, jeg ved altid, hvad jeg selv synes er spændende, men jeg er også god til at give slip på noget. Det kommer jo af at lave live radio hver dag i massevis af år, hvor man bare sender tre timer hver eneste dag og derfor er nødt til hurtigt at finde ud af, hvad man synes er spændende at tale med gæsterne om, for ellers bliver programmet ikke værd at høre på."
"Men du har ikke bare den evne i dit arbejde. Du har den jo også i dit liv," fastslår Lærke.
"Jeg ved ikke, hvad jeg helt præcist lærte først af Lærke. Jeg bed bare mærke i, at det var super rart at være sammen med dig. Du er nem og ærlig. Der er ikke et fnidderlag, man skal forbi først. Og så tænkte jeg også helt benovet "Wow, du har lavet alt. Tv og film, du kan få andre til at performe, og du kan selv fungere som vært." Det var vildt for mig, at du kunne det hele. Du var sådan en, man bare lyttede til."
2. Drop konkurrencen
Hvad der startede som en arbejdsrelation, blev noget andet og mere. For inden Saras program på DR2 begyndte, sagde Lærke op som redaktionschef for at blive selvstændig.
"Der følte jeg, at jeg svigtede dig. Jeg lod dig i stikken. Men min far var død, og jeg var ægte færdig med det job, som jeg havde. Og du forstod det bare. Det var fedt, at det var så fnidderløst," husker Lærke.
"Det er jo faktisk et element, jeg beundrer hos dig, Lærke. Det fnidderløse. Jeg vidste allerede, inden jeg mødte dig, at du måtte være temmelig bad ass, for da arbejdede du på Quizzen med Signe Molde, og satire er benhårdt arbejde," siger Sara.
Hun drikker af sin kaffe og fortsætter:
"Og så har du meget tydelige grænser. Du har altid bare sagt "I kan ikke komme hjem til mig og drikke jeres kaffe. Det er mit space, jeg skal ikke have nogen herhjem." Du lader dig ikke presse til at give mere af dig selv, end du vil. Og du bliver ikke skinger, når du siger fra. Du er bare respektindgydende."
"Jeg har set dig, Sara, som meget modig arbejdsmæssigt. Du tror altid på det bedste i folk, og de skal virkelig modbevise din optimisme omkring et projekt, før den knækker. Men så husker du det til gengæld også længe," siger Lærke og smiler stort til Sara, der er helt enig i den analyse.
"Jeg har det sådan med Sara, at jeg ved, hun ville have min ryg anytime."
Men har I aldrig følt jer som konkurrenter?
"Nej nej nej – åbenlyst ikke," affejer de nærmest i kor.
"Jeg har faktisk ikke den vibe med nogen," fortsætter Sara.
"Jeg føler, at alle os, der både er kvinder og har en værtsrolle, føler et særligt sammenhold på tværs af alle medier."
"Det er jeg desværre ikke enig i," siger Lærke:
"Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme, men jeg har oplevet det modsatte. Fra kvinder jeg har rakt ud til eller spurgt til råds, og som bare har afvist mig. Som om der er en fast mængde succes til rådighed, og derfor skal man passe på sin egen mængde. Men ideen om konkurrence er falsk. Går du til en casting og ikke bliver valgt, så handler det ikke om, at nogen snuppede din plads. Så var det ikke din plads til at begynde med, for det var en anden type, de ville have fat i."
"Da jeg var på P3, havde vi som en fast tradition, at kvinderne mødtes og delte ud af deres erfaringer og tanker og frustrationer. Det er en kulturelt skabt struktur, når vi tror, at der kun er plads til én dronning på toppen. For hvis der kun er plads til én, må man jo holde de andre væk fra det, som man har. Men det er løgn. Der er plads til alle. Så lad være med at undlade at anbefale din kvindelige makker eller kolleger. Gør det altid, for der er plads," siger Sara.
Hun har selv givet plads og delt ud. Både som mentor for DR's talenthold, på sin Instagram med over 100.000 følgere, i podcasten Hjerteflimmer for voksne, hvor hun deler sit spotlight med terapeut Jytte Vikkelsø, og ikke mindst, da hun forærede Lærke Kløvedal titlen og dermed en del af konceptet til hendes voldsomt succesfulde podcast Det Sidste Måltid.
"Det eneste sted, jeg godt kan lide konkurrencen, er på lyttertal. Det er så enkelt at måle på podcastmediet, og det går der sport i. Men konkurrencen er med mig selv – aldrig med Lærke eller andre. Man lytter jo ikke kun til én podcast, men til mange," siger Sara.
Lærke fortsætter:
"Ja, det er lærerigt at se, hvorfor et program virker, og hvorfor det ikke virker. Der er kontant afregning fra lytterne. Og så tror jeg, at de der stik af jalousi kan være sunde. Det handler ikke om, at man ikke under andre successen, men man bliver bare mindet om, at "Hov! Hvad er det lige, jeg selv vil have?" Det er en effektiv temperaturmåler og en god måde at undersøge, hvad man selv vil."
3. Drop pligtbesøg og sniksnak
Der er ingen sniksnak i Lærke og Saras venskab. Ingen af dem er oplært på pæn-pige-akademiet, hvor fødselsdage og jubilæer er noteret med skråskrift i Maylandkalenderen og høfligt bliver markeret med pligt-hyacinter og Merci-chokolade. Eller hvor smalltalk fungerer som klæg fernis hen over de emner, der behændigt danses udenom. Løn, lyst og svigt for eksempel.
"Vi har samme arbejde og baggrund i samme verden. Du er den eneste i min nære kreds, der er rundet af den samme verden som mig. Vi er vokset op i en eksperimenterende tid med forældre, der ikke fulgte konventionerne. Vi har mestendels været glade for vores barndom, men vi ved også, hvad der har gjort ondt," siger Sara, der er vokset op med sin mor i kollektiv, efter forældrene gik fra hinanden.
"Kollektiv tror man er det fedeste sted at vokse op med frihed og masser af mennesker hele tiden, men som barn vil du hellere have faste rammer. Så jeg har glorificeret parcelhuset og boligbyggeriet med fælles affaldsskakt helt vildt. Alt hvad der lugtede af normalitet og frikadeller," husker Sara.
Lærke er også vokset op med en alenemor og så kun sin far, Troels Kløvedal, et par gange om året.
"Min oplevelse er, at de, der er vokset op i mere traditionelle kernefamilier, også HAR nogle andre forventninger til, hvordan man er venner. De forventer, at man følger op og bare er der i hverdagen. Jeg skal lære deres kærlighedssprog. Det der er med at ringe bare for at sludre, er virkelig ikke naturligt for mig."
"Sådan nogle som os er til stede der, hvor vi er, og vi har samtidig et stort behov for at være alene. Det pisser mig af, hvis nogen ikke forstår, at jeg har brug for at trække mig og være mig selv. Det kan Lærke mærke intuitivt. Det var helt vildt nemt og ubesværet at være på ferie sammen."
"Du ville aldrig bede mig om at huske din fødselsdag eller ringe for at sniksnakke. Der er intet pligtgitter i min relation til Sara."
"Nej, det kan jeg slet ikke holde ud. Og så har vi et udadvendt arbejde begge to, hvor vi bliver stimuleret meget, så vi nyder vores eget selskab, når vi har fri. Jeg har det bedst med folk, der kan lide at være alene med sig selv, for så har jeg ikke pligt til at fylde dem ud, når vi er sammen."
4. Hep på hinanden!
De lærte hinanden at kende som kolleger på et fælles projekt, nu er de værter på hvert sit radioprogram, som hele Danmark lytter til.
"Vi er kolleger på en anden måde i dag, end da vi mødte hinanden. Rollefordelingen har ændret sig, fordi vi ikke arbejder sammen om et projekt, men vores respektive projekter har fælles mål," siger Sara.
"Jeg arbejdede som redaktionschef, men kunne jo mærke, at jeg gerne ville værtsrollen. Du talte hele tiden ind til den side i mig, der sagde, at det skulle jeg da selvfølgelig være," fortæller Lærke.
"Du talte mig ikke hen i det, jeg havde været så længe og var helt hjemme i, men fastholdt mit fokus på det, jeg gerne ville blive. Det er summen af den opbakning, jeg fik fra dig, der fik mig til at ranke ryggen og forfølge den drøm."
"Det, jeg sagde til dig, Lærke, siger jeg jo også tit til mine talentholdsbørn: Det er nemt at være dygtig og flittig og gøre alt det rigtige og bare få den rolle, der er ledig. For der er altid brug for producere, tilrettelæggere og en, der henter kaffen. Men hvis du vil være vært, så må du gå efter det benhårdt og sige højt, at det er det, som du vil."
"Der har du altid brudt med vanen og sagt "Fuck hvad du tror, at du skal, og gør det, du helst vil". Der er ikke så langt fra A til B med dig. Din styrke er, at du er ukonventionelt tænkende, og så er du oprigtig. Du hepper så oprigtigt på mig. Og jeg den anden vej. Da jeg hørte, at du fik jobbet som ny vært på Monopolet, følte jeg sådan en ren glæde. Jeg bliver stolt af dig, når det går dig godt."
"Jeg har det helt på samme måde. Da du sagde, at dit program, Det Sidste Måltid, var blevet forlænget, følte jeg nærmest, at det var mit eget lille barn, der nu kunne gå."
Men hvad stiller de to kolleger så op med al den succes? Hvordan undgår de at snuble i jantelov og bliver ramt af spidse albuer?
"Jeg værdsætter min succes. Virkelig. Og jeg har hverken svært ved at nyde eller at feste. Det prioriterer jeg. Mens jeg var fastansat, var mit fokus et helt andet. Der følte jeg altid, at der var noget, der skulle driftes, ordnes, nås. Jeg måtte give slip på den verden, for der var for meget støj. Jeg havde alle antenner ude, opsnappede stemninger, stillede spørgsmålstegn ved min egen tilstrækkelighed. Jeg gik ned i det og ned over det. Også når det gik godt. Man skulle hele tiden følge med i, hvad der skete alle mulige andre steder. Jeg måtte skære fra og fra og fra. Og tage mig selv alvorligt," siger Lærke, der i dag kun laver opgaver, hun elsker.
Hun er den eneste kvindelige madanmelder i de landsdækkende dagblade, og hun inviterer Danmarks mest markante personligheder til deres sidste måltid for åben mikrofon. Og med sin befriende latter, sans for timing og empatiske spørgsmål bliver samtalen om gravindskrifter og madminder lige dele rørende og morsom.
"Nu har jeg tid til at morgentræne på Amager Strand, og jeg giver mig selv lov til at holde fri dagen efter, at jeg har optaget et program, for der er jeg træt. Da jeg valgte at blive selvstændig, fik jeg at vide, at "hvis du ikke kan klare det, så må du jo tage et fast arbejde igen". Men det var slet ikke en mulighed. Det skulle virke, for det andet fungerede ikke for mig. Mit råd i dag er, at du skal melde dig ud af de sammenhænge, der støjer og holder dig nede, og melde dig ind i de fællesskaber, hvor der er plads til både at være megafed og megadårlig."
"Ja, og så skal kvinder holde op med at være bange for at blive fyret," supplerer Sara.
"Jeg kender en masse kvinder, der lader sig presse og laver ting, de ikke har lyst til, bare for at klamre sig til den pind, de sidder på. Jeg havde selv en periode, hvor jeg var megabange for at blive fyret, men det brugte jeg alt for meget energi på. Energi, som jeg hellere ville bruge på at kæmpe for at lave de programmer, jeg selv syntes var vigtige for vores lyttere og seere. Der besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville være bange for at miste mit job, selvom jeg var enlig mor og virkelig ikke havde noget sikkerhedsnet. Det er bedre at blive fyret end at leve i en evig frygt for noget, som måske slet ikke sker."
"Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg blev fyret, så havde jeg i det mindste kæmpet for mine ideer, og så måtte børnene og jeg leve af spaghetti med ketchup og leje mit soveværelse ud for en tid. Den erkendelse gav en masse energi og fik mig til at fokusere på at have mine argumenter i orden, så jeg kunne klare modstanden på vejen hen til, at mine ideer blev taget alvorligt."
"Den følelse kan jeg genkende. Da jeg startede min podcast, var det mit koncept, og jeg havde en afklaret ro om, at det ville jeg holde fast i. Jeg var stolt af det fra starten, og jeg ville gerne have, at det nåede langt ud, men mit syn på programmet skulle ikke opgøres i antallet af lyttere. Og måske derfor er det blevet sådan en succes, fordi det har været drevet af lyst, og mine lyttere har været søde til at rose og dele det," siger Lærke.
"Jeg er selv helt ublu med ros og skriver direkte til folk, jeg synes er fede. Roser dem. Det synes jeg, at man har pligt til. Det tager to minutter, det er oprigtigt, og det er god energi. Og hvis man er chef, så er det enormt tillidsopbyggende. For hvis du er god til at rose, så kan du meget bedre komme bagefter og sige, hvad der kan gøres bedre. Jeg har haft både gode og dårlige chefer, men de værste har været kvinder, der har gjort sig unødigt hårde i forsøget på at lede som mænd."
Sara nikker bekræftende.
"Det er ligesom med børneopdragelse – bare fordi de andre er idioter, behøver du jo ikke at være det. Men omvendt er det ikke en kønsting. De bedste chefer er de bedste chefer. Det er ikke genetisk. Jeg hader, når nogle siger, at jeg har mere empati, fordi jeg er kvinde. Eller nu skal vi have en kvindelig leder, for hun er mere omsorgsfuld. Man er bedre til noget, fordi man har erfaring, har været flittig, har øvet sig. Ikke fordi man er kvinde eller mand."
5. Drop smålighed
Så der er masser af sammenhold og søstersind indbyrdes, men hvad med verden udenfor?
"Du vil altid opleve smålighed, når du tjener mange penge som kvinde," siger Sara og fortsætter:
"Man må ikke være stolt af, at man har arbejdet sig op til et vist lønniveau, og at man i øvrigt har forhandlet en god pakke. Du bliver uvilkårligt mødt af et: "Jamen, så tjener du jo mere end mig?" fra en kollega, en chef eller en... og fuck ja! Det gør jeg. Og hvad så?"
"Ja, hvorfor må man ikke tjene mange penge som kvinde? Det er da fedt at være dygtig til sit arbejde og tilmed forhandle en god aftale. Og hvorfor ser man det ikke som en fordel, at vi i dag kan tjene flere penge? Det undrer mig, at der ikke er større konsensus omkring det," mener Lærke.
"Det går tilbage til tanken om, at der can be only one. Men det skal vi aflære os selv. Der er ikke kun plads til én kvinde, der tjener en ordentlig løn. Der er plads til mange. Søstersolidariteten blev etableret fra første møde mellem mig og Lærke. Den aftale blev lukket allerede der. Man kan blive snydt og bedraget alle mulige steder, men vi bondede og blev afklarede fra starten. I dag tænker jeg sådan "Hvad synes jeg egentlig selv er nice, at andre gør for mig?" Og det gør jeg så over for Lærke. Og jeg glæder mig bare over, hvis hun får den løn, hun har fortjent.
"Vi spiller hinanden gode. Og så kan jeg bare godt lide at blive set gennem dine øjne, Sara."
... så kunne I finde på at lave en podcast sammen en dag?
Samstemmigt: "Ja da! God ide. Det skal vi da helt sikkert."